Hans så efter Lukas, da han han gik hen til den lille gruppe pokemoner. De to store så ikke ud til at ville lade de tre små gå frivilligt, og Lukas så ud til ikke at have en anelse om hvad de kunne finde på. “Ravn, følg efter den dreng, og hjælp ham med at få hans pokemoner væk fra de to store, og vær forsigtig” Hans fortsatte med at snakke, denne gang til Charlie “Charlie, kom ud igen. Jeg har brug for dig, mens vi går hen til lejren og får set på vores skader”

Ravn kiggede op på Hans som om det kunne han ikke mene. Ville han nu til at gå alene uden en pokemon ude? Men da han hørte ham kalde Charlie frem, blev han beroliget. For selv om hun var såret, ville hun nok kunne forsvare Hans længe nok til at han (Ravn) kom tilbage. Så uden Lukas så det fulgte Ravn efter ham.

Hans var den sidste i gruppen ud over Lukas, der kom tilbage til lejren, og alle helbredere var optaget, da han kom ind i lejren. Han satte sig i udkanten af lejren. Her fandt han endnu en pokebold frem og sad lidt med den i hånden, inden han kaldte Peggy frem og sendte hende op for at holde øje med Ravn, med besked om at give besked, hvis der blev nogen problemer. Hans gav sig til at kigge sig omkring, og besluttede sig for, at tiden var inden til en lille snak med vivillonen. Først ville han dog lige se, hvordan hans andre pokemoner havde det og have dem ude hvis vivillonen skulle finde på at give problemer. Da Hans havde set til sine andre pokemoner, kaldte han vivillonen frem. Da vivillonen kom ud af pokebolden, forsøgte den at flyve sin vej. men det gik ikke så godt da dens ene vinge var såret. Hans kunne ikke afgøre om den var brækket. Vivillonen kiggede sig omkring og så mennesket og de pokemoner, der før havde angrebet den, stå omkring sig. Charmanderen så ud til, at hun hellere end gerne gav sig til at spytte med gløder igen, og som de alle stod der rundt om den, så det ud som om, de var parate til at afslutte, det de var startet på før “Vi vi vivilon vivi(slog mig ikke ihjel” bad den. Hans så på dens kropssprog at den var bange, og svarede med sagte men rolig steme “fla fla ri on flarion rion (slap af der er ikke nogen her der vil dig noget ondt)”. “Flarion fla fla fla on flarion fla ri ri ri (jeg ved du er såret, lige som flere af mine vener her er. Vi er her for at få hjælp til vores sår) “charma charmader charlie (slap så af Carlie). flarion fla flari rion rion flari (nu ser det ud til, at vi kan komme til ved en helbeder)” Mens Hans snakkede og snakkede, så vivillonen undrende på ham, den havde godt nok hørt ham bruge charmansk, og hørt ham råbe en som en flarion, der vil til at gå angreb, men selv om den havde svært ved at forstå flarionsk, kunne den hører at her var der en, der kunne det ret godt, og tænkte ved sig selv, at her var der et menneske, der måske var ved at lære at kende. Derfor rejste den sig op og fyldte tøvende med de andre over til helbrederne. Her så den hvordan Hans og de andre pokemoner blev tilset og behandlet. Efter de var færdige med det, gik de i samlet flok hen til en gruppe mennesker.
Efter tur sagde de deres navne.
“Mit navn er Hans, og med her har jeg mine venner Charlie, Ravn han er ude på en opgave lige nu, Pidter, Pele, Peggy som også er ude på en opgave, og til sidst har vi en Vivillon, som jeg ikke har fundet ud af hvad hedder endnu."

Hans’ ansigtudtryk blev mørkt af vrede, da han hørte, at man ikke kunne komme i kontakt med en gruppe trænere. lige nu ønskede han, at hans flarion var her. Men han havde jo ikke kunne tage hende med på denne rejse.

SPOILER: Click to show

{meget kort ver.}Ravn følger efter Lukas, og gør alt for, at han ikke bliver set.
Peggy er sent ud få at holde øje med Ravn og Lukas, med besked om at fortælle ham, hvis der opstår problemer.
Hans har snakket kort med vivillonen og har fået den beroliget lidt. Vivilonen har besluttet, at give Hans en chance, men stoler ikke på ham eller hans pokemoner.
Alle i lejren er blevet tilset af helbredere, og Hans er gået sammen med de resterende pokemoner til prof. telt.

SPOILER: Click to show

{Spoiler}Hvis de to store pokemoner giver Lukas problemer vil Ravn gøre hvad han kan for at tiltrække sig de to stores opmærksomhed, For at give Lukas en chance for at få sig selv og sine pokemoner væk.
Og hvis det lykkes vil Ravn gøre alt for hurtigst mulig at komme tilbage til Hans. Det samme vil Ravn gøre, hvis der ikke opstår problemmer.

SPOILER: Click to show

{Vivilon}køn: hun
evne: compoundeyes

Occ: Vivillonen har hasty personlighed

Emma havde brugt en rum tid i lejren sammen med forskerne. Hun havde mestendels gået til hånde, og havde vist egentlig kun fået lov til det, fordi hun havde haft to Vivilloner med sig, da hun vendte tilbage fra marken. Hun havde været ekstremt heldig at fange Vivillonerne uden kamp, og nu var de forhåbentlig snart godt på vej hjem til deres egen region.
Emmas nuværende problem var et helt andet. Hun var i vejen og var blevet bedt om at finde sig en gruppe trænere på vej ud i felten. Emma var rød i kinderne af skam, foruden skuffelse. Hun havde gjort sit bedste, men det var bare ikke godt nok, og det var begyndt at gå op for selv hende, at hun bare manglede et eller andet for at kunne gøre det, som alle disse berømte forskere og deres assistenter gjorde. Det værste af det hele var, at hun stadig ikke kunne regne ud, hvad det var.
Så tilbage til trænerposten med hende. "Start fra bunden," havde professor Oak sagt. "Jeg begyndte også som træner." Emma forstod, at professoren havde forsøgt at muntre hende op, hvilket var absurd. Hun havde ikke brug for opmuntring, men konkrete mål. Hendes kinder var kun blevet dét rødere, og selv dét forstod hun ikke fuldstændig.

Under alle omstændigheder var Emma på udkig efter en lille samling af trænere, der kun lige skulle sendes ud på en ny opgave, og hun havde hørt, at professor Birch var ved at gøre netop det. Hun havde ikke bevæget sig synderlig målbevidst, men hun endte op ved hans telt alligevel og listede indenfor. Hun var den første der og nikkede forlegent til professor Birch i hilsen, inden hun som for at vise sin accept over sin rolle lukkede Løg og Tato ud, så de kunne være klar, når resten kom. Hun havde set sig nødsaget til at beholde dem i boldene, mens de opholdt sig i lejren, så ikke også de gik i vejen for folk.
Løg stillede sig straks op ved hendes side i fuldt beredskab. Han var altså stadig ophidset over fænomenet med de legendariske. Tato virkede også ekstra nervøs og ophidset og krøb ind mellem hendes fødder for at sidde der i stedet for at fare rundt i teltet. En tilfredsstillende løsning afgjorde Emma med sig selv, selvom hun så måtte finde sig i nærkontakten.

Da resten dukkede op, blev Emma overrasket over at genkende en del af dem. Der var for eksempel pigen med øretelefonerne, og hende der havde spurgt til de lokale regnbyger, samt den unge mand, der nu viste sig at have endnu flere Pokemoner end Emma i første omgang havde set. Hun forsøgte at trække sin egen præsentation så længe som muligt, for at give sig selv en fornemmelse af, hvad der var behov for, og samtidig sætte navn til de forskellige ansigter. Hun kunne dog ikke udskyde det forevigt. "Jeg hedder Emma Dal. Jeg har en Bulbasaur og Rattata med mig. Løg og Tato." Hun pegede på hver af dem, da hun præsenterede deres 'kælenavn'. Det var åbenbart forventet.
Da alle havde præsenteret sig, begyndte Emma at lave en ny mental liste over gruppens Pokemoner, samtidig med at professor Birch forklarede deres opgave. Det lød forholdsvist simpelt. Hun lod sig ikke engang afskrække af den manglende gruppe, da hun stolede på professorens ord. Hun studerede kortet et par ekstra sekunder på udkig efter den bedste sti ud til stranden. Nu gjaldt det om at være effektiv og brugbar for holdet, og da hun havde det færreste antal Pokemoner og højst sandsynligt de mindst erfarne også, måtte hun bruge de midler, der blev stillet til rådighed.

Raisa kiggede op efter at have rodet rundt i tasken.
Var hun gået glip af noget? Hun havde hørt nogle pokemoner snakke sammen, og manden havde lige snakket til hende om noget med at vælge med omhu, og om at komme tilbage til lejren!

Hun valgt altid med omhu.. når hun ellers var opmærksom på sine muligheder.

Raisa havde fundet Pidgey´s pokeball frem, og kaldte hende ind i den.
Ivory havde det vist fint, såvidt Raisa kunne se, men hun så lidt oprørt ud.

Ivory stod og tænkte.. på den ene side var hun stadig glødende sur på den lille ildrotte.. på den anden side så var hun lamslået over hvad hun lige havde observeret.
En af menneskedrengene havde snakket på fuldt forståeligt pokemon´sk?
Normalt kunne hun forstå det meste af det menneskene sagde efter at have været sammen med professor Oak det første lange stykke tid efter hun var kommet ud af sit æg.
Men hun havde aldrig før oplevet at mennesker kunne tale pokemon´sk.
De få gange nogle af de mindste havde prøvet at snakke til Ivory i starten havde de altid snakket ren volapyk såsom at de ville have 'vand i tasken' eller 'rulle sig en geyser', hvilket hun havde forsøgt at udføre så godt hun kunne, men som kun gav brok fra børnene.
Gad vide om han også kunne forstå dem, tænkte hun.

