"Igen," kommanderede Silver til hans udmattede Cyndaquil. Den tog en dyb indånden og med en kraft anstrengelse sprang den ind i Porygon igen, som svarede igen med et slag med hovedet. Silvers panderynken blev endnu dybere da Cyndaquil vaklede tilbage til ham, for at komme væk fra deres modstandere.
Så reagerede Bulbasaur og hamrede ind i Porygon, som næsten blev flyttet, og bagefter lavede den en metalisk lyd mens den faldt sammen. "Pound," beordrede Min med et smil, mens hun kaldte den slået Porygon ind igen. Golett tog et par skridt frem, og gav Bulbasaur et ordenligt slag på knoppen, mens han stadig var inden for rækkevidde.

Min skannede Porygons pokeball, før hun puttede den i lommen. Så klikkede hun et par gange på hendes computer og kiggede indgående Silver og Emma. "Lad mig så høre. Hvad har I lært indtil videre?" Spurgte hun, og Silver svarede roligt. "Jeg har lært, at Cyndaquil er værd at arbejde med." Det lød absolut ikke som et kompliment, men Cyndaquil strålede af stolthed. "Hvorfor?" Spurgte min, og fik et rasende blik fra Cyndaquil over, at hun stillede spørgsmål omkring dens værd. Silver smilede selvtilfreds da han svarede "Den fortsætter med at kæmpe, selv imod alle odds. Det er den eneste måde at blive stærkere på, at overinde alle forhindringer og tæve alle modstandere." Proklamerede han.
Min nikkede og noterede på hendes computer, så kiggede hun spørgende på Emma. "Og, hvad med dig Emma?"
______________
Træner kamp:

Mins Porygon |Level 5|
HP: 20/0
Status: Fainted
Bruger: Tackle

Mins Golett|Level 6|
HP: 26/26
Status: Normal (-3 attack)
Bruger: Pound

Silvers Cyndaquil|Level 5|
HP: 2/22
Status: Normal
Bruger: Tackle

Emmas Bulbasaur♂ |Level 5|
HP: 10/22
Status: Normal
Bruger: Tackle

Bulbasaur stiger til lvl. 8
Bulbasaur lærer Leech Seed!


Silver Cyndaquil hjalp og stiger 1 lvl.

Emma åndede lettet op, da Porygonen blev kaldt tilbage. Hun håbede det var enden på det, for hun vidste stadig ikke, hvordan de skulle kunne gøre noget ved Golett'en.

Bulbasaur kom halvgispende tilbage på pladsen foran Emma efter slaget fra Golett og vrikkede med sin løgknop i et forsøg på at massere lidt af smerten væk. Han holdt vagtsomt øje med Golett'en og lyttede kun halvt til samtalen mellem Min og drengen. Så længe Emma ikke kaldte ham tilbage var kampen stadig i gang, og selvom han var træt og øm, skulle intet stoppe ham fra at forsvare sig selv, hvis Golett'en angreb. Han kunne mærke anlæggene til små frø var modnet og nu klar i hans knop.

Emma bemærkede ikke Bulbasaurs anspændthed. Hun spekulerede i, hvad hun havde lært her, mens hun lyttede til Silvers svar. Hun foretrak at have lidt længere tid til at få styr på sine tanker og ideer, men Mins spørgsmål trak kun nærmere og hun forsøgte at koge sin nye viden ned til, hvad hun ville indrømme overfor andre mennesker. "Joh," begyndte hun, da Min vendte sig mod hende. "Jeg har lært, at der stadig er masser af viden og information at finde, som jeg endnu ikke har set." Hun nikkede over mod Golett'en, som for at indikere hendes hul i viden. "At mennesker har forskellige opfattelser af, hvilke angreb der er velegnede til brug i en pokemonkamp. En brug jeg kan se, hvordan jeg kan undersøge i en praktisk sammenhæng." Hendes øjne var faldet ned på hendes fingre, mens hun talte, og hun holdt om to fingre som holdt hun øje med, hvor mange punkter, hun dækkede. "Og en pokemon, enten veltrænet eller starter, er intelligent nok til at udføre mindst to ordrer ad gangen." Hun så op, da hun var færdig, fokuseret på Min og om der var flere spørgsmål.

Min nikkede ad Emma svar, mere som en indikation af, at hun lyttede og forstod, end om hun egentlig var enig eller ej. Da hun var færdig med at notere deres svar kiggede hun mellem Silver og Emma mens hun spurgte dem begge: "Hvad så nu? I har stadig en stærk modstander tilbage, som jo ikke er helt nem for utrænede pokemoner," sagde hun og lavede en bevægelse imod hendes golett, som stod urørlig. Den virkede virkelig til at være en maskine der intet kunne uden at få ordre og opgaver.

