A good new home? (Emma)
Jan 11, 2017 1:04:12 GMT 1
Post by Laura Amello on Jan 11, 2017 1:04:12 GMT 1
Laura fandt det lidt pinligt, at hun ikke kunne kontrollere hendes pokemoner, men gjorde sit bedste for at lade som ingenting, da Emma kom over, og Emma sagde heldigvis heller ikke noget om det.
Hun koncentrerede sig istedet om at lytte til, hvad Emma havde at sige om byttehandler, og hun trak på skuldrerne som svar.
"Jeg har byttet en nyklækket pokemon for et æg, men ellers ikke. Der var ikke noget tingeltangel involveret, men den havde heller ikke nogen pokeball endnu, så det var bare at lade hende fange den," forklarede hun og fandt hendes pokedex frem, da Emma fandt hendes.
"Det kræver vel at telefonen er opsat til det, hvis den skal kunne bruges," kommenterede hun og viftede lidt med pokedexen, "men jeg har den her, så det skulle ikke være nødvendigt."
Hun var noget overrasket over, at Emma ikke kaldte feebas'en ind i hans pokeball, hvilket hun havde taget som en selvfølge, men lod sig ikke mærke med det.
Laura kopierede Emma og snart bekræftede hendes pokedex registreringen. Den informerede hende også om, at Sayen var registreret på en anden pokedex, og ville blive slettet fra hendes samt, hvem hun skulle hive fat i, hvis dette var en fejl. Laura trykkede bare ok, og kiggede på hendes pokemoner, som begge stirrede spændt på feebas'en. Laura selv kiggede afventende på den, da der tydeligvis ikke var sket noget lige med det første, og vendte hovedet imod Emma for at konstatere, at det åbenbart ikke var det rigtige smykke de var på udkig efter, da et skærende hvidt lys brød frem.
Kaimana og Ece ventede begge spændt på Feebas' udvikling, begejstrede over at have hjulpet til det og glædede sig til at se hans glæde. Feebas kiggede forlegent tilbage over den pludselige hje forventning, der var til ham, og han håbede ikke, at han ville skuffe sig selv eller nogle af de andre.
Han pustede ud og slappede af, og lod evolutionens lys overtage sig. Det sidste han så inden alt blew hvidt, var Kaiman og Ece som grinende lukkede øjnene.
Lauras afventede og høflige smil forsvandt hurtigt da lyset falmede, og hun tabte både næse og mund da hun så, hvad der stod foran dem istedet for den grå-lilla fisk, der havde været der før.
For det første så gnistrede den her om kap med solglimt i vandet, som dens blå øjenbrynLaura vidste ikke, hvad hun ellers skulle kalde dem gjorde sit bedste for at overgå i farve. Den slanke elegante krop blev afsluttet af en hale, der skinnede som guld!
Lauras pokedex, som jo var åben, bippede og begyndte at fortælle et fact omkring den nyligt registrerede pokemon, der gik under navnet 'Milotic', hvilket dog ikke rev Laura ud af hendes benovelse.
Det var først da Kaimana havde trukket hende i buksebenet adskillelige gange, at hun reagerede.
Hun fløjtede imponeret og skævede til pokedexen for at se, hvad den havde at fortælle.
"Det siger du ikke," mumlede hun, da hun så, at den skrev mange havde erklæret Milotic til at være den smukkeste pokemon, der eksisterede.
Milotic'en gled op ad vandet og over sandet hen til Laura, hvor han bukkede hovedet for hende og sænkede derefter hovedet mens han bad Kaimana om at tage halskæden af igen.
Laura kiggede lettere uforstående på smykket Kaimana rakte hende, det havde hun glemt alt om. Hun lod det dingle fra hendes hånd og var lidt i tvivl om grunden til, at hun fandt den så kedelig og farveløs nu, var fordi den havde mistet sin glans, eller fordi den intet var i sammenligning med Milotic.
"Behold den, hvis du vil. Den er, hvad du har ledt efter ikke?" Jokede Laura og Milotic accepterede gladeligt at få smykket om halsen igen. Den passede fint.
Milotic bugtede sig elegant over til Emma og bøjede formelt hovedet i tak til hende, for hendes store hjælp. Han kiggede taknemmeligt på hende og pustede hende så blidt i hovedet med et glimt i øjet.
"Forsøg at få hende til at spænde lidt af, det fortjener hun," sagde han derefter drillende til Sayen inden han blev mere alvorlig, "jeg håber du bliver glad hos hende," sagde han oprigtigt og forsøgte at se, om hans handelspartner havde nogle problemer med det hele, som han blev nødt til at tage sig af.
"Har den," Laura tøvede og kiggede spørgende på milotic'en, "Hun? Han?" Spurgte hun og han nikkede ved hendes andet spørgsmål.
