(Post nr. 1. 3 Pokemoner)

Emma kiggede ind af porten til Cherrygroves Akademi, en helt almindelig skole, der åbenbart specialiserede sig indenfor Pokemontræning. Hendes egen skole havde som sådan ikke gjort noget synderligt ud af Pokemoner og trænere. Den havde kun bekymret sig om den mest basale viden indenfor feltet og ladet elever selv finde frem til yderligere information. Emma kiggede på den lille folder i sin hånd. Det så ud til, at Akademiet her mere fokuserede på Pokemoners behov og personlighed indenfor træning, og det var ikke et emne, hun før havde sat sig ind i. Sandheden var, at hun ikke havde fundet det nødvendigt, og materialet omkring det virkede mildest talt uvidenskabeligt. Det var et område, hun havde svært ved at forstå.
Én ting var dog sikkert: Der var noget om snakken. Hun skulle bare tænke tilbage på de første par dage med Løg og Tato, og selv Emma kunne se, at hun ikke kunne skære dem alle over samme kam. Emma kiggede på folderen igen og de understregede datoer specielt. Hun måtte gribe fat i højre hånd med den venstre for at stoppe den fra at ryste, og hun kneb læberne sammen, mens hun fik datoerne til at stå stille foran hendes øjne. En af dem var i dag, så det skulle stemme, at Akademiet holdt et kursus for udefrakommende omkring lige det, hun havde behov for at vide.

Emma pakkede folderen væk og tog et godt tag i remmene på sin rygsæk, inden hun trådte ind gennem porten. Hendes knoer blev hvide på sekundet, så hårdt knugede hun. Hun var mere nervøs end hun ville være ved. Hun tog et par dybe beroligende indåndinger og begyndte at gå ind over gårdspladsen. Hun tænkte på sin snak med Stephen her i morges, på hans gave. Hun prøvede at lade være med at tænke på tiden, hvor hun hjalp Professorerne sammen med en hel masse andre trænere. Hun følte det stadig som om hun lige var vågnet fra en sær drøm, eller måske et mareridt. Beviset på, at hun overhovedet havde været derude, et par pokemoner, var stadig under opsyn og pleje, indtil de kunne blive godkendt til at rejse med hende rigtigt. En karantæne vel egentlig, og Emma var lettet over den. Hun trængte til at komme lidt på afstand af oplevelsen. Den havde vist hende alt for tydeligt, at hun ikke var så objektiv og fjern fra sine omgivelser, som hun troede, og det var forvirrende at rode med alle de følelser, som hun havde holdt fra sig det meste af livet.

Stephen var ikke til megen hjælp, men det havde hun nu heller ikke forventet. Til gengæld havde han fundet hende noget nyt at fokusere på, og det var hendes anden grund til at være her nu. Han havde sendt hende Pokemon'en her til morgen. Af en eller anden grund havde han fået ind i hovedet at give hende en Beldum som belønning eller noget for at begynde på sin rejse. Måske var det også en slags trøstegave. Hun forstod aldrig rigtig Stephens bevæggrunde. Under alle omstændigheder var hun nu oppe på tre Pokemoner (de andre talte ikke, for de var her jo ikke). Stephen havde sågar undskyldt, at Beldum'en havde en forkert farve. Den havde været så svær at anskaffe, at da han endelig fandt en (sikkert til overpris), havde han været ligeglad med, at den ikke passede farvemæssigt med de billeder, han lå inde med. Emma havde blot nikket mut og prøvet at tackle, at hun nu skulle hen og bruge energi på at lære en ny Pokemon at kende oveni alt det andet. Det var næsten som om Stephen læste hendes tanker lige da. "Lad være med at bekymre dig. Bare... behold den hos dig. Den virker ensom." havde han sagt.
Så det gjorde hun, i dens bold, sat på det specielle bælte hun havde anskaffet. Løg og Tatos bolde sad der også, og hun havde sat et mærke på hver af dem, så hun ikke længere skulle bekymre sig om at kende dem fra hinanden. Det havde endda vist sig, at man kunne købe små klistermærker til formålet.

Emma mærkede et lille puf på sin ankel og kiggede ned. Løg kiggede tilbage og gav en blød rumlen fra sin strube. "Jeg har det fint," mumlede hun og fortsatte sin gang. Løg var den eneste af de tre der var ude lige nu. De var indenfor bygrænsen, og Emma ønskede at minimere de ting, hun skulle holde øje med. Hun håbede Tato forblev i sin bold for en stund.

Det var overskyet og skyerne hang grå og tunge over den ellers så ofte solrige Cherrygrove, ikke at det fjernede duften af blomsterne, snarere tværtimod. Da der var en rimelig stor risiko for byger, var en del af dagens aktiviteter flyttet indendørs, hvilket var årsagen til, at gårdspladsen var mere eller mindre mennesketom, bortset fra et par, der stod og diskuterede over i det ene hjørne, samt et par pokemoner, en azurill og en krabby, der rendte rundt og legede i et par vandpytter.
Det var ikke svært for Emma at finde ud af, hvor hun skulle gå hen, da dørene ind til den største bygning stod vidtåbne, og der hang et par store (børnetegnet) skildte på dem, der bød velkommen til dagens kursus.
Hvis ikke skiltene havde endeligt overbevist Emma om, at hun var kommet den korrekte dato, så gjorde fremmødet nok, da en summen af mennesker kunne høre helt ude fra porten, og der var virklig tæt pakket af mennesker indenfor i den store sal, som var det første man trådte ind i.
Det var svært at se, hvor stor salen helt præcis var pga. de mange mennesker, men den var fuld af søjler, som holdt taget oppe (og på adskillelige søjler, sad der pokemoner såsom spinarak, burmy, minum og aipom). Salen var adskildt fra en gang omkring den, af søjler med buer, og den var rimeligt tom, i hvert fald når man sammenlignede med resten af hallen.
Et bord stod lige ved indgangen til salen, og en ældre kvinde sad og tjekkede folk ind. Emma ville også blive vinket over, hvis hun ikke selv stillede sig i kø (og hvis hun ikke lagde mærke til, at hun blev vinket til, ville kvinden have en bemærkselsesværdig kraftig stemme, som sagtens kunne trænge igennem larmen af snakkende mennesker)
"Er du her for at deltage, eller for at se på, min kære?" Spurgte den ældre kvinde spørge venligt, og ville bede om navn, gym badges og pokemoner til at notere ned på en deltager liste.
Der ud over skete ikke noget lige med det samme, så Emma havde tid til at snakke med nogle (eller observere), hvis hun ville det. Adskillelige stod for sig selv i forskellige grader af aldre og nervøsitet, med og uden pokemoner.