Redningsaktion? Raisa kiggede op på manden som nu stod og råbte af Lukas om at hele hans flok af pokemoner var blevet ristet under nettet. Raisa tog sig til munden i forfærdelse over muligheden. Hun hørte manden råbe mere om en redningsaktion, så hans rilkaldte Donphanen rasere ind i nettet (det vil da bestemt ikke gøre det bedre at forbrændte pokemoner bagefter bliver rullet henover af en stor raserende pokemon!) tænkte hun.

Raisa hørte ham kommentere højlydt drengens manglende forstand overfor sine pokemoners helbred, og var lige ved at skulle brokke sig højlydt til manden over hans dobbeltmoral, når han ikke selv havde styr over sin store rullende pokemon, men nåede det ikke inden at der blev gjort opmærksom på at en lille flok pokemoner kom gående, som vist blev genkendt som drengens, hvorefter manden brat forlod dem.

Drengen havde ikke sagt særlig meget til manden, men Ivory havde genkendt det brændende udtryk for at forsvare sig som hun selv ofte havde følt når hun blev vred.

(Hvad så med alle de andre pokemoner som havde været under nettet, var der ingen som havde taget sig af dem? Det måtte der havde været, men hvis der var hvorfor havde manden så reageret så stærkt over at nogle af drengens havde været under nettet?)
Raisa blev afbrudt i sine tanker af den pige som tidligere forsigtigt havde henvendte sig til hende, og mumlet noget, inden manden var begyndt at brokke sig over at drengen havde fået sine pokemoner i alvorlig fare.
Raisa havde dengang begyndt med et "ja jeg.." mens men havde stoppet igen da pigen, havde virket til at være væk i sine egne tanker mens hun havde kigget efter manden mens han var på vej væk, og Raisa havde fortsat med at kigge i sin taske.

Pigen holdt nu en pokeball frem, som hun insisterede på var Raisa´s, men at den ikke var tom længere da manden havde fanget en pokemon i den!

Drengen var forsvundet, Raisa kunne ikke se hvor han var blevet af.. han måtte være gået med sine pokemon´er.

Raisa kiggede undrende på pokeball´en mens hun rakte hånden frem for at tage imod og studere den.. jo det var hendes, som hun ledte efter.. det ville sige at hun havde fanget en pokemon mere end hun havde planlagt.. Hun havde jo allerede fanget den Lilla!

"Tak" sagde hun.. "Det var nu ikke planlagt, så jeg må lige vurdere hvad jeg skal stille op med den, men det vigtigste først.. den og de andre skal helbredes" udbrød Raisa.
"Jeg har selv fanget en.. eller rettere nu to.. plus en hårdt forbrændt som jeg fangede med en af de specielle pokeball´s vi fik udleveret."

Raisa prøvede igen at rejse sig, men benene ville stadig ikke helt, så hun bad pigen om hjælp.
På vej tilbage til lejren eller nettet kom Raisa i tanke om en ting..
"Tak for hjælpen.. Forresten så jeg hedder Raisa!"

Raisa ville gerne have været ude og kigge på nettet, men pigen var virkelig påtrængende om at Raisa skulle tilbage til lejren og blive tjekket efter, og Raisa indvilligede da hendes pokemoner alle trængte til at blive kigget på.

Hun fik indleveret sine pokeballs, samt Ivory, og fik afleveret den specielle pokeball hun havde fanget den slemt forbrændte Vivillon i.
"Tror de at alle pokemoner´ne som var under nettet allerede er blevet behandlet? Ellers burde vi måske tjekke om der skulle være nogle som er blevet overset." Havde hun spurgt i teltet, men havde fået at vide at gruppen 'sommerfuglene' havde fanget dem allesammen.

Raisa selv var også blevet kigget på.. (Delora havde nærmest forlangt af Raisa at hun skulle i en sygeseng indtil hun var helt klar igen). Raisa havde egentligt kun ville ligge ned et øjeblik, men pludselig var hendes øjne gledet i, og hun var først vågnet da en sygeplejerske havde henvendt sig til hende og givet hende hendes pokeball´s tilbage med en besked om at alle trænere skulle henvende sig i professor Birch´s telt til næste opgave.

Her kom hun på et nyt hold med de fleste af dem som havde været samlet efter kampene.. Raisa tænkte at det nok var fordi de alle var blevet adskilt fra de andre, men hun nåede ikke at stille nogle spørgsmål da de blev gelejdet hurtigt ud efter en meget kort briefing.

De nåede mest kun at præsentere sig for hinanden.
"Jeg hedder Raisa, jeg har min Squirtle Ivory og min Pidgey". Raisa ville også have nævnt at hun også havde fanget 2 Vivillons, men hun havde ikke nået at lukke dem ud endnu, og hun ville ikke til at stå og forklare hvorfor hun ikke havde haft tid til at berolige dem. Mest var hun bange for at de ville prøve at flyve væk.. hun behøvede tid, fred og ro til at snakke med dem efter den voldsomme kamp samt de andre skræmmende hændelser med det elektriske net ude på engen.

Raisa have taget et par ekstra specielle pokeballs istedet for dem hun havde indleveret, hvorefter hun skyndte sig for at følge med de andre som bagtrop.

Lukas og co.

Vivillonen slog nervøst med vingerne da Suna satte sig ned, for selvom det var et tydeligt tegn på hendes selvsikkerhed, så gjorde det, det svære for meowthen at beskytte vivillonen, hvis det blev nødvendigt.
Den blev dog stadig tæt på Suna, da den stadig troede at dens chancer var større her, end hvis den forsøgte at flyve sin vej. Simisagen kiggede ligegyldigt på Taron næsten som var den nysgerrig uden at ville vise det, selvom den blev ved med at holde øje med vivillonen ud af øjenkrogen.
Birger var nu den der førte ordet og han lyttede høfligt til Suna uden at afbryde, selvom han stadig så beklagende ud.
"Jeg forstår udmærket, at det ikke er sjovt at skilles fra nye venner, men vi kan desværre ikke tillade jer at tage den med jer uden, at den er i en pokeball." Svarede Birger og Samess brød ind
"Herligt, endnu en flok, der forsøger at bruge en menneske træner som undskyldning. Hvor længe vil du spilde tiden?" Spurgte Samess sarkastisk uden at flytte blikket fra Taron.
Birger klappede klosaksene sammen og sendte Samess et irriteret blik. "Vil du virkelig skændes nu?" Spurgte han forsvarsberedt og Samess trak blot på skuldrerne, hvilket tydeligt irriterede Birger endnu mere.
"Vi har stødt på et par pokemoner, som valgte at arbejde imod os og forsøge at fjerne de vivillons vi havde smalet så de kunne komme hjem. Det er en flot tanke at 'hjælpe' andre fra at blive fanget, især når man ikke ved, hvad der vil ske med ens nye venner bagefter, men det dur bare ikke." Forklarede Birger Suna efter et par dybe indåndinger så han igen kunne tale roligt og venligt med hende.
"Derfor kan vi ikke lade jer føre den væk uden et bevis." Birger smilte igen beklagende, men var mere bestemt da han virkelig tænkte det samme som Samess og ikke ville spilde al sin tid på at diskutere med meowthen. Deres træner forventede af dem at de arbejde effektivt, hvilket dette ikke var.
"Vivillon, hvis du kommer med os nu, tager vi dig tilbage til lejren, hvor du hurtigst muligt vil blive sendt tilbage til den region, som du kom fra. Lyder det ikke godt?" Spurgte Birger bestemt, og vivillonen kiggede usikkert fra ham til Suna, uden at være sikker på, hvad den skulle gøre.

