SPOILER: Click to show

{Lauras hold}

	Ari Han Rufflet lvl 1 Venskab: 0 Item: ~
Sheer Force OT: Laura Amello	Peck Leer * *

Nature/Personality: Adamant. Ari er typisk for sin art når det kommer til opførsel. Han er aggressiv og giver ikke op, ligegyldigt, hvad oddsene er. Han har et stort ønske om at blive stærkere, og skal helst være stærkere end alle andre han møder, så han udfordrer mere eller mindre alt og alle.
Ofte tænker han ikke over konsekvenserne af hans handlinger.

Note: Fra gammelt moderator belønnings system

	Orion Han Shiny Milotic lvl 9 Venskab: +1 Item: ~
Competitive OT: Laura Amello	Splash BrineEM Water Pulse *

Nature/Personality: Gentle. Orion elsker familien men har levet et omflakkende liv, meget imod hans vilje. Det kom af en blanding af, at han som shiny var speciel, men han som feebas ikke blev set som en der kunne særlig meget, og derfor hurtig blev sendt videre. Da han elsker at tage sig af andre, kommer han hurtigt til at agere faderfigur, hvis han får lov, og hans hovedårsag til at ville udvikle sig, var da også for bedre at kunne tage sig af andre, der havde brug for det.

Note: Oras event julegave 2014
Note2: Stjerneformet klistermærke på pokebolden

	Hideki Han Budew lvl 13 Venskab: +8 Item: Soothe Bell
Poison Point OT: skoleelev Karla Johannsen	Mega Drain Growth Water Sport Stun Spore

Nature/Personality: Hasty. Er en viljestærk, stolt og forfinet én, som er vant til at få det som han vil. Han ser sig selv som en kommende konge, og derfor som en naturlig leder. Han kan være flink og hjælpsom, hvis han synes han vil, og især, hvis han vil vise sig som én der tager sig af andre.

Note: Blomsterformet klistermærke på Pokebolden

	Hokus Han Kadabra lvl 18 Venskab: +2 Item: ~
Synchronize OT: Laura Amello	Teleport Confusion Disable *

Nature/Personality: Relaxed. Er kort og godt doven, og vil helst ikke lave meget andet end at sove og/eller slappe af. Han går op i at nyde livet, og der skal en del til, før han gider kæmpe.

Note: Z-formet klistermærke på pokebolden

Alola æg

Mission:
Der er én som bryder ind til folk og efterlader gaver. Find ud af hvem, og hvorfor


Pikipek


Jangmo-o


Bounsweet

Lauras maks level er 18

Laura åbnede øjnene og kiggede på det ukendte loft med en svag rynken i panden. Hun måtte bruge et par øjeblikke på at orientere sig og huske, hvor hun var, og hvorfor. Det var et problem, som var dukket op, efter hun havde overnattet så ofte på Pokemon Centre.
Hun smilede og strakte sig veltilpas da hun kom i tanke om det, og overvejede, om hun skulle blive liggende i sengen og dase. Hun ombestemte sig dog hurtigt da hun lagde mærke til hvor svedig hun var og at lagenerne var fugtige, og det selvom hun havde sovet uden den tynde dyne.
Hun trængte til et bad.

Laura svingede benene ud af sengen og strakte sig igen mens hun gabte, inden hun rejste sig op for at gå hen og kigge ud af vinduet.
Solen badede det tropiske landskab i lys og varme, intet under at Laura havde haft det varmt i nat. Det var nogle noget anderledes temperaturer end hun var vant til hjemme fra Johto.
Forventningsfuldt forlod hun vinduet og satte kursen imod sit eget personlige badeværelse. Det var fordelen af at bo på hotel. Hun kastede et hurtigt blik imod Ari, som stadig sad og sov på sengegærdet, han åbnede et enkelt øje for at se på hende, men så ikke ud til at være klar til at stå op endnu, så Laura følte det sikkert, at hun kunne tage sig et bad.