"Kan jeg bede om alles opmærksomhed? Kan alle høre mig?" Gennemtrængte en ung mands stemme snart snakken og den døde langsomt ud, som folk vente sig i spænding for at se på den talene.
Det var en mørkhåret fyr i tyverne, med smarte briller og træningstøj, og et chamerende smil.
"Velkommen, velkommen. Hvor er det fantastisk at se så mange her idag, er i klar til virkelig at gå til den?" Spurgte han med et grin og alle ungerne, skreg deres overstadige ja, hvilket fik de fleste voksne og pokemoner til at le og holde sig for ørerne.
"Nådada, vi har nogle ivrige fremtidge trænere tilstede idag. Ja, jeg vil ikke være den, der står i vejen for jer!" Lo han og og pegede hen imod nogle borde i den ene ende. "I vil få jeres lånte pokemoner samt trække jeres modstandere derovre. HELD OG LYKKE." Det sidste måtte han råbe for at blive hørt, da alle de unge løb over til bordene for at få deres pokemon og modstander. Cirka halvdelen af de voksne fulgte med og stillede sig i kø efter de yngre, de resterende trak sig til gangen rundt om hallen og snakkede sammen. De fleste var nok forældre til de yngre og tilskuere og lærere. De fleste af dem så ud til at kende hinanden.

"Emma Dal? Hvor er du? Emma Dal?" Råbte en ung drengs stemme lige efter, at Emma havde nået at stille sig i kø. Ingen andre svarede på råbet, og hvis ikke Emma reagerede hurtigt, ville drengen råbe på hende igen, men mere nervøs for hver gang hans kald forblev ubesvaret. Folk ville begynde at kigge sig undrende rundt. Andre børn kaldte også navne ud og fandt hurtigt deres modstandere, som de ofte kendte.
Så snart Emma gav sig til kende og drengen så, hvem hans mod stander var ville han knytte hænderne. "Yes! Jeg fik en rigtig træner!" Udbrød han med et spændt grin.
"Jeg hedder Hugo og jeg kender det bedste sted til vores kamp! Gå ud og rundt om huset, så reserverer jeg det for os!" Og med det styrtede han ud af døren. Han havde peget til højre, så det måtte være den vej, Emma skulle gå, når hun gik ud af huset.
Emma kom snart op til bordet og blev bedt om at trække en seddel fra en pose. Det viste sig at indeholde et navn og angreb på en pokemon.
"Lad mig se, du har trukket Tyrogue, med evnen Steadfast, og angrebene Tackle, Fake out, Bulk Up og Foresight." Sagde manden bag bordet og fiskede en lyseblå pokeball frem.
"Her er den, giv ham nu god modstand." Sagde manden og blinkede til Emma, inden han vinkede den næste i køen frem.

Skyerne så endnu mørkere ud, men det regnede ikke. Forhåbentlig var de heldige, at der ikke gik hul på nogle af skyerne, men det tegnede ikke lovende.
Hvis Emma gik til højre, som Hugo havde vist hende, ville hun følge et fortov rundt om bygningen, der ledte til en græsplæne, med træer i den modsatte ende. Hugo stod og hoppede op og ned og vinkede ernergisk til hende, helt ovre ved rækken af træer. Et par andre børn, der havde stået tæt ved, så noget skuffede ud og gik længere ud på græsplænen for at starte deres kamp der istedet.
"Det var du længe om, de troede ikke på, at du ville komme så de ville tage vores kampplads!" Lo Hugo og lød ikke til at have spor imod at vente på hende.
Han tøvede et øjeblik inden han rakte hånden frem til et hurtigt håndtryk. "Er du klar?" Spurgte han, og så ud til at være ved at sprænges af spænding. Så snart Emma havde bekræftet dette, ville han snurre rundt og løbe nogle meter langs træerne, inden han vente stoppede, snurrede rundt igen og kastede en pokeball høøjt oppe i luften.
"Kom ud spinarak!" Råbte han og den lille edderkop gav et forskrækket udbrud fra sig, da den begyndte at falde ned. Græsset var heldigvis blødt så den tog ingen skade, men den havde fået sig en ordenlig forskrækkelse. Dens ansigt på ryggen af den, var absolut ikke glad da den hurtigt kravlede op i det nærmeste træ, og sad der og kiggede ned på banen under den.
Hugo så ikke ud til at have opdaget noget, han stod og kiggede spændt på Emma. "Du får første angreb!" Råbte han til hende, selvom hun sagtens kunne høre ham uden, at han gjorde det.

Hugo Udfordrer dig til kamp. Han har en Spinarak (lvl 9)



Du har en Quirky Tyrogue (lvl 9)
Dit træk.

SPOILER: Click to show

Fandt et enkelt billede af søjlehallen/aulaen på min gamle folkeskole, som var det eneste, der dukkede op i mit hoved, så det får du lige her, så har du grund ideen)

(Post 2 - 3 Pokemoner)

Da først Emma havde sat sig i bevægelse, var der ikke længere så megen tøven at spore i hende. Hun bevægede sig roligt og målbevidst, selvom hun stadig kiggede på omgivelserne med et undersøgende blik. Hun trådte udenom vandpytter, hvor Løg åbenbart fandt lidt fornøjelse i at vade igennem dem, men i det mindste indledte han ikke til leg med Krabby'en og Azurill'en. Hun fulgte anvisningen fra skiltene og den generelle støj fra mange mennesker, og tøvede kun længe nok indenfor salens port til at regne ud, hvor hun skulle stille sig. Køen til et bord lignede det mest logiske valg, og Emma stillede sig pænt til at vente. De mange mennesker var til mindre gene for en, der ikke ønskede nærkontakt med andre væsener, men det var trods alt ikke et ukendt fænomen for Emma. Man kunne ikke vokse op i Goldenrod uden at blive udsat for den tvivlsomme fornøjelse at befinde sig i en større menneskemængde i ny og næ. Kvinden ved bordet stillede Emma et spørgsmål, og hun så op fra sin undersøgelse af menneskemængden. "Jeg ønsker at deltage." informerede hun kvinden, og oplyste derefter pligtskyldigt den ønskede information. Hun undrede sig lidt over nødvendigheden af at vide hvilke Gymbadge hun havde, men måske fortalte det noget om træneres erfaring. Hun var lige ved at glemme Beldum, men huskede den i sidste sekund. Heldigvis var det ikke obligatorisk at oplyse Pokemonernes navne. Hun havde endnu ikke fundet et til Beldum.
Da tilmeldingen var vel overstået bevægede Emma sig langsomt rund i salen på udkig efter et sted at opholde sig til det hele begyndte. Hun besluttede ret hurtigt at få Løg i sin bold også, da pladsen i forvejen var trang på gulvet. Hun ville nødig se ham trådt ned. Derefter endte hun med at trykke sig ind til en søjle og observere menneskene og Pokemonerne rundt om hende. Hun følte ingen trang til at starte en konversation, og da hun blev træt af at se på menneskene, kiggede hun mere nærgående på søjlerne og deres 'beboere'. Hun kunne næsten ikke mærke sin nervøsitet længere.

