SPOILER: Click to show

{Lukas' hold}

	Taron Han Larvitar lvl 4 Venskab: 1 Item: ~
Guts OT: Lukas Friedrichson	Bite Leer * *

Brave(+ att, -spd). Modig lille fyr. Springer hovedkuls ud i det meste uden anelse om, hvad frygt er for en størrelse. Skulle noget endelig skræmme ham, bliver han vred og går hellere i flæsket på det, end løber sin vej.
Note: ~

Mission:
Bryd ud i sang mindst en gang i løbet af tråden, som giver mening i historien.

Lukas max level er 4.

Lukas var et smut tilbage på rute 29, i et forsøg på at lære Taron bare en grad af mådehold. Taron havde ikke været sen til at kaste sig over en modstander langt større end ham selv, og selvom Lukas til dels selv havde foranlediget det ved at sende ham ind mod en velvoksen Hoothoot tidligere, så var Lukas ikke dummere end han godt kunne se, når den var helt gal. En ting var når Lukas havde 'forberedt' modstanderen og hjælp var tilgængelig fra Lukas' andre Pokemoner, men at kaste sig i flæsket på en frisk og fuldt rørig Zubat bare fordi den forskrækkede flokken ved at dukke op ud af ingenting, var slet ikke optimalt. Det havde nær kostet Lukas hans hjerte, da Taron var tumlet om på jorden efter det korte sammenstød. Taron havde heldigvis stadig været ved bevidsthed. Bare ekstremt svækket, og Lukas tog beslutningen på stedet, at han måtte have en tid alene med Taron.

Denne tid var nu, i omgivelser hvor alle begyndere kunne få lidt jord under neglene uden at risikere alt for meget. "Okay, Taron." erklærede Lukas og lukkede Taron ud af sin bold. "Nu skal vi to have en hyggelig dag sammen, bare dig og mig." Fortalte han Larvitaren med et grin. Bare så Lukas ikke skulle blive fristet til at tage Suna eller Gastly til hjælp, havde han valgt at efterlade alle andre end Taron på Pokemon centeret. Udover at det ville tvinge Lukas selv til at tænke sig lidt om, når han skulle hjælpe Taron mod modstandere, så ville det forhåbentlig også vise Taron, at han ikke altid kunne regne med hjælp og derfor måtte spare på kræfterne så han kunne holde igennem en hel kamp. Det håbede Lukas i hvert fald på. Taron imiterede Lukas' grin og sagde en skærende lyd der knækkede et par gange. Det kunne med lidt god vilje godt lyde som latter, og god vilje havde Lukas i overmål. Han grinte. "Lad os starte med en tur i skoven. Måske kan vi endda finde et lille vandløb."

Lukas satte af sted og nogle hundrede meter løb ham og Taron om kap. Lige indtil Lukas kom i tanke om at det var meningen Taron skulle lære noget kontrol. Lukas bremsede og Taron kom væltende og mejede næsten Lukas ned, inden han fik stoppet. Faktisk endte Lukas med at ligge på knæ efter at have drejet sig selv væk fra Tarons bane. Deri lå selvfølgelig en del af manglen på kontrol. Taron var langsom men tung. Lukas ville ikke være forbavset hvis han vejede det samme som Lukas selv, og kroppen var så meget mindre. Svær at få i gang, svær at stoppe igen. Taron kvækkede af Lukas, og Lukas rystede på hovedet. "Det var vist nok kapløb for i dag. Lad os bare gå helt almindeligt. Hold dig lige ved siden af mig." sagde Lukas og kom på benene igen. Han klappede sit knæ, for at indikere, hvad han mente. Han havde godt bemærket at Taron ikke rigtig forstod alt han sagde. Også en ting som Taron skulle lære.

Lukas grundede lidt over alt det han blev nødt til at lære Larvitaren. Selvom han godt vidste den var ung, havde han stadig en tendens til at glemme, at alt var nyt for den. Det gik op for Lukas, at han ikke kunne træne Taron rigtigt, før Taron havde lært at forstå sproget. Han havde bemærket at specielt Suna og Nok brugte meget tid på at pludre med Taron, når de var sammen. Meget mere end normalt. Og han kunne huske at hans egen mor havde snakket meget til Anne Mette, da hun var lille. En konstant talestrøm om hvad de lavede, mens de lavede det.
Resolut nikkede Lukas til sig selv og gik i gang. Han kiggede ned på Taron som faktisk ganske pænt fulgte med ved Lukas' side. "Her går vi" fortalte Lukas, og gik derfra i gang med at fortælle om de ting de kom forbi. Træer, grønt græs, buske, sten, store sten og små sten. Alt hvad han kunne finde på. Og Taron lyttede og sagde sine lyde og de grinte sammen. Det blev lidt en leg for Lukas at beskrive ting og prøve at se verden fra Tarons synspunkt.

Inden de fandt det vandløb Lukas havde snakket om, var Lukas igen havnet kravlende på knæ, mens de to i fællesskab rullede rundt med en sten lidt mindre end Taron, men ikke engang halvdelen af Larvitarens vægt. Lukas lå og gispede ovenpå stenen, da de endelig havde fået den lagt som de ville. Taron stod og krattede i et hjørne af stenen med en klo. "Den er godt nok tung, stenen." kommenterede Lukas pustende. "Når du bliver lidt større, kan du sikkert smide med den slags sten som var de blade fra et træ." Lukas tog en håndfuld blade fra jorden og kastede dem op i luften. Bladene regnede ned over hovedet på ham selv. Det var en dårlig vinkel han lå i. En besynderlig hvinende lyd blandede sig med vandets rislen, og både Lukas og Taron kiggede i lydens retning. Taron med en spørgende hvinen selv, der var næsten lige så høj. "Ssh, du behøver ikke tiltrække..." begyndte Lukas, men stoppede da en fyr med langt sort hår kiggede frem bag et træ.

Lukas lagde hovedet forbavset på skrå. Af en eller anden grund havde han ikke forventet andre mennesker herude. De så hinanden an, mens Taron lavede sin skingre lyd igen. Lyden fik fyren til at kigge væk fra Lukas, og bevægelsen fik Lukas på benene. "Hej! Jeg vidste ikke der var andre herude. Hvad laver du?" hilste han muntert.

