A good new home? (Emma)
Dec 8, 2015 22:09:53 GMT 1
Post by Lukas Friedrichson on Dec 8, 2015 22:09:53 GMT 1
Tato tog gladeligt imod Kaimanas hjælp, så han kom op i en bedre højde, men det viste sig snart, at han ikke kom langt med fiskene. De var bare ikke interesseret i at snakke, og han måtte vende næsen mod Emma igen med en opgivende rysten på hovedet. Emma så ham og kiggede hurtigt mellem ham og fiskene. Han troede, hun måske fangede betydningen af hans hovedrysten, for det var da ret tydeligt, at ingen af fiskene havde reageret på hans forsøg på kontakt. Emma kiggede på den lille anderledes fisk og drejede så langsomt hovedet mod Laura. Tato forstod ikke helt hvorfor, og det interesserede ham heller ikke. Der var ikke længere grund til at bruge Kaimana som taburet, så han sprang ned med et tak for hjælpen og trippede så hen til Emmas hænder, der var i den helt rigtige nussehøjde, da hun stadig sad på hug.
~~
Emma havde gjort sig umage for at holde øje med Tato og samtidig følge med i sælgerens snak. Priserne lød ganske rimelige i hendes ører, omend det ikke lige var hvad hun ville betale for en Magikarp, når det var simpelt nok at finde dem til overflod de fleste steder med bare en smule vand. Hun nærede ligeledes intet ønske om at ende op med en berygtet Gyarados, da hun var rimelig sikker på, at hun ikke havde temperamentet til at styre en sådan. Tatos hovedrysten gjorde intet for at hjælpe hendes dilemma. Hun så nok, at han faktisk ikke fik kontakt med fiskene, men det betød bare, at de var for passive. Hvilket ikke var det mest positive tegn, medmindre man ligefrem stod overfor en Slowpoke. Hun kiggede på Feebas'en igen og så dens næsten hypnotiserede blik på noget lidt over Emmas hoved. Emma kiggede op og til siden, hvor Laura stod, i et forsøg på at følge dens blik, og det tog hende ikke mange sekunder at regne ud, hvad der havde fikseret Feebas'en. Emmas hjerne gjorde et omregningsspring af to dimensioner, da hun pludselig skulle forholde sig til en mulighed, der slet ikke havde eksisteret et millisekund før.
Emma skulle også lige have vendt den tanke, at Laura ikke anede, hvad hun bar som smykke. Det var en ny verden at skulle forestille sig folk, som ikke vidste så meget om Pokemoner som Emma selv, og det var først ved synet af Prism Scalen som smykke, det virkelig gik op for hende. Emma blinkede og tvang sin hjerne tilbage til det nuværende dilemma: En Feebas, som sælger troede var en Magikarp. En træner, som havde en Prism Scale uden at vide det, - og en Ralts at afsætte. Emma selv, der vidste alt det, men havde utrolig svært ved at afgøre, hvad der ville være det mest korrekte at gøre i situationen. Andet end...
Emma vidste, hvor mange penge hun havde til rådighed. Hun behøvede ikke engang se efter og afsløre, at en plan var undervejs. Det føltes lidt som at sidde med tre til fire ukendte variabler i en ligning og langsomt få dem til at stille op i en rækkefølge, der endte med at give Y alligevel. Emma overraskede sig selv, da hun opdagede, hun var ved at prøve at 'købe' en Pokemon mere, end hun allerede havde. Hun troede hun havde fået nok for nu. Den sidste ukendte variabel var Ralts'en, og Emma kiggede hen på det lille væsen med en blanding af undertrykt ængstelse og håb. Hendes plan hang på, at Ralts'en, Sayen, ville acceptere hende som en ny træner. Hun gjorde et halvhjertet forsøg på at række mentalt ud og spørge. Hun havde aldrig haft synderlig held med at kommunikere med sin barnepiges Abra, og så vidt hun vidste kommunikerede Ralts mere med følelser end noget andet, hvilket ikke hjalp på Emmas selvtillid på fronten.