"har han et navn?" Færdig gjorde Laura sætningen og så spørgende på Emma.
"Det kan vi ikke have," kommenterede hun da det blev afkræftet og kiggede tænktsom på milotic'en.
"Orion," besluttede hun så betemt, "det passer for du skinner som et stjernetegn," lo hun, og Orion posserede ved ædelt at løfte hovedet og sprede halefjerene.
"Du har overtaget alle skallens glimten," kommenterede Ece og havde svært ved at løsrive blikket fra Orions mange skæl, der ændre farve, hver gang han flyttede sig. Hendes hale sitrede bag hende, det her kunne godt blive en udfordring for hende for nej, hvor var det distraherende!
Det lykkedes hende at løsrive sig, da Kaimana kaldte hende over for at sige farvel til Sayen.
"Nu passer du på dig selv, ikke?" Sagde Kaimana og klappede Sayen på skulderen, "men jeg tror du har gjort et fornuftigt valg."
"Hvis du har problemer, så prøv at nævne mig til de vilde pokemoner, jeg har ret mange kontakter så de skulle kunne finde mig," sagde Ece og spandt så beroligende, "Ikke, at jeg tror det bliver nødvendigt, hun virker mere fornuftig en vores gør."
Laura gned hænderne, "tjah, det var vel det?"
Emma var meget fint at være sammen med, men Laura havde ingen idé om, hvad de skulle finde på nu, for hun var sikker på, at de intet havde til fælles og der kun ville være en masse pinlige stille øjeblikke i vente.
"Jeg må give dig, at du havde ret med hensyn til Orion. Jeg må indrømme, at jeg var modvillig, for jeg troede bare, at han ville blive til en større fisk, og så meget havde jeg ikke tænkt, at jeg ville ud og svømme," lo hun.
Hun var stille lidt, og ville høre på, hvad Emma end havde at sige, selvom det kun var med halv interesse, for noget andet havde fanget hendes interesse.
"Hvordan vælger du navne til dine pokemoner?" Spurgte Laura en smule brat, så snart hun fik chancen. Hun havde lagt mærke til, at der var ret stor forskel på, hvad hun havde hørt Emma kalde sine, og hvad hun selv gik efter. Efter hendes mening skulle navne gerne være lidt specielle og passe til pokemonerne, gerne med en betydning, som også passede til, men det lød ikke til, at det var Emmas strategi.
(ooc: puha, noget længere end jeg havde regnet med. Og nu fandt jeg lige noget at forlænge den en lille bitte smule med, hehe. Ellers en fantastisk tråd, som altid dejligt at tråde med dig )
Hun koncentrerede sig istedet om at lytte til, hvad Emma havde at sige om byttehandler, og hun trak på skuldrerne som svar.
"Jeg har byttet en nyklækket pokemon for et æg, men ellers ikke. Der var ikke noget tingeltangel involveret, men den havde heller ikke nogen pokeball endnu, så det var bare at lade hende fange den," forklarede hun og fandt hendes pokedex frem, da Emma fandt hendes.
"Det kræver vel at telefonen er opsat til det, hvis den skal kunne bruges," kommenterede hun og viftede lidt med pokedexen, "men jeg har den her, så det skulle ikke være nødvendigt."
Hun var noget overrasket over, at Emma ikke kaldte feebas'en ind i hans pokeball, hvilket hun havde taget som en selvfølge, men lod sig ikke mærke med det.
Laura kopierede Emma og snart bekræftede hendes pokedex registreringen. Den informerede hende også om, at Sayen var registreret på en anden pokedex, og ville blive slettet fra hendes samt, hvem hun skulle hive fat i, hvis dette var en fejl. Laura trykkede bare ok, og kiggede på hendes pokemoner, som begge stirrede spændt på feebas'en. Laura selv kiggede afventende på den, da der tydeligvis ikke var sket noget lige med det første, og vendte hovedet imod Emma for at konstatere, at det åbenbart ikke var det rigtige smykke de var på udkig efter, da et skærende hvidt lys brød frem.
Kaimana og Ece ventede begge spændt på Feebas' udvikling, begejstrede over at have hjulpet til det og glædede sig til at se hans glæde. Feebas kiggede forlegent tilbage over den pludselige hje forventning, der var til ham, og han håbede ikke, at han ville skuffe sig selv eller nogle af de andre.
Han pustede ud og slappede af, og lod evolutionens lys overtage sig. Det sidste han så inden alt blew hvidt, var Kaiman og Ece som grinende lukkede øjnene.
Lauras afventede og høflige smil forsvandt hurtigt da lyset falmede, og hun tabte både næse og mund da hun så, hvad der stod foran dem istedet for den grå-lilla fisk, der havde været der før.