Emma kunne næsten ikke se den unge mand, der tog ordet. Hun prøvede at se i stemmens retning og følge de andres blikke, men det eneste hun fangede var en tot mørkt hår og glimtet af et brillestel. Hun affandt sig med at lytte, og det var vel egentlig også det vigtigste. Hun skar ansigt, da brølet fra de overivrige rungede gennem salen, men nåede da at fange glimtet af en viftende arm, der angav hvor hun nu skulle bevæge sig hen. Hun kunne også bare følge strømmen selvfølgelig. Emma holdt fast i sin ro og gjorde intet for at skynde sig. Der var ingen pointe i at prøve at nå før de andre, og larmen og snart råbende stemmer fik hende til at blokere de fleste lyde ude. Lige indtil hun hørte sit eget navn i mængden. Hun kiggede op med et "Ja?", men da hun ikke havde gjort noget for at tale højt, var der selvfølgelig ingen, der hørte hende, og da slet ikke den, der stod og kaldte. Emma sukkede, rømmede sig, tog lidt ekstra luft ind og gav et højere "Her!" fra sig, mens hun rakte en hånd i vejret. Det var dog en besværlig måde at finde hinanden på, tænkte Emma, mens drengen endelig holdt op med at råbe og i stedet præsenterede sig, før han spurtede væk igen. Hun noterede sig hans retning, inden hun fortsatte videre i køen frem mod udleveringen.

Emma fandt snart sig selv i gang med at trække en seddel og læste ordene et par gange, mens manden opremsede hvad der stod og rakte hende en blå Pokeball. Hun drejede bolden i sin hånd og nikkede halvvejs i forståelse af mandens ord. Hans afsluttende bemærkning gemte hun i baghovedet uden at ane, hvad hun skulle stille op med den information. 'Giv ham god modstand'... Hvad betød det egentlig? Var enhver kamp ikke modstand? For de skulle da kæmpe, ikke? Kæmpe og samarbejde med en fremmed Pokemon...
Emma skyndte sig at vende tilbage til, hvad hun vidste i stedet. Tyrogue var en fight-type. Tackle, Fake Out og Foresight enkle og brugbare angreb for en fighter, der ikke lærte noget, før den udviklede sig til en af tre mulige. Bulk Up var mere speciel og tilkendegav at Pokemonen var blevet trænet, havde glemt Helping Hand for at lære det åbenlyst, så Tyrogue'en var mere gearet til single kamp frem for dobbeltkampe. Steadfast var ingen ringe evne, men den afhang af, hvilke angreb modstanderen udsatte Tyrogue for.
Emma gik, mens hun tænkte, fandt vejen ud af bygningen og fulgte fortovet til højre, indtil hun så drengen Hugo igen. Hun studerede de andre børn forføje sig og stillede sig op som forventet af hende, da Hugo havde hilst med et håndtryk. Hun havde ikke fået tid til at genfinde sin tidligere nervøsitet, hvilket hun fandt meget godt, men hun var stadig urolig over, hvad manden ved bordet havde ment med at give god modstand. Hun brød sig ikke om, når hun ikke kendte al data, og hun kendte ikke denne Pokemon. Hun fulgte Hugos Pokeball med øjnene som den fløj gennem luften og studerede Spinarak'ens opførsel uden så meget som at lave en grimasse. Andre ville måske have kommenteret på den voldsomme ankomst, som tydeligvis havde skræmt kræet. Uden videre dikkedarer åbnede hun Tyrogue'ens bold på Hugos opfordring og studerede også den et øjeblik, før hun præsenterede sig selv. "Goddag, Tyrogue. Vi er blevet sat sammen i dag, og lader til at skulle kæmpe mod Spinarak'en i træet." Emma pegede, rynkede panden i kort undren over, om Tyrogue'en mon kunne nå den og kiggede så tilbage på den lille fyr. "Tror du, du kunne få den ned med et Fake Out?"

Tyrogue poppede ud stille og roligt og vente sig for at kigge nysgerrigt på Emma. Dens blik var meget mildt og den sendte hende et venligt smil da hun præsenterede sig.
Den kiggede sig omkring da hun nævnte spinakken og da den opdagede den oppe i træet, lyste dens angist op i et stort smil. Spinarakken vinkede med en fod som hilsen.
Emma's funderen over om Tyrogue ville kunne nå spinarakken blev gjort til skamme, da den sprang op til en af de lavere grene og uden problemer svingede sig højere op i træet. Den satte sig nær ved spinarakken og kiggede ud over engen, hvor et par nidorans hoppede rundt og nippede græs. De så unægteligt kære ud, da de rystede poterne fri for vand ved hvert andet skridt, og hele tiden vaskede ansigtet.
"Hey spinarak! Skynd dig at bruge Stringshot inden den kommer for tæt på!" Råbte Hugo, der tydeligvis ikke have opdaget at noget var anderledes. Tyrogue lod den ene fod dingle ned fra grenen og manglede bare den grønne farve for at ligne en treecko.

"Så er vi på den igen," Sagde Tyrogue til dens ven, som skar ansigt over Hugo's råberi.
"Han har vidst ikke lært meget siden sidste gang, dæmper han sig aldrig?" Svarede Spinarak og kravlede om på den anden side af stammen i forsøget på at beskytte dens hørelse en smule.
Tyrogue lo varmt."Det ser ud til, at det vil tage noget tid ja."
"Spinarak, hvad har du gang iii?! Du kan da ikke ramme den deromme?" Råbte Hugo og gik rundt om træet for at se, hvad hans pokemon havde gang i. Spinarak sukkede.
"Men hvad med din, hun er da mere stille," Spurgte Spinarak og begge kiggede ned på Emma.
"Jeg har ikke kendt hende længere end du har, hun virker flink nok og præsenterede sig endda, men du ved, at der skal mere til før jeg vil til at springe rundt og kæmpe." Svarede Tyrogue med et hovedrysten og et smil, inden den sukkede veltilpads og kiggede sig rundt på det fredfyldte område.

*dunk* Spinarak dukkede sig forskrækket og kravlede hurtigt om på den anden side af træet. Hugo smed en anden lille sten efter den. "Kom nu spinarak, du skal ikke sove nu! Stringshot!" Råbte han og Spinarak stønnede, men gjorde ikke andet end at kravle til den modsatte side af træet end hvor Hugo befandt sig.

"Hey Hugo! Hvis I ikke skal kæmpe, så kan I godt give pladsen til os!" Råbte den ene af de to, som kæmpede lidt længere ude på plænen. Kæmpede var måske så meget sagt, den enes bonsly havde gravet sig ned i jorden, og nægtede at gøre noget som helst, mens den andens smoochum forsøgte at kravle op ad sin træners ben, da den ikke brød sig om at blive våd.
"Hold din mund!" Råbte Hugo surt tilbage og tårer af frustration samlede sig i hans øjne."Kom NU Spinarak!"
Han tørrede vredt tårene væk og fik sig samlet en smule. "Det er jeg altså ked af, jeg ved ikke, hvorfor den ikke vil angribe, måske vil det hjælpe hvis du fik din til at angribe først?" Spurgte han Emma i et mere normalt toneleje.

