"Hey! Kom tilbage!" Råbte Laura og forsøgte at indhente Sayen, dog uden held da Ece hvæsede og sprang ind foran hende, så hun snublede over hende.
"Hvad skulle det dog gøre godt for?" Råbte Laura rasende af hendes meowth, der hvæsede som svar og sprang tilbage på fødderne og stillede sig imellem hende og raltsens flugtrute.

Laura havde efterladt ægget i Nurse Joys varetægt for at få hende til at tjekke det grundigt og være lidt fri for det, mens hun tog sig af andre sager. Hun havde knap nok fået det, og Joy havde kun villet passe på det for Laura, hvis hun lovede at komme tilbage efter det. Laura trængte til en pause fra æg og at skulle tage stilling til nye pokemoner hele tiden.
Lige nu ville Laura se om hun kunne finde et nyt hjem til Sayen, da hun ikke var tilfreds med, at hun havde tabt en kamp imod to pokemoner hun nemt burde have kunnet slå. Hun syntes det var svært nok i forvejen at træne alle hendes svage pokemoner, når både Asher og Hideki ikke kunne så meget endnu, men Asher havde da i det mindste vist at han kunne, hvor Hideki var en gave, som hun derfor hang lidt på. Det var Asher sådan set også, men det tænkte hun ikke meget over længere, han var så kær og legesyg hele tiden.
Sayen var selvfølgelig blevet lidt trist over, at Laura ville af med hende, men hun havde dog accepteret det uden problemer (mente Laura), selvom hun var noget bange for, hvilken træner hun så ville ende med.
Ece og Kaimana havde dog ikke været glade for at høre dén nyhed og havde forsøgt at stoppe Laura fra at snakke med andre trænere. Til sidst var Sayen stukket af fra al den vrede, som flød fra de 3 og Laura havde forsøgt at indfange hende igen, men uden held pga Ece.

"Hvad går der af jer?" Spurgte Laura irriteret mens hun kom op og sidde. Ece hvæsede igen og Kaiaman stod ved siden af hende med spredte arme, tydeligt for at afskære hende vejen.
"Jeg kan godt se, at I ikke vil have, at jeg sælger hende, men det er min beslutning! I er mine pokemoner!" Kommenderede Laura og rejste sig op.
"Flyt jer så!" Ingen reaktion andet end at de gloede tilbage.
"Kan I slet ikke forstå, at jeg ikke har lyst til at se hende besvime i hver kamp jeg sender hende ind i? Jeg er ikke en god nok træner til at have hende! Forstår I det?" Skreg Laura frustreret af hendes to pokemoner, der skævede usikkert til hinanden.
Mennesket sukkede irriteret.
"Vi er i alle tilfælde nødt til at finde hende først. Må jeg have lov at komme forbi?" Spurgte hun irriteret og Kaimana flyttede sig, mens Ece blev stående og gloede ondt på Laura endnu en gang.
"Hør her Ece, jeg hverken kan eller vil beholde hende, det dur ikke! Det går galt! Men jeg vil love dig, højt og helligt, at jeg kun sælger hende til en som behandler hende godt. Et sted hun kan lide at være, og som passer til hende. Er det acceptabelt for dig?" Spurgte hun opgivende og kiggede hvast på Ece, som længe så ud til at tænke sig om.
"Mreow." Svarede meowthen stille men bestemt og flytte sig, til hvilket Laura løftede et øjenbryn.
"Tak!" Mumlede hun irriteret. "Lad os så finde hende!"

Sayen var løbet ret langt og havde snoet sig ind og ud imellem folk, som alle emmede af nysgerrighed og overraskelse, enkelte af irritation. Hun kunne ikke rumme alle disse følelser oven i al den vrede, hun lige havde oplevet, så hun ville bare væk.
Hun fandt et rimeligt roligt hjørne bag en bænk, hvor det eneste hun kunne mærke var en ro og ligegyldighed (med mulige følelser nedenunder, men de var godt skubbet væk, så de gjorde hende ikke så meget).

Emma var rimelig tilfreds med tingenes nuværende tilstand. Vejret var let overskyet og passende køligt, velegnet til at sidde udenfor med en bog uden at blænde øjnene på de hvide sider. Hun havde fundet en bænk et lille stykke fra den travle hovedgade. Den konstante summen af stemmer og fodtrin fra den linde strøm af mennesker på gaden, var en baggrundsstøj hun befandt sig godt med. Hun var vant til den. Parker og skove kunne indeholde en velsignet ro, en dulmende stilhed, der virkelig bragte frem, at man var alene. Men det var ikke, hvad Emma havde brug for lige nu. Hun havde brug for den konstante påmindelse om andres eksistens. Hun havde brug for at kunne kigge op fra sin læsning og se, at mennesker og Pokemoner fortsatte deres almindelige, daglige trummerum uforstyrret. Hun havde brug for at kunne observere uden at tage stilling, så det var det, hun gjorde.
Bogen var et delvist skalkeskjul, men egentlig meget interessant. Det var den eneste hun havde kunnet finde om den nye region, en beskrivelse af byerne og geografien. Der var praktisk talt intet om regionens Pokemoner eller den nye fairy type, men det kunne hun godt leve med for en stund. Geografi spillede jo også en rolle for, hvordan ting endte ud. Emma bladrede og læste en paragraf, kiggede på et uddrag af et kort og kiggede op på menneskestrømmen for derefter at fortsætte.

Hun kiggede også op, da lyden fra menneskestrømmen ændrede sig en smule, og hun så den lille hvide figur smutte væk fra mængden med kurs imod bænken. Emma sænkede blikket til bogen igen og læste troligt videre. Selvom hovedgaden med jævne mellemrum lod sig forstyrre af Pokemoner af den ene og den anden art, var det sjældent noget af stor betydning. En fræk madtyv her, en glimmerglad Meowth der, eller en overivrig træner. Det var alt sammen en del af hverdagen havde Emma hurtigt erfaret. En Ralts hørte godt nok til blandt de sjældnere Pokemoner ude på rute 30; Emma havde allerede nærstuderet, hvad hun kunne komme til at se derude; men ligesom med Hoothoot'en hun havde set lige inden Cherrygrove, fandt hun ingen grund til at hidse sig op over den. Hun kunne notere sin observation, når hun kom tilbage til Pokemoncenteret.
Emma bladrede igen.

Sayen lagde godt mærke til kvinden der sad på bænken hun havde kursen imod, men da hun emmede af ligegyldighed og ingen stærke følelser, nærmest kastede hun sig ind bag bænken. Der sad hun og vred hænder, men da de eneste følelser i nærheden var vel undertrykte, kun afbrudt af korte strejf af svag nysgerrighed, inden lyden af den bladrende bog blev gentaget med jævne mellemrum. Sayen pustede ud og begyndte at slappe af. Hun manglede nogle glade følelser til at muntre hende op og få hende til at slappe helt af, men dette var bedre end alternativet.

Laura kiggede bekymret på menneskemængden. Hun vidste godt, at ralts kunne være ret populær og Sayen var ret påvirkelig i forhold til folks humør, hvilket helt sikkert ikke ville være en særlig god coctail med den allerede ophidsede ralts. Over følsomme Sayen, der blev jagtet af en vild og begejstret hob.. Laura ville ikke have store forhåbninger om at se hendes ralts lige foreløbig.
Heldigvis holdt menneskeflokken sig i ro, selvom flere snakkede ophidsede med hinanden, var der ingen, der så ud til at ville til at jage noget. En ralts midt inde i en by var alligevel højst sandsynligt en tam en, og begejstringen var ingen anden end, at man havde været heldig at se en.

Ece snoede sig ind og ud mellem benene, og nikkede til enkelte pokemoner, hvis de kiggede i hendes retninge, men ellers var hun fuldt fokuseret på at finde Sayen igen. Hun manglede dog Ashers næse, da hun ikke ville kunne lugte sig frem til hende selv. Hun skævede til hendes besværlige menneske, hun havde tydeligvis ikke tænkt på at hende growlithen ud selv.
Kaimana blev Lauras side og forsøgte at se imellem alle benene i håb om at få øje på noget grønt og hvidt. Ece vendte til sidst tilbage til Laura, da hun ikke havde haft held med at finde raltsen på egen hånd heller, og hun kiggede bebrejdene på Laura som skulede tilbage.

Laura gik igan med at spørge tilfældige folk om de havde set Sayen og de fleste kunne nikke ja, men ville hellere høre om hvor hun havde fået den fra, og om hun kunne tænke sig at sælge den, end at høre på, hvorfor Laura spurgte til den.
Langt om længe, fik Laura spurgt sig frem til, hvor Sayen var løbet hen ad, og hun kom til et roligt hjørne, hvor der sad en teenager og læste i en bog.
Laura studerede hende lidt, da hun ikke lignede de piger som Laura normalt gik sammen med og hun så absolut ikke ud til at gå meget op i hendes udseende. Laura selv så heller ikke helt perfekt ud, men det var mere at hendes fald havde givet hende støv i ansigtet og uglet hendes hår, ikke fordi at hun havde forsomt at smukkesere sig imorges.
"Undskyld, du skulle ikke tilfædlgivis have set en ralts løbe her forbi?" Spugte Laura høfligt og ventede på, at pigen skulle se op fra bogen og svare hende. Hvis hun ikke gjorde, ville hun rømme sig kraftigt et par gange, inden hun ville stille spørgsmålet igen, evt højrere, hvis pigen stadig ikke så ud til at bemærke hende.

