She did exist (venskabsquest)
May 11, 2015 20:32:47 GMT 1
Post by Lukas Friedrichson on May 11, 2015 20:32:47 GMT 1
(Post nr. 1. 3 Pokemoner)
Emma kiggede ind af porten til Cherrygroves Akademi, en helt almindelig skole, der åbenbart specialiserede sig indenfor Pokemontræning. Hendes egen skole havde som sådan ikke gjort noget synderligt ud af Pokemoner og trænere. Den havde kun bekymret sig om den mest basale viden indenfor feltet og ladet elever selv finde frem til yderligere information. Emma kiggede på den lille folder i sin hånd. Det så ud til, at Akademiet her mere fokuserede på Pokemoners behov og personlighed indenfor træning, og det var ikke et emne, hun før havde sat sig ind i. Sandheden var, at hun ikke havde fundet det nødvendigt, og materialet omkring det virkede mildest talt uvidenskabeligt. Det var et område, hun havde svært ved at forstå.
Én ting var dog sikkert: Der var noget om snakken. Hun skulle bare tænke tilbage på de første par dage med Løg og Tato, og selv Emma kunne se, at hun ikke kunne skære dem alle over samme kam. Emma kiggede på folderen igen og de understregede datoer specielt. Hun måtte gribe fat i højre hånd med den venstre for at stoppe den fra at ryste, og hun kneb læberne sammen, mens hun fik datoerne til at stå stille foran hendes øjne. En af dem var i dag, så det skulle stemme, at Akademiet holdt et kursus for udefrakommende omkring lige det, hun havde behov for at vide.
Emma pakkede folderen væk og tog et godt tag i remmene på sin rygsæk, inden hun trådte ind gennem porten. Hendes knoer blev hvide på sekundet, så hårdt knugede hun. Hun var mere nervøs end hun ville være ved. Hun tog et par dybe beroligende indåndinger og begyndte at gå ind over gårdspladsen. Hun tænkte på sin snak med Stephen her i morges, på hans gave. Hun prøvede at lade være med at tænke på tiden, hvor hun hjalp Professorerne sammen med en hel masse andre trænere. Hun følte det stadig som om hun lige var vågnet fra en sær drøm, eller måske et mareridt. Beviset på, at hun overhovedet havde været derude, et par pokemoner, var stadig under opsyn og pleje, indtil de kunne blive godkendt til at rejse med hende rigtigt. En karantæne vel egentlig, og Emma var lettet over den. Hun trængte til at komme lidt på afstand af oplevelsen. Den havde vist hende alt for tydeligt, at hun ikke var så objektiv og fjern fra sine omgivelser, som hun troede, og det var forvirrende at rode med alle de følelser, som hun havde holdt fra sig det meste af livet.
Stephen var ikke til megen hjælp, men det havde hun nu heller ikke forventet. Til gengæld havde han fundet hende noget nyt at fokusere på, og det var hendes anden grund til at være her nu. Han havde sendt hende Pokemon'en her til morgen. Af en eller anden grund havde han fået ind i hovedet at give hende en Beldum som belønning eller noget for at begynde på sin rejse. Måske var det også en slags trøstegave. Hun forstod aldrig rigtig Stephens bevæggrunde. Under alle omstændigheder var hun nu oppe på tre Pokemoner (de andre talte ikke, for de var her jo ikke). Stephen havde sågar undskyldt, at Beldum'en havde en forkert farve. Den havde været så svær at anskaffe, at da han endelig fandt en (sikkert til overpris), havde han været ligeglad med, at den ikke passede farvemæssigt med de billeder, han lå inde med. Emma havde blot nikket mut og prøvet at tackle, at hun nu skulle hen og bruge energi på at lære en ny Pokemon at kende oveni alt det andet. Det var næsten som om Stephen læste hendes tanker lige da. "Lad være med at bekymre dig. Bare... behold den hos dig. Den virker ensom." havde han sagt.
Så det gjorde hun, i dens bold, sat på det specielle bælte hun havde anskaffet. Løg og Tatos bolde sad der også, og hun havde sat et mærke på hver af dem, så hun ikke længere skulle bekymre sig om at kende dem fra hinanden. Det havde endda vist sig, at man kunne købe små klistermærker til formålet.
Emma mærkede et lille puf på sin ankel og kiggede ned. Løg kiggede tilbage og gav en blød rumlen fra sin strube. "Jeg har det fint," mumlede hun og fortsatte sin gang. Løg var den eneste af de tre der var ude lige nu. De var indenfor bygrænsen, og Emma ønskede at minimere de ting, hun skulle holde øje med. Hun håbede Tato forblev i sin bold for en stund.