Wordcount: 1018

Fyren svarede ikke lige med det samme, men hans blik lagde sig på Lukas igen med en næsten fysisk tyngde. Han havde meget mørke øjne, om muligt mørkere end Lukas' egne, eller også så de bare mørkere ud fordi han var blegere i huden, end Lukas selv, og havde sit kulsorte hår hængende som en ramme omkring ansigtet. Lukas lod sig ikke røre af fyrens gennemborende blik og bevægede sig ufortrødent rundt til den side af træet, hvor fyren sad op af stammen, og kunne konstatere at han var tynd og langlemmet og sikkert ville være et godt hoved højere end Lukas, når han stod op. "Hvad laver du?" spurgte han igen nysgerrigt, for det tilfælde at fyren simpelthen ikke havde hørt eller forstået hvad han sagde første gang. Fyrens øjenbryn krøb nærmere hinanden i en panderynken, men han så mest af alt ud som om han tænkte grundigt.
Til sidst holdt han noget op i sin ene hånd, en mundharmonika, så Lukas nu, og sagde på lidt sær blød accent: "Jeg... spiller musik."
Lukas lyste op i et stort smil og satte sig ned på knæ for at komme mere på øjenhøjde med fyren og tage mundharmonikaen nærmere i øjesyn. "Wow, kan du spille mundharmonika? Hvad spiller du?"
Taron var fulgt efter Lukas og traskede endnu nærmere den udstrakte hånd med instrumentet, mens han testede en variation af hvinende lyde.
Fyren smilede skævt, men en konstant panderynke syntes at have taget ophold over øjnene, og han formede lydløse ord med munden, inden han igen sagde noget: "Sorry, could you... Kan du gentage langsommere? Jeg forstår..ikke."
Lukas' ansigt lyste op i forståelse. Fyren var ikke født i Johto og forstod dårligt sproget. "Ah, okay," erklærede han, og pegede nysgerrigt på mundharmonikaen, mens han gjorde sig umage for at tale langsommere, som han var blevet bedt om. "Du, kan, spille, mund-har-mo-ni-ka. Hvad spiller du? Hvilken musik?" Han følte sig kun en lille smule dum ved at tale så langsomt, og var stadig langt mere interesseret i at få svar på sine spørgsmål end hvad han måtte gøre for det. Han standsede Taron i at række op og prøve at tage mundharmonikaen. Trak simpelthen Larvitaren væk fra fyrens hænder, da den i sit forsøg på at imitere ham troede han havde forsøgt at tage instrumentet selv.

Taron klagede sig over behandlingen med en ny række af hvin iblandet nogen knasende lyde. Fyrens panderynke glattedes, da han smilte med øjnene på Taron og tog mundharmonikaen til sine læber. Han blæste hele rækken igennem som en start og efterlignede så nogle af Tarons hvin og stødlyde. Dét fik Tarons opmærksomhed, og Larvitaren stivnede og stirrede på fyren. Lukas klappede begejstret. "Fantastisk!" Han havde sat sig ned på numsen, klar til at lege tilskuer til en koncert. Fyren smilede igen og gav sig til at spille en reel melodi, som Lukas vagt genkendte. Han gav sig til at nynne med, hvilket foranledigede Taron til at prøve at efterligne lydene også. Det var en tænderskærende kombination, og Lukas frygtede et øjeblik, at det ville få fyren til at stoppe, men i stedet grinede han bare og fortsatte i et hurtigere tempo, der bedre passede til Tarons lyde. Lukas prøvede at følge med i 'sangen', men da han ikke kunne huske nogle ord blev det blot til volapyk og lala lyde. Han ramte ikke meget bedre end Taron selv, og melodi'en sluttede på en høj tone, hvor hans stemme helt faldt ud. Fyren tog mundharmonikaen fra munden og Lukas faldt grinende sammen. "Det var sjovt!" erklærede han, og fyren nikkede.

Lukas satte sig op igen og rakte hånden frem mod fyren alt imens han pegede på sig selv og Taron, mens han bekendtgjorde: "Jeg hedder Lukas og Larvitaren er Taron. Hvad hedder du?"
Fyren kiggede på hans fagter og fik igen panderynker, men lyste så op og gjorde en bevægelse med hænderne på hver side af hovedet. "Alola. Mit navn er Kim."
Lukas lagde hovedet undrende på skrå. "Alola?"
Kim nikkede og lavede bevægelsen med hænderne igen. "Vi hilser sådan i Alola, mit hjem. Goddag og Farvel er Alola."
Lukas' mund tegnede et O, og så grinede han skævt. "I siger goddag og farvel ved at sige navnet på jeres land?"
Kim rystede på hovedet, men smilede stadigvæk, så måske havde han bare ikke forstået hvad Lukas sagde. Han greb fat i begge Lukas' hænder og lavede bevægelsen for ham, mens han bestemt sagde "Alola" endnu engang.
Lukas havde faktisk ikke fanget, at bevægelsen hørte med i hilsenen, så han var glad for den pointering, og gjorde sig nu umage for at imitere det viste på egen hånd samtidig med han sagde ordet igen. "Alola." Han kunne ikke helt lade være med at grine over det skøre i det, men faldt til ro, da det var overstået.
Især fordi Kim valgte at fortsætte introduktionen: "Jeg kommer fra Heahea City på øen Akala i Alola. Jeg er 17 år."
Det lød fuldstændig indstuderet som fra en skoletekstbog, men Lukas afgjorde at han blev nødt til at gengælde det sagte. "Jeg kommer fra Violet City her i Johto. Jeg er 14 år."

Wordcount: 937

Der gik et par sekunder efter de havde introduceret sig selv, hvor ingen af dem sagde noget. Lukas' øjne faldt nysgerrigt på mundharmonika'en, som Kim havde lagt fra sig i sit skød og han nu samlede op igen. "Do you speak English?" spurgte Kim så, mens han tog instrumentet til munden igen. Lukas rynkede panden, sikkert akkurat på samme måde som Kim tidligere, da han skulle bruge tid på at forstå hvad Lukas havde sagt.
"Kun en lille smule" besluttede Lukas at sige på pære Johto'sk. Hans skoleengelsk var langt fra godt nok til at han turde vove sig ud i en samtale på sproget, og Kim havde jo allerede bevist, at de sagtens kunne snakke uden at Lukas gjorde forsøg med andre sprog.
Kim trak på skuldrene og spillede et par toner, inden han på sin bløde accent sagde: "Jeg skal øve mig anyway. Jeg skal i skole om... 2 uger."
Lukas nikkede selvom han ikke vidste, hvad han skulle stille op med den information. Melodien Kim spillede lød igen bekendt, selvom det var en anden. Lukas lukkede øjnene og lyttede, mens han prøvede at komme i tanke om hvad det var for en. Han var ret sikker på, det var blandt de numre som hans mor lyttede til med jævne mellemrum. Det var den eneste gang Lukas faktisk hørte musik. Han kunne godt lide sin mors smag. Taron gav en spørgende lyd fra sig, og Lukas åbnede øjnene igen og lagde en hånd på Tarons hoved med et smil. Kim stoppede midt i sangen, og Lukas udnyttede pausen til at spørge: "Hvilken sang er det?"
"Nothing Else Matters" svarede Kim prompte "Kender du den?" tilføjede han med et vurderende blik.
Lukas nikkede. "Min mor spiller den nogle gange." svarede han ærligt. "Hun kan godt lide rockmusik."

