SPOILER: Click to show

{Emmas hold}

	Tato Han Rattata lvl 9 Venskab: 1 Item: ~
Guts OT: Emma Dal	Tackle Tail Whip Quick Attack Focus Energy

Adamant(+att, -sp.att). Holder stædigt på egne holdninger og tror ikke på ting, før han har set beviset med egne øjne. Bryder sig som flokdyr ikke synderligt om at være alene, men vægter også frihed særdeles højt.
Note:~

	Dyn Han Goomy lvl 5 Venskab: 0 Item: ~
Sap Sipper OT: Emma Dal	Tackle Bubble Absorb *

Gentle(+sp.def,-def). Blid og venlig og kan virke meget føjelig. Villig til at hjælpe de fleste, hvis de spørger pænt, men har samtidig ikke de store tanker om sine egne evner, da han er vokset op med at blive talt ned om og blevet kaldt svag. Han har accepteret sin rolle som den 'svage', og tager lige så villigt imod hjælp, som han giver den. Hvis man viser tiltro til ham, vil han gøre sit bedste for at leve op til den. Han er også ret kærlig anlagt, men holder sig som regel tilbage af frygt for at vække afsky hos modtageren af hans tilnærmelser.

Note: Mødt i Kalosevent (Vundet i Kalos lotteriet)

	Terne Han Pumpkaboo lvl 6 Venskab: 0 Item: ~
Pick-up OT: Emma Dal	Trick Astonish Confuse Ray Trick-or-treat

Careful(+sp.def,-sp.att). Diskret. Ængstelig på grund af traumet fra fangenskab og vold. Det har gjort ham tryghedssøgende og kontaktsyg. Selv hvis han er sulten efter lidt skræmthed, vil han finde det svært at skræmme nogen, da det netop var da han forsøgte at skræmme nogen, at han blev fanget. Han er også bange for Pokebolde.

Det er hans natur at holde sig i baggrunden og forblive ubemærket, indtil han kan se sit snit til at poppe frem som trolden af en æske.

Note: Small size.

Fairy æg

Æg

Mission:
Overordnet tema er at fejre livet.

Emmas max level er 9.

Emma gik i en stor bue udenom en flok børn, der legede på gaden. Hun var aldrig sikker på, hvad hun kunne forvente fra den slags tumlerier, og da slet ikke hvis hun gik ind imellem dem. Hun var ikke helt klar over, hvad de legede, men det involverede en masse skrig og skrål og løben, og Emma forsøgte at lukke ørerne og bare komme forbi så hurtigt som muligt. Normalt kunne hun ignorere den slags hurlumhej, men hun måtte være ude af træning. Hun havde vænnet sig til den forholdsvise ro ude på ruterne og i skovene. At være tilbage i Goldenrod var noget af en omvæltning og hun var næsten chokeret over byens indtryk. Havde den virkelig altid været så aktiv? Så livlig og larmende? Emma lukkede øjnene halvt og undlod kun lige at lade være med at holde sig for ørerne, mens hun travede raskt videre imod sit mål, Stephens hus.

Emma pustede ud, da hun kom indenfor den første dør og kunne lukke lyden fra gaden ude. Hun stod et øjeblik og lyttede. Lydene udenfor var stadig hørbare, men trods alt dæmpede og til at distrahere fra. Emma trak luft ind og skubbede en vag følelse af længsel til side. Hvad skulle hun dog længes efter, når hun faktisk var hjemme igen? Selvom det kun ville være et kort besøg. Hun tog skoene af og gik fra entreen til køkkenet, hvor hun lagde buketten fra sig på køkkenbordet. "Stephen?" spurgte hun ud i rummet med tilpas høj stemme til, at det også kunne høres i stuen. Intet svar. Emma fortsatte ind i stuen, konstaterede den tom og fortsatte hen til døren ind til kontoret. Med et blik på de to æg i sofaen bankede hun på kontordøren. Et dæmpet "Ja?" lød bag døren og raslen og skraben mod gulvet fulgte. "Jeg er tilbage." oplyste Emma og gik hen til sofaen, inden kontordøren nåede at åbne sig.
Hun var ikke urolig som sådan. Æggene lå godt, men hun havde efterladt dem i Tatos varetægt, så hun havde regnet med også at se ham. Da hun kom nærmere, så hun ham da også skjult bag æggene med sin hale slået omkring dem. Han kiggede op på hende med mimrende næse og hun smilede. "Er du blevet en hønemor?" lød det bag hende, og Emma stivnede en smule, før hun slappede af i skuldrene og vendte sig om med neutral mine.
Den slags spørgsmål fortjente ingen svar. "Er du klar til at gå?"
Stephen smilede vagt og gav et kort nik. Han løftede sin hånd og et øjeblik troede Emma, at han ville klappe hende på hovedet eller noget andet fjollet, men så drejede han mod køkkenet, og Emma vendte sig tilbage mod Tato. "Klarer du dig godt nok her, eller vil du med?" spurgte hun Rattata'en.

Tato rejste sig halvt, flyttede sirligt på det ene æg med en pote og puttede sig ind til æggene igen med et sigende blik på Emma. Emma kunne ikke frasige sig endnu et smil. "Okay. Det vil ikke være så længe." Hun lagde en finger på det andet æg, bare for at konstatere at det ikke havde tænkt sig at klække i det korte tidsrum de ville være væk. Selvom hun stolede på Tato til at tage sig af æggene, kunne hun nemt forestille sig at en enlig Rattata kunne blive overvældet, hvis han stod alene med to nyklækkede Pokemoner. Heldigvis lod ingen af æggene til at være tæt på. Ingen bevægelse var at føle fra nogen af dem. Tato strakte sig efter hendes fingre og hun gav sig og strøg ham over hovedet, inden hun gik. "Vi ses senere."

Stephen stod i køkkenet og studerede blomsterbuketten. Emma havde problemer med at aflæse hans ansigtsudtryk, men det var jo det sædvanlige problem. "Er de gode nok?" spurgte hun. Det var første gang hun havde købt blomsterne, og selvom hun var gået efter farver hun kunne huske fra tidligere buketter, kunne det sagtens være at hun havde fået fat i en forkert slags blomster. Men Stephen nikkede, og fem minutter senere fandt Emma sig tilbage på gaden igen. Stephen førte an, selvom Emma kendte vejen udmærket. Efter ti minutters gang var de væk fra den værste menneskemængde og kunne se kirketårnet titte op mellem de lavere huse i villakvarteret, som de kom ind i. Ingen af dem sagde noget.

Wordcount: 801

Kirkegården var som sædvanlig stille, selvom der faktisk var et par besøgende til stede udover dem. Emma noterede sig hvor de andre befandt sig, så godt hun nu kunne. Det var ikke fordi hun var egentlig nysgerrig omkring deres gøren og laden. De var tydeligvis her af samme årsag som hende og Stephen, men hun foretrak at vide hvor bevægelige genstande befandt sig, så hun ikke blev overrasket senere. Stephen førte stadig an, og Emma var glad for den detalje. Hun var ikke helt sikker på, hvor graven lå, og det gav hende ekstra tid til at studere omgivelserne, når hun ikke også skulle prøve at finde vej.

Stephen stoppede ved en enkeltgrav forputtet ind mellem to store. Der stod et stort træ på graven til venstre, en Thuja, hvis ikke Emma tog meget fejl. I hvert fald et af de træer som var normale for kirkegårde. Træet blokerede for en stor del af lyset, og Emma var forbavset over at hun ikke kunne huske det fra tidligere. På den anden side var det begrænset, hvad man kunne huske fra et sted, man kun så én gang om året. Ved siden af det store træ så graven til højre meget bar ud, men det var bedre end hvis der også havde stået et træ og skygget yderligere fra den side. Så ville enkeltgraven da helt være forsvundet. Som det var, stod enkeltgraven med sin egen lille busk og en cremet hvid sten, der lyste op mellem det grønne. I modsætning til mange af gravene i nærheden havde enkeltgraven intet rall. Kun den ene busk, gravstenen og så dækkede trædebregner resten. Emma havde ingen anelse om hvad slags busken var. Den var tydeligvis i familie med Thuja'en med sine skællede 'blade', men langt mørkere end træet og en tættere, mere buet vækst. Det gav en flot kontrast imod trædebregnernes lysere grøn.
Emma satte sig på hug og så til, mens Stephen fandt et keglebæger bag stenen og stillede blomsterne an til venstre for stenen. Busken optog pladsen til højre, og selvom nabotræet stadig skyggede, gav de farvede blomster pludselig nyt liv til stedet. Et smil blussede op i Emmas ansigt, før Stephen fik vendt sig mod hende igen. Stephen trådte tilbage ud på stien og de stod lidt og kiggede. "Tillykke med fødselsdagen" sagde Emma høfligt, og Stephen gav et nik til stenen. Stephen sagde sjældent noget.

Da de havde stået et par minutter mere, begyndte Emma at kigge på omgivelserne igen. Hun undrede sig over, hvorfor det tog længere i dag. Indtil nu havde de gjort nøjagtig som de plejede, så hvorfor stod de her stadig? Emma så en af de andre gæster to rækker væk. Noget småt og gult sværmede omkring vedkommende, og for en gangs skyld kunne Emma ikke bedømme hvad det var. Hun afviste at det skulle være en Chingling. Bevægelserne passede ikke, og hvis en Chingling havde bevæget sig sådan, burde hun havde hørt bjælden. Alternativt kunne det være en Combee, men helt så lysegul, mente hun ikke Combee var, og derfra var Emma blank på forslag. Hun stod stadig og prøvede at regne det ud, men turde ikke gå tættere på for at få den bedre i øjesyn, da Stephen sagde noget. Øjeblikkeligt var Emmas opmærksomhed tilbage på Stephen.
"Hvordan er rejsen gået indtil nu?" spurgte Stephen. Han var åbenbart begyndt med hendes navn. Emma var næsten paf: over flere forskellige ting. For det første at han overhovedet spurgte. Men også at han gjorde det nu, når han havde haft rig mulighed for det i går, da hun kom. Og at han spurgte. Hun kunne ikke huske at han nogensinde havde spurgt til noget. Emma må have måbet, for Stephen gav et lidt undskyldende smil og tilføjede: "Jeg ved du ikke ønskede det, men hvordan har det så været? Det virker ikke ligefrem som om du er kommet hjem for at blive." Og det havde han jo for sin hvis ret i.

Emma kiggede tilbage på graven, så hun ikke behøvedes at se på Stephen, mens hun svarede efter bedste evne. "Det er vel meningen, at jeg skal føre rejsen til ende, når jeg nu har begyndt den." begyndte hun med at forklare grunden til, at hun faktisk fortsatte her bagefter. Det var virkelig ikke noget hun havde skænket en tanke, at der var andre muligheder. Rejsen var jo hendes sidste chance. "Og det har været.. okay. Jeg lærer noget. Bulbasaur og Rattata, Løg og Tato, er interessante at arbejde med. Ja, det er Beldum også." Hun kastede et blik på Stephen, men han smilede blot videre, og gjorde en bevægelse, som hun antog var en opfordring til at fortsætte. Emma kiggede på graven igen med en svag rynke over næsen. Det var svært at finde på mere at sige. "Jeg har hjulpet med en bjergning af et forlist skib, eller nærmere med at redde pokemonerne fra forliset, og et par stykker af dem endte med at komme med mig. Jeg mangler stadig at lære dem at kende, så det regnede jeg med at starte på, mens jeg var her." sluttede hun, og besluttede at det måtte være alt der kunne siges på hendes front.

Det mindede hende om at Pumpkaboo'en måske ville have fornøjelse af kirkegården, og det var sådan set også derfor hun havde taget den med herud til at begynde med. Hun havde bare glemt det i mellemtiden. Emma tøvede dog med at lukke den ud med det første. Hun havde ingen anelse om, hvordan den ville reagere efter så lang tid i pokebolden. "Må jeg se dem?" spurgte Stephen, og afgjorde dermed sagen for hende. Emma gav et kort nik og lukkede først Pumpkaboo, så Goomy ud. Hun skyndte sig at gemme begge bolde i lommen, så Pumpkaboo ikke skulle blive mindet om, hvor han havde været.
Pumpkaboo klyngede sig straks til hendes jakke, men Goomy blev stående hvor den var. Emma gik ned på hug, og Stephen fulgte hendes eksempel for at tage de to nærmere i øjesyn. Emma strejfede Pumpkaboos indtørrede blade i et forsøg på at berolige den. "Hey, det er bare mig. Vi er på kirkegården og besøge min mor, Maria." mumlede hun, og gav et nik mod Stephen for at introducere dem. "Det er min far, Stephen. Stephen, dette er Terne, en Pumpkaboo, og Dyn er en Goomy." Emma havde konkluderet at kælenavne var en nødvendighed, specielt når man skulle skelne mellem sine og andre. Det var heldigt, at hun ikke behøvede være særlig kreativ for at stille pokemonerne tilfreds. I hvert fald havde ingen brokket sig endnu, men hun manglede nu stadig et til Beldum.