Sayen følte nogle bekendte sind, og da de var farvede af en vis irritation, trak hun sig langsomt bagud og forsvandt ind i en busk, så hun ikke længere var fuldt synlig.

Emma spekulerede ikke nærmere over, at det puslede lidt bag bænken. Et eller andet sted forbandt hendes hjerne det med synet af Ralts'en, der havde undsluppet menneskemængden, og hendes viden om Pokemoner kategoriserede stedet som et af de nærmeste, hvor specielt følsomme Pokemoner som en Ralts måske kunne finde pusterum. Snart havde hun glemt det igen. Det kunne også sagtens have været en Rattata eller Zigzagoon. De var ingen mangelvare i gadebilledet.
Hun læste videre og tænkte på Tato, der havde fundet nogle artsfæller at strejfe rundt med, da hun først satte sig. Hun tvivlede ikke om, at han ville komme tilbage, men tidspunktet var dog lidt mere flydende. Hun prøvede at greje solens placering gennem skylaget. Ifølge 'aftalen' ville der nok gå lidt tid endnu.

Da Emma næste gang kiggede op fra sin læsning for at kaste et blik på mængden, så hun en ung kvinde studere hende. Hun glippede en gang med øjnene og vendte blikket ned i bogen, som om hun ikke havde bemærket noget. Hun kunne have taget fejl, og kvindens blik hvilede tilfældigvis på hende, da hun så op. Hun læste et par linjer mere uden egentlig at registrere, hvad hendes øjne så. Kvinden havde haft en Wartortle og Meowth tæt ved sig. Hun var højst sandsynlig en træner så, og ikke helt nybegynder, hvis hendes valgte starter allerede havde udviklet sig. Meowth'en tydede på held eller stædighed, da den ikke var blandt de almindelige i bybilledet. Da Emma ikke havde nogen synlige Pokemoner eller Pokebolde på sig, kunne det ikke have tiltrukket en træners opmærksomhed. Hun havde nok taget fejl. Emma læste de samme linjer en gang til, denne gang bevidst om dem, og en skraben af fodtrin på stien op til bænken fik hende til at se op igen. Samme kvinde efterfulgt af Wartortlen og Meowth'en. Emma holdt en finger der, hvor hun var kommet til, da kvinden åbnede munden for at tale. Hun så direkte på Emma, så der var ikke så meget at være i tvivl om der.
Emma rynkede tænksomt panden, erindrede sin observation og endda, hvad hun ubevidst havde hørt derefter. Emma placerede sit bogmærke i bogen og lukkede den, før hun igen lod den hvile i skøddet og studerede kvindens ansigt nærmere. Lidt snavset og håret i urede, men ellers lignede hun ikke en, der sådan blev snavset. Hvis hun var en seriøs træner, og Emma havde læst om dem, faktisk selv mødt en, der toppede skala'en, kunne kvinden være på jagt og havde grebet chancen ved synet af Ralts'en i byen.
"Hvorfor?" spurgte Emma seriøst "Hvem vil gerne vide det?" Ud fra kvindens svar kunne Emma forhåbentlig beslutte, om hun skulle fortælle, hvad hun vidste, selv hvis det egentlig ikke var særlig meget.

Laura klarede et lille humørforladt smil, da bogormen kiggede kortvarigt op på hende, mest for at være høflig. Hun regnede dog ikke med, at det var blevet set, da pigen straks sænkede hovedet og fortsatte med at læse. "Eller også så hun det og er bare enormt nervøs." Tænkte Laura og brugte kun et halvt sekundt til at beslutte sig om, om hun skulle forstyrre læsningen eller ej.
Hun satte kursen imod læsehesten.
At Laura valgte at gøre det, var en blanding af, at Sayen var blevet set i denne retning, og pigen med bogen, var den eneste, der så ud til at have været her noget tid (alle andre gik rundt). Desuden, hvis pigen virkelig var så nervøs som Laura tænkte hun måske var, så ville det måske hjælpe pigen at få en kort og ufarlig møde med en fremmed.

Laura gik roligt imod pigen med Kaimana ved hendes side, Ece traskene surmulende efter sig, og stillede sit spørgsmål.
Til Laura's overraskelse svarede pigen ikke på det med det samme, som hun havde forventet, selvom pigen først så ud til kun at ville holde en kort pause fra læsningen. Pigen brugte faktisk irriterende lang tid på at tænke sig om og Laura foldede armene og løftede øjenbrynene i en "hvad-bliver-det-til?" gestus, da hun ikke havde hele dagen.
Kaimana kiggede sig omkring i håb om at se et glimt af raltsen, eller i det mindste et spor. Ece sprang op på bænken ved siden af pigen og snuste rundt der et stykke tid, inden hun satte sig ned og stirrede på pigen. Laura holdt godt øje med hendes meowth, da denne havde været noget på tværs idag, og Laura ikke ville risikere, at hun kradsede en uskyldig pige.

Laura rynkede panden irriteret da pigen langsom lukkede hendes bog og kiggede indgående på hende. Hvad havde hun gang i? Hvorfor svarede hun ikke bare på spørgsmålet?
Hun gloede med højt løftede øjenbryn da pigen spurgte hende om, hvorfor hun spurgte samt for hvem. Laura kiggede meget mærkeligt på pigen, mens hun prøvede at beslutte om, der blev lavet sjov med hende eller hvad pigen var uden på.
Til sidst lo.

"Du er ikke så lidt fræk, er du?" Sagde Laura Leende med en hovedrysten.
"Men nok et meget godt spørgsmål, du er faktisk den første der spørger om noget som helst, vidste du godt det? Alle andre pegede mig bare i denne retning og snakkede om, at de godt kunne tænke sig at eje én selv." Fortalte Laura med et grin. Ece lavede en lav knurren, dog uden at røre sig. Hun var bare utilfreds med, at andre skulle eje Sayen.
"Men for at svare på dine spørgsmål, så er den der gerne vil vide, det sjovt nok mig!" Svarede Laura og pegede på sig selv med en tommeltot og latteren dansende i øjnene.
"Sayen er min ralts, som stak af da der blev for mange følelser hun ikke kunne håndtere, tror jeg." Forklarede Laura mere seriøst. "Ralts er istand til at mærke følelser omkring sig, og Sayen er ret følsom."
"Lige nu, prøver jeg at finde hende igen, så, har du set hende komme her forbi?" Sluttede Laura og kiggede afventende på pigen. Nu havde hun forklaret sig, så måtte hun da svare på hendes spørgsmål.

Emma skævede til Meowth'en, da den satte sig på bænken ved siden af hende. Bare for at sikre sig, at den ikke kom for tæt på. Hun havde accepteret at Løg og Tato ønskede fysisk kontakt i ny og næ, men hun foretrak, hvis fremmede Pokemoner holdt deres afstand. Det beroligede hende, at kvinden lod til at holde øje med Meowth'en også, så hun kunne stille sit eget spørgsmål i fred. Hun havde forventet en vis forbavselse, så det let måbende udtryk kom ikke bag på hende. Det gjorde den efterfølgende latter til gengæld, og Emma blinkede med øjnene. Hun havde ikke forsøgt at være morsom. Hun ventede pænt på kvindens svar, som da også kom mellem latteren, og gjorde sit bedste for at ignorere Meowth'ens knurren. Hun havde ikke rørt sig, så det kunne ikke være hende, der havde truet katten.

Første halvdel af kvindens respons var ikke Emma til meget hjælp, andet end det måske forklarede hendes reaktion. Sidste halvdel dækkede fint, hvad Emma havde spurgt om, men rejste en ny problemstilling. Den måtte Emma vende tilbage til. "Folk tænker sig ikke om," begyndte Emma med uændret tonefald, når kvinden var kommet sig over sit latteranfald (som hun stadig ikke helt forstod baggrunden for). "Du kunne have været en træner på jagt efter en Ralts, der tilfældigvis udnyttede at der fór en forvildet rundt i byen, i stedet for at opsøge dem i deres hjemmehørende område. Det er ikke fordi rute 30 er særlig langt væk." Emma pillede ved hjørnet af sin bog og åbnede den så igen for at finde, hvor hun var kommet til. Hendes fingre gled let hen over siden, og hun talte videre, mens hun skimmede ordene. "Men hvis du mangler en Ralts, er det højst sandsynlig din, der undslap mængden for lidt tid siden, og kom denne vej. - Må man have lov at spørge mere præcist, hvad der skræmte Ralts'en nok til, at den stak af fra sin egen træners sikkerhed?"