Emma blev positivt overrasket, da Tyroguen smilede ved hendes hilsen. En excentrisk natur kunne betyde mange ting og hun havde til dels frygtet, at den måske var lunefuld eller direkte genstridig og tvær. Især med tanke på de ord, hun havde fået med sig. Og den kunne også klatre i træer, viste det sig, da den hurtigt kom op til Spinarak'en. Derefter var det dog slut med 'samarbejdet', konstaterede Emma hurtigt, da Tyroguen blot satte sig ned ved siden af Spinarak'en og så ud som om den nød en udmærket solskinsdag. Emma studsede. En ikke kampivrig fight type var ikke lige faldet hende ind. Hun åbnede munden for at spørge Hugo til det, men det faldt lige sammen med, at han gav sig til at råbe sin egen ordre til Spinarak'en, som dog så endnu mere uvillig ud end Tyroguen. Den forsøgte ligefrem at gemme sig.

"Hør," begyndte Emma, men Hugo var allerede henne ved træet og råbte videre ad Spinarak'en. Emma tog en lidt kraftigere indånding, hun sukkede aldeles ikke, og fulgte efter i rolig gang for at regne ud om der kunne være en løsning på problemet. Hun kunne se Hugo blive mere og mere frustreret, og det hjalp åbenlyst ikke på sagen, at de to børn ved siden af spurgte om at få pladsen. Emma kiggede kort ud på dem, og konstaterede at deres 'kamp' ikke forløb meget bedre end deres egen, og hun overvejede kort om det skulle undre hende mere end det gjorde. Det lidt hun havde set i fjernsynet om pokemontrænere, havde der aldrig været nævnt noget om pokemoner, der helt lod være med at kæmpe, når man bad om det. "Hør," begyndte Emma igen, og lod som om hun slet ikke bemærkede, at Hugo faktisk græd. "Hvis Tyrogue og Spinarak hellere vil være i træerne, kan vi vel lige så godt bruge dem som 'kampplads', fremfor den flade plads her i græsset. Hvis dette havde været udenfor byen, kunne det sagtens være et reelt scenarie, at der ikke er en åben plads at kæmpe på, og man må tage til takke med, hvad man har og kan." Emma var begyndt at tænke ud af 'boksen', en forandring der kun langsomt havde taget form siden hendes rejses start, men det gav mening for hende, at tingene ikke var velordnede ude på de vilde ruter. Der var jo ikke mennesker i nærheden til at sætte tingene i system.
Hun ventede tålmodigt på, at Hugo skulle falde tilpas meget til ro til at kunne svare. Hun håbede lidt han sagde ja, så han i det mindste ikke skulle være frustreret over noget så uvigtigt som hvor de udførte testen henne.

Emma foretrak at løse ét problem af gangen, og der syntes at være nogle stykker her. Når først de havde fået afgjort pladssituationen, kunne de forhåbentlig lidt nemmere tage hul på sagen med Pokemonerne, der bare sad og hyggede sig i træet. Det var der som sådan ikke noget galt i, men de havde en reel opgave at løse, som bestod i at udføre en kamp med en fremmed Pokemon. Emma kiggede op på de to Pokemoner, og tilbage på Hugo. Hugo ville have hende til at 'angribe' først for at tvinge Spinarak'en til at forsvare sig, men hun tvivlede lidt på om det var den rette tilgang til sagen. "Tyroguen lytter heller ikke til mig." prøvede hun at forklare ham, da han åbenbart ikke havde bemærket, at den havde været ligeså 'ulydig' som Spinarak'en. "Hvad med lige at vende problematikken et par gange, inden vi kaster os ud i det dybe vand." Hun gav ikke Hugo tid til at brokke sig eller komme med invendinger, men gik direkte over til et spørgsmål. Hun havde brug for mere viden om begge Pokemoner. "Har du noget erfaring med Tyrogue? Har du prøvet at arbejde sammen med den, og hvad gjorde du for at få den til at gøre, hvad du ville?" Da han havde svaret på det, gik hun videre: "Er Spinarak din egen, eller skolens? Og hvor tit oplever du, at den ignorerer dig? Har du prøvet at gøre noget andet, end at råbe og smide sten efter den?" Hun så fuldstændig seriøst på ham. Først når hun havde de ekstra oplysninger, kunne hun begynde at udtænke taktikker.

"At kæmpe andre steder er sjovt," snøftede Hugo og gnubbede vredt øjnene, han græd aldeles ikke!
"Men vi lærer det først senere hen, de siger det er for svært," forsatte han mumlene da hans ansigt var skjult bag hans arm.
Hugo tog tilløb et par gange og måtte virkelig kæmpe for at få stemmen til at makke ret, "men jeg kan ikke få den ned," afslørede han tappert og bed sig i læben for ikke at begynde at græde igen.
Han så næsten lettet ud da Emma gjorde ham opmærksom på, at hun heller ikke havde styr på hendes pokemon. Det lykkedes ham endda at sende hende et lille smil.
"Bare du ikke fortælle de andre," mumlede han med et lille smil og kiggede forventningsfuldt på hende, for at se, hvordan hun ville løse problemet.