Stephen hilste pænt på de to med forsigtige nik. Dyn hilste tilbage med en gyngen af hele kroppen, og vippede også lidt frem som om han ville røre ved Stephens ene hånd, der hang tættest ved jorden, men Terne skjulte sit ansigt i Emmas jakke. "Terne er blevet traumatiseret af sine oplevelser, desværre. Han er bange for mange ting." Stephen tog det ikke ilde op, at Terne nægtede at hilse på ham. I stedet lagde han den hånd, som Dyn havde forsøgt at nå, på hovedet af Dyn og gav et par små klap. En lille rykning gik over Emmas kind, da hun så slimen han fik ud af sin handling, men Stephen blev ved med at smile mildt, og tørrede først hånden, da han havde rejst sig og fik den udenfor Dyns synsfelt. Emma havde aldrig helt forstået, hvad Stephens forhold til Pokemoner egentlig var. "De skal være velkomne til at lege i haven med Spinarak, hvis det er." tilbød han. Emma nikkede i accept uden at kunne regne ud, hvad hun skulle sige. Normalt var tavsheden imellem dem komfortabel, og Emma havde aldrig tænkt yderlige over det, men idet Stephen stod der med hånden på ryggen og skar en grimasse hun normalt ikke så, men genkendte som usikkerhed, gik det op for hende, at Stephen heller ikke vidste hvad han skulle sige og pludselig var tavsheden mærkelig. Emma bøjede hovedet og kiggede ned på Dyn og Terne. Hun brød sig ikke om at se Stephen usikker. Han var en stabilitet i hendes verden, altid rolig, altid lidt fjern. Hun hørte ham trække luft ind. "Jeg vil tage hjem igen, men hvis du gerne vil blive her lidt, er det i orden." Emma kiggede op og konstaterede, at hans ansigt var tilbage i de rette folder. Lige pludselig havde hun ikke lyst til at følge med ham tilbage til huset, og forøvrigt havde Dyn og Terne jo slet ikke set kirkegården. "Så bliver jeg lidt og viser Pokemonerne rundt." fortalte hun. Stephen gav et nik og gik sin vej. Emma så ham gå, forvirret over den knude, der var opstået i hendes mave.

Wordcount: 1576

Emma blev vækket fra sin 'trance' af Terne, der rykkede i hendes jakke. De stod begge og kiggede på hende. Emma tvang et smil over sine læber. "Lad mig vise jer stedet. Dette er en kirkegård. Her begraver mennesker deres døde." forklarede hun, og begyndte at gå. Hun gik systematisk til værks, bevægede sig fra den ene sti mellem gravene til den næste, så de ville ende op med at have været forbi hver grav på kirkegården. Det var heldigvis ikke en af de store kirkegårde. Det ville have taget for lang tid. Dyn gled roligt ved siden af hende, men Terne rendte lidt foran så snart det bare var dem tre. Det var ikke helt som Tato ville have gjort det. Terne var aldrig længere end to fod foran, og han holdt sig til den samme side af stien, mens han brugte buske og små træer som dække og kiggede frem bag dem. Da de kom til den sti, hvor en anden besøgende stod, smuttede han straks om bag Emma igen og klyngede til hendes jakke. På en eller anden måde præsterede han at gøre det uden at støde ind i Dyn undervejs.

Emma satte farten ned, da de nærmede sig den anden person. Stien var smal. Den var ikke ligefrem lavet til at mere end én person gik på stien på samme tid. Hun så nu at det var en kvinde, måske i 20'erne, måske i 30'erne. Hun genkendte stadig ikke Pokemonen, og det forbavsede hende. Som minimum havde hun set et billede af hver af de nye Pokemoner fra Kalos, og hun genkendte overhovedet ikke det lille insekt, der sværmede om kvindens hoved. Emma havde ikke taget sin Pokedex med, og det ville forøvrigt også have være uhøfligt at undersøge på den måde. Folk på kirkegårde var temmelig ømfindtlige med hvad man gjorde omkring dem. Emma kunne bare ikke have uvidenhed omkring en Pokemon hængende på sig. "Undskyld mig," sagde hun, da hun nåede indenfor rette afstand til samtale. Kvinden havde ikke skænket hende et eneste blik. "Men må jeg spørge hvilken Pokemon, du har der?"
Kvinden kiggede op fra graven, så Emmas forsigtige vift med hånden og kiggede over sit hoved. Kvinden skar en grimasse, sukkede og sagde så noget opgivende. "Det er en Cutiefly."
Emma ventede på, at der skulle komme mere, men kvinden havde sænket blikket til graven igen. Emma klemte kortvarigt sin læbe mellem tænderne og sagde så. "Hvor kommer den fra?"
Kvinden løftede ikke øjnene denne gang, og Emma var urolig for om hun havde krydset en usynlig linje, men kvinden svarede trods alt. "Den klækkede for nogle dage siden fra min bedstemors sidste kuld af æg. Hun er.. var breeder og hun nåede ikke engang at se sit sidste kuld." Kvinden brød ud i gråd halvvejs igennem sætningen, og Emma følte sig nu endnu mere på dybt vand. Terne klynkede i hendes jakke. Det lille insekt forsøgte at sætte sig på kvindens skulder, men blev verfet væk. Det blev Dyn der afbrød gråden, da han gled frem og strejfede kvindens bukseben med en af sine antenner. Emma var noget forbavset, da kvinden satte sig på hug og aede Dyn som havde det været Tato eller noget andet pelsklædt.
"Det gør mig ondt for dit tab." forsøgte Emma at kondolere med oprigtig stemme.
Kvinden kiggede op på hende og virkede til at se hende rigtigt for første gang. I hvert fald faldt kvindens øjne også til Ternes skjul i jakken og flyttede sig mellem Emma og Dyn, som hun ikke stoppede med at ae. "Tak."

Cutiefly (level 1) flakser rundt

Insektet forsøgte igen at sætte sig på kvindens skulder, og blev igen verfet væk. Emma undrede sig lidt over denne behandling, når nu kvinden ikke havde noget imod Goomy'ens slim. Emma holdt en hånd ud i invitation til insektet, men turde ikke sige noget. I stedet fik hun øjenkontakt med Cutiefly'en og gjorde en lille bevægelse med hovedet mod sin udstrakte hånd. Insektet summede tøvende i luften, men endte med at dale ned på hendes hånd til sidst. Der sad den og faldt helt sammen. Emma kunne næsten se den gispe og puste. Åbenbart havde den været træt. Det gav Emma lejlighed til at studere den på tættere hold. Hun savnede stadig reel information om den. For hvordan havde breederen fået et æg med noget i som Emma ikke kendte? Nu følte hun dog, at hun ikke kunne tillade sig at spørge kvinden om mere. Hun kunne dog heller ikke gå sin vej, så længe Dyn var en trøst for kvinden, så hun blev stående i afventende tavshed. Hun skævede til graven og konstaterede at den var helt ny. Der lå stadig mange blomster fra begravelsen og i stedet for at være flad og dækket af rall, lå der en kistestor dynge af pænt revet muld. Der var en gravsten, men ingen nylige datoer og derfor intet navn for nyligt afdøde.

Emma nåede at blive træt i armen, der fungerede som Cutiefly'ens hvilested, men hun gjorde sit bedste for at holde den i samme højde alligevel. Hendes arm rystede sikkert med jævne mellemrum efterhånden, og insektet flyttede på sine små fødder, men lettede ikke lige med det samme. Først da kvinden rejste sig med et suk, tog Cutiefly'en på vingerne igen. "Tak for selskabet." sagde kvinden og så mest ud til, at hun henvendte sig til Dyn. Dyn blævrede. Emma lod sin arm glide ned til siden, mens kvinden så hende an igen. "Du må undskylde. Bedstemor elskede sine babyer, og nu ved jeg ikke hvad jeg skal stille op med de tre nye. Ingen i familien vil have dem." Kvinden klemte øjnene sammen og så ud til at gøre sig umage for at holde et nyt anfald af tårer tilbage.
"Det gør ikke noget." mumlede Emma. Hun havde ikke meget forstand på hvad en breeders arbejde bestod i. Hun kendte kun en smule til avl, specifikt genetikken bag arv og hvad pokemoner kunne lære fra forældre, men hvad en rigtig breeder egentlig lavede, havde hun aldrig sat sig ind i.
Kvinden trådte så meget til side det kunne lade sig gøre på den smalle sti, og Emma reagerede hurtigt, selvom hun ikke havde forventet den pludselige ekstra plads. Hun nikkede taknemmeligt og smøg sig forbi. Åbenbart var kvinden ikke færdig med sit besøg. Da de kom ned for enden af stien, kiggede Emma sig tilbage. Scenen lignede den samme, kvinden og det sværmende insekt om hovedet.

Emma gjorde turen rundt på kirkegården kort derefter. Terne lod ikke til at nyde den så meget, som hun havde troet, og Dyn lod til at blive træt af at bevæge sig rundt på stiernes stenmelsoverflader. Emma var blevet både træt og fascineret af sit møde med kvinden. Hendes hjerne arbejdede på højtryk, og hun endte med at konkludere, at et nyt område i verden, ligesom Kalos regionen, var begyndt at dele ud af deres anderledes Pokemoner. "Lad os tage hjem til Tato og Stephen." besluttede Emma.

Wordcount: 1266

Emma tilbragte resten af dagen i haven sammen med Pokemonerne. Stephen havde jo sagt de var velkommen til det, og vejret var fint nok, så længe hun havde sin jakke på. Haven var en pæn størrelse, med et havebord på terassen og et skyggende træ. Det meste var ren græsplæne med et enkelt æbletræ i bunden. Emma sad ved havebordet og skimmede fagbøger og artikler hun havde taget med ud fra huset. Æggene havde hun placeret i en kurv ved sine fødder. Hvis de skulle begynde at røre på sig, kunne hun mærke det på sit ben, og kurven stod så Tato og de andre også kunne tjekke til dem, hvis de fik lyst. Emma havde læst sig frem til, at æg udviklede sig bedst i nærheden af Pokemoner, selvom hun ikke forstod hvad forskel det skulle gøre om der var Pokemoner eller ej i nærheden af ægget. Under alle omstændigheder tjekkede Tato tit op på æggene og var fysisk henne at røre og flytte en lille smule på dem ca. hver tyvende minut. Hvis der var nogen, der var en hønemor, så var det ham. Dyn og Terne legede med Stephens Spinarak. Den gamle edderkop var ikke hurtig, men dens langsomme og rolige gemyt, gjorde virkelig underværker i at berolige den nervøse Terne, og Emma bemærkede hvordan Dyn brugte lang tid på at pludre med Spinarak'en. Deres 'leg' vekslede imellem at tumle rigtigt omkring i græsset og holde lange pauser, hvor de bare sad i solen og sagde lyde i ny og næ. Og nogle gange, ikke helt så tit som Tato, så kom de tre hen i samlet flok og kiggede og rørte ved æggene. Emma fik en markant følelse af, at Pokemoner generelt respekterede og værdsatte æg højere end noget andet. Lidt på samme måde som de fleste mennesker kunne beundre nyfødte babyer. Terne var den eneste af de fire, der holdt sig mere tilbage, når de tog turen forbi æggene, men hvad det skyldtes var hun ikke helt klar over.

Emma selv vekslede imellem at læse i de forskellige tekster og kigge på Pokemonernes leg. Enkelte gange kastede hun et blik op på vinduet ind til kontoret. Hun syntes hun så bevægelse ud af øjenkrogen, men hver gang var der ingenting. Hun vidste at Stephen sad på kontoret som han plejede, og når han gjorde flyttede han sig som regel ikke fra sit skrivebord. Han havde dog opført sig anderledes i dag, og hvis nogen bevægede sig rundt deroppe, kunne det ikke være andre end ham. Da hun for tredje gang ikke så noget bag vinduet, trak hun på skulderen og vendte fokus tilbage til sin tekst. Hun var ved at prøve at se om hun kunne finde noget om en Cutiefly. Desværre var alle bøgerne en vis alder. De havde ikke engang noget om Fairy typen, som ellers var blevet opdaget for noget tid siden efterhånden. En enkel af de nyere artikler nævnte fairy typen og havde endda en liste over hvilke af de 'gamle' pokemoner var blevet redefineret som fairy type efter den nye viden. Emma blev glædelig overrasket over at finde Ralts på listen. Det betød at der ikke længere var tvivl om, hvilke Pokemoner der var Fairy typer nu, og hun kunne bruge den viden med sikkerhed, når hun skulle til at arbejde med Sayen senere. Men stadig fandt hun intet om nogen Cutiefly. Hun endte med at finde sin Pokedex frem, for at se om den skulle have noget om det. Hun var ikke vant til at bruge sin Pokedex til informationssøgning, men det viste sig at den faktisk var opdateret, og endelig fik hun navnet på den 'nye' region, Alola, et fjernt ørige. Desværre var det ikke meget andet der stod, og Emma pustede luft ud næsten opgivende. Hun måtte finde en anden metode at finde information på, når ikke hendes elskede bøger slog til længere, men hvad var hendes alternativer? Hun rettede sig op og kiggede ud i luften, da det slog hende: Praktisk erfaring. Nogen havde været ude og undersøge ting i den fysiske verden, før det blev skrevet i bøger. Og hvis det ikke var nået til bøgerne endnu, måtte hun finde mennesker, der havde været derude. Emma brugte ikke mange sekunder på at regne ud, hvilke mennesker der potentielt havde oplevet det område, som hun søgte information omkring. De første mennesker på et ørige måtte være søfolk. Emma skævede i den retning, som hun vidste Goldenrods havn var i. Den var ikke helt så stor som Olivine, så vidt hun vidste, men den var hendes nærmeste alternativ.