For det første så gnistrede den her om kap med solglimt i vandet, som dens blå øjenbryn
Lauras pokedex, som jo var åben, bippede og begyndte at fortælle et fact omkring den nyligt registrerede pokemon, der gik under navnet 'Milotic', hvilket dog ikke rev Laura ud af hendes benovelse.
Det var først da Kaimana havde trukket hende i buksebenet adskillelige gange, at hun reagerede.
Hun fløjtede imponeret og skævede til pokedexen for at se, hvad den havde at fortælle.
"Det siger du ikke," mumlede hun, da hun så, at den skrev mange havde erklæret Milotic til at være den smukkeste pokemon, der eksisterede.
Milotic'en gled op ad vandet og over sandet hen til Laura, hvor han bukkede hovedet for hende og sænkede derefter hovedet mens han bad Kaimana om at tage halskæden af igen.
Laura kiggede lettere uforstående på smykket Kaimana rakte hende, det havde hun glemt alt om. Hun lod det dingle fra hendes hånd og var lidt i tvivl om grunden til, at hun fandt den så kedelig og farveløs nu, var fordi den havde mistet sin glans, eller fordi den intet var i sammenligning med Milotic.
"Behold den, hvis du vil. Den er, hvad du har ledt efter ikke?" Jokede Laura og Milotic accepterede gladeligt at få smykket om halsen igen. Den passede fint.
Milotic bugtede sig elegant over til Emma og bøjede formelt hovedet i tak til hende, for hendes store hjælp. Han kiggede taknemmeligt på hende og pustede hende så blidt i hovedet med et glimt i øjet.
"Forsøg at få hende til at spænde lidt af, det fortjener hun," sagde han derefter drillende til Sayen inden han blev mere alvorlig, "jeg håber du bliver glad hos hende," sagde han oprigtigt og forsøgte at se, om hans handelspartner havde nogle problemer med det hele, som han blev nødt til at tage sig af.
"Har den," Laura tøvede og kiggede spørgende på milotic'en, "Hun? Han?" Spurgte hun og han nikkede ved hendes andet spørgsmål.
"har han et navn?" Færdig gjorde Laura sætningen og så spørgende på Emma.
"Det kan vi ikke have," kommenterede hun da det blev afkræftet og kiggede tænktsom på milotic'en.
"Orion," besluttede hun så betemt, "det passer for du skinner som et stjernetegn," lo hun, og Orion posserede ved ædelt at løfte hovedet og sprede halefjerene.
"Du har overtaget alle skallens glimten," kommenterede Ece og havde svært ved at løsrive blikket fra Orions mange skæl, der ændre farve, hver gang han flyttede sig. Hendes hale sitrede bag hende, det her kunne godt blive en udfordring for hende for nej, hvor var det distraherende!
Det lykkedes hende at løsrive sig, da Kaimana kaldte hende over for at sige farvel til Sayen.
"Nu passer du på dig selv, ikke?" Sagde Kaimana og klappede Sayen på skulderen, "men jeg tror du har gjort et fornuftigt valg."
"Hvis du har problemer, så prøv at nævne mig til de vilde pokemoner, jeg har ret mange kontakter så de skulle kunne finde mig," sagde Ece og spandt så beroligende, "Ikke, at jeg tror det bliver nødvendigt, hun virker mere fornuftig en vores gør."
Laura gned hænderne, "tjah, det var vel det?"
Emma var meget fint at være sammen med, men Laura havde ingen idé om, hvad de skulle finde på nu, for hun var sikker på, at de intet havde til fælles og der kun ville være en masse pinlige stille øjeblikke i vente.
"Jeg må give dig, at du havde ret med hensyn til Orion. Jeg må indrømme, at jeg var modvillig, for jeg troede bare, at han ville blive til en større fisk, og så meget havde jeg ikke tænkt, at jeg ville ud og svømme," lo hun.
Hun var stille lidt, og ville høre på, hvad Emma end havde at sige, selvom det kun var med halv interesse, for noget andet havde fanget hendes interesse.
"Hvordan vælger du navne til dine pokemoner?" Spurgte Laura en smule brat, så snart hun fik chancen. Hun havde lagt mærke til, at der var ret stor forskel på, hvad hun havde hørt Emma kalde sine, og hvad hun selv gik efter. Efter hendes mening skulle navne gerne være lidt specielle og passe til pokemonerne, gerne med en betydning, som også passede til, men det lød ikke til, at det var Emmas strategi.
(ooc: puha, noget længere end jeg havde regnet med. Og nu fandt jeg lige noget at forlænge den en lille bitte smule med, hehe. Ellers en fantastisk tråd, som altid dejligt at tråde med dig )