Med et velbehageligt suk lod Laura vandet løbe ned over kroppen og vaske nattens sved væk, det var rart at blive ren.
Hendes tanker vandrede til et par dage før, hvor hun var ankommet til Alola regionen med hendes forældre. Spændingen over at være ankommet og at skulle holde ferie i så paradisiske omgivelser blev dog noget dæmpet af, at Inga og Pablo skændtes en del. De var begge irritable efter den lange flyvetur, hvor de havde sovet dårligt, og så snerrede de ad hinanden over alting. De snerrede også lidt af Laura, men hun lukkede bare ørerne og ignorerede dem.
Da de havde afsløret planen tilbage i Johto, havde Laura været ekstatisk da de aldrig havde været på ferie i udlandet før. Det havde ikke været muligt for dem at forlade blomster butikken i længere tid, men nu, hvor der var blevet mere travlt, kunne de tage på ferie i de mere stille perioder, mens deres medhjælper passede butikken.

Laura havde haft store besværligheder med at vælge, hvilke pokemoner hun skulle tage med, for hendes forældre havde hurtigt opfordret hende til at udfordre trænere og fange nye pokemoner, nu hun var så langt hjemmefra. Det var halvt i spøg, men Laura havde ikke lyst til at hendes ferie skulle blive ren pokemon træning, det lavede hun nok af til hverdag.
Hun sørgede for at tage nogle af hendes mindre trænede pokemoner med, og så Hokus, som ikke var oplagt til at bruge i kampe da han alligevel sov hele dagen væk.

Da de kom til regionen tog de med en bus hen til deres hotel, hvilket ikke gjorde hendes forældre mere udholdelige. Da de var tjekket ind, besluttede Laura, at hun trængte til en pause fra dem, nu hun ikke behøvede at holde sig tæt ved som under rejsen.
"Hvor skal du hen unge dame? Du kan da ikke gå uden at pakke ud først, og du skal da i seng og sove, det er sent," udbrød Pablo irriteret. Han kunne godt have et iltert temperament, og havde nogen gange råbt ad Inga, men hun snappede bare tilbage og når de havde kølet af, fik de som regel snakket om tingene og blev gode venner igen.
Laura vendte sig imod dem med et løftet øjenbryn. Inga var ved vredt at smide tøj i skabet.
"Hvis du tror jeg har tænkt mig at høre på I to snerrer ad mig og hinanden så kan du godt tro om igen. Jeg går mig en tur så I kan køle af og jeg kan få lidt frisk luft efter rejsen hertil," svarede Laura afvisende og Pablo begyndte at blive rød i hovedet.
"Gå i seng far, du vil have det langt bedre imorgen. Vi skal være på ferie og nyde det, og så starter I det hele ved at skændes," sagde Laura med en hovedrysten og var ude af døren, inden nogen af dem, fik en chance for at svare hende. Hun vidste de ville være i langt bedre humør imorgen når trætheden fra rejsen og jetlaget var mindsket.

Laura nød køligheden og naturen som kunne anes i den lyse tropiske nat. Hotellets gårdplads og nærliggende bebyggelse var festligt oplyst. Hun tog en dyb indånding og sukkede dybt. Endelig.
Ari gabte som svar på hendes skulder og stak hovedet under vingen. Han var også træt, og det gjorde ham dejlig nem at håndtere.
"Hey! Excuse me, where is the free drink bar?" Kaldte en kvinde til Laura og kom over imod hende.
"I dunno," svarede Laura med et skuldertræk, og lagde en hånd på Ari, da han virkede til at overveje at udfordre den fremmede. Han sukkede og satte sig til at sove igen.
"How rude, aren't you supposed to help visitors?" Spurgte den anden pige fornærmet and Laura grinte smørret.
"Nope!" Svarede hun mens hun funderede over, hvor lang tid, der ville gå inden den anden ville opdage fejlen, eller om hun ville vise sig at være en forkælet møgtøs, og trampe væk i fornærmelse.
Den anden studerede Laura noget nærmere.
"Wait, you are not a waiter, are you?" Spurgte hun derefter langsomt. Laura syntes næsten det var alt for hurtigt.
"No, why should I be that?" Forsvarede Laura sig med en hovedrysten.
"Well, the light made you look darker and with your dark hair and the rufflet, I just assumed you were native. I'm so sorry!" Undskyldte den anden, men Laura var meget mere interesseret i en anden oplysningen.
"Wait, Rufflet? Why would Ari make you believe me to me native to the region?" Spurgte hun forundret.
"Oh, you are really a newcomer. Rufflets are common on one of the islands, and it is quite popular as well, I have heard. You didn't know that? Oh, I'm Bodil by the way," forklarede Bodil.
"I see, I'm Laura," svarede hun en smule bekymret den anden ville kaste sig ud i en lang snak omkring pokemoner i Alola.
"Great! I need to show you around tomorrow, meet you after breakfast then?" Foreslog Bodil og Laura accepterede tøvende. Det gik pludselig stærkt, men måske Bodil forsøgte at rode bod på hendes opførsel.