Inden Emma kunne nå længere i sine overvejelser, mærkede hun et puf fra en snude på sit ben. Tato prøvede at komme i kontakt med hende. Da hun kiggede ned, gjorde han et kast med hovedet i retning af græsplænen, og Emma kiggede ud på de andre. De så alle afventende på hende, og Dyn vinkede med sine følehorn som i invitation. "Vil I have mig med til at lege?" spurgte hun en anelse vantro. Tato nikkede. Dyn vippede frem og tilbage, mens Terne viftede lidt med sine blade. Spinarak'en var den eneste der ikke gjorde noget. Emma kiggede på sine papirer, men hun havde jo allerede konkluderet, at hun ikke fik mere ud af dem for nu. Tøvende kom hun på benene og fulgte Tato ud på græsset efter at have taget kurven med æggene på armen. Hun satte sig ned i græsset en lille halv meter fra den lille gruppe med kurven lidt bag sig. Tato gav hendes knæ et lille puf med poten og løb i en cirkel rundt om dem alle. Terne hoppede op i skødet på hende, inden hun kunne nå at blinke, og pludselig blev hun inkluderet i legen lidt på samme måde som æggene, med jævnlige strøg og berøringer og i ny og næ lidt kraftigere puffen og masen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det. Terne rokkede sig ikke fra hendes skød, og da hun ikke ønskede at ødelægge den tiltro Pumpkaboo'en havde fået til hende, turde hun ikke skubbe ham væk igen. Tato udnyttede fuldt ud at hun nu var bundet til græsplænen, og var den mest nærgående. Han nærmest moslede rundt om hende, og kravlede også rundt om Terne ved at tage turen over hendes lår. Han næsten kvidrede til Dyn og Spinarak, så det ud til, og var henne at puffe til Dyn et par gange, inden Goomy'en nærmede sig Emma med langt større forsigtighed. Emma så Tatos grin, for kunne det være andet med det tandsæt?, og konkluderede at han lige måtte have opmuntret Dyn til også at deltage i den fysiske udfoldelse vel vidende, at Emma ikke brød sig voldsomt om det. "Du er ikke så lidt fræk." mumlede hun uden bid.

Dyn var i det mindste ikke overstadig. Emma ville næsten kalde hans tilnærmelse betænksom, og hun pustede ud og prøvede at imitere kvindens aen fra tidligere på dagen. Han havde jo åbenlyst ikke haft noget imod det, så det hun havde antaget som reservation imod berøringer, var nok noget helt anden. Hun kunne ikke helt undertrykke en grimasse ved berøringen med den slimede hud. Det var essentielt at hun fik vasket sine hænder grundigt bagefter, men kontakten fik hende også til at indse, at Dyn snart havde brug for et nyt brus af væske. Han havde leget længe udenfor skyggen med de andre i dag, og selvom vejret ikke var højt solskin, skulle der ikke meget til at tørre Goomy'ens skin ud. Hun fiskede en lille sprayflaske op af lommen og gav ham et par sprøjt på begge sider. "Du skal altså komme og give tegn, når du trænger til at blive gjort mere fugtig." mindede hun ham om imens.

Derefter affandt Emma sig med at blive kravlet rundt på og nusset med, eller der blev forlangt at hun nussede med sine tre pokemoner. Spinarak var den eneste der ikke gjorde nogle tilnærmelser overhovedet. Den syntes tilfreds med at overvære de unge Pokemoner indynde sig hos træneren. Hun vidste ikke hvor længe de havde siddet i græsset, da hun hørte havedøren åbne og lukke. Spinarak'en reagerede prompte og løb Stephen i møde. Emma så sig tilbage. "Det er ved at være spisetid." oplyste Stephen.

Wordcount: 1495

Aftensmaden var som sædvanlig en stille affære, selvom der nu befandt sig tre Pokemoner mere i huset. Stephen havde sat ekstra skåle ud ved siden af Spinaraks, og Pokemonerne fulgte Spinaraks eksemplariske opførsel, mens de spiste. Da Tato var færdig satte han sig op på stolen ved siden af Emma og vaskede sig. Kurven med de to æg stod også på stolen, og da han var færdig med at nette sig, krøb Tato op i kurven og holdt æggene med selskab, mens han holdt øjnene på Emma. Emma var efterhånden vant til hans konstante vågen over sine bevægelser, selvom hun endnu ikke havde forstået, hvorfor han gjorde det. Hun havde valgt ikke at lade sig mærke med noget. Dyn og Terne krøb sammen i et hjørne af køkkenet og så ud til at falde i søvn temmelig hurtigt. Spinarak kravlede helt op på bordet. Den var den eneste Pokemon der nogensinde havde fået lov til det under maden, og den holdt sig altid i den ende af bordet, hvor der intet stod. I dagens anledning stod der et lille flag, og Spinarak lagde et ben om flaget, som om den krammede det.

Stephen blev først færdig, og han lænede sig tilbage i sin stol, mens Emma afsluttede sit måltid. Hun bemærkede nok, at han endnu engang kiggede på hende, men ligesom ved Tato lod hun sig ikke mærke med det. Da hun var færdig og havde lagt bestikket fra sig, kiggede hun op på Stephen. "Skal vi synge?" spurgte hun. Det var en tradition de havde, og Stephen nikkede og rømmede sig. Emma lod ham synge for. "I dag er det..." Emma stemte i og bemærkede, at Spinarak vippede med flaget i takt med sangens rytme. De sang kun første vers, så det var hurtigt overstået. Emma var klar til at rydde op lige bagefter, men Stephen blev siddende, og igen usikker blev Emma siddende og gav ham et spørgende blik. Stephen rømmede sig igen. "Hvad er dine planer for i morgen?"
Emma glippede med øjnene, men svarede pligtskyldigt. "Jeg tænkte, jeg ville tage ind til havnen og se om jeg kunne finde et skib eller nogle sømænd, der har været i Alola."
Et udtryk af forbavselse gled over Stephens ansigt, men det var hurtigt væk igen. "Jeg vil være ude af huset noget af dagen. Du vil blive nødt til at tage dine Pokemoner med dig."
Emma nikkede i accept. Det lød logisk nok. Det kunne have været enden på 'samtalen', hvis alt havde været normalt. De plejede sådan set kun at udveklse oplysninger om deres gøren og laden og alt det praktiske, der skulle ske, men Stephen blev ved med at se ud som om han ville sige mere, så Emma blev siddende og ventede.
Stephen sukkede og så træt ud. Til sidst rejste han sig. "Lad os rydde væk."
Emma fulgte hans eksempel og tog sin tallerken til køkkenvasken. Hun forstod ikke, hvad der foregik. Stephen havde åbenlyst noget han gerne ville hende, men noget holdt ham tilbage fra at få det sagt. Der var ikke noget hun kunne gøre ved det, før han fik sagt hvad det drejede sig om, så indtil da, måtte hun bare vente. Hans opførsel gjorde hende usikker og utryg på hvad hun kunne vente sig, og hun brød sig ikke om det, men hun undertrykkede fornemmelsen efter bedste evne og lod rutinerne styre sig.

Stephen fortrak sig tilbage til sit kontor efter oprydningen, og Emma kaldte Dyn og Terne ind i deres pokebolde, mens de sov. På den måde kunne Terne ikke nå at blive skræmt af synet af pokeboldene. Hun tog kurven på armen, efter Tato var hoppet ud, og gik til sit soveværelse. Hun stillede kurven på stolen ved siden af sengen, og gik til badeværelset for at børste tænder. Tato fulgte hende i hælene. Efter at have børstet tænder og trukket i nattøj, vendte hun tilbage til værelset og krøb op i sengen. Det var underligt at være tilbage i sit eget værelse. Hun var kun ankommet tidligt denne morgen, så det var hendes første nat hjemme i lang tid. Et stykke tid lå hun og kiggede op i loftet. Så vendte hun sig om på siden, hvor hun fik direkte udsyn til stolen med kurven, æggene og Tato. Han havde heller ikke lukket øjnene endnu. Han havde endnu engang lagt sig op i kurven. Det var heldigt han var lille nok til at kunne være der sammen med dem, uden at det var et problem. Han var ved at finde sig til rette og møvede lidt rundt med de to æg, indtil han lå godt. Så lagde han hovedet på kurvekanten og havde derved udsigt til hende. Han sagde den lyd, han plejede at sige, når de lagde sig til ro for natten. Det var sikkert hans version af godnat. Emma havde ikke for vane at sige det, men alle dagens hændelser havde fået hende til at føle sig sært til mode. "Godnat" hviskede hun.

Wordcount: 900

Med kurven på armen, Tato ved sine fødder og Dyn og Terne i deres pokebolde i bæltet stod Emma på havnen den næste morgen, klar til at møde skibene og sømændene der kom ind. Der var selvfølgelig skibe, der allerede lå til, og skibe der var i gang med forberedelser til at lette anker, men Emma var mest interesseret i de mest nytilkomne. Det var lykkedes hende at finde ud af, at ingen af dem, der var kommet før i dag, havde haft kursen forbi Alola eller andre fremmede regioner indenfor de sidste tre dage. Til gengæld skulle der komme et skib her til morgen, eller det var kommet og Emma manglede blot at finde ud af hvor det var. Hun havde været rimelig tidligt oppe, men havnefolkene havde tydeligvis været i gang længe allerede og havnen var et mylder af arbejdende folk. Emma ønskede ikke at være til gene, så i første omgang stod hun pænt til siden og prøvede at få et overblik over situationen. Hun havde besluttet at starte fra en ende af, da skibskontoret på centrum af havnen, var mindst lige så travl som resten af havnen, og hun var ikke helt klar over, hvad hun kunne eller skulle spørge om for at blive ledt på rette vej. Altså blev det en travetur fra det den ene ende af havnen til den anden med et kig på hver skib undervejs.

Det første skib var ved at blive lastet. Machokes og Poliwraths var i flertallet af Pokemoner, der hjalp sømændene med at få store kasser og tønder om bord. En Gurdurr hjalp en gruppe med at fastgøre en container til lænker, så den kunne løftes med en kran. Bare for en sikkerheds skyld fandt Emma sin pokedex frem og registrerede hver Pokemon hun så. På den måde ville hun allerede have den fremme, hvis der skulle vise sig Pokemoner, som hun ikke umiddelbart kendte. Hun behøvedes ikke at spørge, hvor de skulle hen. Hun overhørte en af de store folk sige højt til en matros, at lasten skulle til Unova. Emma smøg sig gennem mængden og videre til næste skib.

Der var en tom plads på vej hen til det næste skib. Her var en anderledes mangel på aktivitet. Skibet var hverken i gang med at blive lastet eller læsset af. En fyr stod ved rælingen og kiggede over på arbejdet ved det første skib. En anden var i gang med at skrubbe dækket, og fra et åbent koøje kunne hun høre larm som fra et køkken, så det måtte være kabyssen. Hun så på siden af skibet stod der skrevet med stor sort skrift 'Leben'. "Hey, du der!" råbte ham ved rælingen, og Emma kastede et næsten forskrækket blik op til ham. "Hvad hedder den Pokemon, der hjælper ved containeren?" spurgte han, da han havde hendes opmærksomhed. Han pegede tilbage mod det første skib med hele sin arm.
Per automatik fulgte Emma hans pegende arm med blikket, selvom hun godt vidste, hvad han snakkede om. Hun havde jo lige slået Gurdurr'en op på sin Pokedex, og måske havde fyren set hendes Pokedex, siden han spurgte. "Det er en Gurdurr. Den kommer originalt fra Unova." svarede Emma, høflig som altid, selvom hun var blevet forskrækket over henvendelsen.
Manden grinede stort. "Der har vi ikke været endnu!" Den der skrubbede dækket bag manden, sagde et eller andet, som Emma ikke hørte, og hun skyndte sig videre, mens han var distraheret.