Emma lød på ingen måde anklagende, ikke engang reel nysgerrig, for hendes tone havde været konstant hele vejen. Den eneste grund til, at hun udtrykte interesse for sagen, var fordi hun lige havde deltaget i et kursus om Pokemoners personlighed og følelser, og der var så frygtelig meget ved det emne, hun bare ikke forstod. Hun forstod det lige så lidt, som sine egne og andres følelser, men især Ralts, følelsespokemonen, var hende en gåde, og det bundede måske i, at den kunne naturligt, hvad Emma aldrig havde lært. Hun troede dog at have forstået, at en Ralts kun viste sig for og lod sig fange af mennesker, hvis personlighed eller følelser, de kunne lide at være i nærheden af. Men hvis den stak af fra sin træner i en for ophidset situation, hvad betød det så for den teori?
Hvis kvinden forlangte at vide, hvorfor Emma var interesseret, svarede hun endnu mere nøgternt end før: "Jeg har læst, at Ralts kun nærmer sig mennesker, hvis følelser tiltrækker den. Jeg antog, at tamme Ralts holdt sig til deres træner, fordi trænerens følelser beskytter dem mod ubehagelige fra omgivelserne, men det lyder som om det ikke er tilfældet." Hun vekslede imellem at kigge i bogen og kigge op på kvinden. Hvis de skulle tale meget mere sammen, blev hun snart nødt til at præsentere sig og få kvindens navn.

~~
Tato var på vej tilbage til bænken fra sit togt rundt i byen. To af byens Rattata'er fulgte ham på vej for at sikre, at han ikke gik forkert og havnede i et territorie af Meowth'er. De forsøgte ligeledes at undgå hovedgaden med mennesker, da det ikke var alle, der var lige begejstrede for synet af Rattata'er. De var i højt humør. Deres tid sammen havde været underholdende, og de havde udvekslet historier om fordele og ulemper ved at være en skovrattata og en byrattata. Tato kastede et blik på den skydækkede himmel. Han mente ikke at være alt for forsinket, hvis han havde forstået Emmas angivelser ret. Måske bare en lille smule. Da Tato genkendte sine omgivelser med sikkerhed og vidste, at bænken var lige om næste hjørne, hilste de to Rattata'er af og løb tilbage til flokken. Tato fortsatte alene og planlagde i forvejen, hvordan han skulle hilse Emma ved sin tilsynekomst. Måske et hop op i hendes skød? Det var vovet, men han havde fundet ud af, at han blev nødt til at være nærgående, ja næsten aggressiv i sine kontaktforsøg med pigen. Det havde taget ham hele tre dage bare at få hende til at navngive ham. Der havde Løg haft det lettere.

Med kalkuleret gå-på-mod nærmede han sig bænken. Han så godt, at der stod et andet menneske med en Pokemon foran Emma. Overraskende nok så de ud til at tale sammen. Tato besluttede, at det ingen indvirkning havde på hans beslutning, og han løb op til bænkens ben og lænede forpoterne mod det, indtil han var sikker på, Emma havde set ham. Så sprang han op og kravlede op på hendes lår, samtidig med at han holdt godt øje med hendes ansigtsudtryk. Emma så splittet ud. Hun blev selvfølgelig tvunget til at flytte bogen, hun havde haft der, men i stedet for at lægge den til side, holdt hun den så den skjulte det meste af resten af bænken. Først nu ænsede Tato lugten af kat, og han priste sig lykkelig for, at han aldrig havde mødt dem før. Hans instinkter sagde fare, men han havde ikke andet en byrattata'ernes skræmmehistorier ellers at forholde sig til, og derfor ingen førstehåndserfaring til at gøre instinkterne til reel frygt. Han blev nervøs, ja, men han var medlem af en flok, og Emmas første handling havde straks været et forsøg på beskyttelse. Det var også positivt, at hans kampagne lod til at virke.

Ece spidsede ører da en rattata kom springene og landede på skødet af Emma. Hun var hverken sulten (og havde aldrig været det siden hun blev fanget, hvilket var et stort plus), og rattataen var tydeligvis pigens, men Ece havde jaget nok af dem til, at hun stadig vurderede den som potentielt bytte. Den så velnæret ud uden at være på den fede side, hvilket passede Ece fint, da en fit rattata smagte bedre end en fed én. Det ville også betyde, at den ville kunne give hende noget mere modstand, skulle det lykkes hende at fange den.
Hun rystede på hovedet over sine vurderinger og begyndte at slikke hendes pote, mens hun lod som om, at det lige foran snuden på hende, ikke interesserede hende en døjt. Hun holdt kort pause og kiggede beregnende imellem pigen og rattataen, for pigen virkede ikke ligefrem som om, at hun var helt pjattet med pokemonen i hendes skød. Var hun utilpads overfor alle pokemoner eller var det kun rattata? Ece vidste godt, at der var nogle pokemoner, der var mere populære end andre, og rattata var sjældent i den positive ende af folks lister.
Hun snuste ind inden hun fortsatte med at vaske sin pote. Jo jo, det var en han, forhåbentlig mere samarbejdsvillig end nogle af de andre hanner hun havde mødt på det sidste.

Kaimana kiggede håbefuldt imod en bevægelse, der nærmede sig, men blev skuffet da det bare var en rattata. Han så meget skuffet ud og bekymrede sig ikke spor, om den var vild eller ej, der var så mange rattataer her i området, så han interesserede sig ikke synderligt for tilsynekomsten af endnu en.
Han fortsatte dog med at kigge rundt, dog uden samme forhåbening som før. Chancen for at finde Sayen blev ikke ligefrem større af, at de blev stående på samme sted.
Han løftede hovedet med et ryk og stirrede på rattataen, dén var jo lige kommet ude fra byen og havde sikkert været vidt omkring!
"Hey, undskyld, du har været rundt i byen ikke?" Spurgte Kaimana og trådte et skridt frem imod pigen med rattataen på skødet, hans fokus var dog på rattataen og ikke på mennesket.
"Har du set en ralts her idag? Vi leder efter én som stak af." Forklarede han og kiggede håbefuldt på den lilla pokeon.
Ece skævede kort til den fremmede pokemon inden hun gik igang med den anden pote og svarede imellem slikkene. "Hun er en del af flokken, men er følsom overfor stærke følelser, så hun stak af." Hun stoppede helt og kiggede intenst på ham. "En ralts er ofte meget populære, så vi er beymrede for, hvad hun kan støde ind i. Har du set hende?"

Laura nikkede, stadigt smilende, da hun var enig i folks tankeløshed og hun ventede roligt på Emma's videre svar, som dog viste sig ikke at handle spor omkring, hvor Sayen var nu, kun hvor hun muligvis var for et øjeblik siden.
"Så du har set hende? Hvor er hun så nu?" Spurgte Laura lige ud og forventede tydeligvis svar på det med det samme. Hvis hun ikke fik det, ville hun rynke panden og kigge irriteret på den usamarbejdsvillige pige.
Til sidst sukkede hun slået og svarede den andens spørgsmål.
"Jeg kan udemærket se, at du ikke vidste at Sayen var min pokemon, men selvom hun var vild, ville jeg stadig have ret til at forsøge at fange hende. Det er jo det en træner gør." Laura holdt en pause og kiggede fast på pigen. "En af de eneste årsager jeg kan se til ikke at hjælpe i sådan en situation, er for at forsinke en anden træner for at fange pokemonen først!" Hun lød anklagende og lagde armene over kors. "Jeg ved jo ikke, om du sender mig i den rigtige retning heller! Du kunne stadig være ude efter min ralts."
Så smilede hun skævt og kiggede lod øjnene løbe hen over pigen. "Ikke at du ligefrem ligner en træner, der går op i at fange og træne en masse pokemoner. Du er da en træner ikke? Nnu du har en rattata." Spurgte Laura og tog forhåbentlig brodden af hendes tidligere anklage. Man kunne ikke fange en tam pokemon, den var jo allerede bundet til dens pokeball, så Laura så ingen fare i, at fortælle om Sayen.

"Fortæl mig, hvor du så min ralts gå hen ad, og jeg skal fortælle dig, hvorfor hun stak af." Sagde Laura med et skævt grin. Hun syntes det var meget rart at snakke med nogen, som ikke var helt oppe og køre over pokemoner og gik enormt meget op i træning, eller det troede Laura i hvert fald ikke, at pigen var.
Så snart Emma havde svaret, forklarede Laura sig hurtigt, mens hun begyndte at bevæge sig i den retning pigen havde peget ud. Hvis ikke hun fik fortalt nogen retning, ville Laura ikke fortælle noget heller.
"Der var en uenighed imellem mig og de to." Hun pegede på Kaimana og Ece. "Og vreden blev lidt høj, så jeg gætter på, at Sayen bare ville væk fra det hele." Laura trak på skuldrene, som om at det ikke var noget hun tillagde synderligt betydning, men nu ville hun jo heller ikke beholde hende så længe endnu.
"Jeg leder faktisk efter et nyt hjem til hende, da hun ikke rigtig passer ind her." Sluttede Laura af, og Ece hvæste ad hende, selvom Laura dog ignorede det.
Kaimana sendte Laura et hurtigt blik, men gjorde ellers ikke noget.

