Route Unknown
Feb 4, 2016 16:58:38 GMT 1
Post by Delora Lindberg on Feb 4, 2016 16:58:38 GMT 1
Hatim nød at se, hvordan de andre trak sig fra ham. Han solede sig i sin egen varme og de andre frygt for hans styrke, det gav ham magt og boostede hans selvtillid. Det kunne godt være, at han havde tabt flere kampe til de dumme bellsprouts, men han var ikke den samme mere og han ville aldrig mere tabe en kamp, det var han alt for dygtig til nu.
Han så godt, at Emma trådte nærmere men tænkte ikke nærmere over det. Hun var jo bare et af de mennesker, som gik rundt med nogle af de andre pokemoner, de tog sig altid kun af deres egne og ævlede med andre mennesker. Ikke noget han skulle bekymre sig om.
Stor var hans overraskelse da hun pludselig greb ham i nakkeskinnet og løftede ham op i luften, han hang ubevægelig et øjeblik af bare forbløffelse, men så greb fanden ham. Han skreg rasende mens ilden på bagen af ham blussede op og han ville have vredet og vrikket sig rundt for at komme løs, hvis ikke Emma havde været så hurtig til at kaste ham. Han landede uelegant i sandet og rulle hurtigt op og stå igen.
Han hvidglødende af arrigskab over den ydmygelse som Emma havde udsat ham for, og havde hun været en pokemon havde han ikke tøvet et sekundt med at gå til angreb. Som det var nu, var der dog noget, der holdt ham tilbage. Angribe mennesker var normalt ikke noget han gjorde, de var jo nærmest forsvarsløse, når det kom til direkte kamp.
Han rystede af indestængt vrede mens han kæmpede for at holde sig under kontrol.
Delora kiggede tilbage da Emma kaldte til hende, hun håndterede alt det her bedst, når hun holdt sig igang og alle billederne og tankerne på afstand...
Hun havde ikke set, hvad Hatim havde gang og og rynkede panden da hun så han stod og så ret aggressiv ud.
"Hatim, kom her!" Kaldtehun bestemt til ham og ventede nervøst mens cyndaquilen kiggede imellem hende og Emma, og så ud til at overveje om han ville gøre som hun sagde.
Endelig vendte han sig modvilligt og traskede langsomt over imod hende, og Delora vendte opmærksomheden tilbage imod kasserne. En del af hende vidste godt, at hun burde undersøge, hvad problemet var da det ikke var første gang han kæmpede med at styre sin vrede, men ikke lige nu...
Heldigvis gjorde Avani som hun bad om, og Delora øjnede enda en smule mere liv i den ellers så apatiske sandshrew, måske var det virkelig ved at lykkes hende at komme igennem til hende.
Delora åndede lettet op da kassens indhold ikke så ud til at være særligt medtaget og hun sendte spindaen et hurtigt smil mens hun satte Avani ned på jorden for at kunne løfte den ud, da den bad om det.
Avani kiggede noget usikkert på spindaen og skævede til Delora, "scene?" spurgte hun tøvende.
Delora blev hurtigt distraheret af Sammis ros og kiggede hen på kassen som blev udpeget og nikkede. Så længe hun holdt sig igang var hun villig til at prøve det meste.
"Kom Avani, Hatim," sagde Delora mens hun gik over imod den næste. Cyndaquilen skumlede stadig mens Avani sendte et sidste blik på spindaen inden hun også fulgte med sin træner til næste opgave.
Delora gjorde hvad hun kunne for at fokusere på den nye kasse og opgaven med den, og skævede kun kortvarigt imod venipeden da den brød ud af sin. Hverken Avani eller Hatim gav den meget opmærksomhed heller da de var travlt optaget af hver sit.
Delora rynkede panden da kassen hun åbnede, ikke så ud til at indeholde andet end mudret vand. En foruroligende tanke spirede i hendes sind og hun trådte et skridt tilbage, uden at have modet på at undersøge, hvad vandet evt indeholdt. hun frygtede det værste og det var hun ikke sikker på, at hun kunne håndtere flere døde pokemoner.
Hatim blev irriteret over at føle sig uden for, og sprang op på siden af kassen, for at se, hvad de kiggede på. Det var med nød og næppe han undgik at dumpe ned i vandet, og han lod sag falde ned tilbage i sandet, inden han sendte Delora og Avani et ondt blik for ikke at have advaret ham.
Delora åndede lettet op og slappede af i skuldrene, da wooperen poppede op fra vandet. Hun rakte ud efter den som hun havde gjort med spindaen, men den dykkede ned under overfladen, for at dukke op lidt længere væk.
Sammi kaldte på hjælp til en anden kasse, og Delora besluttede hurtigt at wooperen sikkert var nervøs efter dens oplevelser med Team Rocket og at den burde kunne hoppe ud af kassen selv, med så meget vand, der var i den.
Hun efterlod den og gik over til Sammi med hendes to pokemoner i hælene.