Det tredje skib var ligesom det andet en smule stille af sig. Der var mere færdsel på det dog, idet en del folk gik til og fra, selvom ingen af dem havde det store læs på. Efter at Emma havde stået og kigget på det nogle minutter, blev hun enig med sig selv om, at det måtte være en færge for mennesker. En af de korte ruter, hvor mennesker ikke behøvedes meget andet end det de gik og stod i. Der var Pokemoner iblandt dem, men ikke udpræget mange af bestemte slags, ligesom lastpokemonerne ved det første skib. Hun så en Jigglypuff og Growlithe, Lillipup og Ledyba, en sovende Hoothoot på en skulder og en Vaporeon. Rejsende mellem Kanto og Johto besluttede Emma, hvis hun skulle vurdere ud fra Pokemonernes oprindelse, eller bare mellem Goldenrod, Olivine og Cianwood. Emma fortsatte uden at snakke med nogen.

Det fjerde skib syntes mere lovende. Til en start var det ved at blive læsset af, så det var et af de nyligt ankomne. Emma førte sin Pokedex henover mængden, for der var lige så mange hjælpende Pokemoner som ved skibet, der blev lastet. Det var bare nogle helt andre slags. Den første Pokemon Emma bemærkede var en imponerende Chesnaught, og bagved den så hun pludselig en Pangoro. Dette var Kalos Pokemoner, og selvom Emma havde set en del, da hun hjalp til i New Bark, så havde hun langt fra stiftet bekendtskab med særlig mange Pokemoner derfra. Hvis skibets besætning hovedsageligt kom fra Kalos, og derved skibet også, kunne der være en hel god chance for at det også havde haft Alola på sin rute. Emma blev stående og så på arbejdet, samtidig med at hun gjorde sig umage for ikke at stå i vejen. Hun håbede på at kunne fange en af sømændene, når de havde knap så travlt, hvis arbejdet da nogensinde stilnede af indenfor de næste par timer. Mens hun ventede, nåede hun også at se en Hawlucha på færd omkring skibets skorstene, og en Inkay der 'svømmede' rundt på landgangsbroen mellem folks ben. Emma fik næsten gåsehud, da hun genkendte dens udvikling og beskrivelse i pokedex'en. Tato havde hele tiden holdt sig tæt ved, og da Emma følte sig ukomfortabel, mærkede hun ham trykke sig ind til hendes ben, næsten som kunne han mærke hvordan hun havde det. Det gav hende jordforbindelse længe nok til at hun kunne ryste ubehaget af sig og fortælle sig selv, at Inkay'en var en helt anden og ikke havde noget med hendes tidligere oplevelser at gøre.

Emma var ikke den eneste tilskuer til aflæsningen af skibet. Sømændene syntes vant til folk, der bare stod og stirrede. Nogle store børn stod og lavede sjov med hinanden, mens de stod omkring en ubrugt fortøjningspæl næsten ved kajens kant. Mere anstændige folk stod længere inde på havnen og snakkede og pegede på forskellige dele af skibet. Emma endte op nærmest børnene i sit forsøg på at undgå at stå i vejen, mens hun ventede på at se hvornår de blev færdige. Hun kiggede med delvis længsel på det roligere område længere inde, hvor der også stod borde og stole fra en af havnens cafeer eller restauranter. På et tidspunkt gik børnene, efter at være blevet skældt huden fuld af en af matroserne. Han havde ikke været tilfreds med hvor tæt de stod på vandet i deres pjatteri. Emma havde sat sig på hug, mens dette stod på, og lod Tato kigge til æggene, mens hun studerede hvordan han drejede og flyttede lidt på dem. Selv mærkede hun hvordan deres temperatur føltes og dækkede dem så igen, med det stykke stof hun havde taget med for at skjule dem på udflugten. Hun rejste sig, og det gav et gip i hende, da matrosen stod over hende. Han var ikke en af de højeste, men han var stadig højere end Emma, og hun havde antaget, at han var gået igen. "Er der noget galt?" spurgte hun, da hans ansigt stadig så ud til at sidde i vrede folder.
"Hvorfor gik du ikke med de andre børn?" spurgte han direkte og skulende.
Emma så at børnene var forsvundet helt og kiggede så tilbage på manden. Hun trådte et enkelt skridt tilbage for at få ham ud af sin intimitetssfære. "Jeg er ikke med dem. Jeg venter på at en af sømændene får lidt tid tilovers til at svare på nogle spørgsmål." forklarede hun nøgternt. Tato slog med sin hale og slog sine tænder sammen med en høj lyd.
Matrosen kastede et blik ned på Rattata'en og tilbage på hende. "Om hvad?" Da Emma så uforstående ud, uddybede han: "Hvad er det du vil spørge om?"
Et lille smil slap fri af Emmas kontrol. "Jeg vil gerne høre om nogle på skibet nogensinde har været forbi Alola."
Matrosen brummede ved sig selv, og nikkede kort for hovedet. "Okay. Sæt dig op til cafe'en. Vi skulle være færdige om en lille time. Der har jeg og nogle kammerater landlov."

Wordcount: 1539

Det var tidligt nok på dagen til at det var nemt at finde et ledigt bord ved cafeen. Emma slog sig ned og brugte en af de resterende stole til kurven med æg. Hun var ikke tryg ved at stille dem fra sig på jorden på de hårde kolde fliser. Tato stod et øjeblik mellem de to stole og lod til at være i tvivl om, hvad han skulle gøre. Åbenbart endte han med at beslutte at blive på jorden, hvor han sad og kiggede på færdslen af mennesker. Emma lagde Pokedex'en fra sig på bordet og lagde den med vilje, så den hele tiden pegede mod skibet og de arbejdende pokemoner med deres mennesker. Hun havde ikke rigtig udnyttet Pokedex'ens potentiale før, fordi hun ikke rigtig forstod nytten af den. Det var dog begyndt at gå op for hende nu, mens den automatisk registrerede alle pokemoner der bevægede sig ind i dens søgefelt. Hun lod den arbejde, og fandt selv sit noteshæfte frem for at nedskrive eventuelle spørgsmål hun kunne have til sømændene.

Der gik ikke meget mere end ti minutter, før Emma blev forstyrret i sine notater. "Hey, var det ikke dig jeg så på kirkegården i går?" sagde en kvinde.
Emma kiggede op og studerede kvindens ansigt. Hun nikkede langsomt. "Det var dig med Cutiefly'en?" spurgte hun for at være sikker.
Kvinden udbrød en kort og svag latter, før hun slog sig ned og lænte sig ind over bordet. "Og det var dig, der havde en Goomy." konstaterede kvinden, samtidig med hun rakte en hånd ind over bordet til hilsen. "Navnet er Clemens, Birte Clemens."
Emma tog tøvende hendes hånd og trak sine noter og pokedex lidt tættere på for at give kvinden plads. "Emma Dal." tilbød hun høfligt.
Kvinden kørte en hånd gennem sit brune hår og lænede sig tilbage i stolen med et suk. "I det mindste var det ikke mit grådanfald du huskede mig på." sagde hun, selvom Emma mest troede det var til sig selv. Kvinden virkede anderledes og mere åben denne gang. Måske fordi hun ikke direkte stod overfor sin sorg på kirkegården. Den fremmedes blotte tilstedeværelse gjorde det dog umuligt for Emma at skrive mere, så hun lukkede sin notesbog og sad og stirrede på Pokedex'ens arbejde, mens hun spekulerede over hvad kvinden ville. "Du har ikke din Goomy med i dag?" spurgte kvinden efter en lille pause.
Emma kiggede op på kvinden. "Joh, men jeg foretrækker at holde antallet af Pokemoner på et minimum, når jeg er blandt mange mennesker." Hun nikkede ud mod kajen, som for at indikere hvad hun opfattede som mange mennesker. Kvinden så derud og lavede en eftertænksom grimasse, og siden hun ikke så ud til at ville gå igen lige med det samme, konkluderede Emma, at hun hellere måtte fortsætte noget, der kunne ligne en samtale. "Har du fundet ud af, hvad du skal gøre med de tre baby pokemoner?" Det var måske lidt taktløst, men da hun ikke anede andet om kvinden, kunne hun ikke se, hvad hun ellers skulle spørge om.
Kvinden vrængede sit ansigt, men så i det mindste ikke fornærmet ud. "Ikke rigtig. Jeg håbede på at kunne afsætte dem til nogle af de rejsende her, men indtil videre har jeg ikke haft det store held. De fleste søfolk vil have noget, der er robust til havet, og det er nogenlunde det samme for de andre rejsende. Hvad laver du herude?"
Emma skulle lige bruge et sekund på at konstatere emneskiftet. Hun havde aldrig været særlig god til at følge en samtale fra det ene punkt til det andet, men det gav faktisk mening, at kvinden spurgte, bestemte hun. Der var ikke så meget andet at spørge om. "Jeg er ved at prøve at undersøge noget mere om Alola." fortalte hun ærligt, og nikkede ud mod skibet. "En af sømændene lovede mig at svare på mine spørgsmål, når han fik landlov."

Dette lod til at få kvinden til at studse. Hun så i hvert fald forbavset ud og førte ikke samtalen videre lige med det samme. Pokedex'en var holdt op med at registrere nye Pokemoner, så Emma lod den få en pause, selvom hun regnede med at få brug for den senere. Tato blev træt af at holde øje med kajen og forbipasserende og kravlede under Emmas stol, for at tage kvinden nærmere i øjesyn. Kvinden lænede sig frem igen og så Emma ind i øjnene. Emma følte efterhånden hun var temmelig nærgående og lænede sig lidt tilbage. "Forstår jeg det rigtigt: Du ønskede at vide hvilket land Cutiefly kom fra, og ikke hvordan jeg havde fået den?" Hendes blik var meget gennemborende, og Emma nikkede blot. Kvinden kørte en hånd ned over sit ansigt og lænede sig tilbage i stolen igen med noget der lød som hulken men viste sig at være en form for latter, da hun fjernede hånden fra øjnene. Lettet over afstanden, slappede Emma lidt af igen. "Jeg havde glemt hvor nye Alolan Pokemoner er. Bedstemor snakkede næsten ikke om andet til sidst."
Dette kunne Emma ikke sige så meget til. Situationen havde ikke været optimal til at prøve at få uddybet. Kvinden rettede sig lidt op og tog sin store taske op på skødet. Emma havde ikke bemærket den før, men åbenbart havde kvinden haft tasken hængende over stoleryggen. "Her," sagde kvinden. "Du må godt registrere Cutiefly på din Pokedex, hvis du vil." Hun åbnede for tasken, og ud sværmede Cutiefly'en, samtidig med en lille lyserød ballon poppede ud på bordet, som Emma genkendte som en Igglybuff.

Efter et blik på kvindens ærlige ansigt, rettede Emma Pokedex'en mod de to Pokemoner en af gangen. Igglybuff'en stod pænt stille midt på bordet og lod til at tage scenen ind, mens Cutiefly'en svirpede frem og tilbage i luften mellem kvinden og Emma. Den var ikke helt nem at 'fange', men til sidst gav pokedex'en en lille vibration fra sig, og Emma kunne lægge den væk igen. "Tak" sagde hun. Hun kiggede på de to babyer, en smule nysgerrig efter deres opførsel. Hun ville have troet dem mindst lige så livlige som Pokemonerne der legede på græsset i går, men udover Cutiefly'ens nervøse sværmen, så virkede de ikke synderlig interessede i at foretage sig noget som helst. Noget helt andet var: "Du har dem ikke i Pokebolde?"
Tato blev nysgerrig over hvad der foregik på bordet og kravlede op af Emmas ben for at komme derop. Emma lod ham gøre det uden at kny, og kvinden gispede, da han hoppede op på bordet og snusede til Igglybuff'en. Hun accepterede dog hurtigt, at han ikke gjorde noget, og svarede i stedet på Emmas spørgsmål. "Som jeg sagde, er der ingen i familien, der vil have dem, så ingen har fanget dem i en Pokebold. Jeg tager mig kun af dem, så de ikke skal blive efterladt i det vilde uden nogen til at hjælpe sig."
Det gav vel mening, og Emma nikkede i forståelse. "Du sagde, der var 3?" kom hun så i tanke om, og kvinden nikkede, selvom en neutral maske havde lagt sig over hendes ansigt, mens hun fortalte om Pokemonerne. "Det er en anden Igglybuff, så det var ikke nødvendigt at tage den med til fremvisning."