Simisagen snurrede pludselig rundt med en kugle af grøn energi hvirvlende i hånden, da han hørte noget nærme sig hurtigt bag ham. Han gloede olmt på mennesket men sendte ikke noget angreb af sted imod ham. Birger kiggede mistroisk på Lukas, da hans opdukken næsten var for godt timet.
Vivillonen, som heller ikke havde mødt Lukas kiggede nervøst på ham, var dette Sunas menneske? Han virkede positiv og glad trods alt, og den besluttede hurtigt at den kunne acceptere mennesket, hvis han virkelig var Sunas og hun sagde god for ham. Så den holdt godt øje med hendes reaktion overfor den begejstrede træner.
Det samme gjorde Birger og Simisage, hvis Lukas virkelig tog sig af vivillonen ville de forlade gruppen uden yderligere protester og kigge efter andre ikke tilhørende pokemoner, der manglede at blive samlet sammen for at kunne blive sendt hjem.
Hvis ikke, ville de forsøge at tage den med, med magt.

~~~

Den gule vivillon kiggede skeptisk på Gasltys forsøg på at forstå, hvad et hjem var, og der var et eller andet i det der ikke lød helt rigtigt i vivillonens ører. "Det er vidst godt nok." mumlede den med et lille nervøst smil, da den alligevel ikke vidste, hvordan den skulle forklare det bedre og lod emnet ligge.

Sentreten pludrede lystigt om alt og ingenting mens den viste vivillonen vej ind i skoven. Den ignorerede Gastly indtil han afbrød med hans mistroiske spørgsmål, til hvilket den lavede en grimasse inden den kiggede på ham med et smil.
"Det er jo det jeg sagde ja, jeg har endelig fundet min gode ven her, hvilket er derfor, at jeg er her." Svarede den ham uden at stoppe sin gang, den kastede et hurtigt blik på vivillone, der hurtigt svarede. "Jeg er meget glad for at se dig igen, og det bliver godt at komme hjem" Den lød noget mere glad og sikker i sin sag denne gang.
De fortsatte alle tre imod skoven mens Sentret fortalte om de andre, der ventede, på en måde så det lød til at det var gamle venner, der havde en masse historier at følge op på. Dog spurgte vivillonen ikke om noget, men blev ved med at kaste halvt nervøse og halvt nysgerrige blikke på både Gastly og Sentret.
De fortsatte ind i skoven og tempoet blev noget mere adstadigt, og snart lød, der en dump trommen, som fik vivillonen til at fare sammen.
"Bare rolig, det er bare advarsels systemet." Sagde Sentret beroligende og skævede til Gastly. "Vi har været nødt til at oprette det, efter alle dem, der er kommet til for nylig." Tilføjede den hurtigt.
De fortsatte endnu et lille stykke inden de stødte på endnu et par sentreter og en spearow, som kiggede nysgerrigt på Sentrets to følgesvende.
"Du fandt to mere?" Spurgte den ene sentret venligt og Sentret svarede. "Jeg fandt én" og vendte sig imod Gastly.
"Okay, sådan her ligger landet. Jeg har nu reddet denne vivillon fra menneskernes kløer og har al intention om at holde den rask og i sikkerhed, så du får ikke lov til at hive den med tilbage!" Sagde den truende. "Jeg så hvordan du skræmte den uden grund tidligere og jeg advarer dig, hvis du prøver på noget som helst her, så er Spearow her ikke den eneste, der kan klare problemet." Fortsatte den og stirrede beslutsomt på Gastly.
De tre i velkomst komiteen kiggede overrasket imellem Sentret og Gastly inden de bakkede op om deres frænde. "Er du en menneske bundet én?" Udbrød spearowen overrasket.
"Hvis du opfører dig pænt og ikke henter et menneske hertil, er du velkommen, men nu er du advaret imod at skabe problemer!"[/s] Sluttede den første Sentret og vendte sig imod den gule vivillon, der kiggede usikkert på dem alle.
"Jeg beklager de hårde ord, men du er ikke den eneste vi har hjulpet i dag, så vi er nødt til at være på den sikre side." Sagde den venligt og vivillonen slappede lidt af.
"Kom nu med, og lad os få kigget på dine sår." Sluttede Sentret og førte vivillonen over imod en tykning. De to andre sentret blev tilbage, mens spearow prøvede at holde øje med Gastly, hvis den fejlede, ville den følge efter Sentret og Vivillon.

---

Resten af flokken

Da de havde præsenteret sig og forlod teltet, kom en ung pige gående og så noget fortabt ud. Hun spurgte en tilfældig assistent, som kom ud af teltet et øjeblik efter, hvor Professor Birch var, da hun var blevet bedt om at finde ham for at blive sendt med en gruppe up på opgave.
"Teltet er her, men gruppen er allerede sendt af sted." Kom svaret og hun stirrede forfærdet på assistenten, som dog hurtigt forklarede, at hun stadig kunne hoppe med i gruppen, da den var lige ved siden af dem, og ham pegede på gruppen, der lige havde forladt teltet.
Lettelsen var tydelig i hendes ansigt da hun skyndte sig over til dem, og så tøvede da hun ikke vidste hvem, der havde ansvaret for gruppen og hvis faner hun kunne melde sig under.
"Hej..." Sagde hun lidt tøvende til dem alle sammen. "Jeg skal vidst være med her.." fortsatte hun nervøst, da hun var usikker på, hvordan de andre ville reagere på den nyhed.

Når gruppen på et tidspunkt fortsatte, ville Emmas rute hurtigt vise sig at være den nemmeste, hvis resten af gruppen altså accepterede at følge den. I alle tilfælde, ville de før eller senere nærme sig stranden, og da de kunne se vandet imellem træerne, ville de også se deres første pokemoner. Indtil da, havde turen fra lejren været overraskende tom og stille, og der havde ikke været skyggen af noget levende nogen steder.
Det var dog en besynderligt syn, der mødte dem, da det var to grupper af hvidt forskellige pokemoner, der stod truende overfor hinanden.
På den ene side var der et par mareeps, en mindre flok hoppips, en broget blanding af caterpie og weedle, en enkelt sentret og et utal af rattataer.
På den anden side var der et par flabébé (begge orange), en gruppe bidoofs, to pumpkaboo(den ene dobbelt så stor som den anden), samt én litleo og en enkelt noibat. Denne gruppe stod beskyttende foran en malamar, som stod i baggrunden og kiggede intenst på flokkende foran den.

Sentreten i Johto gruppen opdagede de nyankomne med det samme, og slog alarm. Men ud over, at dens gruppe sendte en del nervøse blikke i retningen af menneskerne, flyttede de sig ikke en tomme.
Den anden gruppe reagerede overhovedet ikke, ikke før malamaren opdagede dem i hvert fald og lavede bekymret lyd. Det fik den ene flabébé og noibatten til at vende sig imod de nyankomne. Flabébé begyndte at messe en besynderlig sang men blev overdøvet da noibatten skreg ganske forfærdelig og tvang alle til at holde sig for ørene.

ooc: OBS: Noibat er den Raisa har vundet i lotteriet, nu må vi se om hun kan få den indfanget på en eller anden måde, hehe.
Hvis andre er interesseret i at få introduceret pokemoner på samme måde, så giv mig et praj.

Er der ellers interesse for nogle af pokemonerne, bedes I alle at skrive/aftale det Her, så man ikke "stjæler" pokemoner fra hinanden. I må selvfølgelig også aftale det uden for spillet, men det skal stadig noteres i tråden, så jeg kan huske det.

Delora kiggede indgående på de andre medlemmer af hendes gruppe, de var faldet noget i antal, og desværre var Jillian ikke en del af den. Delora blev lidt bekymret, da hun ikke havde set veninden siden hun havde efterladt hende for at hjælpe Raisa, men hun var nok blevet sat til noget andet.
Det var dog rart at få sat navne på ansigterne, da hun faktisk ikke vidste hvad nogle af dem hed, og hun funderede over, om de monstro kunne finde ud af at arbejde sammen eller ej. Hvis en anden gruppe var forsvundet kunne det muligvis blive nødvendigt..
Overraskende nok, var der kun én enkelt charmander tilbage i gruppen, hvilket bekræftede Delora i, at hun havde valgt rigtigt i at give Hatim endnu en chance.
De fleste så ud til at tage dén nyhed med ophøjet ro, eller så gjorde de som Delora selv og skjulte det godt. Bortset fra den nu eneste mand i gruppen, Hans, som så ud til at blive vred over det, selvom Delora ikke helt forstod hvorfor.
Emma så ud til at vise stor interesse for kortet, hvilket Delora syntes var betryggende, selvom hun mente, at hun kendte vejen selv.

Med mindre hun var den, der var tættest på udgangen, ville hun følge de andre ud og slå følge med Emma.
Efter at have taget mentalt tilløb et par gange, henvendte hun sig til hende.
"Du kiggede grundigt på kortet så det ud til, har du en rute du vil foreslå?" Spurgte Delora høfligt og ville sammenligne den med den hun selv havde tænkt sig, for at finde den hurtigste og bedste, hvilket hun ville diskutere med Emma, hvis den anden pige tillod det. Det var jo meningen, at de skulle samarbejde, så de kunne lige så godt forsøge at starte på det med det samme.

Inden de dog nåede at komme nogle steder, dukkede der dog en ung pige om, der sagde, at hun skulle følges med dem. Delora skævede rundt til de andre, for at se om nogle af dem tog ordet.
Hvis ikke, ville hun byde hende velkommen og spørge om, hvad hun hed og hvad pokemoner hun havde (men kun hvis virkelig ingen sagde noget og de ventede så længe at ventetiden ligefrem blev pinlig!)
I alle tilfælde ville hun præsentere sig selv og hendes pokemoner til den nyankomne, og kalde dem frem efterhånden som de blev præsenteret.
Hatim ville sætte sig ved siden af Delora og ignorere alle tilstedeværende(inklusiv Ivory, skulle hun være ude), Anil ville hilse glad på den nye ankomne ved at flagre et par gange omkring hende, inden han placerede sig flagrende over Delora, mens Avani blot stirrede tomt frem for sig, og ikke rørte sig før hun fik en ordre. Det fik hun når de satte sig i bevægelse, da Delora ville bede hende om at følge med og holde sig tæt på hende.

~~~

Delora stoppede brat, da hun så den store flok pokemoner foran sig, og Avani, der fulgte med og holdt sig tæt på hende, gik ind i hendes ben. Hatim var foran Delora med et spring og flammer dansende fra hans ryg, mere fordi, at han var klar til kamp end, at han ville beskytte Delora.
Anil holdt sig over Delora, klar med en protect, selvom han var udemærket klar over, at han ikke ville kunne gøre meget, skulle samtlige af de vilde pokemoner vælge at gå i flæsket på dem.
"Hvad er det der foregår?" Spurgte Delora, uden at være henvendt til nogen bestemt. "Argh!" Udbrød hun og slog hænderne op for ørerne, da den lille mærkelige flagermus skreg ad dem. Både Anil og Hatim krympede sig under den forfærdelige larm, men forsøgte at blive hvor de var. Hatim lagde sig dog ned og forsøgte at gemme hovedet under poterne.
Avani var dog upåvirket bortset fra et smertefuldt udtryk i øjnene.

Gastly lyttede til den lidt ensidige samtale mellem Vivillon og Sentret med dalende interesse, men endte op med at følge med dem hele vejen alligevel. Han var stadig nysgerrig efter deres destination, og blev gevaldig overrasket, da det pludselig vrimlede med pokemoner fra det lokale område. Betydende, at han ikke kunne røre dem med så meget som en gastråd. Gastly skød Spearow'en et betænksomt blik og gjorde sig umærkeligt mindre, samtidig med at han afsøgte det nærmeste område at forsvinde i. Så stirrede han på Sentret'en, der pludselig blev grov, og følte en vis fornærmelse over dens ord. Gastly udvidede sin form og hævede sig så meget fra jorden som eventuelle briser nu tillod, dog ikke højere end et par centimeter mere end den højeste af de fremmede pokemoner. 'Jeg beærede Vivillon med min fineste underholdning' hvæsede han teatralsk og gled så lidt tilbage fra dem samtidig med, at han tog sin normale størrelse. Han så Spearow lidt an ved dens spørgsmål, og svarede så, som om det var en selvfølge. 'Han er bundet til mig, ikke omvendt.'
Gastlys gas opførte sig vildt omkring, hvad der var det mest faste hos ham. I stedet for at emme roligt ud fra hans form som tåge, slog gassen buer og tråde ud fra ham. Så meget lyst havde han til springe ud i skræmmefacon, og så meget lagde han bånd på sig selv. Han rakte tunge af Sentret, da denne bad ham om at opføre sig ordentligt. En mildere reaktion end det, eksisterede ikke for Gastly lige nu. Da Sentret og Vivillon gik, kastede Gastly et blik på Spearow, dukkede sig til en springposition og hviskede: 'Du kan ikke ramme, hvad du ikke kan se.' Så forsvandt han. Gjorde sig simpelthen usynlig og flygtede tilbage den vej, de var kommet.

