Ingen blomster? (F)
Dec 25, 2012 0:39:17 GMT 1
Post by Laura Amello on Dec 25, 2012 0:39:17 GMT 1
Laura skyndte sig hen til Kaimana, da han gik i knæ. Det så ikke godt ud. Jeg må nok hellere få ham på et pokemoncenter, så de kan fri ham for giften og tage et kig på hans skjold tænkte hun og lagde en bekymret hånd på ham.
Da hun havde kaldt ham ind, slog det hende pludselig, hvor meget hun faktisk holdt af ham, og bekymrede sig for ham. Jeg tror jeg begynder at forstå, hvad de mente, når de snakkede om venskabet mellem dem og deres pokemoner tænkte Laura, med tanke på hendes forældre. Men pokemonnørd bliver jeg aldrig tænkte hun trodsigt. For selvom hun bekymrede sig omn hendes egen pokemoners velbefindende, var hun stadig ikke særligt interesseret i at kæmpe.
Laura smilte til Don Du skal have tak for kampen sagde hun, Selvom jeg tror, at Kaimana lærte mere end mig hun lo usikkert.
Men jeg vil pakke sammen, og se at finde et pokemoncenter, for jeg tror Kaimana vil have godt af at få noget hjælpe sagde hun alvorligt.
Hun gik hen til ham, og rakte ham hånden. farvel for denne gang, det kan være at vi ramler ind i hinanden en anden gang. Og så er jeg spændt på at høre, hvad du har oplevet sagde hun, og undlod at sige noget om pokemoner eller kampe, da det alligevel ikke var det hun var interesseret i, at de skulle, hvis de så hinanden igen.
Laura vendte sig imod teltet, og begyndte hurtigt at pakke det sammen. Inden længe var hun klar til at fortsætte, og efter et sidste kig på kortetet, tog hun hendes taske på ryggen, og ægget, pakket ind i hendes krøllede bluse, i armene.
Jeg burde kunne nå frem til Cherrygrove idag, hvis jeg går til tænkte hun, og satte farten op.
Så skal jeg på shopping! tænkte hun spændt. Det burde også være muligt at finde et sted, der kan kigge på pokédexen
Da skyerne begyndte at blive mere mørkegrå, og Laura begyndte at blive nervøs for, om hun ville nå frem i aften, dukkede byens lys op i det fjerne.
Laura satte tempoet op, for at nå frem inden det blev helt mørkt.
(Fin)
Da hun havde kaldt ham ind, slog det hende pludselig, hvor meget hun faktisk holdt af ham, og bekymrede sig for ham. Jeg tror jeg begynder at forstå, hvad de mente, når de snakkede om venskabet mellem dem og deres pokemoner tænkte Laura, med tanke på hendes forældre. Men pokemonnørd bliver jeg aldrig tænkte hun trodsigt. For selvom hun bekymrede sig omn hendes egen pokemoners velbefindende, var hun stadig ikke særligt interesseret i at kæmpe.
Laura smilte til Don Du skal have tak for kampen sagde hun, Selvom jeg tror, at Kaimana lærte mere end mig hun lo usikkert.
Men jeg vil pakke sammen, og se at finde et pokemoncenter, for jeg tror Kaimana vil have godt af at få noget hjælpe sagde hun alvorligt.
Hun gik hen til ham, og rakte ham hånden. farvel for denne gang, det kan være at vi ramler ind i hinanden en anden gang. Og så er jeg spændt på at høre, hvad du har oplevet sagde hun, og undlod at sige noget om pokemoner eller kampe, da det alligevel ikke var det hun var interesseret i, at de skulle, hvis de så hinanden igen.
Laura vendte sig imod teltet, og begyndte hurtigt at pakke det sammen. Inden længe var hun klar til at fortsætte, og efter et sidste kig på kortetet, tog hun hendes taske på ryggen, og ægget, pakket ind i hendes krøllede bluse, i armene.
Jeg burde kunne nå frem til Cherrygrove idag, hvis jeg går til tænkte hun, og satte farten op.
Så skal jeg på shopping! tænkte hun spændt. Det burde også være muligt at finde et sted, der kan kigge på pokédexen
Da skyerne begyndte at blive mere mørkegrå, og Laura begyndte at blive nervøs for, om hun ville nå frem i aften, dukkede byens lys op i det fjerne.
Laura satte tempoet op, for at nå frem inden det blev helt mørkt.
(Fin)