Emma sænkede sine skuldre og arme igen, da Meowth'en demonstrativt blev siddende og ligefrem gav sig til at vaske sig. Tato trykkede sig lidt bedre til rette på hendes lår og efterlignede Meowth'en ved at give sig til at gnide sine poter mod ansigtet i sine egne vaskebevægelser. Efter al den tid med Rattata'en var Emma fuldt ud klar over, at de var lige så renlige som katte havde ry for at være, men hvorfor han absolut havde besluttet at sidde i hendes skød imens, forstod hun ikke. Hendes lår kunne umuligt være et solidt nok underlag til den aktivitet. Hun lod ham dog være, da hun ikke brød sig om at vise sin uvilje ved berøringen foran en vildt fremmed. Hun måtte tage en snak med Tato, når de blev alene. Hun pakkede sin bog i tasken i stedet, og var kun en smule besværet af forsøget på at undgå at strejfe Tato med sine hænder imens. Til sidst blev hun dog tvunget til at lægge hænderne på hver side af ham, og mens hun fokuserede på kvinden og hvad denne havde at sige om tingene, begyndte hun ubevidst at gnubbe hans fine pels med en finger. Snart efter hørte hun med et halvt øre, hvordan han gav sig til at pludre med kvindens Wartortle.
~~
Tato faldt næsten helt til ro, da Ece valgte at ignorere ham, og han kunne derfor fuldt koncentrere sig om, hvad Kaimana spurgte om. 'Jeg har godt nok været rundt i byen,' begyndte han og flyttede så lidt på sig, så Emmas nussen ramte det helt rigtige sted. 'Men jeg må indrømme vi ikke stødte på så meget andet en Rattata'er. Hvordan ser en Ralts ud?' Hvis Ece eller Kaimana derefter beskrev Sayen, ville Tato spekulere lidt over det, men i enden skuffe dem med et negativt svar. 'Det lyder ikke bekendt, nej.'
~~
Emma havde i første omgang ikke nået at svare på, hvor Ralts'en måske var gået hen, så hun måtte lægge ører til kvindens længere svada om, hvad Emma kunne være for en størrelse i sammenhængen. Emma var vant til ret meget, og ekstremt vant til at folk kaldte hende diverse sære påfund af øgenavne, så kvindens anklage prellede helt af på hende. Det hjalp betragteligt, at Emma altid anså folks udsagn som argumenter for eller imod noget og afhængig af hvor gode deres argumenter var, kunne hun skære eventuel dertilhørende attitude helt ud af ligningen. Så Emma nikkede blot, som om hun forstod kvindens argumentation og overvejede sit modsvar. Og så rystede hun på hovedet, da kvinden spurgte til hendes status som eventuel træner. "Jeg er på den berygtede trænerrejse, men egentlig prøver jeg at finde et forskerfelt at arbejde indenfor. Rattata'en har indvilliget i at hjælpe mig. - Så jeg vil ikke påstå, at jeg er træner, og da slet ikke så erfaren som dig, da du tydeligvis har trænet længe nok til, at din Squirtle har udviklet sig til en Wartortle. Jeg hedder forresten Emma Dal."
Emma rakte en hånd frem til et høfligt håndtryk. Hvis Laura accepterede ville det kun lige være fast nok til at kunne kaldes et tryk, og Emma ville være hurtig til at tage hånden til sig igen, hvis Laura ikke ligefrem holdt fast.
"Jeg prøver at observere Pokemoner, ikke fange dem," sagde hun og håbede det var begrundelse nok til ikke at høre ind under 'anklagen' om tyveriforsøg. "Og for at svare på dit spørgsmål om Ralts'en, så så jeg ikke hvor den løb hen, men jeg hørte noget pusle her bag bænken, efter jeg så den. Det kan have været din Sayen, men det kan ligeså godt have været en hvilken som helst anden Pokemon her fra området."
Emma drejede hovedet efter Laura, da denne begyndte at gå imod hendes angivelse for at kigge, men hun flyttede sig ikke ellers. Hun lyttede til Lauras forklaring om Ralts'ens opførsel og rynkede brynene, mens hun prøvede at få ting, hun havde læst, til at hænge sammen med det, hun hørte. Lauras sidste tilføjelse undrede Emma, da hun stadig ikke havde fået sat sig ind i, hvordan regulære trænere arbejdede og tænkte. Det lød næsten som en anden version af Silvers argumenter. Silver der kun ville have 'stærke' Pokemoner. "Hvordan 'passer ikke ind'?"

Kaimana kastede sig ud i en længere forklaring, da rattataen spugte til, hvordan en ralts så ud.
"Det kunne nok godt minde lidt om et lille menneskebarn i hvidt tøj og med en grøn hat på hovedet, som dækker øjnene." Forsøgte han famlende at forklare.
"Hun er cirka så høj." Han løftede armen for at vise, hvor høj Sayen var.
"Glem ikke de røde dimser, hun har i din såkaldte hat." Brød Ece ind med et glimt i øjet og Kaimana rynkede panden.
"Selvfølgelig ikke, men hvordan vil du forklare dem?" Spurgte han funderende og begyndte så at prøve at forklare, hvordan de så ud.
Kaimana så endnu mere skuffet ud, da rattataen til sidst måtte sige, at han ikke havde set Sayen, og Ece sukkede nedtrykt og kiggede trist på Kaimana, der gloede ned i jorden.

Laura syntes, at det var en underlig tilhører hun havde, eller hendes reaktioner var i hvert fald mærkelige i forhold til det som Laura normalt fik på hendes kommentarer. Hun havde aldrig været med i den klike, der fandtes blandt hendes jævnaldrende i Olivine City, og havde haft adskillelige sammenstød med visse personer i den. Hendes tid brugt på havnen og alle de bekendte hun havde fået dér, havde gjort at hun ikek var bange for at tage de kampe, som kom når hun nægtede at lade sig træde på af kliken.
Men hendes stikkerier lod til bare at prelle af på pigen her, og det fik Laura til at undre sig om hun bare sjulte det godt, eller om Laura vitterligt kunne smide hvad som helst i hovedet på hende, uden at hun lod sig påvirke.
Laura begyndte at finde pigen virkelig interessant.
Laura vinkede afværgende til pigen. "Det er kun lige sket, da vi måtte sende et par fjolsers pokemoner væk igen, og jeg ved ikke rigtigt om jeg vil sige det er min fortjeneste, at han udviklede sig. Jeg synes egentlig ikke rigtig om at kæmpe, men efter at jeg officielt er blevet træner, synes jeg at jeg støder ind i nogle hele tiden." Hun trak på skuldrende med et beklagende smil. Hun var helst fri, men det gjorde hende ikke så meget længere når bare hendes pokemoner kunne klare opgaverne uden, at det krævede alt for meget målrettet træning fra Laura's side.
"Jeg hedder Laura Amello og wartortlen hedder Kaimana, mens meowthen hedder Ece. Raltsen hedder Sayen." Rablede Laura hurtigt af sig. hun præsenterede kun hendes pokemoner fordi de fleste trænere hun havde mødt, gerne ville vide det og ved at starte med det, undgik hun at få spørgsmålet og fornærmede blikke over, at hun havde "glemt det".
"Hvad har du så fundet ud af? Hvis ikke, hvad du vil forske, så hvad du ikke vil forske?" Spurgte Laura og blinkede til pigen. Hun spurgte ikke til, hvordan rattataen ville hjælpe med forskningen, eller hvordan de havde fået lavet sig sådan en aftale. Det interesseret ikke rigtigt Laura.

Da Emma nævnte at have hørt en puslen bag bænken, var Ece på benene og over bænkens ryglæn, inden både Laura og Kaimana nåede at reagere. Kaimana skyndte sig rundt om bænken for også at se, om Sayen skulle befinde sig der. Snart efter hørtes en spinden og Kaimana kom med et glad udbrud, der fik Laura til at smile skævt
"Det lyder til, at der var bid." Sagde hun og gik også rundt om bænken for at få det bekræftet med hendes egne øjne.
"Hej Sayen, godt at se dig igen." Hilste Laura venligt, men fik ikke helt den samme glade respons, da Sayen trak sig usikkert tilbage, hvilket fik Ece til at stoppe hendes spinden og stille sig ind foran raltsen med øjnene limet til Laura.
Sayen vidste at Laura ville sende hende videre til en ukendt og usikker fremtid, og Ece var stadig ikke glad for det.
Ikke en gang Laura behøvede at få oversat, hvad hendes pokemoner forsøgte at fortælle hende i denne situation og hun løftede afværgende hænderne.
"Såså, I skal nok få fred. Jeg sidder herude på bænken." Sagde hun og vente sig med en hovedrysten, og satte sig ved siden af Emma med et irriteret udtryk.