Silver fnyste og kiggede indgående på Cyndaquil der stod på rystende ben og stirrede indædt på Golett. "Ember," sagde han blot, og Cyndaquil kiggede overraskende på ham. Silver løftede afventende det ene øjenbryn og Cyndaquil fik en bekymret rynke i panden da den vendte hovedet tilbage imod dens modstander. Den åndede langsomt ud og tændte så flammerne på dens bagende og tog en dyb indånden.
Så pustede den alt hvad den kunne og en sort røgsky stod så ud af munden på den og indhyldede banen.
Silver sukkede, gned panden og så ud til, at han vidste, at de ikke havde en change. Cyndaquil kiggede overrasket på den sorte røgsky og dukkede så trist hovedet mens ilden gik ud.
"Udmærket, tackle den istedet," sagde Silver dødsensalvorligt og Cyndaquilen kiggede forskrækket på ham. Silver så hen på Bulbasaur og så ikke ud til at have nogen interesse i hans egen pokemon længere.
Den lille blå mulvarp kiggede ulykkeligt imellem dens træner og røgskyen og trippede uroligt. Dens træner vidste da godt, at det ikke ville virke, ikke?
Efter noget betænkningstid stampede Cyndaquil i jorden. "Quiiil," skreg den vredt og sprang så imod røgskyen for at udføre Silvers ordre. Dens blik udstrålede beslutsomhed selvom den vidste, at den ikke ville klare dette her.
"Pound!" lød det fra den anden side, og Golett dukkede frem af skyen og ramte Cyndaquil lige på hårdt. Ildtypen fløj hen og landede for fødderne af Silver, bevidstløs. Træneren kaldte Pokemonen ind i pokeballen uden en mine.

Bulbasaur havde bakket lidt da røgskyen bredte sig, for at undgå at få for meget i lungerne. Nu da Golett blev synlig benyttede han sig af det og, at hans knop var modnet en tand mere. Han sendte et enkelt frø flyvende imod modstanderen som havde vendt sig udtrykløst imod ham. Med den præcision som Bulbasaur sendte frøet afsted med, skulle man tro, han ikke havde lavet andet. Den landede på hovedet af Golett og spirede øjeblikkeligt, og viklede sig rundt om den uden, at den dog virkede til at bemærke det.
Et par tynde rødder lavede deres vej tilbage til Bulbasaur og gav ham en smulle af golettens energi. Det gjorde godt.
Så blev Golett indhyldet af dens sorte røg igen.

_______________
Træner kamp:

Mins Porygon |Level 5|
HP: 20/0
Status: Fainted
Bruger: Tackle

Mins Golett|Level 6|
HP: 26/24
Status: Seeded (-3 attack, -1 acc.)
Bruger: Pound

Silvers Cyndaquil|Level 6|
HP: 0/24
Status: Fainted
Bruger: SmokeScreen

Emmas Bulbasaur♂ |Level 8|
HP: 20/30
Status: Normal
Bruger: Leech Seed

"Men, men..." prøvede Emma, da kampen gik i gang igen og Silver fik slået sin Cyndaquil ud. Hun var forbavset over Silvers ordre og endnu mere forbavset over, at Cyndaquil faktisk kunne Smokescreen nu. Havde Silver virkelig haft ret?
Hun vippede fra den ene fod til den anden en enkel gang i bekymring, mens hun så fra Bulbasaur til Golett, og gjorde store øjne, da Bulbasaur skød et enkelt frø ud fra knoppen på sin ryg. Han kunne Leech Seed nu?
Ved synet af frøet, der ramte sit mål og straks spirede rødder, der klyngede sig til Golett'ens hoved, stoppede Emma sine nervøse bevægelser og lagde ansigtet i rolige folder. Hun tænkte. Kampen ville blive særdeles langtrukken og det var usikkert hvor længe Bulbasaur kunne stå imod Golett'ens Pound, selv hvis han fik lidt energi fra sin modstander gennem frøet. Emma trak på skuldrene og svarede på Professorens spørgsmål med sin sædvanlige neutrale stemem. "Hvis kampen absolut skal fortsætte, er der ikke anden udvej for Bulbasaur end at bruge Growl, så Golett slår så svagt som muligt, mens Leech Seed langsomt zapper energi fra den. Det bliver en udmattelseskamp." Emma nikkede mod Bulbasaur. "Så Growl, Bulbasaur. Mindst to gange mere," befalede hun. Hun syntes der manglede noget og en minimal rynke gled over hendes pande, mens hun vurderede Bulbasauren, der ikke havde virket særlig energisk den sidste del af kampen. Hun åbnede tøvende munden. Lidt ros havde altid virket motiverende i hendes egne studier, ikke? "Det var et godt Leech Seed..?" Det lød mere som et spørgsmål, men synet af Bulbasauren der rettede sig lidt op, fik hende til at drage et lettelsens suk, og hun kunne med sindsro se, hvordan kampen udfoldede sig derfra.