Tilbage i badeværelset smilede Laura over mindet om mødet med hendes nye veninde. Hvor havde hun taget fejl i hendes bekymring for, om den lidt yngre pige kun ville snakke pokemoner. Ud over at afsløre hun ønskede sig en selv, men ikke havde mulighed for at rejse og derved få en af en professor, og så spørge til, hvad Laura havde, så snakkede de om alt muligt andet.
De slangede sig ved poolen og fniste sammen som helt unge teenagere over lækre fyrer, som de så. Og de rullede med øjnene i smug, da de så en teenager, som flirtede med alle pigerne og opførte sig som om han ejede det hele.
Bodil var også en fantastisk undskyldning for, at slippe for det mest kedelige med hendes forældre. Så kunne hun nøjes med at hygge med dem, når de ville besøge de interessante steder og spise på restaurant.
Idag ville de foreksempel ud og se om de kunne købe nogle blomster- og urtefrø, som de kunne prøve at dyrke og sælge hjemme i Olivine.
Laura ville langt hellere gå på opdagelse i byen sammen med Bodil.

Laura lagde en sidste hånd på makeuppen og sikrede sig en sidste gang, at hun så præsentabel ud i spejlet, inden hun forlod badeværelset.

Wordcount: 1353

Der var gået lidt over en time, siden hun var trådt ind på badeværelset, og det første Lauara lagde mærke til, da hun trådte ud, var at Ari ikke længere sad på sengegærdet og sov.
Hun kiggede sig uroligt omkring, hvor var han henne og hvad lavede han af ulykker? Hans instinkt med at udfordre alt og alle når han mødte nogen, kunne skabe gevaldige problemer, selvom det var lykkedes Laura at holde det på et minimum indtil nu.
Et glimt af nogle fjer, der kortvarrigt tittede op ved fodenden af sengen, fangede hendes opmærksomhed, og hun åndede lettet op, da hun fandt Ari der, og at han ikke var fløjet ud af et åbent vindue eller noget lignende.
Han baskede rundt om et æg, der lå i en kurv, og Laura kunne ikke finde ud af, hvad det var han forsøgte at gøre med det. Det lignede ikke, at han udfordrede det, men han var så sandelig heller ikke ud til, at han forsøgte at tage sig af det.
"Rolig nu Ari, ellers skader du det bare," fortalte Laura ham mens hun skubbede ham væk.
"Men hvor kommer det her dog fra," spurgte hun sig selv undrende, for det havde helt sikkert ikke været der dagen før.
Det lå pænt i en kurv, pakket i noget blødt stof, selvom Aris behandling af det havde gjort, at det lå noget skævt, og et rødt krøllet bånd tydede på, at der havde været bundet en sløjfe om det, som Ari nok også havde fået pillet af det.
Laura kiggede rundt efter et kort, men fandt intet, heller ikke nogen rester, som kunne vise at Ari havde ødelagt det. Hun kiggede også rundt i værelset, men fandt ingen synlige spor, det var lige så pænt ryddet, som da hun havde efterladt det.
"Har der været nogen herinde, mens jeg var på badeværelset?" Spurgte Laura Ari, som blot tiltede hovedet og kiggede tilbage på hende, uden at forstå spørgsmålet.
Laura sukkede opgivende, det var ikke nemt når hun ikke havde Kaimana til at hjælpe.
"Kom, op!" Beordrede Laura Ari og klappede sig på den ene skulder, hvilket var et tegn ruffletten havde lært, og han fløj op for at sætte sig dér.
Der var ikke så meget andet at gøre, end at gå ned og spørge i receptionen. Det var sikkert en fejl, og den var blevet leveret forkert eller sådan noget.
Laura gik ud i fælles rummet, som hun delte med forældrene. Deres dør var lukket så de sov nok stadig, eller hyggede sig, så Laura så ingen grund til at forstyrre dem. De ville alligevel nok ikke have hørt noget om ægget, og de ville nok bare begynde at bekymre sig.
Laura forlod rummet.