Svaret lod til at tilfredsstille Kim, der smilede med øjnene og satte mundharmonikaen til læberne igen. Han nåede dog ikke at spille flere toner. En mand råbte Kims navn fra stien modsat hvor Lukas var kommet af. Kim rejste sig og puttede mundharmonikaen i baglommen i én flydende bevægelse. Lukas fulgte hans eksempel og kom også på benene. Han konstaterede, at han havde haft ret i sin antagelse, at Kim var en god del højere end Lukas selv. Han fulgte Kims blik til stien og så en mand højere end Kim komme travende med to kufferter på slæb. "Hvorfor lod du din kuffert blive tilbage? Du skal ikke regne med at jeg vil slæbe rundt med den for dig." skændte manden. Lukas registrerede en vis familielighed mellem dem. Især deres ansigter havde den samme form, men manden havde mere kulør og var klippet helt korthåret.
"Well, you are, aren't you?" protesterede Kim tilbage med et hårdt udtryk i øjnene. Lukas rynkede panden i forvirring. Manden havde talt næsten flydende Johto'sk, og hvis Lukas ikke allerede havde hørt Kims bløde betoning på ordene, ville han nok slet ikke have bemærket mandens accent. Hvad der undrede Lukas var hvorfor Kim svarede på engelsk.
Manden efterlignede Kims stramme ansigt og tone. "Jeg kommer med kufferten til dig, fordi jeg ikke kunne efterlade den på helikopteren. Du må selv slæbe den fra nu af, og jeg har sagt til dig, at du skal tale Johto'sk her i regionen. Det er trods alt her vi skal bo nu."
Kim løftede sine hænder op i luften og kiggede mod himlen med tydelig frustration. "You can't make me! I'm almost a grown up! I'll go back home as soon as I'm eighteen!"

Lukas blinkede over råberiet. Han forstod kun en brøkdel af, hvad Kim sagde. Han kiggede på manden, som lagde sit ansigt i mere neutrale folder og med åbenlys kalkulering sagde han køligt: "Indtil du begynder at tale ordentligt, vil jeg ikke forstå, hvad du siger." Så vendte han sig mod Lukas og rakte sin hånd frem i hilsen. "Goddag. Jeg hedder Joshua. Jeg er Kims far."
Lukas skævede til Kim, der mest af alt lignede en tordensky. Lukas grinte og lavede den bevægelse Kim lige havde lært ham, mens han gengældte mandens goddag. "A-lo-la. Jeg hedder Lukas." Han sluttede af med et håndtryk for en sikkerheds skyld. Så var han i hvert fald dækket ind.
Manden kastede et hurtigt blik på Kim. "Glæder mig at træffe dig." Så bukkede han sig ned og trak den ene kuffert hen for fødderne af Kim. "Det er sidste gang jeg tager den med for dig. Hvis det sker igen kan du få lov at undvære tøj og tandbørste, indtil vi er nået frem. Jeg indlogerer os i Cherrygrove. Jeg forventer at se dig i pokemoncenterets hall kl. 18, sharp." Manden vendte ryggen til, mens han gav sin afsluttende bemærkning. Han havde taget to skridt, da Kims kuffert gav et mærkeligt bump og rusk.

Wordcount: 845

Tre par øjne kiggede forbavset, da Kims kuffert gav sig til at rokke voldeligt frem og tilbage. Kims far, Joshua, havde åbnet munden. Muligvis for at spørge hvad lyden kom af, da kufferten gav sig til nærmest at hoppe på stedet. Joshua og Kim hoppede væk fra kufferten i et pludseligt spjæt, og det gippede i Lukas. Han kunne ikke helt frasige sig at blive forskrækket over både kufferten og de andres reaktion, men udover de voldsomme ryk fra den, flytttede den sig ikke af stedet. Lukas satte sig ned på hug i et forsøg på at se den nærmere an, men det blev Kim der endte med at gå tættest på og med fremstrakt arm åbnede klasperne, der holdt kufferten lukket. Med et smæld sprang kufferten åben og et halvgrumset lagen faldt ud på jorden. Lukas skulle lige til at spørge, hvorfor Kim havde et beskidt lagen med sig, da lagenet rettede sig op og en dårlig tegning af måske en Pikachu floppede imod dem. Kim gispede og sprang til siden for at komme hen til sin far, som gav et forskrækket udråb fra sig. Lukas stirrede uforstående mellem dem og tegningen.

Mimikyu (level 3) dukkede op

"Kom væk derfra, dreng!" kommanderede Joshua og trak to Pokebolde frem fra et sted på sin person. Lukas nåede slet ikke at se hvorfra. Kim havde fået sig placeret halvvejs bag sin far, og stirrede på lagen-tingen med store øjne. Lukas så igen på tegningen fuldstændig forvirret. Joshua knurrede og ventede ikke på, at Lukas skulle følge hans råd. I stedet kastede han de to pokebolde op i luften og så stod der også en Lillipup og et mærkeligt insekt som Lukas aldrig havde set før. "Det er en Mimikyu, dreng. Flyt dig så!" kommanderede Joshua igen. Han lød næsten vred nu.
Lukas krøb en smule tilbage for at give plads til de nye Pokemoner, men ellers flyttede han sig ikke direkte.
"Hvad er en Mimikyu? og hvad er det for et insekt?" spurgte han i stedet og pegede på mandens ukendte Pokemon. Begge de løsladte Pokemoner stod kampberedte og stirrede indædt på lagenet, der ikke havde flyttet sig siden det vendte tegningen imod dem.

Joshuas Dewpider og Lillipup er klar til kamp

Joshua havde knyttet hænderne og så nærmest ud som om han var ved at eksplodere. Inden han kunne nå at begynde at råbe af Lukas, hvilket Lukas var rimelig sikker på var hans intention med det ansigt, brød Kim ind med anspændt men fast og rolig stemme. "Mimikyu er farlig, Lukas. Venligst flyt dig."
Selvom Lukas stadig fandt det uforstående, rejste han sig langsomt og tog et skridt tilbage, mere indstillet på at lytte til Kim fremfor den kommanderende voksne.