Bulbasaur tog et par dybe, velovervejede åndedrag oven på sin success med at ramme med sit frø. Skuddet af energi var heller ikke dårligt, men ville det være nok? Han vidste det ikke, og han følte sig træt. Emma lod dog ikke til at ville give ham en pause. Hun kaldte ham stadig ikke tilbage, selvom hun ikke snakkede med ham. Åh, vent, der kom en ny ordre. Growl gav mening. Han havde forstået at tackle ikke ville ramme, og hans frø havde jo ramt og virkede glimrende, så det var det eneste tilbage. Bulbasaur sukkede og flyttede på fødderne i forberedelse, mens han holdt øje med den sorte sky, der gemte på Golett'en. Han stivnede kortvarigt ved Emmas næste ord. Hun havde anerkendt ham? Okay, det kunne han godt bruge. Han rettede sig lidt yderligere, stivede sig af til at tage et par runder mere.

Silver vendte sig for at gå. "Hvad er din mening nu Cyndaquil tabte?" råbte Min efter ham, og han stoppede op. Uden at vende sig om svarede han: "Jeg ved, at jeg valgte den bedste pokemon. Den er værd at arbejde med."
Silver begyndte at gå igen, men stoppede da han nåede hen til Emma, der stoppede han igen. Han drejede hovedet og studerede hende som om det var noget en trubbish havde slæbt ind. "Hvis du ikke skal blive sendt hjem med fødderne først har du vidst brug for et råd," sagde han ligeud, så lavt at Min ikke kunne høre det. Det var kun ment for Emmas ører, og derfor gad han ikke hæve stemmen så andre kunne lytte med. "Lad hver med at bruge tid på svage pokemoner, og lad ikke noget stå i vejen for dit mål. Ellers bliver du trampet ned!"
Med det gik han. Ved hegnet hoppede han elegant over, og var så forsvandt han ud på ruten.

Min kiggede længe efter Silver, og gav fraværende Golett ordre til at bruge Pound som svar på angrebet. Da Bulbasaur knurrede igen, rynkede hun brynene og blev nærværende. Hun smilede overværende og rystede på hovedet. "Tror du virkelig, at det vil hjælpe?" spurgte hun, og pillede noget der lignede en fjernbetjening ud af hendes computer. "Mud-slap," beordrede hun og gik et skridt frem med scanneren i hånden. Mens Golett samlede en håndfuld jord og kastede det lige i øjnene på Bulbasaur, lod Min scanneren løbe op og ned langs den, mens hun kiggede koncentreret på hendes computer.
Så rettede hun den imod Bulbasaur, og hun måtte forsøge et par gange, da den havde svært ved at læse ham på så stor afstand.

"Udmærket," sagde Min efter at have lavet nogle beregninger samtidig med, at hun ignorerede, hvad Emma end måtte sige. "Jeg har lavet nogle beregninger," forklarede hun. "Og med mindre du har et eller andet oppe i ærmet, vinder jeg. Vil du fortsætte kampen?" Spurgte hun Emma, mens hun skubbede scanneren på plads ind i computeren igen.

_______________
Træner kamp:

Mins Porygon |Level 5|
HP: 20/0
Status: Fainted
Bruger: Tackle

Mins Golett|Level 6|
HP: 26/21
Status: Seeded (-5 attack, -1 acc.)
Bruger: Pound og Mud-slap

Silvers Cyndaquil|Level 6|
HP: 0/24
Status: Fainted
Bruger: SmokeScreen

Emmas Bulbasaur♂ |Level 8|
HP: 18/30
Status: Normal (-1 acc)
Bruger: Growl *2

Emma skar tænder og knyttede sin næve en enkel gang, inden hun lod anspændelsen over Silvers ord sive fra sig. Hans mening om 'svage' pokemoner havde hun ikke det store til overs for, men hun forstod hans afsluttende pointe og den lille visdom, der lå gemt bag. Hun havde aldrig kæmpet for noget med så benhård passion som drengen, og måske var det vitterligt noget, hun burde lære. Selv hvis passion var et underligt fjernt begreb for hende. Så da Professor Min fremsagde Bulbasaurs fremtidige tab og Goletts sejr, kneb Emma øjnene sammen og tænkte.

Umiddelbart havde hun ikke noget i ærmet. Der var ikke rigtig noget at gøre, andet end hvad hun allerede havde sagt. Men hvis Professoren mente at muligheden for at have noget i ærmet eksisterede, måtte der være en udvej, og med Silvers ord stadig hængende i øret, havde Emma ingen planer om at give op, før alle vinkler var vendt.

Imens hun prøvede at komme i tanke om eventuelle ting, hun havde overset, talte hun på fingrene, hvor mange gange Growl havde været i brug. "Ét Growl mere, Bulbasaur." sagde hun fast, da hun havde nået en fuld hånd.

En anelse stædighed havde sneget sig ind i Emmas ellers neutrale tone, og Bulbasaur kiggede op på hende med ny forbavselse. Det havde næsten lydt som om hun rent faktisk tog kampen lidt mere seriøst. Han havde ikke hørt Silvers ord, og han kendte endnu ikke Emma, så han havde svært ved at 'læse' hende. Men hvis hun pludselig var interesseret i at kæmpe og vinde denne håbløse kamp, (Professorens ord havde gjort Bulbasaur nervøs. Han så ikke frem til at blive slået i sin første kamp.) så måtte han hellere stole på, at hun havde en plan og gøre sit bedste for at leve den ud.
Han ventede et par kostbare sekunder mere på, om hun ville give yderligere instrukser. Hun havde jo holdt sig til to angreb i træk de sidste par gange. Intet lod dog til at være fortkommende og han skyndte sig i stedet at forberede sig på Golett'ens næste slag.