Hun nåede ikke langt før Bodil dukkede op.
"There is something really mysterious going on here," betroede hun Laura og så hemmelighedsfuld ud.
"I assume that egg has appeared in your room unexpectedly?" Fortsatte hun og Laura nåede knap nok at nikke før hun holdt hånden frem og viste en pokeball.
"You know I don't have any pokemon, but really wants one. This one laid at the table with a nice bow tied to it. Like a real present," sagde Bodil lige så hemmelighedsfuldt som før.
"That's fantastic! What is it?" Udbrød Laura glad, det var jo perfekt for Bodil.
"I don't know, I haven't dared to open it yet," svarede hun og så uroligt på pokebolden.
"Why not?" Spurgte Laura undrende.
"I don't know why I have got it, what if I end up loving it and I can't keep it?" Spurgte Bodil trist.
"Oh, I see. Let's go to the front desk and get this solved, we'll find a solution," opmuntrede Laura hendes nye veninde. Bodil kiggede tørt på hende.
"Good luck with that."

Laura forstod, hvad hun mente da de kom til til receptionen. Lobbyen var fuld af folk og langt de fleste forsøgte at få svar fra den stakkels receptionist, som forsøgte at hjælpe dem alle så godt som han nu kunne.
Laura stoppede midt på trappen og stod og lyttede til de andre gæster, for at finde ud af, hvad der var galt, for mange af dem var oprørte og sure.
"Everyone has found things in their room?" Spurgte Laura forbavset Bodil, som nikkede.
"Yeah, problem is nobody knows who has delivered them, and most doesn't like the idea of some stranger entering their room. One thing is that the cleaning ladies go in while you are gone, but you know that they are hired for it and that there will be consequences for them if they do something else than cleaning. He doesn't know anything of what is going on and it's only making it worse," forklarede Bodil og nikkede imod receptionisten.
Laura og Bodil besluttede, at det nok var bedst at vente lidt og se, om der ikke kom en højere rangerende, som kunne give dem nogle svar.
"What about your Sister? Has she got anything?" Spurgte Laura, da hun vidste at Bodil var på ferie med sin storesøster, dog uden at de havde lavet så meget sammen endnu.
"I don't know, she is always up so early to run, so I haven't seen her yet, and she doesn't like that I go to her room without her permission. What about your parents?" Svarede Bodil og Laura trak på skuldrene og forklarede, at de nok stadig lå og sov.

De gik ned for at sætte sig i en af sofaerne og vente og se, om der ikke kom en, med nogle svar snart.
Ejerens søn kom slentrende veltilfreds ned ad trappen fra den private afdeling, og stoppede brat da han så forsamlingen af gæster. Så snart han forstod, at der var utilfredshed og problemer i luften, sneg han sig op igen uden at blive antastet.
Laura og Bodil så ham godt, men regnede ikke med, at han kunne stille meget op og morede sig over, hvordan han tydeligvis forsøgte at tage ansvar.

Det varede ikke længe før en middelaldrende kvinde dukkede op på trappen til de private gemakker, og resolut satte kursen imod receptionisten.
Laura og Bodil fulgte hende nysgerrigt med øjnene, mens hun beordrede sig vej igennem flokken, og kiggede koldt på gæsten, som stoppede med at råbe ad receptionisten, og istedet begyndte at råbe ad hende.
Receptionisten så overmåde lettet ud, og de gæster andre begyndte at hviske at det var ejeren, og endelig blev den råbene gæst også tavs. Istedet stillede han, hvad der så ud til at være et krævende spørgsmål, som blev besvaret, inden kvinden vendte sig imod hele flokken.
Laura og Bodil havde skyndt sig tættere på, for at kunne høre med.