Så snart Joshua vurderede at Lukas var nok udenfor rækkevidde af potentielle angreb, beordrede han Lillipup til et Thunder Fang og insektet til et Spiderweb. "Unfair!" udbrød Lukas og ændrede straks retning for at smide sig ind foran angrebene. Taron havde holdt sig i baggrunden indtil da, og havde egentlig været på vej til at følge Lukas væk fra lagenet, men Lukas' udbrud fik ham til at vende på stedet. Taron mistede balancen og tumlede lige ind i Lillipup'ens bane. Elektricitet zappede i luften, og Taron rystede hele sin krop, mens Lillipup'ens angreb sitrede omkring hans hårde hud. Lukas selv endte op indviklet i insektets klæbrige tråde, der føltes meget anderledes end larvernes string shot. Han faldt på numsen ved siden af Taron, men dette afholdt ham ikke fra at stirre udfordrende på Joshua. "Hvad ligner det at angribe en anden Pokemon to mod én?! Var det ikke det I sagde lagenet var, en Pokemon?"
Taron gloede samtidig olmt på Lillipup og insektet, der begge var standset i forbløffelse over forhindringen. Joshua så ud som om han ikke vidste om han skulle være gal i skralden eller besvime af forskrækkelse, mens Kim så endnu blegere ud end for et øjeblik siden. Lukas kiggede sig over skulderen for at se om der var sket lagenet noget, men i forvirringen havde det åbenbart endelig besluttet sig for at bevæge sig igen, og det eneste han så var noget grumset hvidt, der forsvandt ind i den nærmeste busk.

"Tåbelige dreng!" brølede Kims far. Han var åbenbart faldet på vreden. Det gav et gip i Lukas, og han vendte sit blik tilbage på manden, der langt fra var færdig med at udtrykke sin harme. "Mimikyus er livsfarlige, og nu har du ladet den slippe væk, så den kan skade sagesløse rejsende!"
Lukas blev rød i kinderne i en blanding af skam og frustreret vrede. Han brød sig ikke om at blive skældt ud, og da slet ikke af fremmede, når han ikke havde ment noget ondt med sin handling. "Hvorfor bli'r du så gal? en Pokemon er vel en Pokemon, og du forklarede ikke hvorfor du er så hysterisk om den." forsvarede han sig, og gjorde sit bedste for ikke at lyde alt for påvirket af skæld-uden. Han prøvede at befri sig for spindet. Taron gav nogle skærende skrig fra sig rettet mod manden, og selvom Lukas ikke lige så det, ændrede Joshuas holdning sig brat, fuldstændig som hvis luften var gået af ham.
"Tilbage" sagde Joshua og de to Pokemoner foran Lukas forsvandt tilbage i deres pokebolde. Taron slog med kæben, som om han lige havde vundet en stor sejr og var stolt. Det lykkedes Lukas at få en arm fri og klappe ham på hovedet. Han kiggede en smule betænksom op på Joshua, der stod og gned sig i panden.

Wordcount: 985

"Du har ret" Lukas stivnede af ren forbløffelse. Det var ikke hver dag en voksen gav ham ret. "Du er ikke vokset op i Alola, så du kunne ikke vide det. Jeg skulle have gjort mig mere umage for at forklare det." fortsatte Joshua med at indrømme i nøgterne toner. Kim trådte frem og begyndte at hjælpe Lukas med det stærke spindelvæv. Han sagde noget så hurtigt til sin far, at Lukas ikke fangede et ord af det. Joshua slog armene ud og sagde noget tilbage med samme hurtighed, og Lukas begyndte at mistænke at de talte et helt tredje sprog. Joshua så på sit armbåndsur. "Jeg skal nå et møde i Cherrygrove, så Kim vil forklare det hele for dig. Og Kim, jeg forventer stadig at du er i Pokemoncenteret kl. 18. I morgen har jeg tid til at komme herud og opspore bæstet." slog Joshua fast og forsvandt derefter hurtigt af stien mod Cherrygrove.
Lukas så uforstående efter ham. "Hvad mener han med at 'opspore bæstet'?" spurgte han Kim, mens han langt om længe kom på benene igen.
Kim tørrede sine hænder af i græsset og fik endelig det sidste af spindet til at slippe sit tag i dem. Han startede derefter forklaringen ved at lægge en hånd på brystet. "Vores skyld at Mimikyu kom her, så vores pligt at stoppe den." Han kastede et lidt opgivende blik ind i busken, hvor lagenet var forsvundet, og trak på skuldrene for derefter at finde sin mundharmonika frem igen. "Men ingen Pokemon til hjælp, så må vente på far, Joshua." Han gav Lukas et skævt smil.
Lukas kunne ikke lade være med at gengælde smilet, men ønskede stadig at vide mere end det. Kim så dog ud til at være klar til bare at fortsætte spilleriet hvor de slap. "Hvad er det, der er så farligt ved denne Mimikyu? Det lignede jo bare et lagen med en tegning på."
Kim skar en grimasse og puttede mundharmonika'en tilbage i lommen med en hvis ærgelse. "Lagen er 'disguise'. Mimikyu gemmer sig i lagen. Hvis du ser rigtig Mimikyu, du er død." Kim lavede meget levende fagter til imens, men Lukas havde stadig svært ved at forstå selve logikken i det.
"Hvorfor skulle man dog dø af at se en Pokemon?" Han kunne simpelthen ikke forestille sig en Pokemon dræbe et menneske. Han havde aldrig hørt noget lignende, selvom han havde læst nogle af de meget gruopvækkende bidder af info om forskellige slags pokemoner. Det var jo bare spøgefuldheder eller misforståelser, var det ikke?
"Mimikyu er så uhyggelig, at du dør af skræk." indprentede Kim meget nøje og seriøst. "Hjertet stopper." Han kiggede Lukas dybt i øjnene, og Lukas måtte kigge væk for ikke at komme til at le ham lige ind i ansigtet. Lukas' kinder brændte igen.