Han så ikke ud til helt at forstå, hvad hun snakkede om med problematiker, men han så ud som om, han derefter mente, at hun var expert på det her område. Han var mere end ivrig for at hjælpe hende med at hjælpe ham.
Han startede med at ryste på hovedet.
"Tyrogue er skolens og er vidst ikke givet til nogle af eleverne, sådan som Spinarak er blevet til mig. Jeg har ikke arbejdet sammen med den, men når vi har fri fra skole og de alle sammen slippes ud for at holde frikvarter til imorgen, så er de altid sammen, Tyrogue og Spinarak altså."
De to andre børn råbte til dem igen om at ville overtage kamppladsen, men Hugo ignorerede dem.
"Spinarak er også skolens, men den er min til låns for hele året," svarede han stolt, "Johanne brugte den da hun ville vise os, hvad vi skulle lære i den time. Den er virkelig dygtigt!"
Han kradsede sig eftertænktsomt i hovedet.
"HVad mener du med 'om jeg har prøvet andet'?" Spurgte han uforstående, "jeg gør bare som en rigtig træner og giver den en ko-man-do, men den sover hele tiden og hører ikke, hvad jeg siger, så jeg prøver bare at få dens opmærksomhed," forklarede han.
"Er der en bestemt måde, jeg skal give ordrer på?" Spurgte han og vendte sig imod Spinarak, "angrib med Stringshot," beordrede han i så dybt et toneleje han kunne.
Ingen reaktion.

~~~

De to i træet holdt øje med de to-benede under dem. Spinarak med et irriteret udtryk og klar til at flytte sig, hvis flere sten skulle komme flyvende, mens Tyrogue betragtede Emma med mild interesse.
"Man kan godt høre, at hun er ældre, hun tænker allerede ud af boksen," sagde kamptypen konversarende og spinarakken brummede.
"Så længe knægten ikke begynder at 'tænke ud af boksen' i forhold til at forsøge at skrige ad mig," kommenterede den svagt og Tyrogue grinte godmodigt til den.
"Du ved jo got, hvorfor at han kom til at låne dig for i år. Når det gælder den slags er du den bedste," Roste Tyrogue og Spinarak brummede en smule mindre tvært.
"Kan du huske Ida? Selv Mantyke måtte give op med hende, men du..." pirkede Tyrogue og Spinarak mumlede et eller andet uforståeligt mens den så en smule stolt ud. Den kiggede på Hugo med et mere eftertænktsomt blik.
"Men han er stadig nødt til at holde op med at skrige ad mig, før kommer jeg ikke ned," sagde den beslutsomt.
"Selvfølgelig," svarede Tyrogue med et smil, "det er dig, der er eksperten."

De sad lidt i tavshed og lyttede til Hugos forklaringer omkring dem.
"Nåh, jeg er blevet lånt til hende for idag, så jeg må nok hellere se om jeg kan lære hende en ting eller to," besluttede Tyrogue og strakte sig, inden den svingede sig ned og hang i en gren med en arm, som en andne mankey.
"Tyro!" Kaldte han og vinkede Emma tættere på. Hvis hun gjorde som den bad om, og den ville blive ved med at vinke indtil hun var rigtig tæt på, så lænede den sig pludselig frem og stak ansigtet helt hen til hendes.
"Tyrogue!" Sagde den med et stort grin, og hvis hun stadig var inden for rækkevidde, ville den klappe hende blidt på kinden.

Emma lyttede seriøst til Hugo, og kommenterede kun undervejs, for at bide sig fast i detaljer hun fik ud af hans forklaring. "Så Tyrogue og Spinarak er venner..." Hun kastede et blik op på dem, mens hun vurderede sandsynligheden for den tanke. Nok meget muligt, hvis de altid var sammen efter skoletid. De så jo egentlig ud til at have det meget rart deroppe på grenene. Hun så på Hugo igen for at følge med. "Hvad lærte I den time, hvor Johanne brugte Spinarak? Hvad er den dygtig til? Og hvordan fik hun Spinarak til at vise jer tingene?" greb Emma straks efter den nye vinkel, da Hugo præsenterede et eksempel, hvor han faktisk havde set Spinarak gøre noget på opfordring fra et menneske. Det ærgrede hende kun en lille smule at Hugo ikke havde set et lignende eksempel for Tyroguen, men hun var langt fra færdig med at få et overblik over sagen, så måske dukkede der noget andet op undervejs.

Det foruroligede hende til gengæld lidt mere, at Hugo ikke lod til at have skiftet taktik, når hans råberi ikke havde virket. "Hvor længe har du haft Spinarak til låns?" spurgte hun, for at få den tidsramme han havde haft til at overveje andre taktikker. Emma grublede samtidig over, hvad hun selv kunne foreslå som alternativ. Hun glattede en panderynke ud, da han forsøgte at ændre sin stemme, men taktisk bare gjorde det samme som hidtil. På den ene side var det vel 'kommandoer' trænere brugte, som man så i fjernsynet, men på den anden side, var det ikke til at vide, hvordan forholdet var mellem den træner og den Pokemon, der kæmpede på professionel basis. "Prøv lige at glem det med 'rigtige trænere' et øjeblik, og tænk så over, hvordan du får dine venners eller forældres opmærksomhed, når du gerne vil dem noget. Råber og skriger du også af dem? - og kaster sten efter dem?"

Tyrogue endte med at afbryde hendes forsøg på at skabe sig en ide om, hvad der foregik, da han råbte eller kaldte i en tone, der indikerede at den ikke længere bare pludrede med Spinarak'en i træet. Emma så op, og så den vinke ad dem. Efter et øjeblik mere konkluderede Emma, at den vist faktisk prøvede at vinke hende nærmere, og tøvende tog hun et par skridt nærmere. Da den blev ved, gik hun langsomt nærmere med en vis skepsis omkring hvad den ville. Hun kom i tanke om sætningen om at yde den modstand igen, og tvivlede på at det var det hun var i gang med, når hun fulgte dens vinken så lydigt, men hun var også nysgerrig efter, hvad den ville. Det var dog noget af en overvindelse at gå indenfor dens rækkevidde, og hun måtte stive sig af imod tanken om, at den kunne finde på at angribe hende. Selvfølgelig ville skolen ikke give nogen en farlig Pokemon. Måske var den bare ved at teste hendes 'mod' eller hvad nu kamptyper anså som tegn på styrke. Hun var lige ved at springe ud af sit gode skind, da den pludselig stak hovedet helt op i hendes, og hun kvaste et gisp og tog sig til brystet, og blev egentlig kun stående fordi hun stadig havde været ved at bevæge sig fremad. Hun var lige ved at vælte bagover i forskrækkelse i stedet, men det lykkedes hende at holde balancen, og midlertidigt mistede hun kontrollen over sin mund. "Hvad skulle dét til for?" Hun så ikke direkte på den, og trådte derfor et halvt skridt tilbage, da dens hånd kom op, men det var en langsom bevægelse, og hun formåede at undertrykke sin krympen sig til intet andet end et par hurtige glip med øjnene, da den rørte hendes kind. Hun tog skridtet til fulde for at komme tilbage til en mere tryg afstand og holdt skeptisk øje med Tyroguen. Hun forstod stadig ikke hvad den ville. Hvilket nummer Pokemon var det nu, hun havde haft direkte fysisk kontakt med? Hendes finger strejfede ganske kort Løgs bold, men hun lod det være det. Hendes opgave var en anden i dag.