Hvis ikke andre dukkede op på Sammis råb om hjælp til kassen, ville hun bede Avani om at forsøge at bryde låget af, men sandshrewen kunne bare ikke få sin klør ind i revnen, og eneste anden mulighed ville være at forsge at kradse den åben.
Da skittyen kom til syne, måbede Delora. Det var ikke et syn, hun havde regnet med at se her midt i al armoden og de triste skæbner. Hatim fnyste forarget over den lade skittys opførsel og udseende, mens Avani blot stirrede ned i jorden frem for sig.
Delora kiggede sig omkring og overlod også skittyen til andre, den vidste hun heller ikke lige, hvad hun skulle stille op med.
"Dusduuus," hilste Anil glad da han kom flagrende og tiltrak sig Deloras opmærksomhed. Hun sendte ham et kort smil og kiggede sig om efter litleoen, som hun havde glemt for en stund. Hun havde rejst sig fra sin ligge plads og stod nu og stirrede indgående på en pidgey, der kom flyvende og så ud til at overveje, om hun ville kunne nå den, hvis hun sprang højt nok op.
"Litleo!" Råbte Delora med hænderne formet som en trakt omkring munden, og fik den lille løve til at hoppe af forskrækkelse. Litleo kastede endnu et blik op på Pidter, inden hun opgav og travede haltende over til de andre.
Delora havde brug for at holde sig igang, og da der ikke så ud til at være flere kasser at åbne, og hun ikke anende, hvad hun skulle stille op med de pokemoner, der allerede var blevet sluppet fri, besluttede hun sig for at starte på, hvad de originalt skulle: undersøge skibet.
Hun gik raskt ud til hvor landtangen havde været og ville smile kort, men ikke stoppe, hvis nogen henvendte sig til hende. Ved kanten ville hun klæde sig af og afsløre at hun havde badetøj inde under, vokset op som datter af to Havbiolog pokemon forskere, havde lært hende, at man aldrig vidste, hvornår man havde brug for at hoppe i vandet. Hun havde altid haft badetøj på da hun var barn, og nu føltes det mærkeligt at gå rundt uden.
Hun kaldte Hatim, Avani og Litleo ind i deres pokebolde og fik Anil til at flyve over med både dem og hendes tøj, hvilket tog ham et par omgange. Hun ville roligt svare, at hun ville undersøge båden, og nægte at lade sig overtale til at lade være, skulle nogen forsøge at stoppe hende.
Så snart Anil havde lagt det sidste stykke tøj ude på den smule landtange, der var tilbage ude ved båden, lod Delora sig synke ned i vandet og svømmede med kraftige tag derud, mens Anil holdt sig over hende, klar til at forsøge at forsvare hende, skulle det blive nødvendigt.
Nåede hun sit mål, ville hun svinge sig op og klæde sig på, inden hun ville begynde at kigge sig omkring.
Han så godt, at Emma trådte nærmere men tænkte ikke nærmere over det. Hun var jo bare et af de mennesker, som gik rundt med nogle af de andre pokemoner, de tog sig altid kun af deres egne og ævlede med andre mennesker. Ikke noget han skulle bekymre sig om.
Stor var hans overraskelse da hun pludselig greb ham i nakkeskinnet og løftede ham op i luften, han hang ubevægelig et øjeblik af bare forbløffelse, men så greb fanden ham. Han skreg rasende mens ilden på bagen af ham blussede op og han ville have vredet og vrikket sig rundt for at komme løs, hvis ikke Emma havde været så hurtig til at kaste ham. Han landede uelegant i sandet og rulle hurtigt op og stå igen.
Han hvidglødende af arrigskab over den ydmygelse som Emma havde udsat ham for, og havde hun været en pokemon havde han ikke tøvet et sekundt med at gå til angreb. Som det var nu, var der dog noget, der holdt ham tilbage. Angribe mennesker var normalt ikke noget han gjorde, de var jo nærmest forsvarsløse, når det kom til direkte kamp.
Han rystede af indestængt vrede mens han kæmpede for at holde sig under kontrol.
Delora kiggede tilbage da Emma kaldte til hende, hun håndterede alt det her bedst, når hun holdt sig igang og alle billederne og tankerne på afstand...
Hun havde ikke set, hvad Hatim havde gang og og rynkede panden da hun så han stod og så ret aggressiv ud.
"Hatim, kom her!" Kaldtehun bestemt til ham og ventede nervøst mens cyndaquilen kiggede imellem hende og Emma, og så ud til at overveje om han ville gøre som hun sagde.
Endelig vendte han sig modvilligt og traskede langsomt over imod hende, og Delora vendte opmærksomheden tilbage imod kasserne. En del af hende vidste godt, at hun burde undersøge, hvad problemet var da det ikke var første gang han kæmpede med at styre sin vrede, men ikke lige nu...
~~~
Heldigvis gjorde Avani som hun bad om, og Delora øjnede enda en smule mere liv i den ellers så apatiske sandshrew, måske var det virkelig ved at lykkes hende at komme igennem til hende.