Mens Bulbasaur kastede sig ud i det endnu engang, kom Emma endelig rundt om den tanke, der hed brugen af medicin og helbredende effekter til pokemoner. Hun lagde hovedet en millimeter på skrå og rynkede brynet en smule. Havde man overhovedet tid til at udføre 'førstehjælp', mens en kamp stadig stod på? Og var det ikke at snyde? Hun havde aldrig set nogen af de officielle kampe i fjernsynet, hvor sådan noget skete.

Min løftede et øjenbryn da Emma bad Bulbasaur om at lave endnu en growl. Hun havde håbet at kunne stoppe kampen nu, da dette ellers ville blive en meget langsommelig omgang, og hun kunne ikke se, at hun kunne få mange flere interessante oplysninger. Emmas måde at reagere på, og det hun indtil videre havde brugt af angreb, havde overbevist Min om, at hun vidste præcis, hvad Emma ville kunne diske op med.

Kampen lignede meget det foregående, Bulbasaur knurrede truende af Golett, som derefter samlede en håndfuld jord op og smed i hovedet på Bulbasaur. Golett flyttede sig ellers ikke, og Bulbasaur havde besluttet sig for, blot at tage imod mudderet han fik kastet i hovedet. Han rystede på hovedet for at klare synet, men han havde en smule svære ved at se end før.

Min sukkede. "Lad mig forklare dig, hvordan sagerne står," sagde Min forretningsmæssigt, i håb om, at overtale Emma til at slutte kampen noget før. "Growl har kun affekt på Pound, og selvom Mud Slap ikke gør meget skade på din bulbasaur, så gør det, det svære og svære for den at se. Jeg regner ikke med at den kan andet end leech seed, tackle og growl? Leech Seed tager en smule af Goletts energi hele tiden, men ellers har du ikke noget, der kan bruges imod den." Hun kiggede indgående på Emma.
"Dette bliver en udholdenhedskamp, der kan tage timer, hvor du kun vil kunne vende det ved at bruge potions. Og de vil bare forlænge kampen. Vil du virkelig spilde tiden på det?" Spurgte hun, og gjorde hvad hun kunne for at få Emma til at give op. Hun havde de oplysninger hun havde, og havde ingen interesse i at fortsætte.

_______________
Træner kamp:

Mins Golett|Level 6|
HP: 26/20
Status: Seeded (-6 attack, -1 acc.)
Bruger: Mud-slap

Emmas Bulbasaur♂ |Level 8|
HP: 17/30
Status: Normal (-2 acc)
Bruger: Growl
[/left][/size]

(ooc: skal vi speede det lidt op i næste runde? Ellers kommer dette her til at tage meeeget lang tid )

"Jeg ved alt det." næsten knurrede Emma. Hun var dog for autoritetstro til at virke alt for trodsig, men hun hadede, når folk tvivlede på hendes kendskab til fakta. Hun var stolt af sin sans for viden og evne til at bruge logik. Hun så ikke på Professoren imens, men valgte at holde blikket på Bulbasaur og Golett, prøvede at se, hvad Mins maskine åbenbart kunne beregne så let.

"Jeg ved det," gentog hun mere roligt og klart. "Men for nu har jeg tænkt mig at holde ud til den bitre ende." sluttede hun med antydningen af et stædigt drag om munden.
Hun rakte tilbage til en sidelomme i sin rygsæk. Hun havde pakket den efter anbefalingerne, som hun havde læst inden afrejse, og medicin og bolde lå alle let tilgængelige. Det tog kun et par sekunder at fiske en potion op, som hun knugede i hånden. Professor Min havde jo afsløret i sin tale, hvad løsningen var, og hendes ord havde ikke indikeret, at det var snyd eller noget at bruge tingene under kamp. Emma manglede blot at finde det rette tidspunkt at dosere på.

Med sit svar til Min færdig, henvendte hun sig igen til Bulbasaur. "Growl vil ikke virke længere, og Leech Seed er ikke nødvendig, så gå i gang med at tackle Golett'en. Selvom det ikke skader den, kan du bruge bevægelserne til at prøve at undgå dens slag. Når du begynder at føle dig for træt, så kom til mig. Så skal jeg prøve at afhjælpe det. Forstår du det?"