"Listen all, I am Malia, the owner of this establishment and whatever is the problem, I'm promising we will get to the bottom of it and solve it. Now, can someone tell me, what is going on?" Spurgte Malia gæsterne og straks begyndte flere at tale i munden på hinanden. Malia løftede hånden, hvilket var nok til at afbryde dem.
"One at a time, you!" Beordrede Malia og pegede på en tilfældig af dem, som stod nærmest hende. Det var en smule svært for Laura og Bodil at høre, men det lød til at gæsten gav cirka samme forklaring som de selv ville have gjort: at der var nye ting dukkede op på værelserne på uforklarlig vis, og de ville gerne have en forklaring på, hvorfor. Malia lyttede alvorligt og så ikke ud til, at hun brød sig om, hvad hun hørte.
"Does anyone miss anything? Do you know if anything has been stolen?" Spurgte Malia flokken og en mumlen hørtes, men ingen svarede hende direkte.
"Alright, please check so we know exactly what kind of case we're having here. I will start the investigations right away and I will promise you we will get to the bottom of this," erklærede Malia og vendte sig for at give en ordre til receptionisten, som skyndte sig at ringe til en eller anden.
De fleste i flokken valgte at gå tilbage til deres værelser, for at tjekke om, der var taget noget, mens enkelte blev tilbage for at snakke med Malia.

Laura syntes Ari havde klaret det flot med at blive på hendes skulder indtil nu, selvom der var så mange fremmede omkring dem, men han begyndte at puste sig op og blive restløs.
"Can we go outside for a bit? I think Ari has reached his limit," spurgte Laura og Bodil accepterede det med et smil.
Ingen af dem havde brug for at tjekke værelset lige her og nu. Laura følte sig ret sikker på, at der ikke var taget noget i hendes, intet havde været rodet rundt og så længe havde hun ikke været på badeværelset.

Wordcount: 1538

Laura strakte sig, da de trådte uden for og satte kursen imod poolen. Hun nød solen i ansigtet og den fremmede eksotiske duft, det var præcis som hun havde forestillet sig, at en ferie til syden ville være.
Ari var stadig noget urolig og hun vippede med skulderen, for at få ham til at lette.
"Kom så Ari, få rørt dig lidt og fald til ro igen," opfordrede hun ham, men det var nu hendes konstante vippen med skulderen, som til sidst fik ham til at lette og lande på jorden, dog ikke uden en protesteren.
"Hmm?" Spurgte Bodil, da hun ikke havde forstået, hvad Laura havde sagt.
"I just want Ari to exercise in the hope it will help him calm down a bit again," forklarede Laura og kiggede på den stadigt oppustede rufflet, som hoppede med ved hendes side. Hun hankede lidt op i kurven med ægget og ville ønske, at den havde en hank, det ville have gjort det lettere at bære det.
Bodil gik og pillede med pokebolden og Laura sukkede indvendigt.
"You know, we can go out and capture you a pokemon if you want," tilbød Laura selvom hun ikke havde synderligt lyst til at skulle agere træner på hendes ferie.
"I know, I know," afbrød Bodil, "It's just that I prefer to start with a pokemon that is already tame. I cannot go on a travel like you or other trainers, so I'd need one that is used to the life with a human and is calm. I don't think I can train a wild one for that in the days I have left." Forklarede Bodil og sendte Laura et lille smil.
"Thanks for you offer, I know you aren't interested in doing trainer stuff here."
"You are probably right, but my offer still stands if you change your mind," tilbød Laura med et smile og tilføjede efter en kort overvejelse, "why don't you buy one by the way?"
Bodil så en smule forlegen ud.
"I have looked for one, but it is hard to find a fitting one. Beside it is hard to figure out if they are taking overprice or not, and a lot are wild ones the seller has just caught, and then we're back to square one. It's a shame I'm going to study so many years, or else I'd have went to help a pokemon professor and get a pokemon to start with, just like you. Perhaps I can get a chance later on," sagde Bodil med påtaget positivitet.
"Or you could check what's in there and keep it," foreslog Laura.
"I don't dare, what if I can't keep it or it's something really dangerous? No, it's better expecting I have to hand it back and be less disappointed," svarede Bodil beslutsomt og satte sig på en liggestol, som de var nået frem til.
Stolene var blødere end dem ved poolen og i et have område til afslapning.
Laura satte sig i en stol ved siden af og placerede æggekurven i fodenden, inden hun kiggede på Ari, som begyndte at slappe af, nu der var ro omkring dem og ikke en masse fremmede.

"It is weird though, who would break in to leave things?" Spurgte Bodil efter et øjebliks stilhed, og Laura strakte sig i liggestolen og kiggede op i trækronerne.
"I'd say it was a mistake, something delivered wrongly if it hadn't been for so many."
"If it had been around Christmas and the owner had played along, it could have been a great happening, and a lot of happy guests. But she didn't look like she knew anything about it, this is just giving them a bad reputation," fortsatte Bodil eftertænksomt og pillede ved pokebolden hun havde fået.
Laura kiggede på hende ønskede hun kunne hjælpe.
"It's surely a mystery, but with surveillance cameras and such, I'm sure we'll get an answer soon," forsøgte Laura at berolige Bodil.