~~

'Det drejer sig ikke kun om en ny ven dette her,' prøvede Suna at forklare den høflige Birger. 'Jeg har afgivet et løfte, og det har jeg tænkt mig at holde. Men selvfølgelig kan vi vente på at vores træner, Lukas, finder os her.' Hun rejste sig halvt, da Birger ville til at insistere på, at Vivillon skulle med dem alligevel, men heldigvis blev hun reddet fra at skulle gå til yderligheder (hun ville ikke have haft en chance), da Lukas kom løbende. Suna hørte trinene først, som både Samess og Birger reagerede på, og da hun drejede hovedet for at kigge, rejste hun sig helt med halen i vejret og hilste med et forholdsvis glad 'Miau', der i Poke-munde bare betød 'hej'. Lukas smilte tilbage til hende og vinkede, selvom han klogeligt sagtede farten ved den truende Samess og prøvede at gå i en halvcirkel udenom ham for at komme til Suna, Taron og Vivillon. Taron løb ud af Sunas kontrolzone ved synet af ham med sit stadige moar-råb, og Lukas gik på hug for at imødekomme ham, mens han stillede sit indledende spørgsmål. Sunas svar var et mjavende 'Selvfølgelig,' så drejede hun hovedet skævt mod Vivillon og tog et skridt frem mod Lukas. Da Vivillon syntes tøvende og nervøs, gav hun et spindende 'Han er god nok. Han gør dig ikke noget.', og fortsatte roligt fremad, da Vivillonen så ud til at følge med. Hun holdt hele tiden et halvt øje på Birger og Samess imens.

Lukas klappede og tyssede på Taron, inden Suna nåede op til dem med sommerfuglen. "Hvordan kom du ud af bolden, din bandit? Det er farligt herude for en lille unge, har jeg lige fået læst og påskrevet om. Og hvad har du dog rullet dig i?" Lukas pillede ved noget af det værste tråd på Tarons hoved, og fik en lille brøkdel af, inden Suna meldte sin ankomst med et klagende mjav og illustrerede med en irriteret vaskebevægelse med en pote, at hun også ville være fri. Lukas gav et grinende fnys fra sig. "Har I alle slået kolbøtter i nettet eller hvad? Er det holdt op med at give stød?" Han satte sig helt ned på numsen og gav sig til at hjælpe Suna, mens Taron omfavnede hans ben, glad for bare at have ham der. Lukas smilede til Vivillon og sagde: "Hej, godt at se, du er okay. Jeg skal nok hjælpe dig også, hvis du vil."
Ikke særlig længe efter lukkede han Taron tilbage i hans bold, for at få lidt bedre bevægelsesfrihed. Hvis de to udviklede pokemoner ikke gjorde noget for at forstyrre, glemte Lukas hurtigt alt om dem og så aldrig, hvornår de gik deres vej. Han fortsatte sit arbejde med den klistrede tråd og komplimenterede Vivillon for dens flotte vingemønster. "Det ligner en solnedgang eller -opgang."
Hvis han havde fået lov af Vivillon, var de begge snart nok fri for tråd til at kunne gå uden risiko. Vivillon kunne måske endda flyve. Så ville Lukas rejse sig, kigge lidt fra den ene til den anden. Lukas drog et lettelsens suk. "Det er godt I er okay. - Vivillon," han henvendte sig direkte til den. "Det er trænernes opgave her at hjælpe jer hjem til jeres eget område igen, men vi har lov til at tage Pokemoner på vores hold, hvis der er nogen vi godt kan lide. Jeg kan godt lide dig, men jeg synes du skal have valget. Vil du med mig og Suna? Eller vil du hjem, hvor du kom fra? Under alle omstændigheder skal vi hen til lejren, så en helbreder kan tjekke, at I har det godt." Lukas fandt to bolde frem, én af sine egne og én af professorernes. "Jeg ville godt give dig lidt betænkningstid, men jeg er bange for en 'fri' Vivillon vækker for meget opsigt udenfor lejren. Det var to elitetræneres pokemoner før, ikke? Der ville have dig med? - Det her er min Pokebold til hvis du godt vil med os. Den her er til at få dig transporteret hjem." Lukas viste den pokeboldene. Når den havde valgt gik han og Suna til lejren så hurtigt som muligt (og forhåbentlig mødte de Gastly på vejen, der kom glidende ud af skoven).

Hans så over på den nytilkommende pige. Han havde lidt travlt med at få lagt en besked til Ravn og Peggy og få Pele og Vivilonen tilbage i deres pokebold, så han kikkege bare kort op og sagde stille til Pidter “flarion Ravn Peggy flarion fla fla on, Flarion Ravn fla fla rion rion flarion (find Peggy og Ravn led dem ned til stranden, hvor vi vil være, når Ravn har udført sin opgave)”
Da Hans ikke havde fundet det nødvendigt at se på kortet mere end en enkelt gang, fulgte han med de andre ned til stranden.

Charlie havde haft tid til at se sig lidt omkring, og se de andre pokemoner lidt an. Der var mindst to eller tre, der ville være et forsøg værd med et drilleri. Så nu gjaldt det bare om at vælge det helt rigtige tidspunkt at slå til på. Hvad skete der nu. Rattataen og hoothooten var ikke kommet tilbage og min træner gav hans pidgey besked på at finde både Rattataen og hoothooten. Hvorfor gik han med de andre mennesker ud mod kanten af lejren, uden at hele vores familie er her. Charlie gik helt hen til Hans og greb fat i hans bukseben. “Charmadar (vent på de sidste)”, Hans kiggede ned på hende med et smil, og sige “jeg har sendt Pidter ud efter dem, de skal nok finde os”.

Undervejs ned til stranden holdt Charlie mere øje med, om de tre manglende pokemoner skulle dukke op igen, men det forhindrede hende ikke i at se lidt nærmere på de mest forsigtige af pokemonerne i gruppen. Men ligesom hun havde fundet sit offer, blev hun forstyrret af et højt skrig, der gjorde ondt i hendes ører. Hun satte straks begge sine hænder op for ørene, og gjorde sig klar til at angribe, men da hun så cyndaquilen krybe sammen glemte hun helt at vende sig mod den skrigende pokemon, men bliver stående og så på den men røg kommende ud af sin mund.

SPOILER: Click to show

Hvis det lykkes for Lukas, at få vivilonen med sig uden at de to udviklede pokemoner blander sig, vil Ravn løbe mod lejren, som er det sidste sted han så Hans gå i mod. På vejen vil han dog blive ledt mod stranden, hvor han Peggy og Pidter vil finde Hans sammen med en gruppe mennesker og pokemoner, der lige er blevet udsat for noibatens skrig. (de er muligvis ikke selv blevet ramt af nogle af de to angreb).

SPOILER: Click to show

Hvis det ikke lykkes for Lukas, vil Ravn muligvis angribe den af de pokemoner der ikke har angrebet Suna med et Quick Attack, og bruge sin hurtighed til at komme langt nok væk til at han har en mulighed for at undgå et angreb for den anden pokemon, og han vil håne de to store, mens han hele tiden prøver at trække dem væk fra Lukas og Suna.

Emma tog det sig ikke så nøje, at den lidt højere Delora valgte at slå følge med hende på vej ud af teltet. Hun undrede sig kun et par gange over, at det lød som om hun tog en vejrtrækning for at sige noget, men der ikke kom noget. Da der endelig kom et spørgsmål, lod hun sig ikke mærke med, at hun havde bemærket 'tilløbet', om man ville. Hun nikkede: "Ja, det så ud til, der var en god hurtig vej til stranden. Men du er måske lokalkendt?" Derfra ville Emma beskrive vejen hun selv havde fundet og spørge ind til mulige forhindringer, der ikke sås på et kort. Hun ville lytte med analytisk interesse til Deloras forslag og argumenter.

De havde omtrent fundet den bedste løsning, da en ny pige ankom. Emma kastede et hurtigt blik op og ned af pigen, som for at tage mål af hende, men andet end at hun var nervøs, nåede Emma ikke frem til. "Goddag," sagde Emma og nikkede kort i hilsen. "Hvad hedder du og hvilke Pokemoner har du med?" spurgte hun ligefremt. Hun havde ingen forbehold for at få tingene gjort og kendte ikke til det at være genert, så hvis ingen kom hende i forkøbet, spurgte hun bare. Hvis hendes direkte tone, fik pigen til at tøve yderligere, forklarede hun sig med, at hun forsøgte at få sig et overblik over gruppen i sin helhed, og hun hed forresten Emma. Når pigen havde præsenteret sig, ville Emma lave en ny mental note, og fortsætte med lignende spørgsmål til Raisa og Hans. Hun havde bemærket, at de ikke havde haft alle deres Pokemoner ude eller til stede, og ønskede at vide, hvem der 'manglede', inden de fortsatte. Hun noterede sig Hans' påfaldende tale, men gemte det dog i baghovedet til senere granskning.
Da hun så, at Delora præsenterede sig på ny for den nyankomne, rødmede Emma ganske let i sin forglemmelse, og præsenterede også sine to Pokemoner. Det var heldigvis hurtigt gjort.