Laura sukkede da Emma spurgte hende om, hvordan Sayen ikke passede ind i flokken.
"Det er en længere forklaring.." Sagde hun tøvende, og ville langsomt fortsætte hvis Emma gjorde tegn til, at hun skam havde tid til at høre den.
"Det var slet ikke meningen, at jeg ville fange hende til at starte med, men hun blev jaget og jeg måtte forsvare hende, og så overfor mine egne pokemoner, som begyndte at angribe hende." Laura blev stille som hun forsøgte at finde ud af, hvordan hun skulle forklare sig.
"Jeg har allerede en psykisk type, og hun er ikke ligefrem den stærkeste pokemon jeg har, og skal jeg være ærlig, så gider jeg ikke bruge en masse tid på at træne. Det er ikke lige mig." Laura skævede til Emma, for at se, hvordan hun tog den nyhed. Den eneste grund til, at hun fortalte den yngre pige det, var at hun heller ikke var en af de her over entutiastiske trænere, som ikke levede for andet end at lade pokemoner slås med hinanden.
Laura lænede sig op ad ryglænet og kiggede op i himlen inden hun fortsatte.
"Den sidste kamp jeg havde, var imod to som hun nemt burde have kunnet slå, men istedet slog de hende ud ret nemt. Jeg har andre pokemoner som kræver træning, men de er ikke så følsomme og det er nemmere at gå til. Jeg skal virkelig passe på og hele tiden være glad, ellers sker det som her, at hun stikker af. Jeg kan ikke bruge al min tid på at jagte hende!" Beklagede Laura sig.

I buskene bag bænken stod Ece og Kaimana tavse omkring Sayen. De kunne uden problemer høre alt, hvad Laura sagde, og raltsen var tydeligvis noget påvirket af at høre hendes træner snakke om alle de grunde til, at hun ikke ville beholde hende. Kaimana lagde en hånd på Sayens skulder i et forsøg på at trøste hende, men hverkan han eller Ece vidste hvad de skulle sige.
Det ville ikke have gjort nogen forskel alligevel, for Sayen ville have kunnet mærke deres tristhed alligevel og vidst, at de blot sagde det i forsøget på at muntre hende op.

Ved navnepræsentationen spekulererede Emma på, om hun skulle have fortalt Tatos navn, men chancen var forpasset, så hvis pigen fandt det vigtigt, måtte hun jo bare spørge. Under alle omstændigheder blev Emma slået paf, da Laura spurgte til, hvad hun havde tænkt sig at forske i. Folk spurgte sjældent nærmere ind til det, når Emma havde fremlagt sine fremtidsplaner. Hun havde selv begået den fejl at tro at forskning i Pokemoner var én og samme ting. Det var først afvisningen fra laboratoriet, der havde tvunget hende til at indse, at studiet i Pokemon kunne være mangt og meget. Hun forventede dog ikke at folk spurgte nærmere ind til sagen. Derfor var hun også tavs et øjeblik af forbløffelse og blinkede langsomt med øjnene, før hendes hjerne fandt det rigtige gear. For et par dage siden ville hun ikke have haft noget svar, men selv den korte færd til Cherrygrove, havde givet hende ting at undre sig over, og hun havde så småt startet en liste. Undren var trods alt det første skridt mod studiet i et felt.
"Joh, i første omgang forsøger jeg at finde ud, hvor meget betydning teknikker som 'Leer' og 'Growl' har for en pokemonkamp. - En dreng påstod, det kun var svæklinge der brugte dem." En rynke tegnede sig i Emmas pande, da hun nævnte drengen, og et øjeblik virkede hun forvirret. Så fortsatte hun. "Derudover støder jeg med jævne mellemrum på folk, der benævner visse pokemoner for 'svage' eller lignende. Noget der ifølge bøgerne ikke eksisterer, så det bliver nok et andet område, jeg bevæger mig ind på indenfor kort tid. Jeg er dog stadig meget i tvivl om, hvordan jeg skal gribe tingene an og samtidig skaffe mig den praktiske erfaring, som forskerlaboratorierne forlanger for ansættelse." Hendes tone blev mere nøgtern, jo nærmere hun kom sin slutning. Selvom hun nu havde accepteret sin situation, gik det hende stadig på, og det var nemmest at holde fast i accepten, hvis hun forholdt sig helt objektivt til det.

Hun fortsatte med at fortælle, hvor Lauras Ralts måske befandt sig, og så til mens hendes Pokemoner straks reagerede og fandt den, de søgte. Hun nikkede høfligt af Lauras konklusion om fundet, og observererede per automatik Laura og Pokemonernes reaktioner, mens Laura tog beslutningen om at slå sig ned. Emma havde måttet dreje sig en smule for at se med, og drejede sig tilbage, da Laura satte sig til rette ved siden af hende. Hun indbød Laura med en håndbevægelse til at fortsætte sin forklaring omkring Ralts'en, og lyttede intenst til hvert ord for at sikre sig, at hun fik den bedst mulige forståelse for situationen. Lauras ord gjorde det klart for hende, at hun i hvert fald ikke var en af de overivrige trænere. Det var noget af en indrømmelse ikke at ønske at træne de Pokemoner, der skulle beskytte en. Emma overvejede kort, om hun selv gjorde nok for at holde Løg og Tato stærke og sunde nok til at klare deres opgave. "Hvilke slags Pokemoner var det? Fight-typer?" spurgte Emma, da hun fandt mangelfuld data i forklaringen. Hvis Laura på nogen måde viste uvilje mod spørgsmålet, forklarede Emma: "Jeg forsøger blot at skabe mig det fulde billede. Kampe er mere indviklede, end de giver indtryk af i bøgerne."
Lauras videre uddybelse af Ralts'en og følelser var kærkommen og gav et billede af forholdet til en Ralts, som Emma slet ikke havde fanget, da hun først havde læst op på dem. "Så det problematiske er reelt at holde negative følelser på et minimum? Hvordan reagerer den - hun på neutrale? - Hvis det er noget du har testet? Det lyder ikke nemt, at skulle være 'glad' hele tiden." kommenterede Emma. Hun gjorde sig umage for at lyde deltagende og næsten engageret, men hun havde svært ved at fatte, at hun overhovedet havde en samtale med en vildt fremmed om noget så abstrakt som følelser. Hun anede knap nok, hvad det ville sige at udtrykke og føle glæde, og hun kunne da slet ikke forestille sig at skulle være det konstant.

~~
Tato havde vasket sig færdig og smøg sig ned fra Emmas lår under samtalen med den anden træner. Han lyttede ikke så meget efter, da han havde svært ved at følge alle de menneskelige ord og ofte fandt deres samtaler kedelige. Især Emma kunne snakke dybere og dybere i detaljer, som Tato ikke kunne eller gad følge med i. Den slags 'drømmerier' måtte Løg tage sig af. Tato havde fanget hovedpointen, som var noget med den eftersøgte Ralts, kampe, følelser og nyt hjem. Han hoppede ned bagved bænken og trippede ind i mellem de grønne vækster for at se, hvordan den Pokemon så ud i levende live, som Kaimana og Ece havde beskrevet for ham.
Han listede op til den triste flok med nysgerrighed og snusede i luften for først at skabe sig en fært af den tredje. På den ene side forstod han deres tristhed: 'Lederen' havde besluttet at bortvise en af flokken, og selvom 'lederen' i dette tilfælde var et menneske, var det ikke et langt spring at forestille sig, det kunne gøre lige så ondt som i enhver anden flok. Tato snusede igen og sluttede sig modigt til den lille flok, så snart en af dem anerkendte hans tilstedeværelse. Meowth'en havde jo vist sig ret så harmløs. Hans trang til at hjælpe 'de mindre' kom op i ham med al den tristhed i luften, og han undertrykte sin kynisme, der som regel ville have afholdt ham fra at hjælpe dem, der ikke hørte til hans egen flok.
Han puffede blidt en pote mod Sayens hvide front. "Så galt er det vel heller ikke. Som bortvist må man enten blive stærkere eller forgå, og der er alligevel ikke noget ved at leve sammen med nogen, som man ikke længere kan samarbejde med. I det mindste lyder hun til at gøre sig umage for at finde dig et bedre hjem i stedet for bare at smide dig ud."
_______________________
(Ooc: Det blev så ikke lige i denne omgang, at jeg fik startet ud lidt råb fra en salgsmand. Hvis du kan finde lejlighed til det, skal du være velkommen til at introducere noget salgsråben fra gaden, men ellers skal jeg nok se, om jeg kan gøre det næste gang.)

Laura sad og småkedede sig lidt mens Emma svarede på hendes spørgsmål. Det var mere end opremsning af pokemon kampe ting, end egentlig svar på hendes spørgsmål, syntes hun. Hun havde forventet et "Jeg vil ikke forske i dét og dét og dét", men Emma var vidst stadig så usikkert omkring det, at hun endnu ikke selv vidste det.
Laura kiggede funderende på hende, det var egentlig mærkeligt, hvis hun ikke kendte noget til pokemoner, hvorfor så forske i dem?

"Poison types," svarede Laura, "Som psychic burde Sayen have haft nemt ved at klare dem, Hokus gjorde det halvsovende."
Laura nikkede som svar på, at kampe kunne være tricky. "Nu har jeg ikke læst så mange bøger omkring det, men det ser ud til, at der er rigtig meget at lære, hvis man virkelig vil gå op i det. Som sagt, vil jeg helst ikke mere end til husbehov, så jeg kan gå på opdagelse."
Hun besluttede at prøve at skifte emne en smule, da hun ikke gad høre alt for meget omkring pokemon kampe. "Undskyld, hvis jeg er for direkte, men du lyder ikke til at være en af de her helt overgearet trænere, eller så fascineret af det hele som Oak, så hvorfor vil du lige studere pokemoner? Der er vel rigeligt af andre ting at forske i ellers?" Spurgte hun nysgerrigt.