Både Joshua og Kim mente det tydeligvis meget seriøst, så Lukas bed sig i læben for at holde tand for tunge. Han kunne simpelthen ikke tro, at det forholdt sig sådan som de sagde. Det måtte være en misforståelse af en art ligesom med Absol i gamle dage. Men tanken om at folk efter sigende kunne dø af skræk ved synet af en 'Mimikyu', gav ham en tanke. "Er Mimikyu et spøgelse, ghost?" Kim klarede betragteligt op ved dette spørgsmål og nikkede seriøst. Lukas genkendte hans udtryk som et fra en person, der mente at alle frygtede spøgelsespokemoner, og han havde haft held til at blive forstået i sin holdning. Lukas klemte læberne mod hinanden igen, og besluttede at lade sagen være. En lille forskel i meninger skulle ikke afholde Lukas fra at have det sjovt med fyren. "Hvad skal vi så lave, hvis vi ikke kan lede efter Mimikyu alene? Der er stadig mange timer til klokken seks."
Lukas kunne næsten se de mentale beregninger Kim gjorde for at oversætte hvad Lukas lige havde sagt, så smilede Kim og trak sin mundharmonika frem igen.

Wordcount: 708

Da eftermiddagen gik på hæld og Kim tog ind til Cherrygrove for at mødes med sin far, havde Lukas lært en hel del om den anden dreng. De havde brugt en stor del af tiden på at snakke, når de ikke gennemgik melodier på mundharmonikaen. Lukas nynnede for sig selv, mens han kom på benene og så sig om efter noget at lave for resten af dagen. Han havde ingen intentioner om at tage tilbage til pokemon centeret selv endnu. Taron kiggede nysgerrigt på ham, og Lukas gav ham et stort smil. "Det er ikke blevet til meget træning i dag, hva'?" Taron vendte hovedet på skrå. Lukas kiggede ind i de buske hvor lagen pokemonen var forsvundet. "Og jeg ved faktisk heller ikke præcis hvordan vi skulle træne endnu." indrømmede Lukas. "Lad os se om vi kan opsnuse den der Mimi-et-eller-andet inden det bliver mørkt."

Taron gik gladeligt med på 'gemmelegen' og masede sig ind i buske, mens Lukas gik mere roligt til værks. Al den snak med Kim om musik havde fået Lukas til at mindes, da han lyttede til de numre hans mor ofte spillede om eftermiddagen, og søgningen efter Mimikyu fik ham til at tænke på ét specielt nummer, som havde noget mystisk over sig. Lukas kunne ikke lige huske teksten, men han gik og smånynnede, mens han kiggede ind i de forskellige buske i nærheden. Pludselig kom Taron brasende ud af den, som Lukas havde bukket sig ned for at kigge ind under, og selvom Lukas havde hørt hans tumult, krævede det alligevel et krumspring at undgå den frembrusende Larvitar. "Altså, Taron," skændte Lukas let. "Du behøves jo ikke løbe gennem buskene. Bevæg dig stille og roligt, ellers skræmmer vi nok bare spøgelset væk." prøvede han at formane. Taron så skævt på Lukas, og Lukas sukkede og rejste sig op igen. "Se her, lige så stille og roligt." Lukas viste med langsomme bevægelser hvordan han gik nogle skridt, langsomt bukkede sig, langsomt skubbede nogle blade til side, og langsomt kiggede ind mellem grenene på busken ved siden af. En wurmple sad derinde og skød straks tråde i hovedet på Lukas, som spyttede forbavset og faldt bagover lige på numsen. "Okay, det der var så ikke meningen."

Lukas begyndte at pille trådene af, mens Taron vraltede op til ham og slog kæberne sammen i en spørgende lyd. "Det går vist ikke så godt for mig i dag med insekter, men måske var jeg alligevel for stille" konstaterede Lukas og smilede skævt. "Men under alle omstændigheder skal du bare holde dig til at gå lige nu. Så braser du i hvert fald ikke ind i ting på samme måde." Lukas pegede over mod et større buskads, der måtte bestå af flere buske. "Prøv at gå ind i dét derovre, og prøv at kalde på den. Vi må vise den, at vi ikke vil den noget ondt." Lukas tog sin Pokedex frem og prøvede at søge på det af dens navn han kunne huske. Heldigvis var der ikke mange Pokemoner der startede på 'mimi'. "Den hedder Mimikyu. Mi-mi-kyu." Taron nikkede og søgte over mod buskadset, mens han imiterede Lukas' lyde efter bedste evne. Lukas begyndte at spekulere på, om han helt var ved at spolere Suna og Noks arbejde med at 'lære' Taron at snakke Pokemonsk. Han kom på benene, og begyndte selv at kalde. "Hey, Mimikyu. Vi vil bare gerne hilse på dig ordentligt. Vi gør dig ikke noget." Lukas var gået rundt om busken og nåede i kraft af sine længere ben hurtigere frem til den modsatte side end Taron, som han stadig kunne høre 'kalde' og traske gennem tingene indeni buskadset. "Er du her, Mimikyu?" spurgte han, da han stod modsat lyden af Taron. Noget puslede, der åbenlyst ikke var Larvitar'en, og noget grumset hvidt listede ud af buskadset en meter fra Lukas. "Åh, hej." sagde Lukas og passede på ikke at hæve stemmen, trods sin begejstring over faktisk at stå overfor den anderledes Pokemon igen. Lagenet hvirvlede rundt, så den ubehjælpelige tegning kom imod Lukas, og Lukas vinkede forsigtigt og kom uvægerligt til at smile. Lagenet gav et lille spjæt og vendte rundt om sig selv i måske panik. Lukas holdt hænderne op delvis for at berolige og delvis for at vise han ikke havde noget i dem. "Rolig nu. Vi vil jo bare sige hej."

Bevægelsen stoppede og 'ansigtet' kiggede på ham igen. Lukas beholdt sine hænder fremme og bøjede forsigtigt i knæene for at komme til at sidde ned. Det føltes så akavet at sige hej til noget, der var så meget lavere, når man stod op. Imens poppede Taron ud af busken, heldigvis bag Lukas og ikke tættere på Mimikyu'en, som stadig gav et ryk ved Tarons tilsynekomst. "Det er Taron" indikerede Lukas. "Jeg hedder Lukas." Han pegede på sit eget bryst, og fik samtidig Taron til at stille sig ved siden af sig, uden at han kom tættere på lagenet. Lagenet forholdt sig helt i ro nu, og stirrede ufravendt på dem. Lukas sad lidt tøvende, da den ikke havde givet nogle lyde til gengæld. "Forstår du mig?" spurgte han endelig, men lagenet kiggede blot på ham. Lukas skar en grimasse. Det var ikke faldet ham ind, at en pokemon ikke ville forstå hans ord. Det havde aldrig syntes at være et problem før. "Øh, Taron, prøv lige at sige hej til vores nye ven." Taron gav et kvæk fra sig på opfordringen, men samtidig gav Mimikyu'en en lyd fra sig næsten som en respons til hvad Lukas havde sagt. Lukas fik et indfald og sagde gebrokkent: "You understand english? Hi, I'm Lukas?" Lagenet vippede ivrigt og udtrykte et begejstret 'Mi mi'. Lukas smilede over at have opnået en lille smule, selvom det ikke var helt optimalt for ham at skulle snakke engelsk. Han pegede på Taron. "He's Taron, my Larvitar. We want to make friends." Taron så meget forvirret ud, men kvækkede til Mimikyu'en igen, og de gav sig til at pludre en lille smule.