Emma kiggede ind af porten til Cherrygroves Akademi, en helt almindelig skole, der åbenbart specialiserede sig indenfor Pokemontræning. Hendes egen skole havde som sådan ikke gjort noget synderligt ud af Pokemoner og trænere. Den havde kun bekymret sig om den mest basale viden indenfor feltet og ladet elever selv finde frem til yderligere information. Emma kiggede på den lille folder i sin hånd. Det så ud til, at Akademiet her mere fokuserede på Pokemoners behov og personlighed indenfor træning, og det var ikke et emne, hun før havde sat sig ind i. Sandheden var, at hun ikke havde fundet det nødvendigt, og materialet omkring det virkede mildest talt uvidenskabeligt. Det var et område, hun havde svært ved at forstå.
Én ting var dog sikkert: Der var noget om snakken. Hun skulle bare tænke tilbage på de første par dage med Løg og Tato, og selv Emma kunne se, at hun ikke kunne skære dem alle over samme kam. Emma kiggede på folderen igen og de understregede datoer specielt. Hun måtte gribe fat i højre hånd med den venstre for at stoppe den fra at ryste, og hun kneb læberne sammen, mens hun fik datoerne til at stå stille foran hendes øjne. En af dem var i dag, så det skulle stemme, at Akademiet holdt et kursus for udefrakommende omkring lige det, hun havde behov for at vide.
Emma pakkede folderen væk og tog et godt tag i remmene på sin rygsæk, inden hun trådte ind gennem porten. Hendes knoer blev hvide på sekundet, så hårdt knugede hun. Hun var mere nervøs end hun ville være ved. Hun tog et par dybe beroligende indåndinger og begyndte at gå ind over gårdspladsen. Hun tænkte på sin snak med Stephen her i morges, på hans gave. Hun prøvede at lade være med at tænke på tiden, hvor hun hjalp Professorerne sammen med en hel masse andre trænere. Hun følte det stadig som om hun lige var vågnet fra en sær drøm, eller måske et mareridt. Beviset på, at hun overhovedet havde været derude, et par pokemoner, var stadig under opsyn og pleje, indtil de kunne blive godkendt til at rejse med hende rigtigt. En karantæne vel egentlig, og Emma var lettet over den. Hun trængte til at komme lidt på afstand af oplevelsen. Den havde vist hende alt for tydeligt, at hun ikke var så objektiv og fjern fra sine omgivelser, som hun troede, og det var forvirrende at rode med alle de følelser, som hun havde holdt fra sig det meste af livet.
Stephen var ikke til megen hjælp, men det havde hun nu heller ikke forventet. Til gengæld havde han fundet hende noget nyt at fokusere på, og det var hendes anden grund til at være her nu. Han havde sendt hende Pokemon'en her til morgen. Af en eller anden grund havde han fået ind i hovedet at give hende en Beldum som belønning eller noget for at begynde på sin rejse. Måske var det også en slags trøstegave. Hun forstod aldrig rigtig Stephens bevæggrunde. Under alle omstændigheder var hun nu oppe på tre Pokemoner (de andre talte ikke, for de var her jo ikke). Stephen havde sågar undskyldt, at Beldum'en havde en forkert farve. Den havde været så svær at anskaffe, at da han endelig fandt en (sikkert til overpris), havde han været ligeglad med, at den ikke passede farvemæssigt med de billeder, han lå inde med. Emma havde blot nikket mut og prøvet at tackle, at hun nu skulle hen og bruge energi på at lære en ny Pokemon at kende oveni alt det andet. Det var næsten som om Stephen læste hendes tanker lige da. "Lad være med at bekymre dig. Bare... behold den hos dig. Den virker ensom." havde han sagt.
Så det gjorde hun, i dens bold, sat på det specielle bælte hun havde anskaffet. Løg og Tatos bolde sad der også, og hun havde sat et mærke på hver af dem, så hun ikke længere skulle bekymre sig om at kende dem fra hinanden. Det havde endda vist sig, at man kunne købe små klistermærker til formålet.
Emma mærkede et lille puf på sin ankel og kiggede ned. Løg kiggede tilbage og gav en blød rumlen fra sin strube. "Jeg har det fint," mumlede hun og fortsatte sin gang. Løg var den eneste af de tre der var ude lige nu. De var indenfor bygrænsen, og Emma ønskede at minimere de ting, hun skulle holde øje med. Hun håbede Tato forblev i sin bold for en stund.