Da Emma spurgte til det med at være glad hele tiden, rynkede Laura panden.
"Altså, du går ikke og skal være glad hele tiden, det er mere, at du skal undgå alt for mange negative følelser, for det er dem, hun ikke kan håndtere. Jeg tror ikke rigtig, at hun reagerer på nogle, der ikke er udtalt enten positive eller negative. Hun har det klart bedst hvis folk og pokemoner omkring hende er glad, og gemmer sig eller stikker af, hvis de bliver for sure og aggressive, hvilket også er en årsag til, at jeg ikke tror hun passer så godt ind på mit hold. Jeg har ikke tid eller motivationen til at træne hende en masse, og det kan være ret farligt, hivs hun stikker af midt i en farlig situation." Laura var kommet igang med en længere smørre.
"Jeg har aldrig gået og forsøgt, at være glad hele tiden, faktisk kender jeg kun én som.. Hey! Det kunne måske være en idé," udbrød hun begejstret og fandt endnu en pokeball frem, mens hun blinkede til Emma. "Tak for ideen!"

Et øjeblik efter stod en growlithe foran dem og efter at have kigget nysgerrigt på dem et par sekunder, gøede han glad og logrede med halen som hilsen.
"Hej Asher, er du glad som sædvanlig?" Spurgte Laura leende og Asher sprang legesygt rundt, og bumpede ind i Laura's ben på vejen.
"Det er også lige, hvad vi har brug for. Jeg har en sjov leg til dig, kan du finde Sayen? Find Sayen og giv hende en ordenlig velkomst!" Æggede Laura Asher, som havde stået helt stille et par sekudner og stirret på hende med lysende øjne. Han sitrede af forventning inden han fór hen over græsset med snuden i jorden for at opfange Sayens duft. Dette var en leg han elskede, selvom han knap nok havde lært den at kende, var den hurtigt blevet en af hans yndlings. Selvfølgelig, alt der indeholdt leg var hans yndslingsbeskæftigelse.
Med en overstadig gøen fandt han hendes færd og fulgte den hen til bænken, rundt om den indtil han stødte snuden in i raltsen, som stod og kiggede deprimeret på ham. Det lagde han dog ikke mærke til, og han "angreb" hende med kærlig slik, indtil hun begyndte at klukke og stemningen blandt pokemonerne lettede en hel del.
Laura havde fulgt optrinnet med tilfredshed.

~~

Tatos ord, opmuntrede ikke ligefrem Sayen, og mens Kaimana gav hende et knus, stirrede Ece irriteret på ham.
"Det er vi klar over, men hvem ved, hvad hun synes er godt? Årsagen til det hele, er i hvert fald ikke iorden!" Svarede meowthen bittert. Hun nåede ikke meget mere, før Asher kom springende og maste sig ind på livet af Sayen, hvilket fik Ece til at hvæse ad ham. Han burde virkelig lære nogle manerer!
Kaimana stoppede hende inden hun fik sprunget på den overstadige hvalp og nikkede imod Sayen, der forgæves forsøgte at skubbe ham væk, mens et smil listede sig frem på hendes ansigt. Asher's glæde var smittende.
Ece satte sig ned og accepterede hvalpens uartigheder nu det hjalp Sayen, men hun lovede sig selv, at finde en måde at styre ham på. Hun troede ikke et øjeblik på, at Laura ville kunne finde ud af det.

~~

"Har du det bedre nu, Sayen?" Spurgte Laura hende tilfreds og raltsens humør dalede en smule, selvom hun ikke helt kunne være ked af det, med al den glæde Asher udstrålede.
"Hey Asher, se hvad jeg har her!" Kaldte Laura begejstret til hvalpen og viftede med en pind, som hun kastede, da han kiggede i hendes retning. Han kiggede forvirret på hende, uden at forstå, hvad det var hun ville. "Find pinden!" Asher løb ud over græsset i forsøget på at få færden af den kvist Laura havde kastet. Det var ualmindeligt svært, men sjovt!

Laura rystede grinende på hovedet og vendte opmærksomheden tilbage imod Sayen. "Hør, at jeg finder dig en ny træner, er en beslutning som ikke bliver ændret, men jeg vil ikke sende dig afsted uden, at du selv har lyst til at tage med vedkommende. Hvordan lyder det?" Spurgte Laura venligt, og håbede i sit stille sind, at Sayen ikke ville afvise alle de ville møde, for at blive hos hende.
Ece og Kaimana måbede, af hvad Laura havde sagt, det havde de ikke forventet.
"Jeg har aldrig før hørt om en træner, som lader pokemonen bestemme, hvilken træner, den bliver solgt til. Og jeg har mødt ret mange pokemoner hos professoren," mumlede Kaimana forundret, mens Ece blot rystede vantro på hovedet.

"Det ser ud til, at problemet blev løst. Du skal have mange tak for hjæ... åh nej," stønnede Laura og kiggede forbi Emma, tilbage imod myldret i Cherrygrove. Asher havde fået forvildet sig ret langt væk, og var nu ved at nærme sig en bod, der så ud til at sælge fisk.

Endnu engang blev Emma paf over et spørgsmål fra Laura. "Som hvad?" spurgte hun forbløffet og fuldstændig blank, når hun prøvede at komme i tanke om, hvad man kunne forske i udover Pokemoner. Verden roterede jo omkring dem. Fysik, måske? Matematik? Det havde aldrig strejfet hendes sind, at der var andre områder at blive klogere på end Pokemoner, og hun havde dedikeret hele sit korte liv på at blive klogere på de altdominerende væsener. Tanken var skræmmende og interessant. Hvis det viste sig, at hun ikke kunne finde ud af det med den praktiske erfaring, havde hun nu en åbning, men vejen føltes pludselig meget lang, hvis hun skulle starte helt forfra med et nyt emne. Emma tyggede lidt på indersiden af sin kind, mens hun fandt sin notesbog, og notererede spørgsmålet ned med sirlig skrift og slog en ring om ordene 'Plan B'. Imens prøvede hun at udtrykke sin interesse for sagen, eller mangel på samme. "Pokemoner er jo det, der er."

Da hun var færdig med sit notat, kunne hun vende tilbage til den videre samtale. "Men poison typer, siger du? Det kunne tyde på, at de seneste studier omkring den nyopdagede Fairy type har noget på sig. Jeg har set nævnt, at Ralts, Kirlia og Gardevoir måske i virkeligheden er dual typer, og altså udover Psychic også er Fairy." Hun var fristet til at skrive yderligere ned, men ville heller ikke være uhøflig. Hun måtte bare huske informationen til senere. Det hjalp at sige det højt, og hun sagde det mest til sig selv end egentlig information til Laura.
Snakken om følelser omkring en Ralts var faktisk overraskende interessant, og Emmas nysgerrighed begyndte at røre rigtig på sig. Kunne det lade sig gøre for en som hende selv at have kontakt med en Ralts uden at den tog skade det? Emma havde næsten lyst til at finde ud af det. Denne tanke pirrerede til hende, mens hun så Laura lade en fjerde Pokemon ud for at udføre en ide, hun åbenbart havde fået. Den overivrige hvalp føltes overvældende for Emma selv på afstand, og hun sad musestille, mens Laura førte sin ide ud i livet. Dybt inde var Emma taknemmelig for, at hendes Pokemoner var så meget mere mådeholdne i deres udtryk, selvom det til tider gjorde dem sværere at forstå.

~~
Tato blev skuffet og en smule irriteret, da hans ord ikke havde den ønskede virkning. Det var derfor han ikke forsøgte at hjælpe fremmede normalt. Det var for let at komme til at sige noget, der bare ikke virkede efter hensigten. Han bakkede et par skridt og satte sig igen udenfor deres kreds, mens han gav den hårdmundede Meowth et glimt af hans irritation med et blik. Han forstod, at hun var stresset over hele fadæsen, men han syntes ikke det gav hende ret til at rakke ned på hans velmenende ord. "Se, om jeg hjælper nogen igen." brummede han og vendte hovedet væk, idet en ildorange hvalp af en hund kom springende. På de andres reaktion forstod han, at den var en del af deres flok, og da han et øjeblik efter så hvalpen få et smil ud af Ralts'en, sukkede han med lettelse til trods og trak sig tilbage til bænken og Emma. Han var unødvendig for dem, men for Emma skulle han nok sørge for at blive uundværlig. Hun sad en smule stiv i det og næsten stirrede på den halvstore hvalp. Emma kunne være svær at læse, men han havde lært meget af tiden med hende i nærheden af New Bark og på stranden, og hendes nuværende blik gjorde ham en smule ængstelig. Uden tøven sprang han resten af vejen hen til hende og puffede en pote mod hendes ankel. Heldigvis viste det sig nok til at få hende til at glippe med øjnene og kigge på ham, og hendes efterfølgende tøvende grimasse af et vagt smil, gjorde ham hel rolig igen. Tilfreds hoppede han op på bænken og lænede sig afslappet til hendes lår, mens han fulgte den videre udvikling derfra.