Tato forsøgte at pirre lidt til Igglybuff'en, som slet ikke lod til at reagere på hans kontaktforsøg. Den var tydeligvis vågen, men efter at have sonderet omgivelserne stirrede den blot ud i luften på et punkt mellem Emma og kvinden. Emma brød sig ikke om den passivitet, og en lille rynke formede sig i panden på hende. Cutiefly'en begyndte at søge nærmere kvinden, og tog prøvedyk mod kvindens hoved og skulder. Hver gang den kom tæt på at røre hende, fløj kvindens hånd op og værfede den væk som et andet insekt. Det var næsten som om kvinden ikke engang tænkte over det. Emma trak luft ind og pustede luft ud, så holdt hun sin egen hånd ud i invitation for anden dag i træk. Cutiefly'en var ikke helt så længe om at acceptere tilbuddet, som dagen før, men tøvede stadig en lille smule. Da den først havde sat sig, lod Emma forsigtigt sin hånd hvile på bordet, så hun ikke ville blive træt i armen denne gang. Hvorfor den ikke bare havde sat sig på bordet, forstod hun ikke, men hun vidste jo heller ikke noget om insektet. Tato opgav Igglybuf'en og kom og snusede til Cutiefly i stedet. Denne gang blev han belønnet med en reel hilsen, og han pludrede noget tilbage til insektet.

Emma vendte sin opmærksomhed tilbage til kvinden, som var blevet sært stille. Hun så ikke helt ud til at være hjemme længere, så måske mindedes hun et eller andet. Måske var det på tide at dreje samtalen i en anden retning. "Hvad laver du ellers?" sagde hun og brød succesfuldt ind i hvad end kvinden havde tænkt på.
"Huh?" kvinden rettede sig lidt, kiggede på Igglybuff'en og Cutiefly'en og besluttede åbenbart at lade dem være. "Jeg hjælper til i en blomsterhandel. Du ved, den på den anden side af skinnerne?"
Emma nikkede. Det var den eneste rigtig kendte blomsterhandel i byen, men dog ikke en hun besøgte ofte. Den ene gang om året de havde brug for blomster, tog hun ind til en tættere på hjemmet.
Kvinden fortsatte: "Jeg skal på arbejde i morgen, så hvis jeg ikke kommer af med disse i dag, kan det være jeg er heldig med nogle af kunderne i morgen."

Wordcount: 1706

Tiden viste sig at være gået. En lille gruppe af sømænd troppede op efter ham fra tidligere havde udpeget Emma. Det var Emmas tur til at rette sig op i stolen, så hun sad med stiv ryg, da de nåede frem til bordet. Cafebordet gav ikke ligefrem plads til den fulde trop af nyankomne, men det lod ikke til at bremse dem synderligt. De rykkede et af de andre borde til og snuppede et par ekstra stole med også, og så sad der pludselig tre mandfolk og endnu en kvinde forsamlet omkring Emmas bord. Emma havde rakt ud og reddet kurven med æg, da sømanden der først havde fortalt hende, hvor hun kunne vente, havde set ud som om han ville sætte sig på den. Emma endte op med at bruge kurven som et værn mod de mange mennesker. Hun var ikke forberedt på så stor en flok. "Ah, så dette er de venlige folk, der har indvilliget i at fortælle dig om Alola?" udtrykte kvinden, Birte, og så rundt på flokken uden at gøre anstalter til at gå sin vej. "Hvad hedder I?" Overrasket, var Emma taknemmelig for, at kvinden faktisk blev. Hendes snak gjorde det muligt for Emma at finde mælet, inden det blev alt for mærkeligt eller søfolket besluttede sig for at gå igen.
Ham, der havde jaget børnene væk fra kajen, svarede: "Jeg er Emmett. Dette er mine kammerater Makaio, Iola og Jack." Hver person nikkede i hilsen ved deres navn.
Birte rejste sig halvt i stolen og trykkede en hånd hver, mens hun præsenterede sig: "Jeg er Birte Clemens. Min bedstemor handlede tit med søfolk i havnen for at finde gode Pokemoner at breede med, Anne Beth, hvis det siger jer noget."
Manden Jack nikkede, men resten rystede umærkeligt på hovedet, og Emma fugtede læberne, da deres opmærksomhed faldt på hende. "Jeg hedder Emma. Tak fordi I ville sætte lidt tid af til at stille min nysgerrighed." Hun fandt sine noter og Pokedex frem, mens alle nikkede i tilkendegivelse og Birte så på. Det var lidt akavet med kurven på skødet og Cutiefly'en stadig på sin hånd, men det lykkedes hende at forbigå hanken og sidde nogenlunde som om det var helt naturligt.

Søfolkene var virkelig gode til at svare på hendes spørgsmål, og meget hensynfulde også til ikke at overrumple hende med egne spørgsmål, selvom de nogen gange spurgte ind til enkelte ting, som hvor Cutiefly'en var fra, hvis hun intet vidste om Alola. Dette svarede Birte rede på, og samtalen flød nogenlunde. Makaio og Iola var født i Alola og havde hver et lille udvalg af Pokemoner derfra, som ikke fandtes i andre regioner. Makaio havde en Wimpod, og Iola en Crawbrawler. Jack og Emmett kom originalt fra Unova, men var kommet i havn tit nok ved Alola til at kende stedet godt. Jack havde fanget en Pyukumuku og Pikipek på sin første tur dertil. De var alle villige til at lade Emma registrere dem med sin Pokedex og derudover svare på, hvor Pokemonerne levede naturligt.

Ingen af dem ofrede særlig meget opmærksomhed til de tre Pokemoner der stadig opholdt sig på bordet. På et tidspunkt fik Tato overtalt Cutiefly'en til at kravle over på sin pels i stedet for at sidde på Emmas hånd. Det gav hende friheden til at skrive samtidig med hun fik svar. Ud af øjenkrogen så hun Tato liste tilbage til Igglybuff'en og sætte sig sammen med den, selvom den stadig ikke reagerede.

Emma løb tør for spørgsmål og var yderst tilfreds med, hvad hun havde opnået. Hun takkede dem endnu engang. Birte og søfolkene snakkede videre, mens Emma lagde sidste hånd på sine noter. Hun nåede at opfange, at Birte spurgte om de var interesseret i at tage en af baby pokemonerne. Det ledte tydeligvis opmærksomheden til Pokemonerne som før var blevet ignoreret, åbenbart af høflighed. Emma sluttede sine noter og så på i smug hvordan flokken reagerede. Makaio prøvede kort at få Igglybuff'en til at se på sig, men gav hurtigt op, da han ikke fik noget resultat. Cutiefly'en gik på vingerne ved opmærksomheden, sværmede en tur rundt i kredsen, men endte oppe over hovedet på Birte og blev der. Det var nu heller ikke fordi nogle af søfolkene havde syntes synderlig interesserede i den. Faktisk var deres opmærksomhed mest rettet mod Tato, og Emma rynkede brynene.
"Livet til søs er ikke noget for babyer." forklarede Makaio.
"Desuden kan vi nemt finde både Cutieflys og Igglybuffs derhjemme, hvis vi ønskede det." tilføjede Iola med et skuldertræk.
Birte nikkede. Deres svar stemte overens med, hvad hun allerede havde fortalt Emma.
Emma brød sig nu slet ikke om den opmærksomhed de ofrede Tato. Selv Emmett, der indtil nu ikke havde vist den store interesse for emnet generelt, gav Tato et spekulativt blik. Det blev også ham der spurgte: "Hvad forlanger du for Rattata'en? Den er ikke nem at finde hverken i Unova eller Alola, og jeg har altid drømt om at se hvad sådan en størrelse kan."
Det gav et sæt i Emma. Det var slet ikke faldet hende ind, at de ville sætte Tato sammen med de to andre der blev budt. Tato gav en sær lyd fra sig, samtidig med at Birte begyndte at sige 'Me-'. "Tato er min." udbrød Emma med fast stemme. "Han er ikke til salg." Emmett så direkte skuffet ud, og Emma kunne ikke lade være med at tilføje et "Undskyld"
Emmett trak på skuldrene. "Min fejl. Jeg må jo bare finde mig en Rattata et andet sted."

Samtalen sluttede ikke særlig længe derefter. Søfolkene lovede Birte at spørge rundt om der skulle være andre interesserede i hendes tilbud, selvom de ikke lød positive i at opnå det ønskede resultat. Da de var gået igen, kiggede Birte på Emma og Tato med et halvbittert smil. "Jeg kan vist lige så godt give op, når de er langt mere interesserede i noget så ordinært som en Rattata."
Tato var krøbet hen til Emma og tiggede om at blive nusset. Han viste tænder over Birtes kommentar og Emma tyssede lidt på ham med en undskyldende mine. Hun havde intet svar at give på Birtes konklusion, og lod det være mens de hilste af. Birte fik puttet Igglybuff'en og Cutiefly'en ned i sin taske, og Emma så hende gå med tasken over skulderen. "Jeg er urolig for de to." indrømmede hun overfor Tato, og kløede ham bag øret. Tato lagde en pote på hendes hånd, hvilket fik hende til at kigge på ham. Han slog med hovedet i den retning, som Birte var forsvundet, og udbrød sit 'tato tato' Emma tolkede det som, at han var enig med hende. "Jeg kan ikke se, hvad vi kan gøre ved det. Det er ikke vores ret at blande os i andres sager." Emma sukkede. For en gangs skyld kunne hun indrømme det lidt. "Vi må hellere komme hjem igen."

Wordcount: 1228

Stephen var virkelig væk det meste af dagen. Faktisk så Emma ham slet ikke den dag, og han ringede inden aftensmaden og unskyldte for fraværet, samtidig med at han oplyste hun blev nødt til at lave mad til bare sig selv. Spinarak'en var heller ikke i huset, så det var bare Emma og hendes Pokemoner, men det var hun jo vant til fra sin rejse. Æggene fik en plads i hjørnet af køkkenet, mens Emma tilberedte mad til sig selv og holdet. Hun havde ladet Dyn og Terne ud, og de sad og hørte på Tatos pludren. Emma holdt øje med dem ud af øjenkrogen. De havde sat sig lige op og ned af æggene, og Emma syntes at Dyn og Terne lignede et publikum til hvad end Tato pludrede om.

Da maden var færdig og anrettet i portioner, stod Emma et øjeblik og tog bestik af, hvordan hun ville gøre det. Overraskende nok følte hun ikke trang til at sidde alene ved bordet, når hendes Pokemoner var i rummet, men i modsætning til Spinarak'en måtte de jo ikke komme op og sidde ved bordet sammen med hende. Emma lod tallerkerne stå, mens hun satte kurs mod stuen. "Jeg er tilbage om lidt" beroligede hun pokemonerne, inden hun forsvandt ud af rummet. Hun vendte tilbage et øjeblik senere med en pude fra sofaen i hænderne. Den lagde hun på gulvet lidt væk fra hvor hendes lille flok sad, og så hentede hun tallerkenerne. Hun placerede Pokemonernes portioner som det var meningen på gulvet og satte sig til rette på puden med en stol trukket hen som bord til hendes egen tallerken. Hun nikkede tilfreds med arrangementet. Det var ikke meget anderledes end ude i skoven, hvor hun tit endte op med at sidde i skovbunden. Med puden var det ren luksus i sammenligning.
Pokemonerne stirrede. "Værgso. Så er der serveret." pointerede Emma og holdt hånden ud mod tallerkenerne i en vifte. Tato knævrede med tænderne og spankulerede hen til sin tallerken med næsen lidt i vejret. Dyn og Terne accepterede situationen ud fra Tatos eksempel og fandt også deres. Emma tog sin gaffel i hånden.

Hun blev siddende lidt efter hun var færdig, og bare kiggede på deres efter-mad soignering. Tato var som sædvanlig eksemplarisk renlig, mens Dyn blævrede rundt i et fad med væske, som hun havde anrettet specielt til ham. Terne hoppede lidt på stedet, så de brune blade der gjorde det ud for hans 'hænder' raslede og dryssede en smule. Han var den første til at komme hen til hende, og gnubbede sin krop op af hendes bukseben som om det kløede. Tato så til æggene, og Emma rykkede sig selv og puden nærmere, så hun selv kunne mærke efter hvordan det stod til. De føltes ikke anderledes, end de hele tiden havde gjort. Hun vidste ikke forfærdelig meget om æg, når det kom til stykket, og nogen gange kunne hun godt komme i tvivl om hun havde gjort ret i at tage dem med sig. Oplevelsen med Birte fik hende yderligere til at tænke, for hvad hvis det ikke var nok bare at klække æggene? Hvad hvis hun ikke kunne finde nogen, der ønskede at opfostre forsvarsløse baby pokemoner? Hvad hvis hun blev nødt til at opdrage ungerne selv? Hvordan gjorde man lige det? Det var ikke ligefrem fordi hun nogensinde havde læst hvad breedere gjorde.
"Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal stille op, når æggene klækker." konstaterede hun til Tato. Terne kiggede op på hendes ansigt. Han havde sat sig til rette i hendes skød. Dyn holdt op med sin plasken i 'vandbadet'. Tato sagde noget og lagde begge sine forpoter på det nærmeste æg. Han så meget bestemt ud. "Jeg ved godt du passer godt på dem, men formålet er vel at give dem den bedste start, når de kommer ud, og hvordan kan jeg gøre det, hvis jeg ikke ved hvordan man gør? Det er ikke ligefrem det der står mest om i mine fagbøger." Tato blev ligefrem højrøstet efter det. Han var næsten lige så gennemtrængende som dengang han havde plaget hende for et navn. Emma gned sig i panden. "Det er jo ikke fordi jeg ønsker at give dem fra mig." mumlede hun. "Jeg har bare brug for mere viden." Tato var blevet stille, og Emma fjernede sin hånd fra ansigtet for at se hans holdning. Hun tænkte tilbage på, hvad hun havde sagt, og studsede selv over sit valg af ord. "Du er forbavset fordi jeg vil beholde dem?" spurgte hun, for at greje hans opførsel, og han nikkede tydeligt. "Så er vi to," tilsluttede Emma sig. "Men det ændrer ikke på det faktum, at jeg har brug information."