Hugo nikkede ivrigt, han var vildt med at en klog, rigtig voksen træner lyttede seriøst til ham. Det fik ham til at føle sig som en rigtig træner også, selvom han godt vidste, at han endnu var for lille til at kunne være det.
"Spinarak er bare god til det hele!" Udbrød Hugo begejstret, "Johanne bad den bare om at gøre tingene, og så gjorde den det. Hun fortalte at mange pokemoner som spinarak kunne mange andre ting end bare slå hårdt, som foreksempel Tyrogue," tilføjede Hugo halvt skadefro og kiggede spændt på Emma for at se om hun også kunne se, at han havde fået den bedste pokemon.
"Spinarak er rigtig god til at gøre modstanderen langsom, så den kan slå først," fortalte Hhugo uden at tænke over, at han gav hans taktikker og styrker ud til en, som teknisk set var hans modstander.

Da Hugo blev spurgt om, hvor længe han havde haft Spinarak til låns, måtte han bruge lidt tid på lige at stå og tælle efter på fingrene.
"2.. nej 2 måneder og næsten 3 uger," svarede han endelig, "hvorfor?"
"Vi har ikke kæmpet så meget indtil nu, og den første gang gjorde Spinarak det rigtigt og gjorde som jeg sagde, men derefter holdt den op, ligemeget hvor meget jeg råbte og beordrede," fortalte han.

Han fniste ved tanken om at råbe og kaste sten efter hans familie.
"Neeej, men de skal jo heller ikke slås, de er jo ikke pokemoner!" Grinte han, som om at det var da noget tåbeligt noget at foreslå.
"Men jeg vil jo gerne være en rigtig træner, det er det vi lærer her, og rigtige trænere siger hvad angreb pokemonen skal bruge, og så gør den det. Jeg ved godt, at jeg ikke er rigtig træner endnu, måske er det derfor Spinarak ikke gør som jeg siger," sagde han og kradsede sig i håret.
"Rigtige trænere kaster selvfølgelig ikke sten, men pokemonen gør jo som rigtige træner siger og lægger sig ikke til at sove hele tiden," Hugo begyndte lyde mere frustreret igen, "faktisk burde Spinarak slet ikke sove så meget, Johanne siger dens abi-li-ty er insom-ia så den skulle sove rigtig dårligt."
~~

De to i træet fulgte med i samtalen indtil Tyrogue besluttede sig for at hilste på Emma.
Han så godt, at hun var lidt modvillig, men han havde mødt mange usikre børn og alle havde grinet af hans kontakt forsøg og begyndt at være mere tryg ved ham, så snart de opdagede, at han bare ville uddele krammer og lege med dem.
Emma's reaktion overraskede ham derfor meget, og da hans venlige klappen ikke engang hjalp, men blot fik hende til at trække sig længere væk, stirrede han blot forbløffet. Han vidste at mange børn var utrygge ved kamp typer og lige skulle lære, at han altså ikke var farlig.
"Det gik vidst ikke helt som planlagt," kommenterede Spinarakken oppe fra grenen, og Tyrogue rystede på hovedet i forundring.
"Det kan være, at det er derfor hun er her, fordi hun er utryg ved pokemoner og skal lære lidt basis omgang?" foreslog Spinarak, som var helt glad for ikke at være den eneste, der havde en udfordring af en træner.

"Jeg må vidst hellere gøre skaden god igen," funderede Tyrogue og slap grenen og dumpede ned på jorden.
Derefter gik han forsigtigt imod Emma og stoppede så snart Emma virkede det mindste ubehagelig ved, at han kom tættere på hende. Så satte han sig ned med siden til hende og skævede til hende med et blik der både var varmt og beklagende, inden han kiggede væk ned i jorden. Alt sammen for at virke så lidt skræmmende som overhovedet muligt.
Derefter rakte han en enkelt hånd imod Emma med håndfladen op og ventede så blot.

"Hvad laver han?" Hviskede Hugo til Emma, "Tror du han vil have os til at tage hans hånd?"
Hugo ville gerne gå hen og tage Tyroguens hånd, hvis Emma syntes han skulle gøre det.
Tyrogue ville langsomt vende hovedet og smile til Hugo, inden han ville slippe drengens hånd og igen kigge på Emma og tilbyde hende sin hånd med bortvendt hoved.

Hugo kunne åbenbart ikke bare lige glemme det med 'rigtige trænere', og Emma blev ved med at rende mod en mur, mens hun prøvede at overveje, hvad hun kunne sige for at få ham til at tænke anderledes. Hun genkendte for sin vis tanken om, at Pokemoner 'bare' var Pokemoner og efterlevede menneskets ønsker som de var født til, for det var selv sådan hun havde tænkt ud fra det hun så, da hun selv gik i skole. For Emmas vedkommende havde hun nu omtrent tænkt det samme om mennesker, at de gjorde som de gjorde og så var den ikke længere, for Emma forstod ikke verden anderledes. Men virkeligheden var en anden og langt mere kompliceret, og Emma havde levet alt for beskyttet, var hun blevet klar over. Og selvom Hugo havde en lignende ide om forholdet mellem mennesker og Pokemoner, var den stadig til en vis grad fremmed for Emma, og hun vidste ikke, hvilket jordskred, der kunne ændre på det. Emma trak luft ind og åndede langsomt ud, da Hugo bekendtgjorde at hans forældre ikke var Pokemoner og derfor ikke skulle kæmpe, og det var den eneste grund til at han stod og skældte ud og smed med sten. "Pokemoner er væsener ligesom dig og mig. De er bare født med nogle evner, der sætter dem i stand til at beskytte andre." sagde hun uden at ændre sit nøgterne tonefald overhovedet, og i den sætning så Emma forskellen fra hende og Hugo. Hun anså dem for beskyttere fremfor kæmpere.

Men bare fordi hun anså dem for beskyttere, der skulle være en sikkerhed for hende, når hun rejste, syntes hun ikke de behøvedes at røre ved hende hele tiden. Den side af dem forstod hun slet ikke, og hun havde kun lige accepteret, at Tato ønskede den fysiske kontakt som et flokdyr. Deraf hendes skepsis overfor Tyroguens kontaktforsøg. Hun lod ham sætte sig lidt under en meter fra sig og nikkede til Hugos udlægning af Tyroguens ønske. Det så meget sandsynligt ud. På et plan regnede hun ud, at Tyrgouen mest henvendte sig til hende, men hun nægtede ikke Hugo at give hånd først. Som forventet tilbød den stadig hende sin hånd bagefter, og Emma pustede ud og bøjede sig lidt frem for kortvarigt at sige goddag som til et menneske. Derefter fulgte hun Tyrogues eksempel og satte sig på jorden. Hvis Hugo så også satte sig, kunne de sidde nok så nydeligt i en trekant. Medmindre Spinarak sluttede sig til dem, for så kunne de snart komme til at sidde i en cirkel. Emma krydsede armene over brystet, og følte måske en smule frustration over situationen. "Jeg kan ikke lide fysisk kontakt." erklærede hun køligt, uden at kigge på nogen af dem. Det havde været nødvendigt at sætte den grænse overfor Løg, og åbenbart også overfor den fremmede Pokemon, som det kun var meningen hun skulle have for den tid det tog at gennemføre en kamp. Det syntes som meget lange udsigter efterhånden, når de ikke engang havde fået startet kampen endnu.