~~
Noget havde pirket til Emmas minder, men heldigvis havde Tato trukket hende væk fra det, og hun kunne observere begejstringen omkring hende med sindsro igen. Hun så Growlith'en springe efter den kastede pind og hørte Lauras tilbud til Ralts'en. Emma spekulerede på om det var unormalt at lade Pokemon'en acceptere en ny træner. Det kunne se sådan ud på den mistro og forbavselse hun syntes at læse i Wartortlens og Meowthens kropssprog. Hun var selv blevet forbavset over, hvor meget de forstod, så måske var Lauras tilgang virkelig undtagelsen. På en måde håbede Emma det ikke var tilfældet. Hun kiggede på Ralts'en, men forkastede straks tanken. Selvom tanken var ny og spændende, ville en Ralts aldrig blive tiltrukket af hende. Som Laura havde sagt, reagerede de ikke på neutrale følelser. Hun ville nok aldrig kunne skræmme en væk med vrede alene, men hun ville heller aldrig være i stand til at vække ens interesse med følelsen af glæde, og dette var netop grunden til, at hun for længst havde konstateret hun aldrig ville møde en vild Ralts. Dette kunne vise sig at være første og sidste gang hun mødte en.
Emma vendte opmærksomheden mod Growlith'en, for at se om den havde fundet pinden. Hun vendte hovedet på skrå, da hun så den på vej mod gaden med dens mange boder. Hun registrerede næsten ikke, at Laura var ved at takke hende for noget, hun ikke havde gjort. I stedet pegede hun på hunden med et spørgsmål på læben, som dog blev afbrudt, da Laura selv opdagede situationen.

Manden ved boden stod og råbte op om 'Specielle og unikke vandtyper', lige indtil Growlith'en så ud til at vise lidt for meget interesse for nogle af hans varer. "Ah ah," sagde manden højlydt og vinkede en hånd i advarsel. "Det er ikke mad, min fine ven. Medmindre du har en købevillig træner, får du ikke lov til at sætte tænderne i mine fisk." Manden kiggede sig omkring som for at se, om der mon befandt sig en træner til hunden i nærheden.

Emma havde rejst sig, hvad enten Laura var rendt til undsætning eller ej. Nu hun var blevet opmærksom på ham, og han alligevel var blevet forstyrret, følte hun sig undskyldt i at finde ud af, hvad der var så specielt og unikt ved hans 'vandtyper'. Højst sandsynligt var han bare en bondefanger, der solgte Magikarps til uvidende og uerfarne trænere, men det var aldrig til at vide med sikkerhed.

Laura pustede opgivende ud, da det ikke lød til at Emma havde nogen som helst idé om, hvad det var hun talte om. Hvem valgte at være forsker, uden at ide hvad de ville forske i? Var det normalt ikke den anden vej rundt? Det ville være ligesom at starte en butik, uden at vide, hvad de ville sælge, eller lave en blomsterdekoration uden at vide om du bruge kaktusser eller solsikker.
Da Emma stille kommenterede, at "pokemone jo var det der var", opgave Laura emnet. Det lød ikke til at Emma havde nogen plan, så ingen grund til at sprøge. Det ville nok bare resultere i en længere opremsning eller funderen over noget pokemon-halløj, som alligevel ville være kedsomt at høre på. Så hellere droppe emnet og finde på noget andet, hvis det blev nødvendigt.

Laura sukkede, da Emma begyndte at snakke noget omkring fairy typer, endnu engang noget kedeligt taktik-halløj, som hun ikke forstod sig på.
"Det er sikkert rigtig nok, det er dig der er forskeren her," grinte Laura og spurgte ikke nærmere indtil, hvad dælen det dog havde af betydning iforhold til, det hun havde forklaret om kampen. Hun kunne godt gætte sig til, at hun ville få en længere afhandling, hvis hun spurgte ind til, hvad Emma dog ville sige med dén oplysning.
Desuden havde hun en idé med Asher, som hun havde fået af den anden pige, som hun blev nødt til at prøve, da det kunne hjælpe en del med Sayen.

~~

Ece havde holdt sig rimeligt tæt på Sayen, og da denne accepterede Laura's tilbud, gik hun op og puffede kærligt til hende. "Du ved godt, at det betyder, at du kan blive her lige så længe, som du har lyst til, ikke?" Spandt hun med et glimt i øjet. Sayen nikkede stille, hun var ikke sikker på, at hun havde lyst til at blive hos en træner, der ikke gad have hende, især ikke, hvis hun fandt én, som hun kunne slappe af sammen med og have det godt med.
Hun mærkede et par nye øjne på sig og med en kortvarig panderynken løftede hun hovedet og så et kort øjeblik Emma direkte i øjnene, inden hun hurtigt kiggede væk igen. Hun havde syntes, at hun havde kunnet mærke noget nysgerrighed rettet imod hende, og noget... taknemmelighed? Hun var dog ikke sikker, det havde været så svagt, at det måske bare havde været hendes fantasi.

Kaimana kiggede efter Tato med dårlig samvittighed, han havde jo bare prøvet at hjælpe.
Da rattataen havde hoppet op på bænken igen, daffede han efter ham og stillede sig foran ham.
"Undskyld Eces hårde ord, vi har tiltider lidt problemer med vores træner, og det går især Ece på," mumlede han stille.
"Det tegner dog lovende, at hun gav Sayen lov til selv at vælge sin nye træner, det havde vi ikke lige regnet med," Sagde han med et stille smil. "Hvad gør du, hvis din træner bliver for kommanderende og ikke gider lytte til dig?"

~~

Halen gik i overgear på Asher, da manden talte til ham, og han sprang glad rundt omkring ham, uden helt at forstå, hvad han talte om. Han var ikke sulten, og fiskene ville han ikke se som andet end legetøj, skulle manden finde på, at tage nogle af dem ud til ham. Ligenu, var han dog kun interesseret i at lege med manden, som tydeligvis elskede ham. Det gjorde alle jo.

"Asher, kom her!" Kaldte Laura, da hun var kommet tættere på, og han gøede glad inden han sprang rundt om hende også.
"Det beklager jeg, han har tendens til at blive lidt overivrig," undskyldte hun, mens Asher sprang op ad hendes ban. Ece og Sayen ventede et stykke bag ved Laura, mens Kaimana trissede tættere på den vandtank, manden havde et par pokemon svømmende rundt i.
"Det skal du ikke være ked af, frøken, den ville bare have dig hen for at se disse helt unikke pokemoner jeg har her, som er en chance ingen pokemon træner vil gå glip af," startede manden sin salgstale og skyndte sig hen og lagde hånden på Lauras arm, i forsøget på at få hende til at gå tættere på.
"Ellers tak, jeg har allerede Kai der," lo Laura, hun ville ikke falde for så billige trick.
"SElvfølgelig, selvfølgelig, men jeg har et helt specielt tilbud, og det er pokemoner, hvis lige du aldrig har set før," fortsatte han, uden at tage sig af Lauras protester.
"Hey Emma, du vil jo forske i pokemoner, evt kunne du lære noget her?" Kaldte Laura til den anden pige.

Tato havde knap sat sig til rette igen, før Kaimana henvendte sig til ham. Tato anerkendte hans tilstedeværelse med øjnene på ham, og hans undskyldning med et lidt nedslået, men forstående nik. Han kiggede mellem Laura og hendes Pokemoner, da Kaimana uddybede grunden til deres stress. "Hvad har hun tidligere gjort, siden I ikke forventede det?" spurgte han en smule interesseret. Tato kunne godt indrømme overfor sig selv, at han måske ikke vidste så meget om trænere, som han havde troet. Han troede stadig fuldt og fast på, at enhver ville kassere Rattata'er som ham ved først givne lejlighed, og tanken om trænere, der uden kvaler solgte deres Pokemoner til andre uden at spørge dem først, passede fint ind i denne ide. Men samtidig havde han erfaret gennem Emma, at trænere kunne manipuleres og i visse tilfælde ligefrem udvise omtanke og venlighed. "Indtil videre har det virket fint at ignorere hende." svarede han prompte på Kaimanas spørgsmål. "Ikke at hun har gjort så meget i det, siden første gang. Det er mest Løg, hendes bulbasaur, der sørger for at 'snakke' hende til rette, hvis hun endelig begynder på noget underligt."