Wordcount: 1071

Det var en sær aften. Taron og Mimikyu lod til at komme godt ud af det med hinanden, da først Mimikyu'en var kommet sig over sin nervøsitet over hvad de ville den. Mimikyu'en havde en tendens til at efterligne Tarons bevægelser og inden Lukas fik set sig om, var de to i gang med en pokemon variant af kongens efterfølger. Det så lidt sjovt ud, når Mimikyu'en fik lagenet til at nikke som Taron, eller præsterede at 'trampe' uden synlige fødder. Der var ikke meget lyd over Mimikyu'en, men selve lagenets bevægelser var en ekstrem god imitation af Taron, der pløjede sig fremad, og Taron syntes ligeledes det var sjovt, for han grinede sit skumle grin og lavede nye bevægelser. Snart sluttede Lukas sig til og viste forslag til efterligninger som kolbøtter og drejninger og skøre spjæt. Udfordringen for Lukas' vedkommende bestod i, at han konstant måtte fortælle ting to gange, først på johtosk til Taron og så på engelsk til Mimikyu. Undervejs gik det op for Lukas, at Taron faktisk lærte sin krop og bevægelsesmuligheder helt godt at kende ved det. Ved at prøve og derefter se Mimikyus version af det, kunne Taron se, hvor meget kraft han brugte. Mimikyu gjorde ikke bevægelserne som de måske skulle have været, men præcis som Taron gjorde dem, og den lille Larvitar kunne med selvsyn se, hvor meget han nogen gange skød over målet. Han fik langsomt mere kontrol med sig selv, og Lukas var begejstret over opdagelsen, selvom han ikke nævnte det med et ord.

Da de blev træt af kongens efterfølger flød legen over i en kombination af fange og gemme, og siden Lukas allerede var med, blev han automatisk inkluderet. Taron sprang først hen og fangede ham, inden han bumpede videre efter Mimikyu, der gemte sig bag et træ. Lukas var et øjeblik bekymret for om Mimikyu overhovedet ville berøres, men den sagde intet til at Taron praktisk talt tacklede den til jorden, og da det blev Lukas' tur til at fange dem accepterede den hans lette puf med noget der lød som latter. Da fangelegen var ovre lå de alle tre pustende på jorden og kiggede op på vældet af stjerner der glimtede mellem trækronerne. Lukas klukkede for sig selv og begyndte at nynne den melodi, der havde hjemsøgt ham siden Kim efterlod dem. Taron kvækkede en enkelt gang og lyttede så i stilhed, men Mimikyu forsøgte at efterligne melodi'en og præsterede endda at gøre det mere vellykket en Taron tidligere på dagen. Lukas ønskede han kunne huske teksten til sangen og besluttede at finde den, når han kom tilbage til Pokemon Centeret. Det var forøvrigt ved at blive sent. Lukas satte sig op en smule brat, og begge Pokemoner kiggede på ham. "I don't believe you are dangerous, Mimikyu." erklærede han en smule trodsigt, og fortsatte så fordi det bekymrede ham. "But they will come looking for you tomorrow, and they won't be nice." Han mødte, hvad han mente var Mimikyus øjne i klædet; ikke de påtegnede sorte prikker. "They will attack you, because they think you'll kill someone." Den lavede en bevægelse som om den forsøgte at dække sig selv endnu mere med lagnet, selvom den var fuldstændig skjult. Lukas gik ud fra at det var en søgen efter tryghed, som når hans lillesøster krammede sin bamse, når hun var bange. "It will be better for you to run away and hide very good." Foreslog Lukas mere stille end før. Han ville være ked af ikke selv at møde Mimikyu'en igen, men han fandt det frygtelig uretfærdigt, at det skulle gå ud over den, bare fordi nogen havde en fordom mod spøgelser. "I'll come with the people tomorrow too. I'll try and make them look somewhere else." lovede han, da den lavede klynkelyde over hans forslag.

Lukas gabte og så over på Taron, der sad og hang lidt. Det kom i første omgang bag på ham, at han følte sig træt. Han troede ikke klokken var så mange igen, og da han så på pokedex'ens display var den også kun lidt over ni. De havde måske leget med Mimikyu i godt to timer, og Lukas følte sig overraskende træt i hovedet. "Må være al den snak på engelsk" mumlede han for sig selv. Lukas gjorde anstalter til at rejse sig. "Vi må hellere komme tilbage til Pokemon centeret også, Taron. Du er ved at falde om." - "We need sleep." forklarede han Mimikyu. Han rejste sig og kaldte Taron tilbage i bolden, da han ikke havde lyst til at teste om han kunne bære den tunge Larvitar tilbage til byen. Mimikyu kiggede op på ham og peb. Lukas satte sig på hug i et forsøg på bedre at forstå hvad den prøvede at sige. "Taron is child. He need sleep now. We'll come back tomorrow like I said, but do try to hide or run away." Mimikyu hang med sit lagenhoved og satte langsomt kursen mod den nærmeste busk. Det skar Lukas i hjertet at se den så nedslået. "It was fun to play with you. See you later." kunne han ikke lade være med at sige, og Mimikyu løftede 'hovedet' en grad og vippede med 'øret', før den dykkede ind i buskadset.