"Hugo, hvad er det, der får dig til at mene, at Pokemoner kun kæmper for og adlyder 'rigtige trænere'?" spurgte Emma så, og forsøgte endnu engang at gribe fat om roden af problemet for drengen. Hun blev nødt til at tage én ting af gangen, og derfor holdt hun stædigt fast i problematikken med drengen og hans lånepokemon. Hun troede ikke helt det ville løse deres 'kampsituation', men det var et sted at begynde, og så måtte hun tage alle andre ting som de kom. Tyroguen havde jo valgt at deltage på en måde, så måske kunne de i fællesskab nå frem til et eller andet resultat.

Huge gav beredvilligt Emma ret i, at pokemon var levende væsner og havde specielle evner.
"Seje evner!" Bekendt gjorde han og kastede sig ud i en historie om hans kusines Scraggy, der havde beskyttet hende imod en sur skorupi en gang.
"Det er også derfor, at jeg vil være en træner! Så kan jeg hjælpe mine pokemoner og vi kan vinde turneringer og alt muligt!" Han var begyndt at blive begejstret igen, som dog blev stoppet af Tyrogues tilnærmelser.
Han kiggede nysgerrigt på kamptypen og så afventende på Emma i forventning om, at hun selvfølgelig kunne forklare hele situationen. Da hun satte sig ned i det stadig dugvåde græs, fulgte han trop.
"Hvorfor ikke?" Spurgte han ligeud da hun sagde hun ikke kunne lide kropslig kontakt, "har din mor ikke givet dig knus når du var ked af det?"

Hugos gå på mod dalede en smule da Emma spurgte ham om hvorfor trænere kun adlød rigtige trænere, for det mindede ham om, at han tydeligvis ikke var.
"Det er noget om hvem de respekterer," mumlede han næsten uhørligt, mens han kiggede ned i græsset og lod det hænge i luften, at det ikke gjalt ham.
"Det er derfor jeg prøver at gøre som rigtige trænere, så de vil også vil respektere mig," mumlede han og pillede ved græsset. Han skævede bedende til Emma, det var en stor tilståelse at komme med og han håbede inderligt, at hun kunne fortælle ham, hvad han gjorde galt så han kunne blive en rigtig træner.
~~

Tyrogue kiggede forbløffet på Emma da hun bekendt gjorde, at hun ikke kunne lide at røre ved andre, og han trak prompte hånden tilbage.
"Og her troede jeg, at du var bange for mig," sagde han til hende, selvom hun selvfølgelig ikke kunne forstå det. Han gjorde ikke nogle yderligere forsøg på at få hende til at røre ved sig. Han vendte sig dog så han sad med front til de to andre, og fulgte deres samtale.
"Ser ud til, at hun kan hjælpe dig med problembarnet," kaldte Tyrogue tilbage til spinarakken, som var kommet frem fra sit skjul og sad på en gren og observerede dem.
"Jeg kan ikke høre hvad han siger, er det godt?" Kaldte Spinarak tilbage.
"Han sagde, at han gerne ville have din respekt," lo Tyrogue tilbage og Spinarak fnyste og kommenterede, at det fik han i hvert fald ikke på den måde, som han opførte sig nu.


(ooc: sjovt at det var tyrogue som er din udfordring, men det er Hugo som giver dig problemerne, hehe)

Emma tøvede, da Hugo spurgte til hendes mor. Ikke fordi hun blev ked af det ved tanken, men fordi andre mennesker syntes at reagere underligt, når hun sagde hun ikke havde en. Hun havde regnet ud det i de fleste tilfælde 'bare' var medlidenhed, men derfor vidste hun stadig ikke, hvad hun skulle stille op med den. "Jeg kan ikke huske min mor. Hun døde, da jeg var lille." forklarede hun så nøgternt som muligt. Hvilket nok bare tilkendegav, at Hugos pointe sandsynligvis holdt stik. Emma anså emnet for udtømt, og kiggede kun kort uforstående på Tyrogue, da den snakkede et eller andet på sin egen måde. Hun anerkendte overfor sig selv, at hun var lettet, da Hugo vendte tilbage til emnet om Pokemoner og trænere.

Emma brugte endnu et øjeblik på at gruble over, hvad hun kunne sige som det næste. Respekt mellem mennesker og Pokemoner var ikke ligefrem noget hun havde læst om, hvilket var en del af årsagen til, at hun var på dybt vand. Respekt havde noget med følelser at gøre, troede Emma. Hendes boglige viden kom til kort, og det tog tid at regne ud, hvor hun ellers kunne finde eksempler, der havde noget med emnet at gøre. Hun måtte trække eksempler frem fra sin egen begrænsede erfaring. Emma tappede en finger mod sit lår, mens hun tænkte. Endelig kiggede hun på Hugo igen, og begyndte tøvende: "Respekt er ikke... Jeg mener, respekt er..." Emma lukkede munden i med et klik for at bremse den følelse af frustration, der spirede frem, da hun ikke kunne finde de rette ord. "Problemet er..." sagde hun så "...at vi ikke kan se ud fra fjernsynet og liga-kampene, hvordan trænerne har opnået respekt fra deres Pokemoner." Hun sukkede. "Og hvad der virker for andre, virker måske ikke for dig eller mig." Hun prøvede at studere Hugos ansigt, for at se om det hun sagde havde nogen effekt. "Respekt er ikke noget man får, bare fordi man har en bestemt titel eller erhverv. Respekt er noget man fortjener igennem sin opførsel. - Du siger, du gerne vil hjælpe dine Pokemoner, så I kan vinde turneringer og den slags, men hvordan hjælper du lige Pokemonen, når du skriger og smider sten efter den? Hvordan ville du selv have det, hvis nogen råbte og skreg ad dig? Slår din mor efter dig, når hun vil have dig til at rydde op på dit værelse?" spurgte Emma til sidst, og spekulerede på om hun mon gik for vidt. Men siden drengen ikke havde forstået det, da hun spurgte til hvordan han opførte sig overfor andre mennesker, så hun ikke andre muligheder end prøve at vende det om. Tanken var selvfølgelig absurd. Spørgsmålet var bare om Hugo kunne sammenfatte absurditeten i det med den måde, som han forsøgte at få Spinarak'en til at adlyde sig på.

Hugo kiggede overrasket på Emma da hun afslørrede, at hun ingen mor havde længere.
"Men du har vel en.." Begyndte han men stoppede brat som kom han i tanke om noget han var blevet fortalt, og han kradsede sig lidt i håret for at finde noget andet at sige.
"Det er synd for dig, det er nok derfor du ikke kan lide at blive rørt," erklærede han istedet rimeligt skråsikkert og så sagen for uddebatteret.

Hugo havde stadig stor respekt for Emma og han havde ingen problemer med at tie stille og vente på hendes visdomsord, mens hun forsøgte at formulere sine tanker bedst.
Han nikkede alvorligt da hun snakkede om, at der var flere måder at få respekt på. Siden han ikke var en stor og stærk træner, som pokemonerne kunne se op til pga. hans klogskab, så måtte han selvfølgelig finde en anden måde. Han vidste det var muligt, for flere af hans venner var gode venner med deres pokemoner.
Han begyndte dog at se lidt usikker ud der efter, for hvordan skulle han gøre det?

Da Emma spurgte ham om han troede han fik respekt af at råbe og smide sten, slog det vidst endelig klik for ham og han kiggede ned i jorden og vred sig under hendes blik. Han brød sig ikke om, at hans "idol" sådan fortalte ham om hans fejl, han skammede sig. Mest over, at hun pointerede dem og fortalte ham hvor dårlig han var til det her.