~~
Som forventet var Laura hurtigere i vendingen end Emma, men hun havde selvfølgelig også en halvtosset Pokemon, der var i færd med at antaste en fremmed. Emma fulgte roligt trop, og var allerede nået halvvejs, da Laura inkluderede hende i samtalen med sælgeren. Hun havde hørt hvert ord fra ham, da han talte meget højt i sin salgstale. Måske var han blevet halvdøv af at stå ved den befærdede gade. Emma holdt sig generelt fra sælgere med et bestemt 'nej tak', men nu havde hun jo besluttet at se på hans 'specielle' pokemoner. Hun troede dog ikke, han havde noget af interesse. Hun havde jo rigeligt i sin lille håndfuld. Hun kom op på siden af Laura og kiggede forbi manden ind i hans bassin, mens hun gjorde sit bedste for at overhøre hans videre ord, nu henvendt til hende. Som hun halvvejs havde forventet, var bassinet fyldt op med røde Magikarp'er i lidt forskellige størrelser. Intet seværdigt der, men da Emma kiggede lidt nærmere efter, var der en af de røde fisk, der skilte sig sært ud. Emma rynkede panden i undren, og gik forbi mandens udstrakte arm, der pegede på fiskene. Dén ene fisk havde flossede kanter, om man ville, manglede Magikarp'ens lange 'kindskæg', og var bare generelt anderledes. Bare rygfinnen var nok til at afsløre den, men hvorfor var den rød?

Emma kiggede på manden, og så på Laura og resten af flokken. Tato stod ved hendes side og kiggede nysgerrigt op i bassinet. Endelig vendte hun reelt opmærksomheden mod sælgeren. "Hører den lille flossede fisk også til en af dine 'unikke' Pokemoner?" spurgte hun helt neutralt, mest interesseret i at få at vide, hvad han egentlig vidste om sine egne varer.
"Du har et skarpt øje, frøken. Den hører til mit allerbedste tilbud. Det du ser her er de bedste Magikarp'er vest for Kanto du nogensinde vil beskue. Tag endelig ikke fejl af den lilles udseende. Den kan bruge vandangreb." sagde sælgeren med seriøs tone, og så ud til at forberede et større argument for påstanden, skulle Emma protestere. Det gjorde hun dog ikke. Ordene overbeviste hende kun om, at fisken var en Feebas og ikke en Magikarp, men hvorfor han ikke forsøgte at sælge den som en Feebas, forstod hun ikke. Og hvorfor eller hvordan den var blevet rød, begreb hun heller ikke. Hun havde fået sit svar, men følte sig ikke klogere, og vidste ikke hvad hun skulle stille op med sin viden. Skulle hun fortælle manden, at han tog fejl? Afsløre hans løgn eller uvidenhed? Behandlede manden overhovedet Feebas'en korrekt, hvis han troede den var en Magikarp?

Både Magikarp og Feebas var selvfølgelig ekstremt hårdføre og kunne overleve de mest forurenede områder, men at overleve var ikke helt det samme som at have det godt. I vildrede gik Emma på hug og hviskede til Tato: "Kan du høre dem? Kan du spørge om de har det godt?" Hun blev siddende på hug, mens Tato strakte sig op i et forsøg på nå glasset, så han kunne få et godt kig ind.
"Selvfølgelig har de det godt," udbrød sælgeren, så åbenbart havde Emma ikke talt helt lavt nok. "Jeg sørger kun for det bedste til mine kunder, og dette udtrykker sig bedst i behandlingen af fiskene. Det er ikke hos mig, den lille har fået sit kampvante udseende."
Emma pustede luft ud, og besluttede at aflede sælgerens opmærksomhed fra Tatos måske samtale med fiskene. "Hvilke priser holder du dig?" spurgte hun, uden dog at rejse sig igen.
Sælgeren gav et vindende smil og gav sig til at nævne priser, mens han pegede på fiskene efter størrelse. "De mindste tager jeg 200 for, og de største koster 600-700. Den lille der er lidt dyrere grundet dens specielle udseende og kundskaber. Men den er på specialtilbud, så jeg vil gå helt ned til 500 pokedollars for de damer." sluttede han og indbefattede endnu engang Laura i samtalen.
____________________
(Ooc: Jeg stopper her. Du må gerne styre Feebas'en, hvis det er. Jeg er i tvivl om hvor godt lyd går igennem, så ved ikke om Tato og Feebas kan kommunikere.)

Kaimana kiggede tænktsomt frem for sig, var der en bestemt grund, bortset fra måden Laura ville sælge Sayen på, som var et problem? Han kunne ikke lige sætte fingrende på noget bestemt og han kiggede efter de to, mens de bevægede sig over imod sælgeren.
"Jeg ved ikke, om der er bestemte tidspunkter, bare mere, at hun kan være lidt tankeløs og egoistisk, tror jeg," svarede han stille, mens han tænkte på, om det var så meget anderledes en mange andre trænere? Dengang han havde været opdrættet og trænet inden han var blevet givet til Laura, havde han lært en masse om at gøre som træneren sagde, for de vidste for det meste bedst.
Kaimana lyttede til Tatos forklaringer, men nu kun med et halvt øre, selvom han håbede på, at møde Løg på et tidspunkt og få et par tips.
Hans tanker kredsede omkring, hvorfor de alle så Laura som en der var så besværlig, opførte hun sig ikke bare som alle andre trænere? Kaimana havde godt hørt historierne om skånsesløse trænere, og havde været lettet da Laura havde vist sig ikke at være sådan. Hun var stædig og ville tit ikke se længere end til hendes egen næsetip, men det var da også tit, at hun forsøgte at bygge bro og finde kompromier, som her at lade Sayen bestemme hvem hendes nye træner skulle være.
Kaimana skævede til Ece, problemerne startede faktisk først rigtigt da hun kom med på holdet. Ikke at Kaimana havde spor lyst til at gå imod hende, han måtte indrømme, at han syntes unægtelig godt om hende, men hun var ofte meget imod hvordan Laura kørte tingene og satte sig voldsomt imod.
Kaimana blinkede forbløffet da det pludselig gik op for ham, både Laura og Ece forsøgte at være lederen af "flokken" og de stødte sammen, hver gang de var uenige i, hvordan det skulle foregå. Han smilte stille for sig selv, da begge piger var for stædige til at træde tilbage og lade den anden styre, men hvor ville det bære hen?
Han ville stadig gerne høre, hvordan Løg klarede problemerne, men han var ikke længere sikker på, at det kunne bruges til meget. Deres trænere, var simpelthen forskellige.

~~~

Laura var glad for at det lykkedes hende at flytte sælgerens opmærksomhed fra sig selv og over på Emma, selvom hun godt var klar over, at det ikke var så pænt gjort. Hun pillede ved et smykke, som hun bar om halsen, mens hun overvejede om hun kunne tillade sig at liste af nu. Hun havde jo fået fat i Sayen og havde sådan set ikke nogen grund til at blive hængende, ud over dårlig samvittighed hvis hun valgte at gå.
Emma virkede dog ikke som om, at hun virkelig forsøgte at slippe af med sælgeren, så Laura besluttede, at hun ikke havde nogen årsag til at blive hængende. Det burde være nemt nok, for hun havde stadig et godt tag i Asher, så hun skulle bare have de andre med sig, uden at sælgeren opdagede det. Emma tænkte hun ikke nærmere over, de havde jo knap nok nået at tale sammen, og de så højst sandsynligt aldrig hinanden igen.
"Pst," hviskede Laura i et forsøg på at fange hendes pokemoners opmærksomhed, hvilket dog ikke gik særligt godt.
Kaimana var allerede ovre ved karet, mens Ece demonstrativt valgte at ignorere Laura. Sayen skævede imod hendes træner, men var mere interesseret i at se, hvad Emma havde i tankerne og sælgeren var faktisk også behagelig for hende at være i nærheden af, da han udstrålede masser af positiv energi. Det var blandet med en hel del griskhed, men det var mestendels glæde og lige pt kunne det holde Sayens egen tristhed på afstand.

Kaimana lyttede til Emma og sælgerens snak, mens han kiggede ind i tanken til fiskene inde bag ved. De fleste af dem kiggede sløvt tilbage, da det ikke var første gang, at folk havde kigget på dem og der var lang tid til fodringstid.
Da Tato strakte sig for at nå karet, tilbød Kaimana at løfte ham, så han nemmere kunne se og evt snakke med dem.
Et par af de nærmeste magikarps, kom hen for at kigge nysgerrigt på ham, men den besynderligt udseendet fisk, som Emma havde fået øje på, kom dog ikke nærmere da den stod fuldstændigt stille i vandet og stirrede på Laura. Den havde genkendt den farverige skal hun havde om halsen. Den turde ikke tro sine egne øjne.

"Så, hvad siger du?" Spurgte sælgeren storsmilende og inkluderede Laura igen. Hun sukkede irriteret da hendes chance for at slippe væk var forpasset.
"Jeg har stadig rigeligt i Kai," svarede hun høfligt afvisende.
"Bevares, bevares, jeg er da ikke ude på at prakke dig noget på," sagde han afværgende, inden han ufortrædent kastede sig ud i salgstalen igen. "Og det er tydeligt at se på dine pokemoner, at du er en erfaren træner," Laura løftede et øjenbryn, han kendte hende virkeligt dårligt, "Men tænk nu hvis din fine wartortle har kæmpet hårdt og længe, og du har brug for et kraftigt vandangreb til at afslutte gym kampen og vinde dit badge? Disse magikarps bliver til de flotteste gyaradose, og dem er jeg sikker på, at du har hørt om," sagde han overtalene og kiggede forundret på Laura, da hun begyndte at grine. For hende var tanken om at hun skulle kæmpe i gym kampe fuldstædnig latterlig.