Tato hang lidt med hovedet ved den erklæring, mens Emma vendte en åbenlys ide, der var poppet op i hovedet. "Måske ved hende Birte noget. Bare fordi hun ikke selv er Breeder kan hun vel godt have opsnappet noget fra bedstemoren." Tato gav en glad lyd fra sig, og Terne viftede med sine blade, mens Dyn hoppede ud af vandfadet og kravlede hen til dem. Han bølgede med sine følehorn og tilsluttede sig Tatos og Ternes kor. "Kunne I godt have lyst til at møde Birte igen?" De gav alle tre deres version af et nik, og Emma trak på skulderen. "Så opsøger vi hende i morgen."

Wordcount: 948

Goldenrod Flora

Goldenrods mest berømte blomsterhandel var gemt af vejen i en smøge lige efter man havde krydset togskinnerne fra sydbyens ende. Heldigvis viste et stort, farverigt skilt vej til butikken, der ikke engang lignede et reklameskilt, men faktisk pyntede i bybilledet. Billedet mindede Emma lidt om Cherrygrove, og da hun endelig stod i butikken emmede luften af forskellige blomsterdufte, der ligeledes mindede hende om Cherrygrove. Hun havde ikke tænkt over hvor meget Cherrygrove passede til sit navn, da hun var i byen. I samme åndedrag gik det op for hende, at hun gerne ville tilbage til sin rejse snarest muligt. Med Tato i hælene og kurven på armen gik hun lidt rundt og kiggede på udstillingen af blomster i butikken. Der var en naturlig sti, der på et tidspunkt ledte udenfor til et område bag butikken, hvor en reel have nærmest syntes at skyde op i fuldt flor. Det var afgjort en god årstid at tage på sightseeing i butikken på. Alle dufte og farver syntes at være til stede lige nu.

Ved et af blomsterbedene smuttede Tato ind imellem rækkerne. "Pas nu på ikke at ødelægge noget," sagde Emma efter ham. Emma selv gik langsomt på stien og gik metodisk til værks i at snuse til hver enkelt blomstervariant. Der stod skilte med navne og beskrivelse ved hver ny plante, og det tiltalte Emmas videbegærlige side at kunne læse om planterne i detaljer. Den anden blomsterbutik havde aldrig så detaljerede beskrivelser om pasning og pleje. Emma kunne se, hvordan denne var blevet så kendt i byen. Ved et bed med røde, gule og lilla blomster i varierende højde poppede Cutiefly'en pludselig op foran Emmas næse, da hun var ved at give de røde blomster et skøn. Emma gav et lille spjæt i forskrækkelse over at have noget fremmed så tæt på hovedet, men fandt hurtigt fatningen igen. "Du forskrækkede mig." fortalte hun stille. Cutiefly'en sværmede omkring de røde blomster, men nærmede sig Emma i små forsigtige ryk. Emma så sig om i den tro at Birte måtte være i nærheden, men så ikke andre mennesker. Den lille krop gav et enkelt puf til hendes hånd, og Emma så på Cutiefly'en. Det var den hånd hun havde tilbudt som siddeplads de andre gange. "Vil du gerne sidde der?" Cutiefly'en så ud til at nikke, og Emma overvejede det lidt og pegede så på sin skulder i stedet. "Vil du have noget imod at sidde her i stedet? Så risikerer jeg ikke at blive træt i armen." Igen syntes Cutiefly at tøve over forslaget, akkurat som den ikke straks havde taget imod hendes tilbud de andre dage. Til sidst slog den sig ned på hendes skulder, og Emma var taknemmelig for at den ikke lavede store eller pludselige bevægelser generelt. Den var meget tæt på hendes ansigt.

Emma vendte derefter tilbage til at kigge og snuse til blomsterne, men indledte en lidt ensidig samtale med Cutiefly'en nu hun havde fået information om den fra sin Pokedex. "Jeg har læst at Cutiefly lever af blomsternektar og kan se aura'en fra planterne. Det her sted må være de optimale betingelser for en Cutiefly. Altid tilgang til et stort udvalg af blomstrende vækster..." Emma duftede til de røde blomster igen, men havde svært ved at vurdere hvad de duftede af. Hun læste 'Lychnis chalcedonica' på skiltet og konstaterede en smule overrasket, at dens almindelige navn var Brændende Kærlighed. Hun troede det var en potteplante af en helt anden slags blomst, selvom den røde farve og blomsterskærmen mindede lidt om dem folk havde stående i deres vinduer. "Hvilken blomst her i haven foretrækker du?" spurgte hun og skævede til Cutiefly'en. Den reagerede ikke, men kiggede afgjort på hende, selvom det var svært at skelne detaljer, når hun ikke kunne se direkte på den. Emma prøvede at forsimple sig. "Hvilken blomst er bedst synes du?" Cutiefly'en flyttede lidt på sig og lettede så og sværmede omkring den røde blomst hun lige havde studeret. Den landede endda ganske kortvarigt og dyppede sin næse ned i en af de smalle bælge. "Den Brændende Kærlighed? Du vogter måske over den så?" Det var lige den eneste forklaring Emma havde på, at den var poppet op i hendes ansigt, da hun prøvede at undersøge blomsten, og Cutiefly'en nikkede måske. Emma lod den flyve tilbage og sætte sig på skulderen igen, inden hun gik videre.

To skridt senere kom Tato rendende på stien imod dem. Han slog sine tænder sammen og gjorde et kast tilbage med hovedet i den retning han var kommet fra. Emma genkendte, at han var ophidset over noget, så hun satte farten lidt op. "Hvad er der, Tato?"

Wordcount: 832

Goldenrod Flora

Det viste sig at være en person der stod og lavede pludrelyde af to Igglybuff'er i en sengelignende kurv. Emma genkendte ikke pigen, men den ene af Igglybuff'erne stirrede lige så tomt ud i luften som dagen før. Der var ikke så langt til døren ind til butiksbygningen igen, og Emma kunne se andre folk gennem ruderne derinde, så det gav mening at have kurven stående i hjørnet af haven, hvor man kunne holde øje med den samtidig med at man passede kunderne. "Argh, hvor er du kedelig!" udbrød pigen overfor den passive Igglybuff. Det gav et helt gip i Emma, der ikke havde forventet den pludselige ændring i tonen. "Men du er dog bedårende!" fortsatte pigen med sukkersød stemme til den anden Igglybuff og modtog en begejstret nynnen som svar på rosen. Tato slog med tænderne og Emma noterede, at han næsten havde rejst sine børster også. Han brød sig tydeligvis ikke om pigen. Pigen kiggede sig over skulderen ved lyden og fik øje på Tato og Emma. "Er det nu den grimme Rattata igen? Pil af med dig! Jeg kan ikke udstå jer gyselige kræ." En rynke formede sig i Emmas pande, da pigens ord tydeligt afslørede baggrunden for Tatos reaktion. Selv var hun vant til at vende det døve øre til, når folk kom med nedsættende bemærkninger om hendes person, men det føltes helt anderledes, når de lede ord var om en hun faktisk kunne lide. Hun trådte et skridt nærmere og samlede Tato op med forsigtig klodsethed, da hun også skulle tage hensyn til kurven over armen og Cutiefly'en på skulderen.
"Det er ikke en måde at tale til et andet væsen på." sagde hun, stadig overmåde nøgternt.
Pigen målte hende med blikket og fnyste før hun vendte ansigtet tilbage til Igglybuff'en. "Rattata'er er hæslige, og folk der har dem er for dumme til at fange andet." fortalte hun sødt til Igglybuff'en, der glad nynnede videre. Emma kunne se nok af pigens profil til at se, at hun også lavede grimasser der passede til det søde toneleje. Hun var lidt paf over at få fornærmelsen i sådan en stemme, og besluttede prompte at den bedste taktik var komplet ligegyldighed. Hun kløede Tato bag øret. Han var sært stille i hendes hænder. Nu hun tænkte over det, var det første gang hun havde samlet ham op uden han selv havde taget initiativet. "Den slags folk bliver man bare nødt til at ignorere." hviskede hun til ham. Lidt bagefter satte hun Tato ned igen. Hun havde fået øje på Birte, da kvinden havde kigget ud af vinduet til dem. "Tid til at få at vide, hvad vi kom efter." erklærede hun stille for ikke at rette pigens opmærksomhed mod dem igen.

Dog viste det sig, at de måtte vente lidt, for pigen var hurtig til at henvende sig til Birte, da hun kom ud. "Er disse til salg? Jeg vil have den Igglybuff!" kommanderede hun og pegede. Igglybuff'en greb fat i den pegende finger og lod sig villigt løfte, da pigen idet samme besluttede at løfte den op foran Birtes ansigt. "Denne her. Den er absolut bedårende!"
Birte glippede med øjnene og var et par sekunder om at finde ud af hvad pigen havde sagt. Emma kunne næsten se lyset der pludselig tændtes, da kvinden registrerede ordene. "Det er den," Birte gjorde en pause, hvor hun studerede pigens ansigt. "Hvad hedder du?"
Pigen krammede Igglybuff'en ind til sig og sagde næsten højtideligt: "Nina Kreyer" Hendes mine antydede at navnet var ekstremt vigtigt og kendt, og Emma prøvede at komme i tanke om, om hun havde hørt det før, men der var ingen klokker der ringede.
Det lod dog til at betyde noget for Birte, for hun smilede venligt, og forlangte sin pris: "Igglybuff'en koster 5000 pokedollars."
Det var heldigt Emma var vant til at holde sin maske neutral. Ellers ville hun nok have gjort store øjne. Pigen Nina virkede dog ikke det mindste rørt. "Jeg vil give dig 4000. Det er jo kun en baby. Jeg skal bruge tid og kræfter på at træne den."
Birte holdt ligeledes masken, men rystede bestemt på hovedet. "Det er en breedet Igglybuff af Anna Beths. Jeg kan ikke sælge den for mindre end 4700 Pokedollars."
Nina skar en grimasse. "Hvad så med 4500? Så har jeg også flottet mig."
Birte lod til at tænke over dette tilbud, skar selv en grimasse men nikkede så modvilligt. "Godt så, men kun fordi du er en Kreyer." erklærede hun, og de gav hånd på det.