Bulbasaur stirrede ufravendt op på Emma gennem hendes lange tale. Tidligere havde hun snakket så tilpas langsomt, at han ingen problemer havde med at forstå det, men selvom hendes tone var lige så neutral og forklarende som den hele tiden havde været, faldt ordene hurtigere, og han var usikker på, om han fik dem alle med. Tackle var dog det eneste, der ikke havde involveret et ikke, og han var ikke vild med ideen. De havde jo for længst konstateret, at det ikke virkede.
Men han satte pris på, at hun talte til ham som en... et-eller-andet, der ikke var et utænkende væsen, og selv hvis det ikke var respekt, kunne det blive det. Han gav et langsomt nik. Han ville godt have haft en opkvikker allerede, men måske syntes hun ikke, at han så træt nok ud endnu. Den del troede han, han havde forstået.

Min så absolut ikke glad ud da Emma holdt på at fortsætte, og gjorde sin beslutning endnu mere klar, ved at finde en potion frem. Hun skulede irriteret mens Bulbasaur tacklede Golett uden, at det dog så ud til at den udtryksløse pokemon lod sig gå på af det. Der efter samlede den på Mins ordre, endnu en håndfuld jord op og smed det i hovedet på Bulbasaur, der begyndte at have store problemer med at orientere sig.
Derefter gentog de det med det lille tvist at Bulbasaur løb forbi Golett og var ved at vælte Min da han løb ind i hendes ben istedet for.

"Så er det nok!" råbte Min irriteret og kaldte uden yderligere forklaring Golett ind igen, og traskede over til Emma, som hun rakte en lille håndfuld sedler.
"Her!" Sagde hun bryskt og rystede med dem foran Emma. "Du er hermed erklæret vinder, da jeg spilder min tid fra nu af. Jeg har de oplysninger jeg skal bruge til min forskning." Sagde hun irriteret. "Da du ville spilde potions på det, ville du alligevel have vundet, men nu du sparer den giver jeg dig kun halvdelen af det jeg plejer," forklarede hun kort for hovedet inden hun vendte ryggen til Emma og gik tilbage imod Laboratoriet.

_______________
Træner kamp:

Mins Golett|Level 6|
HP: 26/18
Status: Seeded (-6 attack, -1 acc.)
Bruger: 2*Mud-slap

Emmas Bulbasaur♂ |Level 8|
HP: 15/30
Status: Normal (-4 acc)
Bruger: 2* Tackle, 1 misser (påvirker ikke Golett)

- - -

Bulbasaur vandt kampen og stiger til lvl 10!
Han lærer Vine Whip

Emma vinder 125£ fra Min.

(ooc: kunne se, du har rettet Emmas økonomi til, men havde glemt, at tilføje samme beløb til min profil. Så det gjorde jeg lige.)

Professor Mins irritation og derved hårde ord var som et slag i ansigtet på Emma. Lamslået tog hun bare imod skraldet (og pengene) og kom først til sig selv igen, da Professoren var forsvundet ind i laboratoriet. Hun rystede sig ud af det og pakkede med rystende hænder penge og potion væk på deres rette plads. Selvfølgelig spildte Emma Professorens tid, når kampen ikke længere afslørede noget nyt til hendes forskning. Hvordan kunne hun have glemt, at det ikke var for hendes skyld, de havde gjort dette her? Emma stod et par sekunder mere og forsøgte at samle sig selv.

Bulbasaur kaldte et spørgende "Bulba" op til hende. Han var forvirret men udmærket tilfreds med, at han ikke længere skulle ase sig igennem kampen.

Emma rystede igen på hovedet, som for at klare tankerne og begyndte mumlende at snakke med sig selv. "Okay, okay. Videre. Komme ud herfra. Finde et roligt sted. Få styr på det her." Hun var ikke engang selv klar over, hvad 'det her' var, hun ville have styr på. "Rejse..." sluttede hun med en lille panderynken. Hun sukkede og tog Bulbasaur tilbage i sin bold uden et ord.
Forsigtigt fandt hun vej ud samme vej, som hun var kommet ind, gennem laboratoriet. Hun gjorde så lidt væsen af sig som muligt. Ligegyldigt om Min bemærkede hende, ignorerede hende eller helt havde ryggen til i sit videre arbejde, bukkede Emma og sagde stille "Tak for lektionen og undskyld min påtrængen." Så skyndte hun sig helt ud og gik sin hurtigste gang til udkanten af byen.
_________

Vel ude på gangstien væk fra New Bark gjorde Emma pustende holdt. Hun var ikke vant til så meget fysisk aktivitet, og selvom hun havde pakket så let og praktisk som muligt, var rygsækken stadig tung. Hun så sig om, spottede en træstamme, der havde lagt sig ned ikke så langt fra stien og traskede hen og satte sig på den. 'Jeg skal sikkert have oparbejdet en kondi også.' tænkte hun ved sig selv.
Hun stillede rygsækken ved sine fødder og fandt pokedex, pen og en lille notesbog frem. Hun havde ikke været helt klar over, om pokedex'en havde en skrivefunktion, så hun var gået på kompromis og havde taget en lille bog med i første omgang til nødbrug. Hun begyndte at notere dagens første erfaringer ned, og hvad hun mente var gode første planer for turen. Det hele i punktform. Hun sluttede af med at kaste et kritisk blik på listen og satte stjerne ud for nogle stykker.