SPOILER: Click to show

{Emmas noter indtil nu}Delora: Cyndaquil(fire), Dustox(bug/poison), Sandshrew(ground)

Raisa: Squirtle(water), Pidgey(normal/flying), 2 Vivillon(bug/flying)

Hans: Charmander(fire), Wurmple(bug), Vivillon(bug/flying). Pidgey(normal/flying) henter Hoothoot(normal/flying) og Rattata(normal)

Mollie: Raticate(normal), Absol(dark)

Emma: Bulbasaur(grass), Rattata(normal)

Da Emma mente at have et tilfredsstillende overblik over gruppens Pokemoner, var hun villig til at fortsætte mod stranden, og endda lede vejen sammen med Delora, hvis folk var enige om at følge den vej, de havde fundet. På turen derud brugte Emma lidt mere tid med Pokedex'en. Hun følte sig stadig ikke fuldt ud sikker på den der nye fairy type, og hun var ikke tilfreds med sine mangelfulde oplysninger.
Mens de gik gjorde Løg og Tato deres eget benarbejde. Løg prøvede at falde i snak med nogle af de andres Pokemoner, der var nærmest ham selv. Sådan en som Sandshrew'en, der gik bag Delora, og da det ikke lykkedes, Dustox'en, der svævede rundt over hendes hoved. Han havde allerede opgivet Cyndaquil'en i lejren, da den åbenlyst holdt sig for fin til alle andre. Tato tog prøvende kontakt med det resterende slæng, Charmanderen, som havde opført sig underligt tidligere på dagen, og de to resterende pigers Pokemoner, hvis disse var fri til at gå med dem. Mestendels forsøgte han at finde ud, hvad han kunne forvente af dem og greje deres personlighed. Da de kom til stranden og de to grupper overfor hinanden, søgte han straks tilbage til Emmas side og forberedte sig på hvad som helst.

På stranden så Emma fra den ene til den anden gruppe og regnede hurtigt ud, hvilke Pokemoner, der var de fremmede. Situationen så ikke lovende ud, da flere af pokemonerne i de to sektioner så angrebsklar ud. Hun svarede på Deloras spørgsmål selvom det ikke lød til at være henvendt til hende specifikt (Emma var vant til at svare på spørgsmål). "Aner det ikke, men det er vel det, vi skal finde ud af." Det efterfølgende skrig, fik Emma til at skære ansigt og hun slog hænderne for ørerne og kiggede ned. Løg rystede på hovedet, som for at fjerne lyden den vej, og Tato forsøgte at klemme sine ører ind i hovedet med poterne.
Da Emma fik ørenlyd igen, rettede hun sig op og rettede Pokedex'en mod de to, der var gået til angreb. Hun stod ikke ligefrem sikkert på benene, følte faktisk at hun svajede lidt, men hun blev nødt til at finde ud, hvad de var oppe imod. "Løg," mumlede hun, imens hun læste, hvad Pokedex'en gav hende. Det hun havde gemt i baghovedet var dukket frem igen og gav hende en ide. Den eneste erfaring hun havde med vilde pokemoner, var Løgs konstante samtaler med dem. "Kan du høre dem, hvad der foregår? Fortæl dem, at vi ikke ønsker at kæmpe. Og Tato, hold dig i skindet."
Efter at have givet sine pokemoner besked, kiggede Emma ud af øjenkrogene til resten af gruppen. "Er det forkert at antage, at det er en god ide at forholde sig helt rolig lige nu?" spurgte hun gruppen og lød utroligt nok fuldstændig som hun hele tiden havde gjort. Hun tilføjede som et forslag og sin egen bevæggrund: "Ingen aggressive bevægelser... Vi er trods alt stærkt i undertal."

Løg så forpint op på Emma. Han havde ondt i ørerne, og følte sig aldeles ikke forberedt på at skulle stille sig op alene mod den mangfoldige flok af fremmede Pokemoner. Han sukkede. Som altid var der en vis pointe bag Emmas ord. Det kunne ikke skade at prøve. Han ville nu have det bedre, hvis han ikke skulle gøre det alene, og han så bedende op på Anil, som han havde fået et positivt indtryk af. 'Vil du hjælpe mig med at få dem i tale?' Til en begyndelse tog han kun et par enkelte skridt, så han kom til at skille sig en smule ud fra menneskegruppen, og meget meget forsigtigt vinkede han med en enkel slyngpisk, mens han desperat håbede det ikke blev taget for et angreb. 'Undskyld,' kvækkede han. 'Vi ønsker kun at vide, hvad der foregår, og forhåbentlig kan alt løses fredeligt.'
Tato gjorde som der blev sagt og holdt sig særlig underdanig med bøjet nakke og hængende hale.

Raisa kigger ikke nærmere på kortet, da flere af de andre lader til at studere det grundigt.
Hun kiggede på den nye pige der var kommet ind. Dejligt at der også var andre nye trænere med. Raisa følte sig lidt kuet omkring alle de trænere som havde masser af pokemoner.
Raisa præsenterer sig selv, Ivory og Pidgey overfor den nye pige.
Spørger tilbage hvilke pokemon´er hun selv har.
Ivory følger med i Raisa´s samtale, men hendes opmærksomhed bliver afbrudt da hun ser Hatim, hvorefter hun laver en kort grimasse ved at trække ned i det ene øjenlåg samt rækker tunge inden hun ignorer ham tilbage,

Mens gruppen går imod stranden, har Raisa valgt at falde tilbage til at være bagtrop.
Hun tænker meget over hvordan hun skal forsøge at snakke med sine nye pokemoner, samt hvornår hun da vil kunne finde tiden til at gøre det i fred og ro... det sidste de ville huske ville jo være kampen!

Ivory går roligt sammen med Raisa, og hilser pænt på Løg da han kommer rundt, og begynder at fortælle om sin indtil videre korte rejse, og advarer imod Pidgey´s interesser for at være en spasmager.
Pidgey´en tilbringer hele tiden med at sidde på Raisa´s skuldre og holder med et skælmsk glimt i øjnene udkig efter nogle hun kan drille.

Da de når stranden er Pidgey lige ved at lette.. alt det sand og de mange pokemon´er er for fristende, men inden hun når at lettte starter skriget fra Noibat´en.
Ivory stopper også op og holder sig for hovedet.
Raisa selv får en kraftig ringen for ørerne, hvilket fortsætter et stykke tid efter skriget så hun ikke registrer at Emma begynder at siger noget, eller at Løg går frem, hun finder sin fløjte frem og sender en høj og bevidst meget falsk tone tilbage i retningen af noibatten, så den kan smage sin egen medicin.

Lukas og co.
Vagterne holdt godt øje med Gastly og ingen lod sig gå på af hans protester, de havde ofte mødt pokemoner, der udnyttede at andre var svagere og de så Gastly som én af den type nu. Hans kommentar omkring hans forhold til Lukas, antog de som en gang selvindbildning for at opretholde hans egen ære følelse.
De reagerede kraftigt da han pludselig forsvandt ud af syne og spearowen skræppede op og gik på vingerne i et forsøg på at finde Gastly igen. Da ingen kunne se, at han var vendt tilbage, hvor han kom fra, frygtede de alle at han sneg sig rundt og ville skabe flere problemer. Det havde nok ikke været Gaslty's plan at sætte flokken af vilde pokemoner på den anden ende, men det var i sidste ende det han opnåede, da der gik adskillige timer inden de turde tro på, at han vitterligt ikke lå i skyggerne, klar til at forskrække uskyldigt forbipasserende. Derefter var de nervøse for, om han var ved at hente hans menneske og vagterne var ekstra på vagt helt til dagen efter.