Det gik op for Emma, at hun lige havde været vidne til en købslåning over en Pokemon. Det havde været helt anderledes, end da hun havde fået byttet sig til Sayen, og beløbet syntes nærmest astronomisk i hendes ører. Hun så til mens Nina overtog Igglybuff'en ved at fange den i en af sine egne bolde, betalte beløbet kontant og forsvandt ind i butikken for at gå igen. Birte puttede pengene i sin pung og så så på Emma. "Hej. Hvad laver du her?"
Emma gav et minimalt ryst på hovedet for at samle tankerne og svarede: "Jeg kommer for at spørge dig om Pokemon avl." Birte så straks skeptisk ud og Emma fortsatte i et forsøg på at berolige hende. "Jeg ved godt du ikke selv gør i det, men jeg ville bare høre om du har fået nogle hints fra din bedstemor? Jeg har nemlig de her æg, og har brug for lidt viden om, hvad man gør, når de klækker, så jeg ikke er helt på bar bund." Hun foldede tæppet lidt tilbage, så Birte kunne se æggene, og mærkede samtidig efter at de stadig holdt deres normale temperatur.
Birte så på æggene og kastede så et blik ind i butikken, men alting lod til at være under kontrol. Birte sukkede. "Jeg ved ikke hvad jeg kan fortælle dig. Det er ikke fordi jeg nogensinde har hjulpet bedstemor med hendes arbejde." Hun indikerede med en armbevægelse at de skulle sætte sig på en bænk, der stod tæt ved. Birte satte sig af en eller anden grund længst væk fra kurven på jorden, hvor den sidste Igglybuff nu sad alene tilbage, og Emma stillede sin egen kurv med æg mellem sig selv og Birte på bænken. Cutiefly'en fløj fra Emmas skulder ned til Igglybuff'en, men satte sig blot på kanten af kurven lidt tid, før den fløj hen til nærmeste blomsterbed. "Der er ingen i familien, der har følt trang til at følge i bedstemors fodspor. Den eneste grund til jeg endte op med kuldet, var fordi jeg arbejder her, hvor Cutiefly'en åbenlyst føler sig hjemme." fortsatte Birte og viftede ud mod, hvor Cutiefly'en fløj rundt. "Det eneste jeg kan fortælle er, at bedstemor altid havde nogle Pokemoner med sig. Hvorend hun gik. Altid en Pokemon rundt om fødderne og æg svøbt i klæde rundt om på sin krop, så hun havde hænderne fri. Og når de klækkede havde hun hele kuldet rendende om fødderne, eller i hvert fald mange af dem. De var bare altid med hende." Birte så på Emma, hendes kurv og Tato, der listede omkring og snuste til planter. "Så vidt jeg kan se, er du godt på vej."
Emma rynkede panden. Hun syntes ikke der var meget information at få ud af det, men det var jo også hvad Birte havde sagt. "Jeg vil bare gerne have en ide om, hvad jeg går ind til." Birte sukkede, og Emma kunne næsten tro, at hun gjorde det på hendes vegne. "Forresten, må jeg lukke Goomy ud? Han ville gerne sige hej igen." kom Emma i tanke om, og ved Birtes nik åbnede hun for Dyns bold. Han landede flot for fødderne af Birte, og i modsætning til pigens, Nina, reaktion overfor Tato, så smilede Birte glad ved synet af slimklumpen og bøjede sig ned for at 'kæle' med ham. Emma studerede deres interaktion en tid, før hun prøvede at spørge igen. "Snakkede din bedstemor aldrig om, hvad arbejdet indebar?"
Birte begyndte med en hovedrysten uden at rette sig op fra sin sammenkrummede position, men stoppede så og så tænksom ud. "Hun sagde engang, at det var ligesom at oplære børn." Birte rystede på hovedet og så hen på Cutiefly'en, der stadig var synlig i blomsterne. "Men ingen er jo enige om hvordan børn skal opdrages, så det er ikke ligefrem et fif." Birte grundede lidt yderligere, og Emma lod hende gøre det. Hun lod til at slappe meget mere af i selskab med Dyn, så Emma var faktisk glad for at være kommet i tanke om hans ønske. "For at være ærlig har jeg nok ikke været helt god for kuldet," indrømmede Birte pludselig. "De minder mig hele tiden om bedstemor, og jeg bliver sur eller ked af det, eller forsøger at ignorere dem i stedet." Hun gjorde et kast med hovedet i retning af Igglybuff. "Han har ikke sagt en lyd, siden jeg skældte dem ud den første aften efter de kom ud af deres æg."
Vinklen var svær, men Emma syntes hun så vand skinne i øjnene på kvinden, og hun skyndte sig at kigge på Igglybuff'en i stedet. Dyn gurglede og Birte gav en kort bjæffende latter. "Såå," lagde Emma forsigtigt ud. "Du vil lige så meget af med dem, for at du ikke skal blive mindet om hende hele tiden? Så de kan få et bedre liv hos nogle andre?" Hun så på den passive Igglybuff, og spekulerede på om det var muligt at hjælpe den. Hun havde endelig forklaringen på hvorfor kvinden blev ved med at afvise Cutiefly'ens tilnærmelser, og altså den underlige stilstand hos Igglybuff'en. Emma havde svært ved at forestille sig nogen, der ville have en tavs Igglybuff. Hun havde allerede set to mennesker opgive den på grund af dens opførsel, eller mangel på samme.

Emmas panderynke ville ikke forsvinde. Birte lød til at være faldet til ro igen, og Emma kiggede på sine egne to æg, og tilbage på Igglybuff'en. Hun kastede også et blik ud til Cutiefly'en som åbenbart var i gang med et større festmåltid. "Jeg ved ikke om jeg er bedre, men jeg har Pokemoner til at hjælpe mig. Jeg kunne måske..." Hun skævede til Birte og følte sig ikke helt sikker på om det var en god ide. "...tage Igglybuff'en."
Birte rettede sig op temmelig pludseligt ved det. Emma var glad for afstanden imellem. "Ville du?" spurgte hun efter bekræftigelse.
Emma gav et kort nik for ikke at få sig selv til at trække det tilbage og ryste på hovedet. "Det ville give mig en chance for at træne til når mine klækker, men..." hun så undskyldende på Birte. "Jeg har ikke så mange penge."
Birte brød ud i et latterbrøl, der fik Emma til at hoppe i sædet. "Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg forlanger kun så mange penge, når det er en af rigmændene, der kommer efter blomster her. Jeg mangedobler prisen, fordi jeg ved de har råd, og de under alle omstændigheder forsøger at prutte om prisen. Det er bare sådan de skal ta's." Da Emma åbenbart stadig så skeptisk ud, faldt Birte lidt ned igen fra sit latteranfald, og forklarede mere seriøst. "Hør her, hvis du gerne vil have Igglybuff'en kan du få den til en enkelt blomsts pris, men så må du købe en blomst. Lige nu har vi et tilbud på 3 for 2. Køb 2 blomster, få en ekstra med gratis. Hvis du vælger to blomster, giver jeg dig Igglybuff med kvit og frit."
Emma kunne godt huske at have set et skilt med det tilbud på sin tur gennem butikken. "Er det sådan os 'fattige' skal ta's." spurgte hun og gentog med vilje Birtes udtryk fra før. Birte blinkede med sit ene øje, og Emma kiggede ud på alle de mange stauder i haven. "Gælder det også stauderne?" Birte nikkede, og Emma funderede. Det var frygtelig mange planter at vælge imellem.

Wordcount: 2140

Goldenrod Flora

Det var ikke fordi Emma ikke havde råd til et par blomster. Hun havde bare ikke rigtig noget at bruge blomster til. Specielt ikke når hun skulle videre med sin rejse. Stephen havde heller aldrig holdt potteplanter i huset, og hun gik ud fra, det var fordi han ikke ønskede eller ikke kunne passe dem. Men han havde sin lille have, eller rettere græsplæne, og måske ville et par stauder live haven lidt op. Emma grundede lidt over dette. Så vidt hun havde fået læst på stauderne her i haven, var de fleste nemme at have i haven, så der skete nok ikke noget ved at vælge nogle af dem, men hun kendte jo ikke Stephens preferencer heller. Andet end hvad farver han foretrak til buketten til graven altså. Emma så på at Cutiefly'en fløj fra blomst til blomst i et uens mønster, og pludselig vidste hun, hvad hun skulle vælge. "Den der Brændende Kærlighed I har.. Lychnis chalcedonica? En lille flue har fortalt de er gode, så jeg vil gerne have 4 af dem."
Birte gjorde store øjne. "Du vil have 4? Ikke bare 2?"
Emma rystede på hovedet. "Det er ikke noget stort staudebed man kan få ud af to planter. Det kan vel bedre betale sig, hvis man starter med 4. Det vil blive 5 planter i alt med jeres tilbud, hvis du giver mig Igglybuff'en i stedet for en blomst, ikke?" forklarede hun sit ræsonnement.
Birte nikkede og smilte lidt. "Jeg var lige ved at tro du også ville have Cutiefly'en."
Emma kiggede ud på Cutiefly'en igen og trak tøvende på skulderen. "Jeg ville sikkert lære meget af at have en Cutiefly med mig, men den ser ud til at befinde sig godt her. Medmindre den selv vælger andet, ønsker jeg ikke at fjerne den herfra." Hun kiggede forsigtigt på Birte, usikker på om det gav mening. Kvindens svage panderynke var svær at tyde dog. Samtidig gik det op for Emma, at hendes 'handel' med Sayens tidligere træner Laura havde ændret hendes holdning til Pokemoner. Hun var begyndt at opfatte Pokemoner som individder på næsten lige fod med andre mennesker. I hvert fald så langt som at de havde en ret til at vælge hvem de ville have som træner. Birte sagde intet til hendes forklaring, og Emma kom på benene. Hun tjekkede til æggene i kurven og lagde stoffet godt ned om dem igen. "Jeg går lige hen og henter stauderne. Tato og Dyn, I kan bare blive her og passe på æggene imens."

Emma gik tilbage samme vej hun var kommet, indtil hun så de røde blomster igen. Hun havde ikke set på prisen første gang, men det gjorde hun nu for at se, hvor mange penge hun kunne forvente at komme af med. De var ikke ligefrem billige i hendes øjne, men selv 4 planter var billigere end det Kreyer-pigen havde betalt for Igglybuff'en. Emma bøjede sig ned for at tage nogle af potterne, der stod med de røde blomster i. "Tag en af Lupin'erne som den femte gratis plante" sagde Birtes stemme nærved og Emma hoppede på stedet. Birte var fulgt efter hende uden hun havde bemærket det, og stod lige ved siden af. "Hva.." begyndte Emma, men Birte afbrød hende selvsikkert. "Lupiner står godt sammen med Brændende Kærlighed. Derudover er den god til at bryde jorden op, hvis den er hårdt presset, og den danner kvælstof. Vælg en af Lupinerne som din gratis plante."
Emma nikkede i accept ved forklaringen. "Så vil jeg gerne have den blå."
Birte nikkede tilbage og tog en potte med en blå Lupin i, mens Emma fik samlet fire potter med de røde blomster. Tilbage ved bænken og kurven lykkedes det hende at stille potterne i kurven med æg, så hun kunne bære det alt sammen ind i butikken på en gang. Birte tog kurven med Igglybuff'en, og ved det syn fulgte Cutiefly'en også med dem ind. Emma kaldte Dyn tilbage og Tato fulgte hende i hælene.

Indenfor slog Birte beløbet ind ved kassen, og Emma talte penge sammen fra sin pung og lagde på disken. Cutiefly landede kort på en af de røde blomster i hendes kurv, og satte sig så på kanten af Igglybuff'ens kurv. Birte afgjorde at beløbet stemte, rev bonen fri og rakte til Emma, mens hun sagde: "Tak for handlen. Det står dig frit for at tage Igglybuff'en med dig i en Pokebold." Emma nikkede og fiskede en af sine egne bolde frem. Hun prøvede at få øjenkontakt med Igglybuff'en og vise den bolden, inden hun aktiverede den, men hun vidste ikke om noget af det registrerede. Cutiefly'en var langt mere opmærksom og syntes faktisk forvirret over, hvad der foregik. Om det skyldtes Igglybuff'ens passivitet eller ej, så klikkede bolden uden problemer, og Emma samlede den op fra bunden af kurven. Cutiefly'en var begyndt at sværme om hovederne på dem igen, men favoriserede nu Pokebolden som Igglybuff'en var forsvundet ind i.
"Jeg vil prøve at give den et hjem hos mig." forklarede hun det nervøse insekt. Hun så over på Birte. "Har den forøvrigt et navn?"
"Pertti. Ham og broren som frk. Kreyer fik blev opkaldt efter Anna Beths mand, Robert. Bob og Pertti." svarede hun med neutral maske. "Jeg kalder Cutiefly'en Heather."
Til dette nikkede Emma og satte Pokebolden i bæltet. Cutiefly'en sværmede nu så tæt om hendes krop, at hun knap turde røre sig, og hun glippede med øjnene. Indtil nu havde Cutiefly'en ikke virket synderlig interesseret i sine kuldfæller og havde mest hængt om hovedet på Birte selv, når altså blomsterne ikke var der. Birte så ud som om hun var ved at blive irriteret, da Cutiefly'en blev ved med at kredse om Emma og ikke lod hende flytte sig. Emma skyndte sig at holde sin frie hånd op i invitation til Cutiefly'en, men også for at imødegå Birtes begyndende ophidselse. Cutiefly'en satte sig hurtigt på hånden og kravlede nogle gange rundt om sig selv, inden den satte sig til at kigge direkte på Emma. "Jeg skal nok passe så godt på Pertti, som jeg kan. Er du urolig for ham?" Cutiefly'en rystede sig, men det så ikke ud til hverken at være et negativt eller positivt svar. Emma kastede et blik på Birte, inden hun så tilbage på insektet. "Vil det berolige dig at se, hvor Pertti og blomsterne kommer hen?"

Her vendte Cutiefly'en sig åbenlyst spørgende mod Birte, som dog blot stod og kiggede på Emma. Emma henvendte sig denne gang til kvinden. "Må Cutiefly komme med og se til, mens blomsterne kommer i jorden? Jeg skal nok komme tilbage med den, hende, Heather bagefter." Emma håbede hun havde læst Cutiefly'ens signaler rigtigt. Hun fandt det rædsomt at gætte sig frem, og på det seneste skete det alt for tit.
Kvinden kiggede på Cutiefly'en og nikkede så. "Selvfølgelig må den tage med dig. Giv jer bare god tid."
"Mange tak." Emma bøjede hovedet, og Cutiefly'en satte sig til rette i en af de røde blomster, før hun satte sig i bevægelse. Tato næsten kvidrede op til Cutiefly'en. Emma vidste det var den han snakkede med, fordi den svarede igen med sine egne små triller. "Vi ses," hilste Emma, da hun gik ud af døren. Turen var endt noget anderledes end hun havde troet mulig.