Emma lukkede øjnene, mens hun gennemtænkte planen endnu engang. Hun trak luft ind og pustede den langsomt ud. Tato fik et strøg over hovedet, inden hun rejste sig med beslutningen om at gennemføre første del af planen: Få Feebas'en fra sælgeren, så de kunne komme væk fra ham. Han behøvedes ikke få sin fejl smidt i hovedet på sig. Emma kunne måske nøjes med at bede ham om at studere lidt på forskellen mellem Magikarp og Feebas, inden de gik. Hun havde været så opslugt af sine beregninger, at hun ikke havde hørt den seneste udveksling mellem sælgeren og Laura. Derfor var hun omtrent lige så overrasket over, hvorfor Laura lo, som sælgeren var. Hun valgte dog at ignorere det til fordel for sin plan. "Jeg ønsker at hjælpe dig af med den lille flossede." oplyste hun sælgeren og tog sin pung frem. "Du sagde 500, korrekt?"
Et øjeblik virkede sælgeren nærmest paf. Måske havde Lauras latter slået ham ud af rytmen. Måske havde han ikke forventet at kunne overtale afmålte Emma til at foretage et køb. Hvad end årsagen tog det ham et sekund at acceptere skiftet fra salgstale til handel. "Selvfølgelig, selvfølgelig. Du vil ikke fortryde det, frøken. 500 er helt rigtigt." Han rakte en hånd frem til at tage imod penge, og holdt den anden ud i en indbydende gestus mod fiskene.
Emma overrakte det rigtige beløb og tøvede så. Hun havde aldrig gjort dette før, og vidste faktisk ikke, hvad kutymen var ved denne slags handler. Derudover føltes det som om hendes hjerte sad oppe i halsen, hvilket hun også lige skulle vænne sig til. Hun regnede med, at det skyldtes usikkerheden i, hvad hun gjorde. Hun vidste stadig ikke om planen reelt ville lykkes. Emma trådte helt frem til karret, da sælgerens gestus syntes at sige, det var det hun skulle gøre. Han gav hende en almindelig Pokeball i hånden. "Det her er dens Pokeball. Når du har registreret bolden som din, er handlen gennemført, og du kan tage den med dig." forklarede han.
Emma nikkede i forståelse og gennemførte registreringen per automatik. Tato stod og klemte sig op af hendes ben. Han lød som om han spurgte om noget, da han peb nogle lyde, men lige nu kunne hun ikke forklare sig som hun plejede. Reelt set var hun ved at føre to mennesker bag lyset i forsøget på at få tingene til at gå op i en højere enhed. Hun stak hovedet ind over kanten af karret og holdt den registrerede pokeball frem over vandet, men ventede lidt med at aktivere den. "Pst, Feebas," hviskede hun, og gjorde sig denne gang ekstremt umage for, at sælgeren ikke skulle høre hende. "Jeg vil prøve at hjælpe dig."
~~
Emma havde gjort sig umage for at holde øje med Tato og samtidig følge med i sælgerens snak. Priserne lød ganske rimelige i hendes ører, omend det ikke lige var hvad hun ville betale for en Magikarp, når det var simpelt nok at finde dem til overflod de fleste steder med bare en smule vand. Hun nærede ligeledes intet ønske om at ende op med en berygtet Gyarados, da hun var rimelig sikker på, at hun ikke havde temperamentet til at styre en sådan. Tatos hovedrysten gjorde intet for at hjælpe hendes dilemma. Hun så nok, at han faktisk ikke fik kontakt med fiskene, men det betød bare, at de var for passive. Hvilket ikke var det mest positive tegn, medmindre man ligefrem stod overfor en Slowpoke. Hun kiggede på Feebas'en igen og så dens næsten hypnotiserede blik på noget lidt over Emmas hoved. Emma kiggede op og til siden, hvor Laura stod, i et forsøg på at følge dens blik, og det tog hende ikke mange sekunder at regne ud, hvad der havde fikseret Feebas'en. Emmas hjerne gjorde et omregningsspring af to dimensioner, da hun pludselig skulle forholde sig til en mulighed, der slet ikke havde eksisteret et millisekund før.
Emma skulle også lige have vendt den tanke, at Laura ikke anede, hvad hun bar som smykke. Det var en ny verden at skulle forestille sig folk, som ikke vidste så meget om Pokemoner som Emma selv, og det var først ved synet af Prism Scalen som smykke, det virkelig gik op for hende. Emma blinkede og tvang sin hjerne tilbage til det nuværende dilemma: En Feebas, som sælger troede var en Magikarp. En træner, som havde en Prism Scale uden at vide det, - og en Ralts at afsætte. Emma selv, der vidste alt det, men havde utrolig svært ved at afgøre, hvad der ville være det mest korrekte at gøre i situationen. Andet end...