Wordcount: 940

Næste dag var Lukas tilbage på stedet hvor han havde mødt Kim. Taron stod og gabte, mens Lukas kiggede på det strømmende vand. Alt taget i betragtning var Lukas kommet tidligere op end normalt, men Larvitaren så godt nok ud som om den kunne have brugt et par timer til. Lukas var rastløs, og da han ikke vidste præcis hvornår Kim og hans far ville dukke op herude, havde han valgt at komme tilbage så snart han vågnede. Derudover havde han ikke sovet så godt som normalt. Han var urolig for spøgelset. "Vi må hellere strække lidt ud." besluttede Lukas og gav sig til at strække ben og arme til en start for derefter at hoppe lidt rundt for at få arbejdet sine lemmer varme. Taron gav et sidste stort gab og fulgte så hans eksempel i at hoppe. Hans leg med Mimikyu'en i går havde gjort ham en smule mere sikker på benene, og han så faktisk ud til at give sig tid til at se, hvor han satte fødder og hale.
"Du er tidligt oppe." lød en stemme, og Lukas drejede sig rundt med et smil for at møde Kim. Faren Joshua kom lige bagved drengen, og mens Lukas så dem nærme sig, kiggede manden på klokken og kaldte sin Lillipup ud.
Lukas svarede Kim. "Jeg ville da ikke gå glip af jeres udflugt i dag."
Både Kim og Joshua rystede på hovedet, mens Joshua pointerede seriøst. "Det er ikke en udflugt. Vi skal have fundet den Mimikyu, og vi har kun formiddagen til det. Jeg har flere møder i eftermiddag, og vi rejser videre i morgen, så vi har kun det ene forsøg, men tak fordi du vil hjælpe. Jo flere, jo bedre."
Lukas rullede med øjnene, men sørgede for at gøre det i skjul for Joshua og Kim. Han var ret sikker på ingen af dem ville sætte pris på hans reelle intentioner. "Så, hvordan gør vi så?" spurgte han med sand nysgerrighed. Han havde selv været heldig i går, men havde ingen anelse om hvordan man ledte efter én bestemt Pokemon. Joshuas svar var en kortfattet kommando til Lillipup'en, hvor ordren Odor Sleuth var det eneste Lukas fangede, men det var til gengæld også nok for ham til at forstå, hvad han var oppe imod. Det gjorde ham en smule urolig.

Lillipup'en satte i gang med det samme og de fulgte alle tre i halen på den, Joshua og Kim meget opmærksomme på hundens snusen. Lukas kiggede mindre på hunden og meget mere til alt grønt de passerede og fremad hvor hunden måske var på vej imod. Han håbede inderligt Mimikyu'en var rendt meget langt væk i løbet af natten, men dette håb blev gjort til skamme, da han fangede et glimt af beskidt hvidt i en busk til venstre lidt fremme. Lukas bed sig i læben og kiggede efter en hvilken som helst distraktion i en anden retning. Noget hvidt fangede hans blik i et træ, og han pegede uden at tænke op på det. "Hov, se! Hvad er det?" Det var først mens Joshua og Kim kastede et blik derop, at Lukas registrerede det var hvide tråde fra en string shot. "Kan Mimikyu klatre i træer?" spurgte han så, inden Joshua kunne nå at sige noget i irritation. Spørgsmålet så ud til at gøre de to Alolanere paf. Joshuas øjenbryn røg i hvert fald i vejret i forbavselse. "Det ved jeg faktisk ikke," sagde han efter et øjeblik. Lukas kiggede tilbage på Lillipup'en. Den havde ikke sagt noget imens, og han konstaterede den stod stille og ventede på dem. Han kunne ikke længere se det andet hvide ud af øjenkrogen, så forhåbentlig havde Mimikyu'en fundet et andet gemmested. Joshua bød Lillipup'en at fortsætte, og den snusede rundt en rum tid ved busken. Da den endelig fortsatte, spekulerede Lukas på om Mimikyu havde nogen måde at skjule sin lugt på. Det kunne godt gå hen og blive en meget lang formiddag, hvis Lukas blev nødt til at aflede dem længe nok til at de måtte give op.

Der gik en halv time, hvor Lillipup'en snusede sig videre gennem skoven og buskadser. Nogle gange blev den længe ét sted og snusede i flere retninger indtil den valgte en vej. Det skete mindst tre gange på den halve time, og Lukas var begyndt at tvivle på, om det egentlig var Mimikyu'en han havde set i starten. På vejen kom de forbi, hvor Lukas og Taron havde leget med den i går, så Lukas så tydeligt at Lillipup'en i hvert fald havde den rigtige færd, da den forvirret løb rundt i området og snuste til alle de steder, hvor Mimikyu'en havde været, mens de legede. Den kastede også forvirrede blikke på Lukas og Taron, men Lukas lod som ingenting, og fortsatte med at kigge ind i buske, ligesom da han havde ledt efter spøgelset i går. Han holdt sig dog fra den busk, hvor Wurmplen havde overrasket ham. Taron prøvede at efterligne både Lukas og hvalpen, kiggede i buske og snuste til luften, selvom han ikke havde hvalpens skarpe lugtesans. Joshua brugte tiden på at opmuntre Lillipup'en, når den blev for forvirret, og Kim fulgte efter Lukas rundt i området. "Kender du stedet her godt?" spurgte Kim efter lidt tid. Lukas havde været for begejstret over at høre om Kims verden til at nå omkring sig selv dagen før. "Det ved jeg ikke om man kan kalde det, men jeg brugte da lidt tid her på ruten, da jeg først startede ud med Chary, min Charmander. Jeg kender skovene omkring Violet meget bedre."

Wordcount: 992

Eftersøgningen fortsatte i det samme område en rum tid. Deres leg aftenen før havde ikke bevæget sig særlig langt og mændgen af duftspor, der krydsede hinanden lod til at forvirre Lillipup'en betragteligt. Lukas gjorde sig umage for ikke at forstyrre hunden og dens træner, mens de prøvede at løse problemet, og snakkede i stedet stille med Kim om sin familie og rejse indtil nu, mens de to i fællesskab gennemsøgte alle buske i nærheden. Kim gjorde med jævne mellemrum forsøg på at snakke med sin far på det hurtige og flygtige Alolanske sprog, Lukas ikke forstod. Da det stod klart at Joshua nægtede at reagere på disse henvendelser begyndte Kim at veksle imellem engelsk og johtosk, hvilket gjorde det langt lettere for Lukas at forstå hvad det drejede sig om. Åbenbart havde Kim endnu ikke sin egen Pokemon, og han ville gerne have farens hjælp til at fange en, mens de alligevel var herude. Farens svar var et bestemt nej.
"Hvorfor ikke?!" spurgte Kim med en stemme der steg i frustration, mens hans hænder fløj op i luften med ophidselsen.
Joshua holdt øjnene på sin Lillipup, fokuseret og en smule hårde. "Vi har ikke tid til både at lede efter Mimikyu og finde dig en Pokemon. Forøvrigt skal du nok få en starter inden længe. Hvad skal du med en vild, utrænet Pokemon?"
Kim spruttede "I told you already! I want one not from Alola!" Men faren vendte tilbage til at ignorere ham, og Kims hænder klaskede mod hans side i opgivelse. Lukas så til, mens den ældre drengs ansigt krøllede sammen i frustration og derefter glattedes til en blank maske af ligegyldighed. "Whatever" mumlede han og vendte tilbage til at kigge ind mellem bladene på den busk han stod ved siden af. Lukas følte med ham. Det var noget af det hæsligste at blive ignoreret.