Wordcount: 1281

Igglybuff profil (selvopdateret i boksen):
[table style="width:95%;"][tbody][tr][td style="padding:5px;width:200px;border:1px solid #000000;text-align:center;background:#0A7F95;"][img src="https://s20.postimg.org/6ov7haoal/174_Igglybuff_A.png" alt=" " style="max-width:100%;"][/td][td style="padding:5px;background:#024D5B;color:#ffffff;border:1px solid #000000;"][div style="padding-left:10px;font-size:36px;font-family:Economica;border-bottom:1px solid #4BA0B0;margin-bottom:5px;"]Pertti[/div][div style="text-align:right;padding-right:10px;"][font color="lightblue" style="font-size:14px;font-family:verdana;"]Han[/font] [font face="Economica"][span style="font-size:14px;"]Igglybuff lvl 1
Venskab: 0
Item: ~[/span][/font][/div][/td][/tr][tr][td style="padding:5px;width:200px;border:1px solid #000000;background:#024D5B;color:#ffffff;"][div style="padding-left:5px;font-size:16px;font-family:Economica;border-bottom:1px solid #4BA0B0;margin-bottom:3px;"]Competitive[/div] [div style="text-align:right;padding-right:3px;"]OT: Emma Dal[/div][/td][td style="padding:5px;background:#0A7F95;border:1px solid #000000;"][table style="width:100%;font-size:10px;background:#fff;color:#000;"][tbody][tr][td style="padding:2px;border:1px solid #000000;"]Sing[/td][td style="padding:2px;border:1px solid #000000;"]Charm[/td][/tr][tr][td style="padding:2px;border:1px solid #000000;"]Psychic[sub]TM[/sub][/td][td style="padding:2px;border:1px solid #000000;"]*[/td][/tr][/tbody][/table][/td][/tr][/tbody][/table][div style="width:95%;background:#fff;color:#000;border-right:1px solid #000000;border-left:1px solid #000000;border-bottom:1px solid #000000;border-radius:10px 10px 20px 20px;padding:10px;margin-bottom:5px;text-align:justify;font-size:11px;"]Personlighed: Modest[font size="1"](+sp.att,-att)[/font].

Note: Julegave 2017
Note2: Kan ikke bruges før introduceret.
[/div]

Stephen var endnu ikke kommet hjem fra sin egen tur, da Emma nåede hjem med blomsterne. Da blomsterne nu skulle være til ham, besluttede Emma at hun lige så godt kunne gå hele vejen og så få dem sat i jorden med det samme. Hun gik direkte ud til haven og kiggede sig om efter et godt sted at starte et staudebed. Hun gik ud fra, at det var bedst at kunne se dem fra stuen, og da hun kiggede nærmere efter langs med terassens sten, så det faktisk ud som om der engang havde været en rand uden græsplæne. Emma satte kurven fra sig på terassen, lukkede både Dyn, Terne og Igglybuff'en ud og studerede den gamle rand lidt nærmere. "Kunne det ikke godt se ud som om der har været et staudebed her før?" spurgte hun dem retorisk uden egentlig at forvente et svar fra dem. Overraskende nok stak Terne fødderne i jorden der hvor hun pegede og efter et øjeblik nikkede han med små jublende lyde. Emma sænkede sine øjenbryn ovenpå forbavselsen, og rejste sig. "Jeg henter nogle redskaber. Så må vi se, hvad vi kan udrette, inden Stephen kommer hjem."

Da Emma kom tilbage fra reskabsskuret med trillebør og andre brugbare ting, havde Cutiefly'en stadig ikke flyttet sig fra blomsterne i kurven, og den studerede nøje deres arbejde. Igglybuff'en Pertti havde heller ikke flyttet sig hvor han var havnet på fliserne ved siden af kurven. Inden Emma gik rigtig i gang flyttede hun ham op i kurven, så han i det mindste ikke blev kold på stenene. Når hun var færdig med blomsterne måtte hun hellere få undersøgt hvordan hun skulle få kontakt med ham.
Emma gik i gang med en spade for at afstikke et kvadratisk område på ca. en meter i bredden langs terassens kantsten. Hun løsnede græstørven så godt hun kunne, og Tato og Terne hjalp med at trække klumperne fri, så hun kunne få dem op i trillebøren. Det var hårdt arbejde, og hun mærkede tydeligt sveden der trillede ned af ryggen. Da de var færdige havde de et bart stykke jord til blomsterne, selvom Emma godt kunne se at kanterne ikke ligefrem var lige. Hun skulle nok have brugt noget at måle efter, men det var for sent at gøre noget ved nu. Hun hakkede lidt mere i jorden med spaden for at gøre den lettere at arbejde med. Selvom hun havde gjort sit bedste for at slå jorden af græstørverne var der stadig en fordybning, og hun spekulerede over om det ville være nødvendigt at tilføje mere jord. Hun vidste bare ikke hvor hun skulle finde ekstra jord. Hun havde ikke set nogle poser med muld i skuret i det mindste. Emma besluttede at det måtte komme senere, hvis det var, og gravede i stedet fem huller til blomsterne med en lille håndholdt skovl. De fire huller i en firkant, og det femte midt i det hele til Lupinen. Hun vandede jorden lidt, inden hun satte planterne i den. Det havde ikke regnet nogle dage nu, og hun syntes at huske noget om, at det var bedst at sætte planter i fugtigt vejr.

Da alt det var gjort, kiggede Emma på det færdige arbejde med et kritisk blik. Firkantens kanter bølgede lidt, jorden så rodet ud, og en af blomsterne stod skævt. Hun prøvede at rette blomsten lidt op og rev forsigtigt jorden fri for aftryk efter arbejdet. Det så lidt bedre ud. Terne hoppede begejstret ved hendes side, og Tato sad og vaskede sig tilfreds. Emma kiggede ned af sig selv og skar en grimasse. Hendes tøj var sat til i jord, og nu hun mærkede efter føltes det også som om hun havde kager af jord siddende i panden og på kinderne. Hun måtte have gnedet sine hænder i ansigtet undervejs. Hun kiggede på Cutiefly, der var i gang med at sværme om de nyligt satte blomster. "Kan det godkendes?" spurgte hun.
Cutiefly'en gav en trille, fløj hen til Tato og trillede lidt videre, før den fløj op foran Emmas ansigt. Det var svært at se dens udtryk, når den var i bevægelse, men siden ingen af dens lyde lød som vrede eller noget andet negativt, besluttede Emma at det måtte være godt nok.
"Tid til et bad. Hvem vil med?" erklærede hun. "Så snart jeg er præsentabel igen, skal jeg nok tage dig med tilbage til butikken igen, Heather." Emma tog kurven med æg og Igglybuff med sig. Dyn og Tato fulgte rede efter, men Terne blev siddende ved blomsterne og nynnede. Emma så tilbage på ham, men da han så ud til at være tryg ved situationen, lod hun ham være. Cutiefly'en hang til gengæld og tøvede med nogle svirp til og fra blomsterne. "Du må godt komme med, Heather, hvis du vil." sagde Emma, samtidig med at Tato gav en kaldende lyd. Det virkede til at overbevise Cutiefly'en, som næsten zappede hen til dem og ind gennem døren.

Badet var en kærkommen luksus, og i modsætning til bruserne i Pokemon centrene var der ikke en lang kø af mennesker til at stresse hende til at skynde sig. Emma kunne give sig god tid med sine gøremål og få tilset hver eneste Pokemon, der havde valgt at komme med ind på badeværelset. For første gang turde Tato endda tage et nærmere kig på bruseren og vandet, der fossede ud af brusehovedet. Da Emma forlod badeværelset igen var der gået en hel time. Det havde nærmest været uundgåeligt, når hun også havde valgt at give Igglybuff'en et bad i håndvasken, skulle tørre Tato efter hans eventyr og overbevise Cutiefly'en om at shampoo ikke var blomster af nogen art. Åbenbart havde Cutiefly'en ikke helt lært at skelne mellem gode dufte og aura'er endnu. Hun kom ind i stuen efter projektet og fandt Stephen hjemme igen.

Wordcount: 1048

Stephen stod og kiggede ud på terassen, men han vendte sig om, da Emma kom ind i stuen. "Hvad har du haft gang i?" spurgte han.
Hans stemme lød ikke helt så neutral som normalt, og Emma studsede et øjeblik, men kunne ikke placere hvad tonefaldet så betød og svarede på spørgsmålet i stedet. "Det er din fødselsdagsgave på forskud." Stephen skævede ud til blomsterne, og Emma satte kurven med æg og Igglybuff fra sig på sofabordet. Hun følte efter at ingen fugt fra badet var begyndt at samle sig på æggene og klappede Igglybuff'en på hovedet. Det var på tide at finde noget information om, hvordan man kom i kontakt med 'babyer'. Emma satte kurs mod bogreolen for at se om der skulle gemme sig nogle egnede bøger til formålet.
"Hvorfor blomster?" spurgte Stephen og afbrød derved Emmas tanker. Åbenbart havde han brug for en mere fyldestgørende forklaring, og egentlig skulle han vel også have at vide hvad de krævede af pasning. Emma vidste i hvert fald fra sig selv, at hun var mest tryg ved nye ting, hvis hun vidste hvordan de skulle håndteres.
Emma skiftede retning til stuebordet, hvor hun havde lagt blomsternes information efter arbejdet. "Jeg indrømmer det ikke var min plan, men det var det tilbud jeg fik sammen med Igglybuff'en," Hun så Stephen kaste et blik over på Igglybuff'en, da Emma angav den med en håndbevægelse, og hun fortsatte ufortrødent. "Jeg valgte nogle stauder, der for det meste passer sig selv, selvom der nok skal luges omkring dem i ny og næ, og der er noget i foråret, inden de skyder op igen efter frosten. Det hele står her." Hun rakte ham de to informationssedler, og Stephen tog dem uden et ord. "De røde kaldes Brændende Kærlighed eller Malteser Kors. Den blå er en Lupin og skulle danne kvælstof i jorden. Farverne er nogle af de samme som buketten til Maria..." sluttede hun sin forklaring med en begyndende knude i maven. Stephen havde endnu ikke sagt hvad han egentlig mente om det, og hun begyndte at blive urolig for at han slet ikke ville have blomsterne. Hvad skulle hun gøre, hvis han ikke ville have dem i haven? Hun ville ikke bryde sig om at skulle til at finde et andet sted til dem, eller endnu værre smide dem på komposten. Det ville føles som at smide penge ud.

Før Emma kunne nå at blive alt for bekymret, smilede Stephen stille. "Det var meget betænksomt af dig." Han kiggede ud på blomsterne igen. "Jeg havde glemt hvor meget blomster kan få et sted til at lyse op." Hans ord fik Emma selv til at smile i delvis lettelse, og hun begyndte at vende sig mod bogreolen igen i den tro, at sagen var ude af verden. "Hvor kommer insektet ind i billedet?"
Emma standsede og kiggede op på Cutiefly'en som morede sig med at flapre rundt i stuen. "Cutiefly kom med for at se at blomsterne fik et godt hjem. Jeg lovede at tage den med tilbage til butikken bagefter." Det havde hun helt glemt igen. Hun havde åbenlyst for mange ting at tænke på i dag.
Stephen åbnede havedøren idet Spinarak nærmede sig udefra med Terne i hælene. Da Spinarak stak sine ben indenfor på stuens gulv, landede Cutiefly prompte og tydeligt ophidset på Emmas skulder. Emma holdt en hånd op over den i et forsøg på at berolige den. "Det er bare Stephens Spinarak. Den gør ingenting. Se, Terne er helt rolig." Terne kom trissende ind bagved Spinarak, og hun brugte ham som eksempel, fordi han var tættest på og i synsvidde. Hun konkluderede, at det måtte være Cutiefly'ens instinkter, der advarede den mod Spinarak'ens delvise gifttype, for den forblev anspændt trods alle andres rolige adfærd. Hvad der var mere foruroligende var, at Igglybuff'en ikke havde sagt et pip. Dens instinkter burde have fået den til at reagere på nogenlunde samme måde. Emma rynkede brynene og kiggede hen på den. Ingenting. I det mindste var Tato kravlet op til kurven og puslede om både Igglybuff og æg, så det kunne se ud som om hun kunne stole på, at Tato ville forsvare Igglybuff'en, skulle uheldet være ude.

Wordcount: 739