To prove the world (F)
Aug 14, 2013 22:24:30 GMT 1
Post by Lukas Friedrichson on Aug 14, 2013 22:24:30 GMT 1
Emma trak et lidt større åndedrag ind end normalt (hun sukkede ikke) og så sig om i den lille by. Stephen stod som en statue ved siden af hende og ventede i stilhed på, at hun fik set sig færdig, så hun tog sig god tid og talte tre sekunder for hver ny ting, hendes øjne faldt på. De var lige kommet ind med eftermiddagsbåden fra Goldenrod. Stephen havde taget fri over weekenden for at følge hende godt på vej, og det havde været en lang og kedsommelig tur efter hendes mening. Hun havde ikke haft meget adgang til læsestof.
Husene var mindre end derhjemme, mere græs, flere træer, færre mennesker. Alt sammen noget hun havde forventet. Hun havde læst om vinden i New Bark, men at høre den synge og hive i de mange vindmøller, der var så synligt placeret rundt omkring, var en helt anden oplevelse. En rynke gled over panden, mens hun overvejede fænomenet, og så gav hun et minimalt træk på skuldrene. Hun trak en lidt større portion luft ind og fangede nu lugten af salt og tang fra molen bag dem. Den var ikke nær så gennemtrængende som i Goldenrod, hvor lugten fra havnen kunne blive hængende som et kvælende tæppe over området i dagevis. Hun gættede, at vinden og tilstedeværelsen af det mere grønne lagde en dæmper på det.
Tilfreds gav hun et kort nik og satte sig i bevægelse. Stephen fulgte prompte trop, og uden at så meget som et ord var blevet ytret imellem dem siden de steg af båden, satte de kurs mod Professor Elms laboratorium. Det var ikke, fordi det var særlig svært at finde.
De nåede frem uden de store dikkedarer, og mens Stephen slog tre slag på døren og derefter trykkede på ringeklokken, lod Emma luft sive ud i et svagt stød fra sine lunger. Hun sukkede aldeles ikke.
Husene var mindre end derhjemme, mere græs, flere træer, færre mennesker. Alt sammen noget hun havde forventet. Hun havde læst om vinden i New Bark, men at høre den synge og hive i de mange vindmøller, der var så synligt placeret rundt omkring, var en helt anden oplevelse. En rynke gled over panden, mens hun overvejede fænomenet, og så gav hun et minimalt træk på skuldrene. Hun trak en lidt større portion luft ind og fangede nu lugten af salt og tang fra molen bag dem. Den var ikke nær så gennemtrængende som i Goldenrod, hvor lugten fra havnen kunne blive hængende som et kvælende tæppe over området i dagevis. Hun gættede, at vinden og tilstedeværelsen af det mere grønne lagde en dæmper på det.
Tilfreds gav hun et kort nik og satte sig i bevægelse. Stephen fulgte prompte trop, og uden at så meget som et ord var blevet ytret imellem dem siden de steg af båden, satte de kurs mod Professor Elms laboratorium. Det var ikke, fordi det var særlig svært at finde.
De nåede frem uden de store dikkedarer, og mens Stephen slog tre slag på døren og derefter trykkede på ringeklokken, lod Emma luft sive ud i et svagt stød fra sine lunger. Hun sukkede aldeles ikke.