Det var en grå dag. Skyerne hang tunge på himlen, og så ud til at true med en god omgang sommerregn. Luften var varm og fugtig, og en svag rumlen kunne høres i det fjerne. Ikke det bedste vejr at starte et pokemon eventyr på, men det gjorde ikke Frazier noget. Lige nu sad han i en limousine sammen med sine forældre på vej til New Bark Town, efter at have kontaktet Professor Elm. Cassandra, moderen, der sad tættest på parrets eneste søn så bekymret ud gennem de mørketonede ruder. "Er du sikker på du vil det her? Det ser ud til at blive et forfærdeligt uvejr. Du kunne jo blive våd!", sagde hun med en bekymret stemme. Den diskussion havde da taget mange gange, ind til forældrene endelig havde givet op og sørget for at deres søn også fik sig de nødvendige remedier til at kunne ud og bruge sin krop, end sin træning i palæet under sikre forhold. Han havde fået sig en splinterny taske, vandrestøvler, en god jakke hvis det skulle blive koldt, regntøj, en god sovepose og et telt af bedste kvalitet, som er nemt at stille op. Der var ikke blevet sparret på noget som helst. Frazier vidste at det ville blive hårdt, og han ville nok ikke kunne gå særlig langt i starten. At leve af mad han selv lavede, ville også blive interessant. Han havde aldrig prøvet det før. Han havde dog besluttet sig for at det var det han ville gøre. Han vidste at det ikke ville blive nemt, men hvis han ville væk fra sine forældres overbeskyttethed, så måtte han gå til drastiske midler.

Chaufføren holdt ved den adresse som Professor Elm skulle opholde sig ved. Frazier var den første der trådte ud. Faderen der ventede til at chaufføren havde åbnet for ham, så en smule bebrejdende rundt på det hele. Ikke helt godt nok. Det kunne godt være finere, men sådan var det med ham. Intet var godt nok. Frazier var bare glad for at komme ud af limousinen. Professor Elm stod klar til at modtage dem. "Velkommen til. Du må være Frazier. Kom endelig ind," sagde professor Elm til familien. Frazier fulgte efter professor Elm indenfor, med sine forældre i hælene. De introducerede hinanden, sådan man nu en gang gør, når man møder hinanden første gang. Derefter blev Frazier præsenteret for tre pokemon. En Bulbasaur, en Squirtle og en Charmander. Det første Frazier gjorde var at spørge om professor Elm ikke havde en Ghastly. Et spørgsmål som professoren ikke havde forventet. Spøgeslespokemons var ikke de letteste at tage sig af, og disse tre var fremragende for nye trænere som Frazier. Han ville nok kunne prøve at fange en Ghastly på sine rejser. Frazier endte med at vælge Charmanderen. En fin hun der ikke virkede til at være den mest snakkesaglige, men yderst opmærksom kunne han se. Han tænkte også at hvis han skulle lede efter spøgelsespokemon, måtte han bruge lys i de mørke egen, som han ville lede i, og så ville en Charmander være ganske fordelagtig.

Efter at have valgt Llorona, som han valgte at kalde den røde pokemon, så valgte han at skulle videre, selvom det så ud til at kunne komme til at regne. Han ville sige farvel til sine forældre, tage rygsækken på skuldrene, og så tage af sted. Han ville videre med sit liv, og måske ville den daglige fysiske aktivitet også gøre ham træt, så han ikke blev sådan plaget af sin insomnia, og forhåbentlig falde i søvn. Efter at have takket professor Elm og sagt farvel til sine forældre drog han videre. Ruten mod Cherrygrove City. Rute 29. Han ville gerne nå et stykke vej inden det ville begynde at regne, hvis det gjorde det.

Da Frazier kom ud på på ruten imod Cherrygrove, var de grå skyer begyndt at tårne sig op i horisonten. Det var et så langt bredt bælte, at Frazier ville ende midt i det lige meget, hvad han gjorde. Som skyerne hastigt nærmere sig, glimtede lyn imellem dem, og rummelen blev end noget kraftigere vedvarende buldren. Denne sommerstorm var Zapdos værdig!
Luften omkring Frazier var fugtig og varm, uden en eneste brise til at køle det hele lidt ned. De fleste pokemoner havde allerede søgt skjul, for at komme i sikkerhed for uvejret, der nærmer sig.

En enkelt Ratata, dukker dog frem fra en busk, da den ser trænere, og den stiller sig udfordrende midt på vejen. Ratataen stirrer fuld af kampgejst direkte på Frazier og smiler selvsikkert. Den virker til at være lige så elektrisk som luften omkring dem.

En kampklar Ratata |Lvl 5| er ligeglad med stormen!
Vælg en pokemon til at kæmpe imod den, eller flygt.