'Praktisk erfaring', 'Pokemonkamp' og 'Brug af angreb' var nogle af disse punkter og hun stirrede på dem eftertænksomt. Hun tog en beslutning og kaldte Bulbasaur frem. Den grønne pokemon strakte sig og kiggede afmålt på hende, afventende. Da hun ikke sagde noget med det samme, sagde den et lille spørgende "bulba". Hun var forbavset over, at hun faktisk kunne høre den spørgende del i lyden.
Hun trak luft ind for at tale. "Som du måske har bemærket, er jeg ny i alt det her" begyndte hun og kiggede efter om Bulbasaur nikkede i forståelse, hvilket han gjorde. Godt, at han virkede så intelligent, men hun huskede sig selv på, at hun skulle passe på ikke at overvurdere hans evner. "Denne rejses formål er for mig at få noget praktisk erfaring med pokemoner, og du er min partner her. Din første prioritet er at beskytte mig, men jeg regner også med, at jeg kan lære en del om pokemoner gennem dig. For at du kan beskytte mig ordentlig, skal du være stærk og i form, så jeg vil oftest have dig ude, hvor du kan gå sammen med mig og bevæge dig rundt."
Hun holdt en pause og gav Bulbasaur tid til at fordøje hendes ord. Han gav ikke nogen synlig reaktion på sin mening eller forståelse denne gang. Emma gik i gang med at udpensle sin oprindelige plan, inden Professorerne havde sat ideer i hovedet på hende. Dem kunne hun altid arbejde ind, når det var belejligt.
"Vi har allerede haft en hård start, men jeg havde i forvejen planlagt, at vi tog det roligt her på vejen til Cherrygrove. Jeg har læst, hvilke pokemoner, der skulle bo i området, og jeg håber på at se de mest almindelige i deres naturlige omgivelser, før vi når til byen."

Emma rejste sig og fik rygsækken på igen, mens hun igen stod og manglede et sted til Bulbasaurs tomme bold. Hun puttede den i lommen, mens hun overvejede om der var en butik i Cherrygrove, der solgte pokemon-bælter. Hun havde taget et par skridt, da hun opdagede, at Bulbasaur ikke fulgte med. "Kom nu." sagde hun.

Bulbasaur havde lyttet opmærksomt til Emma. Han var begyndt at forstå, at hans træner ikke lagde følelser i særlig meget. Hun var igen tilbage til sin kølige, nøgterne facon, og hendes forklaringer om sine planer gav grufuldt meget mening. Han kunne ikke argumentere imod dem, men han syntes stadig, der manglede et eller andet.
Han rystede sig ud af sine overvejelser og satte efter hende, da hun bad om det. Hun ville have hans beskyttelse og ønskede derfor, at han skulle være stærk, og da det stemte fint overens med hans egen moral, så han ingen grund til at modarbejde hende i dét. Han satte sig dog resolut et sidemål: at få skabt en rigtig følelsesmæssig kontakt til Emma.

Min havde placeret sig i samme hjørne som tidligere, og var dybt optaget af at skrive noget der lød til at være en længere afhandling. Hun løftede kort hovedet og kiggede på Emma dahun kom ind, og nikkede høfligt for derefter at ignorere hende igen.
Der var intet tegn på nogle af de andre porfessorer nogle steder, men Corsola kom hen og sagde farvel til Bulbasaur i døren og kiggede efter dem mens de gik igennem byen.
__________________________

Det var en rigtig god dag at rejse på, himlen var klar og luften frisk. Det var en smule køligt, så hvis Emma blev siddende for længe stille, ville hun snart kunne mærke kulden. Der var ganske stille og fredeligt omkring dem, og der skete intet før de fortsatte imod Cherrygrove.
Det så ud til, at Emma måtte blive noget tid på ruten, hvis hun ville nå at se, alle pokemonerne der skulle være her, for der var ret tomt, og de så ingen overhovedet.
Som Emma gik, blev hendes taske dog hurtigt tungere, hvilket godt kunne være fordi, Emma ikke var vant til at være så aktiv.
Men så rykkede det i tasken, en bevægelse som Emma i hvert fald ikke fik den til, og som den ikke burde kunne selv. Og siden Bulbasur gik ved siden af hende, kunne det heller ikke være ham.
Tasken begyndte at ryste mere vildt, før den blev afbrudt af en flænsende lyd da et par skarpe tænder bed sig ved ud igennem det, og et lilla hoved tittede ud.
Det var åbenbart lykkedes rattataen at snige sige ubemærket ind i tasken mens den stod på jorden, og nu ville den ud igen.

- - -

En Rattata |lvl 3| Er dukket op
Hvad vil du gøre?