På Gastlys svævetur tilbage skete der ikke noget synderligt spændende. Han ville komme forbi et par meget unge trænere, som så ud til mere at ville vise deres nyindfange vivillons frem, end at hjælpe med oprydningsarbejdet. Hvis Gastly var synlig ville de tjekke ham med deres pokedexer og se noget skuffet ud over, at han ikke var en kalos pokemon, da de så ikke havde så god en undskyldning for at efterlade, hvad de havde gang i og forsøge at fange ham istedet.
Området var stort, men rimeligt tomt, så det ville ikke tage Gastly alt for lang tid at finde tilbage til Lukas, afhængigt af, hvad vej han valgte.

~~~

Birger og Samess kiggede mistroisk på det opdukkende menneske, men Tarons reaktion tydelig gjorde, at de virkelig kendte ham, selvom Suna's mere reserverede hilsen ikke havde overbevist dem. De lod vivillonen følge med Suna, men holdt dem alle under skarpt opsyn og gik ikke deres vej.

Vivillonen holdt sig stadig tæt på Suna, selvom den blev ved med at kigge tilbage på Birger og Samess i frygt for, at de pludselig ville gribe den og slæbe den et eller andet forfærdeligt skræmmende sted hen. Den sørgede for at holde Suna imellem sig og de to store stærke pokemoner.
Den slappede en lille bitte smule af da Suna sagde god for hendes træner, og den begyndte at kigge nysgerrigt på Lukas' interaktioner med hans pokemoner. Han virkede ikke så slem endda og var da helt tydeligt flink ved hans pokemoner, som var glade for at se ham og stolede på ham. Hans småsnak fik den til at slappe yderligere af selvom den ikke forstod meget af det han sagde, og den tiltede hovedet da Lukas sagde noget uforståeligt til den med en venlig stemme.
Vivillon ville trække sig væk fra Lukas, skulle han forsøge at røre den, og den lod ham ikke hjælpe sig med trådende før han var færdig med Suna og hun havde bekræftet, at det blot var det mennesket ville gøre med den også.
Hvis Lukas var blid i hans forsøg på at frigøre den, ville den hurtigt slappe af under hans behandling. Hvis han ikke var, ville den ømme sig en del, men acceptere det, da trådene i forvejen trak de mest forfærdelige steder, hvilket gjorde ondt.

Da Lukas til sidst præsenterede den for 2 pokeballs, kiggede den forvirret imellem ham og Suna, da den ikke forstod, hvad det var han sagde.
"Han spørger om du vil med ham, eller tilbage til det område, hvor du kom fra." Forklarede Birger venligt og Vivillon sprang en halv meter op i luften af ren forskrækkelse. Den havde ligesom Lukas glemt, at de var der. Vivillonen kiggede usikkert på crawdaunten, som smilede tilbage.
"Det sidste er det, som vi to også kan tilbyde. Vores træner er ikke interesseret i at have nogle vivillons på holdet." Fortsatte Birger og trak beklagende på skuldrene. Samess fnyste og lod som om, at han var meget interesseret i langt væk, som de andre ikke kunne se.
"Tag jer ikke af ham, han er bare skuffet over, at jeres lille unge ikke er her mere." Hviskede Birger til Vivillon og Suna med et glimt i øjet. Samess fik et hårdt drag om munden, men havde ikke nogen mulighed for at svare igen, uden at indirekte indrømme, at det var sandt.
Vivillonen var dog mere interesseret i det, som Birger havde sagt før.
"Så jeg kan komme hjem?" Spurgte den håbefuldt og kiggede spørgende på både Birger og Suna.
Den smilte mere og mere opstemt. "Jeg kan virkelig komme hjem igen! Se alt det gamle igen.." Fortsatte den drømmende og så ud til at det ikke føltes helt virkeligt for den.
"Ja, hvis du vælger den rød-hvide bliver du her med træneren, og hvis du tager den anden, sender de dig hjem om et par dage." Svarede Birger frejdigt og blinkede til Suna. "Men det betyder jo, at du skal skilles fra meowthen her."
Vivillon frøs på stedet, som havde den fået en spand isvand i hovedet. Den vendte hovedet for at stirre chokeret på den smilende Birger, og den åbnede munden som for at sige noget, men ikke en lyd kom ud. Så kiggede den på Suna, mens den kæmpede en indre kamp, for at beslutte, hvad den skulle gøre.
Til sidst klagede den frustreret og mumlede noget med at "De har nok alligevel ødelagt hele området" og forsvandt så ind i Lukas' egen pokeball, som rullede en del, indtil den bekræftede fangsten med sin ding lyd, og lå stille.

"Du er blevet for blødsøden." Brummede Samess og gloede på Birger, der dog ikke lod sig på gå af det.
"Vores arbejde er gjort her, skal vi komme videre?" Spurgte crawdaunten sin makker, der lavede en 'endelig!' armbevægelse og vendte sig for at gå.
"Lad os finde noget fornuftigt at lave, så Han ikke tror vi har gået rundt og spildt tiden." Sagde Samess som sidste bemærkning omkring deres træner. Birger Smilte bredt da han nikkede farvel til Suna, han havde ikke misset at Simisagen ikke havde sagt, at han selv syntes de havde spildt tiden her. Men han sagde ikke noget, for ikke at ødelægger hans makkers forsøg på at virke cool og ligeglad.

SPOILER: Click to show

Udfyld venligst nedenstående:
[img]http://www.serebii.net/xy/pokemon/666-o.png[/img]
[b]Vivillon[/b]
[b]Name:[/b] ??
[b]Køn:[/b] ??
[b]Level:[/b] 14
[b]Attacks:[/b] Struggle Bug, Poison Powder, Sleep Powder, Light Screen
[b]Ability:[/b] Shield Dust OR Compound Eyes
[b]Nature/Personality: [/b] ??
[b]Note:[/b] Fulgte med Lukas for at være sammen med Suna.


---

The rest of the gang

"Jeg hedder Mollie!" Svarede pigen lettet til Emma og lyttede nysgerrigt mens de 3 andre piger præsenterede sig selv og deres pokemoner. Hun kastede adskillelige usikre blikke imod Hans, da han valgte ikke at blande sig i samtalen.
"Åh! Det er rigtigt, jeg har Kate og Sonny med mig." Sagde hun lidt forlegen og kaldte en raticate og en absol frem. Begge kiggede nysgerrigt omkring, mens Mollie blev ved med at kigge imod Hans.
"Hvad hedder han?" Hviskede hun til sidst til de tre andre piger, da hun ikke turde skubbe sig ind på ham, hvis han ikke gad have noget med hende at gøre.
Mollie fulgte glad med gruppen og forsøgte at snakke med dem alle sammen.
"Hvad har I så oplevet? De var flotte de der sommerfugle, var de ikke? Mødte I nogle af dem?" Spurgte hun og kiggede interesseret på de andre, og ville gladeligt fortælle om sine egne oplevelser, selvom der ikke var særlig mange.
"Vi har ikke nået at gøre så meget endnu, for vi er ikke så øvede og vi er kun lige startet som koordinatorer." Forklarede Mollie, mens hun traskede med hvem, der end ville snakke med hende. "Vi hjalp med at berolige nogle sommerfulge, de var virkelig flotte, sådan at Nurse Joy kunne se dem efter. Og så har vi fodret en levende sten, Carbink, tror jeg, at den hed. Og den sødeste lille mus, som ikke var en pikachu!"
Hvis nogen spurgte, ville hun kunne bekræfte, at hun indtil videre kun havde været i lejren.
Sonny og Kate ville gerne snakke med Tato, og der var ikke noget der virkelig sprang ud, som noget man skulle være på vagt overfor. De var dog ikke så erfarne, da de havde boet hjemme hos Mollie i meget lang tid, og hun fokuserede mere på contests end på kampe, så de havde ikke kæmpet andet end for sjov. De troede dog begge, at de nok skulle kunne finde ud af, at passe på Mollie, hvis det blev nødvendigt.

Som Løg trådte frem, skar en høj og falsk tone igennem luften og fik Noibaten, Flabébé og Malamar til at give et lille spjæt og kigge over imod Raisa. De resterende pokemoner i grupperne ignorerede det hele.
Flabébé kiggede sig usikkert omkring og stoppede med sin messen, mens noibaten holdt sig flagrende i luften og kiggede nysgerrigt på de nyankomne. Malamaren kom med endnu en bekymret klage og begge så straks mere forsvarsberedte ud, dog uden at gøre noget yderligere. De ville dog begge stille sig i vejen, hvis nogle forsøgte at nå hen til, eller ligefrem angribe Malamar.

Adskillelige af Johto pokemon gruppen skævede nervøst til Løg og de nyankomne, men blev stående kampberedt, og nedstirrede de andre.
"Hvad laver du derovre? Kom dog tilbage.." valgte den caterpie at råbe og blev straks bakket op af resten af Johto gruppen.
"Hvorfor beskytter du dem?"
"Slip dem fri!"
"Stop det nonsens og kom her!"
"Hvad er det du har gang i?"
Det lød ikke til at Johto gruppen selv, havde den fjerneste anelse om, hvad der foregik, men de kunne tydeligvis ikke lide, hvordan tingende havde artet sig. Det lød til, at de råbte til bestemte pokemoner i den anden gruppe, men ingen fik nogle svar på deres råben, hvilket tydeligvis både frustrerede og bekymrede Johto gruppen.
Pludselig vendte den ene bidoof sig imod Løg og næsten hvæste af ham. "Vi vil ikke slås, men de vil ikke lade os være i fred!"
Dette affødte en storm af protester fra Johto gruppen, der påstod at det var deres venner, som pludseligt havde opført sig mærkeligt og de ville have en forklaring på, hvorfor. Denne gruppe var tydeligvis den mest aggressive af de 2, hvilket var lidt besynderligt, nu den var i overtal.

Mollie selv, holdt sig i baggrunden, og gnubbede sine ømme ører efter de høje lyde. Hun kiggede usikkert på de vilde pokemoner, inden hun vendte sig imod de andre i hendes gruppe, I håb om, at de vidste, hvad der skulle gøres. Hvis nogle ønskede hendes hjælp, var hun mere end villig til at gøre forsøget, og hvis ingen gav hende en opgave lige med det samme, ville hun spørge til, hvad de synes den skulle være.

---

OOC:
Vi har en lille afstemning igang, og hvis I ikke har stemt allerede, må I meget gerne tage et par sekunder til at gøre det. Tak
Afstemning er her

Delora lyttede til Mollies præsentation, og var imponreret over hendes pokemoner, især fordi det lød til, at hun ikke havde kæmpet meget med dem. Hun svarede ikke på Mollies spørgsmål omkring Hans, og var heller ikke særlig snakkesalig på gåturen til stranden.
Løg ville heller ikke have noget held med Avani, som ikke engang kiggede på ham, da han tog kontakt til hende. Hun traskede blot fortsat efter Delora og stirrede tomt frem for sig.
Anil var en noget anden sag.
"Tag det ikke for tungt, hun er desværre ikke så snakkesalig." Svarede han, endnu inden Løg fik tid til at spørge ham omkring det. Dustoxen ville gerne sludre om alt og intet, selvom han klart foretræk glade emner og undgik de mere alvorlige, skulle sådan nogle dukke op.
Hatim traskede afsted på Deloras anden side og lyttede med på samtalen, selvom han lod som om, at han var ligeglad.

~~~

Delora tog hænderne fra ørerne, kun for at få hendes ører forpint af endnu en forfærdelig tone. hun lagde ikke mærke til, hvordan pokemonerne reagerede på den, da hun smækkede hænderne op for ørerne igen og sendte Raisa et irriteret blik, så snart hun så det var hende.
Anil fløj ned foran Delora med ansigtet imod Løg, og kiggede så bagud spørgende på Delora, da bulbasauren begyndte at bevæge sig ud imod grupperne. Da Delora ikke havde hørt en disse af, hvad der var blevet sagt, kiggede hun dumt på bulbasauren et øjeblik, før et lys gik op for hende.
"Anil, følg med den og hver klar med en protect. Forsøg at hjælp, med hvad end den vil gøre!" Skyndte hun sig at bede sin dustox, inden det slog hende, at hun ikke vidste, hvad planen var.
Hun håbede på, at det var noget godt, selvom hun rynkede panden da Løgs tilnærmelser resulterede i en masse skrigen fra de vilde pokemoner.
Øh... Emma? Spurgte Delora tøvende. "Hvordan finder vi ud af, hvad der foregår?" Spurgte hun tøvede og skævede til Hans. Hvis han virkelig kunne snakke med pokemoner, kunne han jo oversætte, men hun ville ikke foreslå det af frygt for at virke som en totalt idiot. Det burde jo ikke være muligt, sådan noget. Hun skubbede tanken fra sig, da den jo var helt hen i vejret.