Lukas sagde dog intet. Han var en smule bange for Joshua, og selvom han allerede havde en ide til at hjælpe Kim, var det ikke noget han ville afsløre, så længe Joshua stadig var der. Han cirklede i stedet rundt om en gruppe træer, fangede Kims opmærksomhed og angav med fagter at de skulle krybe ind i et større buskads en god del udenfor det område de hidtil havde undersøgt, og passende langt fra Joshua og Lillipup'en. Taron hang nysgerrigt lige i hælene på Lukas, eftersom han var kommet til at kede sig over Lillipup'ens seriøse mine. Da de alle tre havde fået møvet sig ind mellem grenene og nærmest ikke kunne se hinanden for bare grønt, fremlagde Lukas sin ide så stille som muligt. "Jeg kunne hjælpe dig med at fange en Pokemon, hvis du vil. Bliver du her, når Joshua skal til møde?" Han blev nødt til at dreje hovedet i en skæv vinkel bare for at få en ide om Kims ansigtsudtryk ved tilbuddet.
Øjenbrynene røg en grad i vejret, mens øjnene udvidede sig og et efterfølgende smil brød frem. "Det vil jeg gerne." sagde han lige så sagte som Lukas selv.
Lukas grinte og nikkede, før han gav sig til at kravle ud igen. Han blev nødt til at puffe let til Taron, der stod og stirrede op i luften med sniffende næse. Lukas troede han hørte noget deroppe, men siden løvet var så tæt var det umuligt at være sikker. Da han endelig slap fri af buskadset fandt han sig selv ansigt til ansigt med Lillipup'en. Kim brasede ud 2 meter længere til højre for ham. Lukas smilte til Lillipup'en og tilbød et nervøst hej.
Joshua stod bagved Lillipup'en og så træt ud. Han kiggede næsten konstant på uret nu. "Fandt I noget derinde?"
Lukas rystede på hovedet. Han fandt ingen grund til at afsløre at de faktisk ikke havde kigget efter Mimikyu'en. Alt for sent kom han i tanke om, at Taron potentielt havde set eller lugtet? den, men det gjorde ikke den store forskel nu. Hvis det var tilfældet måtte han for alt i verden sørge for, at Lillipup'en ikke ledte Joshua ind i buskadset.
Mens Lukas' tanker kørte rundt og han rejste sig for at børste knæene, mumlede Kim et eller andet til Joshua, som gned sig i panden og rystede på hovedet. "Hvor skal vi kigge nu?" skyndte Lukas sig at spørge med uskyldig stemme i sit forsøg på at aflede dem.

Det lod til at virke til dels. Joshua nikkede og forklarede at de blev nødt til at brede sig ud i en bredere og bredere cirkel fra stedet, for at se om Lillipup'en kunne opfange sporet på ny. Drengene fulgte Joshuas kommandoer uden at kny. Lukas begyndte at holde lige så meget øje med Joshuas utålmodige blik mod klokken, som han holdt udkig efter et glimt af hvidt hvor end de kom frem. Joshuas utålmodighed lignede efterhånden et af Lukas' egne anfald af ubærlig rastløshed, og han stod som på stilke ved hver eneste ukendt lyd, der vovede at bryde igennem skoven. Et specielt højt smæld i en trækrone tiltrak både Joshua og Kims opmærksomhed, og Lukas følte et gennemtrængende behov for at få deres opmærksomhed alle andre steder hen end dér. I et nervepirrende øjeblik meldte Lukas' hjerne blankt. Han havde allerede brugt alle ubemærkede tricks han kendte. Desperat greb han efter det eneste, der havde kørt nogenlunde som en undertone igennem hans hoved siden aftenen før. "On a dark desert highway!" brød han ud i højlydt sang. "Cool wind in my hair!" Der var gået et gip igennem Joshua og Kim ved første linje, mens alle flyvende pokemoner i en omkreds af 3 træer tog flugten i et brus af vingeslag, og det lød som om andre fødder løb gennem underskoven. Ved anden linje havde Kim vendt sig mod Lukas med hævede øjenbryn, mens Joshua tog sig til hovedet med en stønnen og så på sit ur igen. Lukas tøvede lidt, men fortsatte så med tredje. "Warm smell of colitas..." Kim fandt med et smil sin mundharmonika frem og blæste et par af sangens toner igennem den, inden han sluttede sig til sangen med sin egen stemme. "Rising up through the air. Up ahead in the distance!" Opmuntret af Kims støtte lagde Lukas kræft nok i sangen til at det kunne høres langt væk. "I saw a shimmering light! My head grew heavy and my sight grew dim! I had to stop for the Night!"

Bemærkelsesværdigt nok forsøgte Joshua ikke at stoppe den syngende duo. Den anspændthed Lukas havde opbygget under 'jagten', forlod hans krop som løbende vand ved hver linje der flød gennem luften. Lukas var lykkelig for at han havde læst op på teksten aftenen før. Det var så meget lettere bare at skråle løs, når han ikke skulle kæmpe for at huske ordene. Da de kom til omkvædet havde Lukas fået sig sunget varm, og med Kims opbakning fra mundharmonikaen, havde han ingen forbehold overfor at 'rocke' løs på en luftguitar, mens han sang. "Welcome to the Hotel California! Such a lovely place, Such a lovely place. Plenty of room at the Hotel California! Any time of Year. You can find it here!"
På et tidspunkt sluttede Taron også sin skingre hylen til koret, så det var afgjort ikke den bedste lyd de producerede, men da de stod forpustede og grinende til hinanden efter en soloafslutning fra Kim, klappede Joshua alligevel af dem i en taktfast rytme. Lukas var overrasket over mandens reaktion, og undersøgte hans ansigt for sarkasme eller ironi. Joshua sukkede dog blot efter endt 'bifald' og kiggede på sit ur igen. "Time's up. Mit møde starter om en halv time." sagde han. Han kiggede på de to drenge med et strengt blik. "Bliver I herude lidt længere?" Lukas nikkede straks, men han bemærkede at Kim tøvede. "Pas på hvis I faktisk støder på Mimikyu'en, okay. Siden vi ikke fandt den nu, og jeg ikke har tid til at gøre et forsøg mere, melder jeg situationen til rangerne så snart jeg kan."

Wordcount: 1444