De lå lidt og nød solen, og Laura lå og kiggede dovent på et par af alolas mest udbredte fugl, som hoppede rundt i grenene på et træ. Ari havde ikke opdaget dem, ellers var han sat efter dem for at udfordre dem. De lettede da en gartner kom gående, med en lille rundt bold af en pokemon hoppende efter sig. Den var tydeligvis en græs type og sikkert også normal her i denne region.
Den gav dog Laura en idé, og hun satte sig op for at finde en pokeball frem, mens Bodil kiggede nysgerrigt på hende.
"Perhaps today is the day?" Spurgte Laura med et kryptisk smil.
"Yes, perhaps it is," svarede Bodil og fejlede i at lyde optimistisk.
Efter en kort tænkepause, fandt Laura en anden pokeball også og kaldte Orion ud. Den shiny milotic glimtede synligt i det kraftige solskin og Laura funderede et kort øjeblik over, om det var hans specielle farve, som gjorde det, eller om det var milotics skæl som var årsagen, og alle gjorde det.
Hun rystede det af sig og kaldte Ari til sig.
"Nu skal du opføre dig ordenligt, okay? Hold dig i skindet!" Formanede hun den unge rufflet, dog uden at hun forventede, at han ville høre efter. Det var ikke sikkert, at han kunne gå imod sine egne instinkter så længe han endnu var så ung.
"Good luck," ønskede Bodil hende.

Hideki blinkede i det kraftige lys og registrerede med det samme varmen. Han slappede dog ikke af og kiggede sig alvorligt omkring, og som han havde frygtet, bortset fra, at han selvfølgelig ikke var bange, så var Ari ude også. Ruffletten var distraheret af Orion for nu, men Hideki forventede ikke, at det ville fortsætte længe.

"Hej Hideki, jeg håber vi kan få løst dette lille problem imellem dig og Ari, så vi alle kan nyde ferien sammen," opfordrede Laura budewen håbefuldt og Hideki sukkede opgivende.
Ari hørte hans navn og kiggede over imod Laura og opdagede Hideki og begyndte med det samme at puste sig op. Laura satte en hånd imellem og kiggede strengt på Ari.
"Nu slapper du af og opfører dig ordenligt, hører du?" Spurgte hun Ari og kiggede bekymret på ham.
"Hideki, kan du ikke bare underkaste dig en enkelt gang? Så vil det hele være overstået,"
næsten tiggede Laura og kiggede bedende på ham, da hun ikke vidste, hvordan hun ellers skulle få det stoppet.
Ari sprang frem det øjeblik Laura kiggede væk, men Hideki var parat og sprang til side, da både Laura, Orion og Bodil fejlede at gribe ruffletten.

Ari bumpede ned på jorden og vendte sig imod Hideki, som sendte en sky af spore efter rufflet'en, der veg tilbage. Det gav Hideki tid til at rulle ind under liggestolen Laura sad på.
"Come on! Kan I ikke bare opføre jer ordenligt?" Beklagede Laura, og forsøgte at lægge sig imellem Ari og stolen, men han fløj bare om til den anden side. Ikke at han kunne komme den vej ind under heller, for Orion havde lagt sig rundt om stolen i sin fulde længde og dækkede omtrent 2 sider.
"Du beder om det umulige, selvom du tydeligvis ikke forstår det," fortalte Hideki storladent Laura, mens han sørgede for at holde godt øje med Ari.
"Jeg bøjer mig aldrig for en så uværdig som du, hører du?! Pøbel som dig skulle vise mere respekt for dem af nobel afstamning, jeg viger ikke eller vanærer mig selv for dine underlige luner. Du skal se, at du kommer til at fortryde at du overhovedet vil forsøge!" Truede Hideki rufflet'en, som hoppede rundt oven på stolen og frustreret hakkede i det flettede sæde.
Orion sukkede, han havde forsøgt at tage snakken med begge to, uden held, og han håbede at Laura snart fik kaldt en af dem tilbage igen.
Ari hoppede ned på jorden igen, men nåede ikke længere da noget gråt ramlede ind i ham og sendte ham rullende hen ad jorden. Ari kom fortumlet på benene igen og kiggede på den ukendte pokemon, som stod og vippede truende med hovedet.
Omkring dem, var der en forbløffet tavshed.