Delora trådte et skridt tilbage og kiggede indgående på grupperne og derefter på sine egne to tilbage værende. Ingen af dem, var nogle hun ville stole på, at sende ud på fredelige opgaver alene. Hatim var bedst til aggressive møder, hvor imod Avani ville udføre, hvad Dolera bad om, men derefter gå fuldstændig i stå.
altså måtte nogle af de andre til, og Delora holde sig i baggrunden (som hun alligevel var bedst til) og forsøge at bruge hendes pokemoner til at beskytte dem med.
"Den store derovre, ser ud til ikke at være med i uenighederne. Er der ikke én, der kan forsøge at tage kontakt med den? Måske kan den hjælpe med at få de andre til at falde til ro." Spurgte hun de 4 andre i gruppen, selvom hun ikke forventede at nybegynder Mollie ville påtage sig sådan en opgave.
"Er det muligt, du kan spille noget andet, som ikke er helt så fouroligende?" Spurgte Delora høfligt Raisa selvom, der var en skarp undertone. Hun blinkede et par gange, da hun indså noget og spurgte næsten håbefuldt. "Kan du?"
Man sagde jo at musik var sjældens tale, eller sådan noget pjat, måske kunne Raisa få stemningen løsnet op, hvis hun altså kunne spille andet en hård rock, som hendes påklædning hentydede til, var hendes fortrukne.