Delora åndede lettet op da kassens indhold ikke så ud til at være særligt medtaget og hun sendte spindaen et hurtigt smil mens hun satte Avani ned på jorden for at kunne løfte den ud, da den bad om det.
Avani kiggede noget usikkert på spindaen og skævede til Delora, "scene?" spurgte hun tøvende.
Delora blev hurtigt distraheret af Sammis ros og kiggede hen på kassen som blev udpeget og nikkede. Så længe hun holdt sig igang var hun villig til at prøve det meste.
"Kom Avani, Hatim," sagde Delora mens hun gik over imod den næste. Cyndaquilen skumlede stadig mens Avani sendte et sidste blik på spindaen inden hun også fulgte med sin træner til næste opgave.
Delora gjorde hvad hun kunne for at fokusere på den nye kasse og opgaven med den, og skævede kun kortvarigt imod venipeden da den brød ud af sin. Hverken Avani eller Hatim gav den meget opmærksomhed heller da de var travlt optaget af hver sit.
Delora rynkede panden da kassen hun åbnede, ikke så ud til at indeholde andet end mudret vand. En foruroligende tanke spirede i hendes sind og hun trådte et skridt tilbage, uden at have modet på at undersøge, hvad vandet evt indeholdt. hun frygtede det værste og det var hun ikke sikker på, at hun kunne håndtere flere døde pokemoner.
Hatim blev irriteret over at føle sig uden for, og sprang op på siden af kassen, for at se, hvad de kiggede på. Det var med nød og næppe han undgik at dumpe ned i vandet, og han lod sag falde ned tilbage i sandet, inden han sendte Delora og Avani et ondt blik for ikke at have advaret ham.
Delora åndede lettet op og slappede af i skuldrene, da wooperen poppede op fra vandet. Hun rakte ud efter den som hun havde gjort med spindaen, men den dykkede ned under overfladen, for at dukke op lidt længere væk.
Sammi kaldte på hjælp til en anden kasse, og Delora besluttede hurtigt at wooperen sikkert var nervøs efter dens oplevelser med Team Rocket og at den burde kunne hoppe ud af kassen selv, med så meget vand, der var i den.
Hun efterlod den og gik over til Sammi med hendes to pokemoner i hælene.
Hvis ikke andre dukkede op på Sammis råb om hjælp til kassen, ville hun bede Avani om at forsøge at bryde låget af, men sandshrewen kunne bare ikke få sin klør ind i revnen, og eneste anden mulighed ville være at forsge at kradse den åben.
Da skittyen kom til syne, måbede Delora. Det var ikke et syn, hun havde regnet med at se her midt i al armoden og de triste skæbner. Hatim fnyste forarget over den lade skittys opførsel og udseende, mens Avani blot stirrede ned i jorden frem for sig.
Delora kiggede sig omkring og overlod også skittyen til andre, den vidste hun heller ikke lige, hvad hun skulle stille op med.
"Dusduuus," hilste Anil glad da han kom flagrende og tiltrak sig Deloras opmærksomhed. Hun sendte ham et kort smil og kiggede sig om efter litleoen, som hun havde glemt for en stund. Hun havde rejst sig fra sin ligge plads og stod nu og stirrede indgående på en pidgey, der kom flyvende og så ud til at overveje, om hun ville kunne nå den, hvis hun sprang højt nok op.
"Litleo!" Råbte Delora med hænderne formet som en trakt omkring munden, og fik den lille løve til at hoppe af forskrækkelse. Litleo kastede endnu et blik op på Pidter, inden hun opgav og travede haltende over til de andre.
Delora havde brug for at holde sig igang, og da der ikke så ud til at være flere kasser at åbne, og hun ikke anende, hvad hun skulle stille op med de pokemoner, der allerede var blevet sluppet fri, besluttede hun sig for at starte på, hvad de originalt skulle: undersøge skibet.
Hun gik raskt ud til hvor landtangen havde været og ville smile kort, men ikke stoppe, hvis nogen henvendte sig til hende. Ved kanten ville hun klæde sig af og afsløre at hun havde badetøj inde under, vokset op som datter af to Havbiolog pokemon forskere, havde lært hende, at man aldrig vidste, hvornår man havde brug for at hoppe i vandet. Hun havde altid haft badetøj på da hun var barn, og nu føltes det mærkeligt at gå rundt uden.
Hun kaldte Hatim, Avani og Litleo ind i deres pokebolde og fik Anil til at flyve over med både dem og hendes tøj, hvilket tog ham et par omgange. Hun ville roligt svare, at hun ville undersøge båden, og nægte at lade sig overtale til at lade være, skulle nogen forsøge at stoppe hende.
Så snart Anil havde lagt det sidste stykke tøj ude på den smule landtange, der var tilbage ude ved båden, lod Delora sig synke ned i vandet og svømmede med kraftige tag derud, mens Anil holdt sig over hende, klar til at forsøge at forsvare hende, skulle det blive nødvendigt.
Nåede hun sit mål, ville hun svinge sig op og klæde sig på, inden hun ville begynde at kigge sig omkring.