Sammenligningen med hans familie var ikke så fjern for ham, da han ofte havde fået at vide, at pokemonerne var deres venner og skulle passes godt, men han havde ikke lavet forbindelsen i forhold til at være en Rigtig Træner. De så altid så dygtige ud i tv.

"Hvordan skal jeg så gøre?" Udbrød han desperat men gav ikke Emma tid at svare, før han fortsatte. "Hvordan har du fået respekt for dine pokemoner? Eller Tyrogue?"
Han havde tilsyneladende glemt, at Emma ikke ligefrem havde haft styr på hendes lånte pokemon.

Tyrogue fulgte spændt med i samtalen og sendte Emma et lumsk grin da Hugo spurgte, hvordan hun havde fået hans respekt.
Spinarak kunne stadig ikke høre noget af samtalen, men det gjorde den ikke noget. De kunne snakke nok så meget, det var Hugos opførsel overfor den, som den bekymrede sig om, så den ventede roligt og nød solen og roen indtil da.

Emma var lettet over, at det endelig så ud til noget var trængt igennem til knægten, og hun spekulerede ikke nærmere over hans sænkede hoved. Det var kun godt, at han tænkte over det. Hans udbrud kom dog lidt bag på hende og det gav et sæt i hende, men hun koncentrerede sig stadig om at lytte til ham. Hun skævede til Tyroguen, da Hugo trak den ind i samtalen igen. Hun brød sig ikke om dens grin ved hans ord og skar en grimasse. "Jeg tvivler på, jeg har Tyrogues respekt" kommenterede hun, og prøvede så at bøje samtalen lidt væk fra den del. "Har du nogensinde hørt udtrykket 'Respekt avler respekt'?" Hugo var ung selvfølgelig, og Emma var sig bevidst at der nok var ord, hun ville blive nødt til at forklare, akkurat som da hun først begyndte at snakke med Løg og finde ud af, hvor meget han forstod af hendes ord. "Det betyder i bund og grund, at man ikke kan få respekt fra andre, hvis man ikke respekterer dem. Lidt ligesom du ikke kan forvente andre vil være venlige mod dig, hvis du ikke selv er venlig mod dem. Man kan ikke ændre på andre, men man kan ændre på sig selv, så det er der, man begynder, hvis man ønsker et bedre forhold med nogen." Emma trak vejret, og var faktisk ikke helt sikker på, hvad hun havde fået plapret af sig. Hun var ikke engang sikker på, hvor hun havde hele smøren fra, men det var nok bare noget hun havde læst et sted og arkiveret til senere. Mens hun fik vejret igen, prøvede hun at regne ud, hvordan ordene så kunne gøres til praksis. "Du kunne prøve at snakke normalt til Spinarak for eksempel. Spørge pænt, ligesom når du..." Emma gav et lille skuldertræk. "spørger en ven om de vil lege?"

Emma skævede til Tyrogue igen. Den var virkelig et dårligt eksempel, når hun slet ikke kendte den. Hun var jo ikke engang sikker på, hvordan hun fik Løg og Tato til at følge hendes ord, og 'respekt' var ikke lige hendes udgangspunkt, når hun arbejdede med dem. Men Hugo havde på en måde spurgt til hendes forhold til hendes egne Pokemoner. "Jeg snakker med mine egne, forklarer hvad jeg ønsker og hvorfor, og jeg prøver at forstå hvad de gerne selv vil, selvom det kan være svært og tager tid."

Hugo så lettet ud og grinte til Emma da hun indrømmede, at hun nok heller ikke havde Tyrogues respekt, så var de jo på samme hold og de kunne hjælpe hinanden.
Han rystede ivrigt på hovedet da Emma spurgte om han kendte ordsproget, men han synets det lød meget klogt. Det var lidt uklart om han virkelig forstod hendes forklaring, det var en masse fine ord, men det bekræftede blot hans opfattelse af, at Emma var en klog én.
Hugo sprang op da Emma gav ham et konkret forslag, men tøvede da hun fortsatte og fortalte, hvordan hun plejede at kommunikere med hendes pokemoner. Han rynkede panden ved det sidste.
"Hvordan kan du forstå, hvad de siger?" Spurgte han forvirret.

Så snart Emma havde svaret på detspørgsmål, ville Hugo styrte over til træet, hvor spinarak sad. Den ville trække sig tilbage og gemme sig mistroisk omme bag stammen, hvis han nu skulle finde på at kaste sten igen.
"Hey spinarak!" Råbte Hugo indtil han kom i tanke om, at han jo ikke skulle råbe ad den.
"Jeg skal nok lade være med at kaste sten og være sød, gider du kommer ud?" Fortsatte han i et lavere toneleje, som blev lavere og lavere indtil Emma ikke kunne høre hvad han sagde. Han fortsatte dog ufortrødent med en længere tale så det ud til, muligvis at han lovede ting og sager til spinarak, selvom det dog ikke så ud til, at han sagde undskyld for hans tidligere opførsel.
Hans næsten-hvisken gjorde det også svært for spinarak at høre, hvad der blev sagt, og den kravlede langsomt nærmere, indtil den sad på stammen lige foran Hugo, og lyttede. Den forsøgte flere gange at få hans opmærksomhed og evt stoppe hans talestrøm ved at vifte med benene, men dog uden held. Til sidst ventede den bare, indtil Hugo stillede den et direkte spørgsmål som den nikkede til. Hugo snurrede rundt og vinkede til Emma.
"Spinarak vil godt være min ven!!" Råbte han begejstret, selvom hun sagtens havde kunnet høre ham, havde han talt i et normalt toneleje. Hugo hoppede rundt af glæde, mens pokemonerne kiggede smilende på ham.
"Vil du også godt hjælpe mig med kampen?" Spurgte Hugo og spinarak nikkede og kravlede ned i græsset, hvor den nærmest forsvandt.
"Vi er klar når du er!" Bekendt gjorde Hugo lige så opstemt som før og havde svært ved at stå stille mens han ventede på, at Emma også skulle blive klar.

Der var bare lige det problem, at hvor Tyrogue havde været glad og interesseret i at hjælpe med at løse Hugos problem, så så den absolut ikke glad ud nu. Dens skuldre var sunket sammen og den så træt frem for sig. Den havde ikke engang rejst sig fra hvor den sad.

"Det kan jeg heller ikke som sådan, men de kan nikke og ryste på hovedet som svar på spørgsmål, så ved at gætte og spørge, har vi opnået en smule forståelse mellem hinanden." forklarede Emma, og så derefter til i tavshed, mens Hugo forsøgte sig med den anderledes taktik. Det var en lettelse at det viste sig at virke, selvom Hugo stadig var gevaldig overstadig i sine bevægelser og sit råberi til tider. Emma forsøgte at smile opmuntrende trods hans høje toner, og ventede pænt til både ham og Spinarak'en stod klar i græsset. Hun skævede til Tyrogue og sank ubevidst sammen i skuldrene, da hun konstaterede at den ikke så det mindste ivrig ud efter at skulle deltage i kamp. Hvad skulle hun nu stille op?

"Giv os et øjeblik, Hugo," kaldte hun høfligt til drengen. "Du kan jo lige tage dig en snak med Spinarak om, hvad I vil gøre i kampen eller sådan. Jeg skal lige spørge Tyrogue om noget." fortsatte hun og satte sig på hug igen ved siden af Tyroguen. Hun sad lidt og fumlede med hænderne på knæene. Hun havde ingen anelse om, hvad problemet kunne være for Tyrogue. Den havde jo sådan set været interesseret og nærværende lige før. "Bryder du dig ikke om at kæmpe?" spurgte hun endelig, mens hun kun så på den ud af øjenkrogen.