Emma vidste, hvor mange penge hun havde til rådighed. Hun behøvede ikke engang se efter og afsløre, at en plan var undervejs. Det føltes lidt som at sidde med tre til fire ukendte variabler i en ligning og langsomt få dem til at stille op i en rækkefølge, der endte med at give Y alligevel. Emma overraskede sig selv, da hun opdagede, hun var ved at prøve at 'købe' en Pokemon mere, end hun allerede havde. Hun troede hun havde fået nok for nu. Den sidste ukendte variabel var Ralts'en, og Emma kiggede hen på det lille væsen med en blanding af undertrykt ængstelse og håb. Hendes plan hang på, at Ralts'en, Sayen, ville acceptere hende som en ny træner. Hun gjorde et halvhjertet forsøg på at række mentalt ud og spørge. Hun havde aldrig haft synderlig held med at kommunikere med sin barnepiges Abra, og så vidt hun vidste kommunikerede Ralts mere med følelser end noget andet, hvilket ikke hjalp på Emmas selvtillid på fronten.
Emma lukkede øjnene, mens hun gennemtænkte planen endnu engang. Hun trak luft ind og pustede den langsomt ud. Tato fik et strøg over hovedet, inden hun rejste sig med beslutningen om at gennemføre første del af planen: Få Feebas'en fra sælgeren, så de kunne komme væk fra ham. Han behøvedes ikke få sin fejl smidt i hovedet på sig. Emma kunne måske nøjes med at bede ham om at studere lidt på forskellen mellem Magikarp og Feebas, inden de gik. Hun havde været så opslugt af sine beregninger, at hun ikke havde hørt den seneste udveksling mellem sælgeren og Laura. Derfor var hun omtrent lige så overrasket over, hvorfor Laura lo, som sælgeren var. Hun valgte dog at ignorere det til fordel for sin plan. "Jeg ønsker at hjælpe dig af med den lille flossede." oplyste hun sælgeren og tog sin pung frem. "Du sagde 500, korrekt?"
Et øjeblik virkede sælgeren nærmest paf. Måske havde Lauras latter slået ham ud af rytmen. Måske havde han ikke forventet at kunne overtale afmålte Emma til at foretage et køb. Hvad end årsagen tog det ham et sekund at acceptere skiftet fra salgstale til handel. "Selvfølgelig, selvfølgelig. Du vil ikke fortryde det, frøken. 500 er helt rigtigt." Han rakte en hånd frem til at tage imod penge, og holdt den anden ud i en indbydende gestus mod fiskene.
Emma overrakte det rigtige beløb og tøvede så. Hun havde aldrig gjort dette før, og vidste faktisk ikke, hvad kutymen var ved denne slags handler. Derudover føltes det som om hendes hjerte sad oppe i halsen, hvilket hun også lige skulle vænne sig til. Hun regnede med, at det skyldtes usikkerheden i, hvad hun gjorde. Hun vidste stadig ikke om planen reelt ville lykkes. Emma trådte helt frem til karret, da sælgerens gestus syntes at sige, det var det hun skulle gøre. Han gav hende en almindelig Pokeball i hånden. "Det her er dens Pokeball. Når du har registreret bolden som din, er handlen gennemført, og du kan tage den med dig." forklarede han.
Emma nikkede i forståelse og gennemførte registreringen per automatik. Tato stod og klemte sig op af hendes ben. Han lød som om han spurgte om noget, da han peb nogle lyde, men lige nu kunne hun ikke forklare sig som hun plejede. Reelt set var hun ved at føre to mennesker bag lyset i forsøget på at få tingene til at gå op i en højere enhed. Hun stak hovedet ind over kanten af karret og holdt den registrerede pokeball frem over vandet, men ventede lidt med at aktivere den. "Pst, Feebas," hviskede hun, og gjorde sig denne gang ekstremt umage for, at sælgeren ikke skulle høre hende. "Jeg vil prøve at hjælpe dig."