Emma kunne ikke forstå, at hendes tænkepause på træstammen, ikke havde hjulpet på vægten af tasken, da hun fortsatte. Men hun holdt stædigt ud. Det var jo nok bare hendes egen mangel på motion, og så var der ikke andet at gøre, end at træne sig op til rejsen. Hun havde ingen forventninger om at kunne tage rejsen på anden og lettere vis end at gå. Især ikke hvis hun skulle have muligheden for at studere pokemonerne i deres naturlige miljø. Dette mindede hun sig selv om i et langt mantra, mens hun kæmpede mod vægten på sin ryg.

Først da rykkene tog fat i tasken, dæmrede det for hende, at der kunne være noget galt, for hun havde bestemt ikke pakket noget, der skulle opføre sig sådan. Hun standsede og kiggede omkring for at sikre sig, at der virkelig ikke var nogen udefrakommende virkende kraft i gang, og var ved at tage tasken af for at tjekke yderligere, da den ruskede endnu vildere og noget flænsede sig gennem stoffet. Emma frøs på stedet og stirrede.

Et lilla hoved. Gnavertænder. Rattata, kategoriserede Emmas hjerne automatisk. Men hvad skulle hun gøre? Den havde sikkert sneget sig ind, mens hun havde ladet tasken stå åben på jorden, var hendes næste tanke. Den var normal for området.
Tasken var for tung at holde, som hun stod nu, så hun endte op med at lade den glide til jorden, inden hun havde taget en egentlig beslutning på punktet. Hun trådte et skridt tilbage og stirrede stadig.

Bulbasaur greb sin chance. Han havde fulgt løjerne med aktiv interesse siden rysteriet begyndte, og så snart Emma havde fjernet sig fra den vilde Rattata i hendes taske trådte han ind foran hende. Han skulle jo vise, at han til fulde forstod sin pligt overfor hende. I første omgang gjorde han dog intet andet end at stille sig i vejen. Hvis Rattataen viste sig at være krigerisk og så ud til at ville angribe, kunne han altid give den en advarende knurren.

Bulbasaurs bevægelse fik vækket Emma en smule. For det første så han ud som i den kamp de lige havde haft i laboratoriet, og Rattataen havde endnu ikke udvist aggressiv opførsel, andet end at ødelægge hendes taske for at komme ud. For det andet var hun ikke interesseret i at få tasken maltrakteret yderligere. "Vent, vent," sagde hun. "Lad den komme ud først. Hvis den ikke angriber, kan vi prøve at følge efter den og se, hvordan den lever her."

Rattataen gjorde store øjne da den opdagede, at den hule den havde fundet pludselig befandt sig højt oppe i luften, og derefter langsomt bevægede sig ned imod jorden.
Den drejede langsomt hovedet da den hørte en stemme bag den, og den gjorde store øjne, da den så Emma og Bulbasaur. Den kiggede nervøst imellem dem, men turde ellers ikke flytte sig.
Da de ikke gjorde noget andet end at kigge på den, bulbasauren noget vagtsomt, hvilket gjorden den nervøs.
Den forsvandt ned i tasken igen og snart dukkede dens tænder frem igen mens den i et par hurtige bid, bed hullet større. Så sprang den ud af tasken med en halvspist et eller andet mad fra Emmas taske, og den fór ind i den nærmeste busk.

Hvis de fulgte efter den, ville de finde det svært, da den var lille og hurtig og ikke efterlod sig mange spor. Måske vidste Bulbasaur noget om at finde rundt og/eller følge spor og pokemoner i naturen. Rattataen ville løbe fra busk til busk, løbe til det næste bedste gemmested, og løbe derfra så snart den syntes de kom for tæt på. Hvert sted den forlod, ville der være rester fra maden den havde taget.
Hvis de klarede det, ville de til sidst finde den på den modsatte side af en lille bæk, hvor den sad midt i det åbne og forsøgte at se uskyldig ud mens den spiste resterne af det den havde stjålet.
Hvis de ikke klarede det, ville de støde på en lysning med flere pidgeys end de nogen sinde havde set før.

Emma skar en grimasse, da Rattataen åbenbart syntes, at hullet i hendes taske skulle være større for at komme ud, men hun holdt sin mund. Hun var dog knap så fattet, da den kom ud med en del af dagens frokostration i gabet og udbrød en protesterende lyd, der kunne tydes som en klynken. Så snart den sprang væk, var hun tilbage til tasken og forsøgte at samle den op uden at noget faldt ud af det betragtelige hul. "Hold øjnene på den," beordrede hun Bulbasaur imens.

Emma fik tasken i favnen med hullet opad og så i den retning, som Bulbasaur intenst nedstirrede, en busk. Hun fnyste og luntede op til busken klar til at give den en reprimande for at stjæle. Hun tænkte åbenlyst ikke.

Det var kun fordi Bulbasaur reagerede på hendes bevægelse ved at nærme sig busken fra en lidt anden vinkel, at han så den lille hurtige størrelse smutte væk og hen til en anden busk. Han skød en af sine slyngpiske ud for at bremse Emma og pegede med den anden.