Hvis Gastly havde vidst, hvilket postyr hans afsked påkaldte, ville han have godtet sig en hel del. Han ville måske ligefrem have været fristet til at blive hængende bare for at se på, mens samlingen af vilde Pokemoner blev fænget af nervøsitet. Men da han ikke anede noget om det, svævede han blot stille gennem skoven og nød det ophidsede skrig fra Spearow'en bag sig. Da han kom fri af skoven, søgte han tilbage, hvor han havde efterladt Lukas sidst, ved nettet hvor Taron var gået igennem. Da Lukas ikke var der, fandt Gastly i stedet bunken af pokebolde, der stadig manglede at komme tilbage til lejren, og begyndte at lege med dem, mens han håbede at Lukas ville dukke op, inden han blev utålmodig af kedsomhed.

~~~

Da det blev tydeligt, at Vivillon ikke forstod, hvad Lukas fablede om, begyndte Suna lige så stille og roligt at oversætte eller forklare alle henvendelser fra ham rettet mod den, og selv lidt af det, der egentlig ikke var til Vivillon. Lukas' beundring af Vivillons vinger, fortalte hun med et lidt muntert. 'Han kan lide dit vingemønster.' Da Lukas var færdig med trådene på Suna, satte hun sig til at vaske sig ordentlig ren, efter at have forsikret Vivillon'en om, at han ønskede at gøre det samme for den og det var virkelig rart at være fri for klistret.
Lukas forsøgte at være blid i sit arbejde, og han havde fået træning med Suna, men han kunne ikke helt undgå at komme til at trække for kraftigt enkelte særligt genstridige steder. Suna havde ikke haft forbehold for at beklage sig, når det skete, og selvom Vivillon var mere mådeholden, når den ømmede sig, havde Lukas nu lært at genkende bevægelsen og undskyldte de gange, det skete.

Da de var færdige og pokeboldene kom frem, var Suna en smule for paf til at oversætte Lukas' hensigt med det samme, men hun nikkede ved Birgers forklaring. 'Han giver dig valget, ja.' tilføjede hun og turde ikke sige mere. Hun ønskede ikke at påvirke Vivillons valg, og forberedte sig allerede på at tage afsked med den, da den tydeligvis savnede sit hjem. Igen bevægede hendes hale sig i urolige ryk, mens hun forsøgte at forholde sig rolig og passiv og lod Birger tale. Da Birger nævnte hende, kiggede hun op med et ryk og følte sig lidt fanget på det gale ben, mens hun mødte Vivillons blik. Hun turde stadig ikke sige noget. Da Vivillon til sidst tog valget, følte Suna en skamfuld lettelse, og hun sprang frem og gav Vivillons bold et slik, inden Lukas kunne nå at samle den til sig. Derefter løftede hun en pote til hilsen mod Birger og Samess og delte Birgers smil, da de gik.

Bag Suna samlede Lukas bolden op og parkede den ubrugte i sin lomme. Han kiggede efter de to store Pokemoner med en forvirret grimasse, men endte op med at opgive at regne dem ud. Det havde også gibbet i ham, da de gav sig selv til kende igen her til sidst, og han ønskede næsten deres træner havde været i nærheden, så han kunne spørge lidt til dem. På den anden side, hvis han havde ret i sin antagelse om, at de var en elitetræners, havde træneren nok ikke engang tid, til at snakke pokemoner med Lukas. Egentlig havde Lukas heller ikke, nu han tænkte over det. Han havde allerede brugt ret meget tid på 'ingenting'. "Vi må hellere skynde os." sagde han til Suna uden at se på hende, og drejede rundt på hælen. Nu han var kommet i tanke om det, tog han en afstikker hen til sin opgave med boldene, inden han endeligt tog til lejren. Her mødte de en utålmodig Gastly, der pærerede rundt med boldene og næsten havde splittet den pæne bunke ad. Lukas irettesatte Gastly, mens han samlede boldene sammen igen, og Suna gav ham litterært skældud, fordi han gav dem mere arbejde.
Da de endelig kunne vende tilbage til lejren, havde Lukas ikke nær så mange bolde med som første gang, og han var knap så interesseret i processen ved afleveringen. Han havde jo set det en gang, og nu havde han en ekstra Pokemon, som han skulle til helbrederen med. Udover sine egne føjtere selvfølgelig, som selvom de havde virket friske nok allesammen kunne han jo have overset noget. Efter tjekket ved helbrederen; Gastly havde været paralyseret, og Taron blev befriet for sin egen tråd; arbejdede Lukas fokuseret for at blive færdig med afleveringen af bolde. Han gjorde sig ekstremt umage for ikke at blive distraheret yderligere, og da han endelig kunne aflevere den sidste bold i gode hænder, fandt han det nødvendigt med en pause, mens han besluttede sig for, hvad der derefter skulle ske.
__________

[img src="http://www.serebii.net/xy/pokemon/666-o.png" style="max-width:100%;"]
[b]Vivillon[/b]
[b]Navn:[/b] ??
[b]Køn:[/b] [font color="lightblue"]Hankøn[/font]
[b]Level:[/b] 14
[b]Attacks:[/b] Struggle Bug, Poison Powder, Sleep Powder, Light Screen
[b]Ability:[/b] [font color="aa8040"]Shield Dust: [font size="1"]Damaging moves used by the opponent will not have an additional effect.[/font][/font]
[b]Nature/Personality: [/b] Mild[font size="1"](+sp att, -def)[/font]. En smule sky anlagt, og nervøs over at befinde sig i ukendte omgivelser, uvilligt taget fra sit hjem, som han er. (mere senere)
[b]Note:[/b] Fulgte med Lukas for at være sammen med Suna.

Emma svarede på Mollies spørgsmål, da manden selv virkede optaget. "Han præsenterede sig som Hans." Hun gjorde dog ikke noget for at sænke stemmen, så alle opmærksomme i nærheden kunne høre hende. Da hun havde fået noteret sig alle folks pokemoner begyndte hun yderligere at overveje, om det kunne blive nødvendigt, at kende deres angreb, men det var også vigtigt at komme afsted, så hun ventede med det for nu.
Alligevel fandt hun en undskyldning for at spørge Mollie, da hun lød til at træne sine to til et helt andet formål. Emma havde aldrig rigtig sat sig ind i contest-delen af pokemon konkurrencer, da hun havde svært ved at se pointen. "Hvad kan dine Pokemoner så?" spurgte Emma, og gjorde sig umage for at lyde interesseret frem for hård. Det var svært, når hun bare gerne ville have oplysninger fra folk. Hun duede ikke til small talk, og mente ikke hun havde noget at bidrage med af oplevelser indtil nu. Hun havde kun hjulpet til i lejren lidt som Mollie selv, men hun havde nu ikke været så tæt på alle de fremmede pokemoner, som det lød til Mollie havde. Det eneste hun kunne svare til sommerfuglene var, at hun havde fanget to af dem og afleveret til hjemførsel.

Emma kiggede med rynkede bryn på gruppen fra Johto, da Delora stillede et absolut essentielt spørgsmål. Hun blinkede forbløffet. Løg klarede al hendes kommunikation, og selvom hun aldrig helt forstod, hvad der skete, havde det ikke været et problem hidtil. Derfor havde hun slet ikke tænkt på det. Hun så til gengæld Deloras skæven og drejede på hælen, så hun fik manden i deres gruppe ind i sit synsfelt. Det var også rigtigt. Han havde haft gang i noget sært tidligere. "Du, Hans, du snakkede mærkeligt med dine pokemoner i lejren. Hvor godt kan du forstå dem? Kan du oversætte problemet for os?" Hun indikerede med en afmålt håndbevægelse de to grupper, der i hendes ører afgav en masse dyrelyde, der knap kunne skelnes fra hinanden. Hun var nu så optaget af problemet, at hun ikke så, hvad Tato lavede. "Hvis du ikke kan snakke med de vilde direkte, kan du så få dine egne til at tale med dem, og forstå problemet gennem dem?" foreslog hun som en mellemvej, da han muligvis var genert. En rimelig antagelse i Emmas øjne, når han syntes at snakke mere med sine Pokemoner end mennesker.

Løg havde dukket hovedet yderligere, da Johto gruppen næsten eksploderede i spørgsmål og anklager mod den anden gruppe. Efterhånden fik han dog sorteret lydene fra hinanden, og han kiggede forvirret over på dem. Der var klart noget besynderligt på færde, men mens han kiggede så han, at Tato var på vej over til dem, og selvom det gjorde ham en anelse bekymret, besluttede han at lade Rattataen tage sig af snakken med dem fra hans eget område. Løg vendte sig i stedet mod Flabebe og Noibat mere specifikt og kastede også et blik på Malamaren. Han havde godt både set og hørt den, og det gav ham en fornemmelse af, at den styrede noget af dette. Han tog et par skridt nærmere, nu de havde stoppet deres angreb. 'Okay. Okay, vi angriber ikke. Vi vil bare gerne høre mere præcist hvad problemet er? Noget må der være sket, siden de andre er sure på jer? Har I... har I gjort et eller andet, siden I kom hertil?' Han så søgende ud over flokken, mens han forsøgte at regne ud, hvad der var galt med billedet.

Da Johto pokemonerne gav sig til at klage, og Tato forstod deres tale, selvom meningen var noget uklar, besluttede han at få noget på det rene. Derfor gjorde han det stik modsatte af Emmas ønske og stak ud til gruppen. Han sørgede selvfølgelig for, at han ikke så det mindste aggressiv ud, men rettere nysgerrig og venligsindet. Imens han nærmede sig, prøvede han at udse sig gruppens leder eller ledere, og hvis han så nogen, der lignede, ville han prøve at tage kontakt med dem som det første. Hvis ikke, der var nogen åbenlys leder, ville han henvende sig til de nærmeste. 'Det lyder underligt, det I siger. Hvem er det I snakker med derovre?' var et af hans første spørgsmål, hvis han fik vellykket kontakt. Hvis de blev ved med at tale i munden på hinanden, ville han spørge om ikke de kunne snakke om det mere roligt.

Når Emma havde fået et tilfredsstillende svar fra Hans; enten om han kunne, ikke kunne eller i det mindste gøre et forsøg; vendte hun hovedet tilbage mod de to grupper og så til sin forfærdelse, at begge hendes pokemoner var gået til hver deres gruppe. Hun tog dog et hurtigt tag i forskrækkelsen og kvalte enhver følelse hun havde med det. Løg fulgte bare hendes ordrer, og Tato havde vist sig glimrende til at tænke selv. Han havde nok gang i et eller andet, der kunne komme til hjælp. Sådan beroligede Emma sig selv, og det gjorde hende også mere rolig, at Deloras Dustox var med Løg som opdækning.
Altså tilbage til deres opgave. Siden Hans allerede havde et job, var der kun tilbage at finde ud af om der var mere de kunne gøre. Emma kiggede op og ned fra sin Pokedex, mens hun overvejede Deloras ord. "Der findes fløjter, der kan påvirke Pokemoner," mumlede hun til snakken om musik, men var sig det ikke helt bevidst. Hun prøvede at forstå, hvad Pokedex'en skrev om Malamaren, og blev ved med at kigge på den mindre gruppe Pokemoner med rynkede bryn. Hun havde ikke rigtig bidt mærke i det til at begynde med. Bidoof'er var så normale, at de sagtens kunne høre til i op til flere regioner. Der ville ikke være noget mærkeligt i, hvis de var kommet hertil sammen med de andre, men pokedexens skrift foruroligede hende. Noget usikkert og lavmælt, men stadig hørbart for menneskene i deres lille gruppe, sagde hun: "Der står her, at Malamar, den store blæksprutte-lignende Pokemon, har stærke hypnotiske kræfter og kan få andre til at gøre, hvad den vil."

SPOILER: Click to show

Delora: Cyndaquil(fire), Dustox(bug/poison), Sandshrew(ground)

Raisa: Squirtle(water), Pidgey(normal/flying), 2 Vivillon(bug/flying)

Hans: Charmander(fire), Wurmple(bug), Vivillon(bug/flying). Pidgey(normal/flying) henter Hoothoot(normal/flying) og Rattata(normal)

Mollie: Raticate(normal), Absol(dark)

Emma: Bulbasaur(grass), Rattata(normal)

Lige efter at skriget var ophørte, kom Pidter tilbage med Ravn og Peggy. Hans åndede lettet op. Han ville egentlig gerne havde præsenteret sig for den nye pige, men han skulle jo også havde styr på sine pokemoner, og så kom hende den rapkæftede pige ham i forkøbet. Desuden lød det til, at han var den eneste der kunne snakke med sine pokemoner, så det var nok bedst, at han ikke gjorde det, når de kunne høre det. Hans’ tankerækker blev afbrudt af endnu en høj lyd, der lød som et skrig han ikke havde hørt før. Han vendte sig mod Raisa og så, at hun havde sat et eller andet op til munden, der kunne ligne en pind af en eller anden art.
Charlie blev rystet ud af hendes tøven, og vendte sig med et vredt og højt “char”, Hans reagerede omgående med et “Charlie flari, flarion (stop så, det er ikke nu vi skal kæmpe mod de andre)” Hans så frem igen, da han hørte, at Løg blev sendt ud for at snakke med de andre og hørte ham sige noget spørgende mens han så på en pokemon, Hans hørte skulle hedde Anil, og han så at der smuttede en Rattata ud mod den gruppe pokemoner med mange Rattata'er i. Hans vendte sig mod Ravn og sagde “Ravn Charmadar (gå ud og hjælp den rattata og vær forsigtig)” “Charlie char ma der (oversæt det du hører fra de andre pokemoner, og hvis du finder ud af hvad der foregår så sig det)”fortsatte Hans.
Da han igen rettede sin opmærksomhed mod de andre mennesker spurgte hende den rapkæftede pige om han kunne snakke med pokemoner. Det bekræftede ham kun i, at det han kunne ikke var almindeligt, i hvert fald ikke her omkring. Han måtte hellere give et undvigende svar: “måske, det kommer an på hvad du mener med at forstå pokemoner” svarede han med et smil. Da Emma uddybede spørgsmålet med, om han hvis han ikke forstod de vilde pokemoner, om han så kan få sine egne pokemoner til at oversætte det, blev Hans helt bestyrtet ved at høre, at hun troede, han ejede pokemonerne. De var hans venner eller i hvert fald ikke hans pokemoner, hvis han ikke havde lavet en aftale om det ville han ved førstkommende lejlighed gøre det. De var enten hans venner eller også ville de have træning af ham. Så han svarede irriteret “Jeg ejer ikke nogle pokkemoner, de er enten mine venner eller nogle der har villet have træning, og hvad angår vivillonen jeg har fanget for nylig, vil den få valget om at komme hjem og blive sat fri eller blive trænet op, og muligvis blive en ven. Så som jeg ser det, har jeg ikke nogle pokemoner, der kan oversætte for mig, men jeg kan se om jeg kan for Charlie til at oversætte, så vi kan forstå det” hvorefter efter han så ud mod Charlie, der var gået lidt frem for bedre at kunne høre de vilde pokemoner, men hun så arrigt tilbage mod Emma. Siden hun havde kunnet få hendes trænder til at komme med så lang en enetale i et så irriteret tonefald, kunne kun betyde at Emma havde sagt noget meget forkert. Men det blik Hans sendte hende, fortalte hende at hun bare skulle fortsætte med det han havde bedt hende om.

Ravn fulgte efter Tato. Han vidste han kunne træde til og hjælpe med sine egne erfaringer.

Efter at Charlie havde hørt på de råbende og skrigende pokemoner vendte hun sig forsigtigt om mod Hans og sagde “Den gruppe med rattataerne mener, at den anden gruppe har taget en af deres, en bidoof. Bidoofen mener, at de bare følger efter den, ikke vil lade den gruppe den tilhører i fred. Bidoofen siger, at dens gruppe ikke vil slås, og det er de andre, der er problemet.”

Lige efter det, hørte Hans Emma sige, at en af pokemon'erne i bidoofens gruppe kunne få andre til at gøre hvad den vil have dem til, muligvis imod deres vilje. Hans blev vred og med knurrende stemme sagde han “Ravn, Charlie flarion (og i andre pokenoner, pas på den store med de mange arme, den kan et eller andet der kan få jer til at gøre ting I ikke vil)” Hans vendte sig mod Emma, og sagde meget stille, “Dette må du ikke sige til nogen, og jeg vil have at sværger på, før jeg fortæller dig det” Hvis Emma sværgede på, at hun ikke ville fortælle andre det, ville Hans fortælle hende, at han kunne forstå nogle pokemon-typer men ikke alle, og at malamar måske havde taget en eller flere pokemoner fra den anden gruppe ved hjælp af sine specielle evner, men han ville sige det så stille, at det kun var hende, der kunne høre det.

Occ: jeg vil give tale farver

Raisa havde netop stoppet med at spille den falske tone da hun kiggede sig omkring og så de irriterede ansigter, og rødmede lidt da Delora kommenterede om hun ikke kunne spille noget... mindre foruroligende var vidst det ord hun lige havde brugt med hvad Raisa opfattede som en irriteret undertone, dog spørgende bagefter.

Raisa kiggede på Ivory. ”har du en ide til at få dem til at falde til ro?”
Ivory rystede på hovedet som afvisning.

”Undskyld, men det var det eneste jeg tænkte på kunne stoppe dem.. og det virkede da.. jeg vil se hvad jeg har” sagde Raisa til Delora og kom med et kort smil, mens hun tog tasken af og begyndte at kigge den igennem.
Mens hun kiggede tasken igennem hørte hun ikke rigtigt efter hvad de andre snakkede om omkring pokemonerne.

Molly spurgte ud til gruppen om der var noget hun kunne gøre som opgave.
Raisa kiggede sig rundt.. ingen lod til at bemærke molly´s spørgsmål, de var alle optaget af andre ting.
Raisa bed sig lidt i læben mens hun tænkte. ”Du nævnte at du arbejdede som koordinator, er det noget med sceneshows? Hvis det er kan dine pokemoner måske lave lidt underholdning til min musik?”

Raisa vendte tilbage til sin taske og fandt fløjten frem ”Hvad med fløjten her?”. Ivory rystede igen på hovedet.
”Maracas.. eller trommerne?”. Ivory kiggede undrende på hende og rystede mere bestemt på hovedet.

Ivory pegede på en sort bylt i tasken, og Raisa spærrede øjnene op. ”Nej... ikke den!”
”Quirt” kom det meget bestemt fra Ivory.
”Men jeg kan ikke lide at spille på den, det var mine forældre som fastholdt at jeg skulle lære det og tage den med... det er ikke rigtigt min stilart!” modsatte Raisa sig.

Ivory satte armene i skjoldsiden, og stirrede næsten kommanderende på Raisa. ”Irt”.

Raisa sukkede og pakkede den sorte bylt op og tog en violin frem med et irriteret blik, hvorefter hun lukkede øjnene og gav sig til at spille noget lignende dette med stille og rolige bevægelser.
www.youtube.com/watch?v=vlQ-Y-lo6uY