This Life we lead
Feb 13, 2018 12:06:13 GMT 1
Post by Lukas Friedrichson on Feb 13, 2018 12:06:13 GMT 1
Stephen samlede Spinarak op og fik det der private kærlige ansigtsudtryk. Emma dukkede hovedet og mumlede til Cutiefly: "Jeg må hellere få dig tilbage." Hun klappede Tato på hovedet, mens hun drejede sig rundt for at komme ud af stuen. "Bliv bare her. Jeg er tilbage om ca. en time." Han så ikke tilfreds ud ved den melding, og Dyn dappede hende på anklen med sine følehorn. "Må jeg ikke tage afsted alene?" Begge rystede på hovedet, og Emma sukkede. Man skulle tro de ikke stolede på, at hun kunne færdes sikkert i byen uden dem, selvom hun havde gjort netop det størstedelen af sit liv. "Okay, så tager jeg Dyn med. Du har jo travlt med æggene, Tato. Tilfreds?" Tato gav et bestemt nik, og Emma tog Dyn i hans bold, så hun kunne komme afsted.
Det lod dog ikke til det skulle være let for hende at komme ud af døren igen. "Emma," kaldte Stephen, og hun vendte sig imod ham med hævede øjenbryn. "Mange tak for fødselsdagsgaven, men hvorfor allerede nu? Min fødselsdag er først om flere måneder."
Emma sænkede blikket mod gulvet, pludselig usikker på hvad hendes beslutning ville betyde for Stephen. "Det er ikke til at vide hvor langt jeg vil være med min rejse til den tid. Jeg ved ikke om jeg vil være i Goldenrod." En vejrtrækning fra Stephen lød næsten som en slags 'åh', og Emma kiggede op.
Stephen så ud til, der var noget han ville sige, så hun ventede tålmodigt. Måske ville hun endelig få svar på, hvad han havde haft i tankerne i flere dage. "Er du glad for dit liv?" kom det, og Emma spærrede øjnene op over det meget abstrakte spørgsmål. Stephen begyndte at trække i land. "Dumt spørgsmål, jeg ved det. Jeg spekulerer bare over om du er tilfreds med dit liv. Er glad for de muligheder du er blevet budt?" Han vendte sig væk fra hende og så derfor ikke, at hun var begyndt at forstå spørgsmålet med hans uddybning. "Hvis du ikke er, kan vi sikkert finde på noget andet. Du skal ikke gennemføre rejsen, bare fordi du har fået besked på det." Emma åbnede munden for at bryde ind, men Stephen så hende ikke og stoppede derfor ikke sin talestrøm, som åbenbart ikke ville stoppe nu den havde fået frit løb. "Jeg ved godt, jeg ikke har været der særlig meget for dig, men jeg vil gerne hjælpe dig med at finde noget, der falder mere i din smag i stedet for rejsen, hvis det er."
"Ja!" følte Emma sig nødsaget til at bryde mundtligt ind. Stephens hoved hvirvlede om mod hende, og Emma skyndte sig at forklare, da hun godt kunne høre hendes svar var kommet på et tidspunkt, hvor det kunne misforstås. "Jeg er glad for mit liv." slog hun fast, og så bestemt på Stephen. "Jeg har lært noget, og jeg bliver ved med at lære noget, som jeg aldrig ville have lært ved at sidde herhjemme og læse bøgerne. Professorerne har haft ret hele tiden. Jeg har brug for at få så mange oplevelser som muligt ude blandt Pokemonerne, hvis jeg vil have noget som helst med dem at gøre i et arbejde. - Og jeg er glad for at rejse derude." endte hun mere blidt. Stephen så forbavset ud over hendes tale, og den var også kun lige så fremmed som Stephens egen talestrøm før. Han så ikke helt overbevist ud, så Emma tog forsigtigt en lidt anden synsvinkel frem, en indskydelse baseret på et gæt hun havde taget for et par år siden. "Det er noget andet, men det er et liv derude, mange slags liv, og er det ikke det, vi fejrer hvert år ved mors grav? Hendes fødselsdag, hendes liv?"
For første gang hun kunne huske så Stephen paf ud. Ikke usikker, forvirret eller skeptisk, men paf. Til sidst nikkede han. "Jo, det er hendes liv vi fejrer, selvom det blev kort." indrømmede han blødt.
Emma kunne ikke frasige sig et smil over at have haft ret. "Så er jeg glad for mit liv og den rejse jeg er ved at foretage. Jeg sætter pris på den og har tænkt mig at føre den til vejs ende." strejfet af nøgternhed lå stadig i hendes stemme, og det kunne hun ikke ændre på.
Stephen gav hende et ærligt smil og lagde en hånd på hendes hoved. Det var Emmas tur til at være paf, og i hendes forbavselse nåede hun ikke at reagere på berøringen. Hun kunne ikke røre sig af stedet. "Du er blevet så stor. Jeg ville stadig ønske, jeg havde været der lidt mere, da du var lille, så vi ikke var så fremmede for hinanden."
Emma sank en klump, og trak sig lidt tilbage, da Stephen havde flyttet sin hånd igen. "Vi kan da prøve at snakke sammen lidt oftere." foreslog hun en smule på bar bund.
Stephen accepterede hendes forslag med et nik og smil. "Vi kan aftale tider, vi kan ringe til hinanden på." sagde han, og det var et tydeligt tegn til, at han havde accepteret hendes holdning til rejsen og hendes ønske om at fortsætte den.
Emma begyndte at trække i retning mod døren ud af stuen. "Jeg må se at komme hen med Cutiefly." undskyldte hun sig, og ved Stephens sidste nik smuttede hun ud.
Uden for døren, på trappen ned til gaden tog Emma en dyb indånding og prøvede at kontrollere sine svagt rystende hænder. Hun var rystet og følte sig på dybt vand over samtalen med Stephen, selvom hun havde bevaret fatningen undervejs. Deres forhold var ved at ændre sig, og måske var det til det bedre, men Emma skulle lige vænne sig til det. Cutiefly sad stadig på hendes skulder, og da hun ikke flyttede sig med det samme, gav den et lille tjirp. Emma nikkede som indikation til at hun havde hørt den. "Jeg går nu, jeg går nu."