Emma standsede forbløffet. Det var første gang Bulbasaur havde vist antydningen af at kunne bruge sine slyngpiske. Havde han allerede styr på et fjerde angreb? Hun rystede forbløffelsen af sig og kiggede, hvor han pegede. Okay, så Rattataen havde allerede flyttet sig. Hun tvivlede ikke på, at det var det Bulbasaur indikerede. Hun havde jo givet besked på, at han ikke skulle slippe den med øjnene. Alligevel gik hun resten af vejen hen til busken og kiggede grundigt ind i den for at se om Rattataen skulle have efterladt sig det mindste spor efter dens tilstedeværelse. Hun brummede, da hun endelig så de mørke krummer af brød. Hvorfor havde hun også valgt rugbrød til turen? Men vent lidt, var det ikke en stump salat også?
Emma rakte ned i tasken gennem hullet og frembragte en bid salat fra hendes ødelagte madpakke. Hun vendte sig mod Bulbasaur som utålmodigt stirrede på næste busk. "Hvor godt kan du lugte salat?" spurgte hun og stak bidden ind foran hans næse. Han snuste noget uforstående til det, og gjorde samtidig sit bedste for at holde øje med busken. Han konstaterede, at den grønne stump lugtede ret anderledes end græsset og planterne omkring dem. "Hvis vi mister den af syne, kan du prøve at finde dén lugt. Forstår du det?" Bulbasaur nikkede og de satte sig i bevægelse igen. Bulbasaur igen fra en lidt anden vinkel end Emma.

Det viste sig at være en tålmodighedsprøve. Gang på gang forsvandt det lille kræ til nye og andre gemmesteder uden at sætte synderligt med poteaftryk. Emma havde ikke set skyggen af den lilla pels siden den stak ud af hendes taske, men hun havde fanget et par gange, hvor en gren eller et par blade rystede efter dens seneste flugt. Bulbasaur, der var tættere på jorden fangede oftere bevægelsen, når den flyttede sig, men alt for tit måtte de prøve at ty til Bulbasaurs sans for lugten af planter, alt imens Emma for det meste prøvede at gætte, hvad en Rattata anså for gode gemmesteder.

Til sidst var det kun Emmas stædighed, der holdt dem ved ilden. Bulbasaur kunne ikke så godt stoppe den trættende jagt, når hun ikke ville give sig. Men det føltes dog mere som held end forstand, da de endelig spottede Rattataen på den anden side af en lille bæk. De var selv skjult bag krattet og umiddelbart ikke indenfor synsvidde af den.
Emma så ud som om hun var klar til at gå direkte over til den og give den en grundig opsang, men Bulbasaur, der var træt og ikke ville se den forsvinde igen, lagde skyndsomt en ranke over hendes mund.

Emma tog en beroligende indånding, nikkede og hviskede så. "Fang og hold den fast med din slyngpisk, men forsigtig. Den ser ret svag ud."
Hun havde brugt jagten på at spekulere i, hvorfor en Rattata i det hele taget ville stjæle mad til at begynde med. Var der ikke nok til den herude? Måske havde den ligefrem svært ved at klare sig. Under alle omstændigheder mente hun, at den skulle have at vide dens handling var forkert. Man stjal ikke, basta. Glemt var hendes første ide om at undersøge dens levemåde i området.

Bulbasaur sukkede lettet og lod sine piske glide som slanger ud mod Rattataen. Forhåbentlig ville den ikke opdage ham før det var for sent.
Emma ventede med tilbageholdt åndedrag. Hvis det lykkedes for Bulbasaur skulle hun have sig en snak med kræet.

Da det endelig lykkedes dem at finde rattataen, var de alt for lettede til at tænke over, at det måske var lidt underligt, at den nu sad midt i det åbne. Den havde jo gjort et stort nummer ud af at gemme sig hele vejen herhen.
Havde de taget sig tid til at observere området lidt nærmere inden de skred til handling, ville de have lagt mærke til en masse lilla skygger, der bevægede sig rundt i buskene bag rattaten.

Bulbasaurs sigte var hurtigt og præcist, og rattataen gav et forskrækket skrig fra sig den den blev løftet op fra jorden. Bulbasaurs smertens skrig blandede sig snart med rattatens, ikke fordi at den fangede lilla pokemon gjorde noget som helst ud over at forsøge at vrikke sig fri. Men en anden og større rattate kom drønene ud fra buskene og satte tænderne i Bulbasaurs slyngpisk, og slap ikke før at Bulbasaur enten slap den mindre rattata, eller at han på en eller anden måde fik kastet den af med smæld, hvilket måske ikke var så let når han havde vægten fra den fangede rattata at bære på eller styre også.

Den første rattata tabte den sidste del af sin mad, og snart kom en mindre og meget tynd rattata styrtende og snuppede resten. Til stor frustration og skælden ud fra den, der havde stjålet det. Den var tydeligvis én der var god til at øjne chancer og villig til at begå dem, hvis den syntes det var nødvendigt.

- - -

To Rattata'er |lvl 2 og 4| hænger i Bulbasaurs slyngpisk
Hvad vil du gøre?

Flere yngre/mindre rattataer skjuler sig i buskene rundt omkring.