(Reserveret til mødet her er ovre)

Da lynene begyndte at trække sine spor over himlen, tænkte han at han hellere måtte trække i sit regntøj, hvis han ikke ville blive alt for våd. Tingene i sin rygsæk skulle nok kunne holde sig tørre. Den var vandtæt. Det havde forældrene selvfølgelig sørget for. Han stoppede derfor op for at hvert fald starte med at finde sin regnjakke frem, som heldigvis lå øverst i tasken. Efter at have taget den sorte regnjakke på kunne turen fortsætte.

Det gik dog ikke lang tid inden der sprang en lille pokemon ind foran ham. Han kiggede lidt nysgerrigt på det lille kræ. Det måtte være en Ratata. Han havde hørt om dem, og den så ikke ud til at ville lade ham være i fred. Det var måske også en god ide at prøve at styrke båndet mellem ham og sin nye pokemon. De kendte jo knap nok hinanden. Han trak sin PokeDex frem for at tjekke at dette faktisk var en Ratata. Den monotone computerstemme fortalte ham at han havde gættet rigtigt. Han trak så sin nye pokeball frem, som indeholdt Llorona og kastede den frem foran sig, og en Charmander kom frem. "Llorona. Det her bliver vores første kamp tror jeg, og den Ratata ser ikke ud til at ville give op alt for nemt." sagde han til Llorona. "Char." svarede hun til ham og gjorde sig klar til kamp. "Burg dit Scratch attack, Llorona." sagde han med en rolig stemme til hende.

Skyerne tårnede sig nu op bag ved ratataen, og et gråt slør til venstre viste ganske rigtigt, at der var regn på vej. Ratataen så dog ikke ud til at være påvirket af det, og et lynglimt afslørede dens triumferende udtryk, da Frazier kaldte Llorona frem.
Et vindspust fejede hurtigt forbi og fik græsset til bølge og Lloronas haleflamme blussede hurtigt op, mens de 2 pokemoner så hinanden an.

Et brag agerede som startskud, og ratataen og Llorona satte sig i bevægelse samtidig, med kurs imod hinanden.
Pludselig satte ratataen tempoet gevaldigt op, og den fik sådan en fart på, at Llorona på ingen måde, ville kunne følge med. Hun skyndte sig at løfte kløerne og spændte musklerne i forventning om det slag der måtte komme.
Det kom dog aldrig, for da ratataen nåede charmanderen, sprang den uden om hende og greb den kastede pokeball i munden og stak af.
Lloronas pokeball var lidt stor for ratataens mund, og lige inden den nåede træerne, tabte ratataen den og løb panikslagen efter den. Pokeballen blev stoppet af en busk, og ratataen brugte noget af dens dyrebare tid, på at få ordenlig fat i den igen. Da det lykkedes, kastede den et hurtigt nervøst blik over skulderen imod Frazier og Llorona, og smilte tilfreds over, at dens trick var lykkedes. Så satte den i voldsom fart ned ad en sti, der førte ind igennem krattet.

Det begyndte at blæse op.

(Stadig reserveret ^^)

Frazier blev noget overrasket over at Ratataen valgte at stjæle Lloronas pokeball. "Char?!" Llorona var tydeligvis også meget forvirret over Ratataens træk, da den havde forventet at den måske ville takle hende, i stedet for at løbe udenom. Frazier vidste at han hellere måtte reagere hurtigt hvis han skulle fange den Ratata igen. "Vi bliver nød til at skynde os Llorona" "Charman." bifaldt Llorona og de satte i efter den Ratata, lige efter at den havde mistet bolden, og samlet den op igen. Den skulle ikke slippe så nemt fra det. "Llorona. Prøv at se om du kan skræmme den ved at brøle af den." foreslog han sin pokemon. Han håbede bare at det ville få Ratataen til at slippe pokeballen, så kunne det være lige meget, men lige nu kunne han kun håbe på at Lloronas angreb ville virke, og ind til da måtte han blive ved med at løbe efter den råtte.

Det var heldigt at Frazier og Llorona reagerede så hurtigt, ellers havde de ikke haft en chance for at følge med ratataen.
Llorona prøvede flere gange gispene at brøle for at forskrække den lille lilla tyveknægt. Den blev dog kun en smule forskrækket første gang, og resultatet blev kun, at den satte tempoet op. Den havde et solidt greb i pokeballen nu, og dens skarpe tænder ville nok efterlade nogle ridser i overfladen.

Ratataen var svært at holde trit med, og et kort øjeblik forsvandt den også ud af syne, da stien slog et sving. Det var dog ikke længe, for så snart Frazier og Llorona kom rundt i svinget, så de ratataen løbe hen til en ung knægt med orange kasket og t-shirt.
Drengen så stolt ud, da ratataen afleverede pokeballen til ham og han kiggede straks i den retning som ratataen var kommet fra.
Da han så Frazier blev han bleg og han kastede et spørgende blik til ratataen der nikkede til ham. Drengen tog sig sammen og smilede så selvsikkert til de ankomne.
"Hey, jeg kan se du kommer med min charmander!" råbte han venligt, men med en nervøs trækning omkring øjnene.
Ratataen satte sig roligt foran ham og kiggede vagtsomt på Frazier og Llorona.