Jangmo-o lvl 13 to the rescue.

"Ari stop!" beordrede Laura hårdt, men den unge rufflet hørte ingen ting. Istedet pustede han sig op for at virke større og kastede sig imod sin nye udfordring, som mødte ham med ophøjet ro.
Ari hamrede ind i hvad der føltes som en mur, da han mødte jangmo-oens protect. Det blev fulgt op ad en hurtig og hård tackle, men det var mest jangmo-os udtryk, som tog modet fra Ari, der tøvede.
Han blev opslugt af et rødt glimt, da han nu endelig stod stille nok til at Laura kunne ramme ham for at tilbagekalde ham.
"Det kunne ikke have gået meget værre," mumlede Laura skuffet og bukkede sig ned til Hideki.
"Er du okay? Og undskyld, det gik helt over gevind, selvom jeg stadig ikke forstår, hvorfor du ikke bare kan underkaste dig," beklagede Laura og smilte opgivende til Hideki, som kiggede stolt tilbage.


Wordcount: 1565
(ooc: tillader mig at låne Lukas' indsætning af pokemoner når de introduceres, da jeg synes rigtig godt om dem)

Orion var på vej over for at hilse på jangmo-o, men Hideki kom ham i forkøbet.
"Det var på et hængende hår, De skal have stor tak for at komme og rede mig ud af suppedasen," hilste Hideki høfligt og formelt på Jangmo-o, og Orion kastede et undrende blik på ham.
Jangmo-o tøvede inden han bukkede hovedet ærbødigt for budewen, som så overmåde glad ud.
"Og de har gode manerer, det er en mangelvare nutildags. Må jeg bede om Deres navn?" Spurgte Hideki høfligt og Orion studerede ham forbløffet.
Jangmo-oen tøvede stadig og kastede et blik rundt, og virkede til, at han helst ville gå igen.
"Valerian... Sire," svarede Valerian langsomt og Orion sukkede opgivende da han så hvor selvtilfreds Hideki så ud.
"Men det var hurtigt reageret af dig, så vi er glade for, at du ville hjælpe os," brød Orion ind og jangmo-oen satte sig ned efter endnu et kort tøven.
"Det var så lidt, det er lidt mit job," svarede Valerian ydmygt og så glad ud da Hideki fortalte ham, at så gjorde han sandelig sit arbejde godt.

"Hello ladies, what a beauty you have there, although it cannot outshine you two," hilste en stemme flirtene og Laura, som havde sat sig lettet og havde sikret sig ægget var ok, vendte sig for at se, hvem der var kommet.
Det var den unge fyr, som hun og Bodil tidligere havde set forsvinde tilbage ind til de private gemakker, og han sendte dem et selvsikkert smil.
Laura og Bodil udvekslede blikke.
"Thank you for the compliment, who are you?" Svarede Laura med en let rødmen, og Bodil himlede med øjnene.
"I'm Maleko," svarede han sigende og blinkede opfordrende til de to. Laura hævede et øjenbryn.
"I'm very sorry, but we're just stupid turists and know no one with that name," svarede Bodil let drillende og Maleko vendte sig imod hende med brystkassen skudt frem.
"Don't worry, your beauty makes up for it," flirtede Maleko og Laura kom til at lave en spruttende lyd, da hun forsøgte at lade være med at grine. Hun fik hurtigt ansigtet i uskyldige folder da Maleko vendte sig for at kigge på hende.
"I am the heir to this grand hotel, so if you want a tour or to one of my exclusive parties..." pralede han med et buk og rakte ud efter Bodils hånd, som han dog ikke fik.
"I can see that you have got one of the mysterious gifts," kommenterede Maleko drilsk og lavede en bevægelse imod ægget i kurven, og lod som om, at Bodil ikke havde afvist ham. Laura nikkede bekræftende.
"And what have you got?" Spurgte han Bodil, som slog opgivende ud med armene.
"Who knows?" svarede hun.
Inden Maleko nåede at spørge ind til, hvad hun dog mente med det, fik han øje på jangmo-oen, som forsøgte at snige sig væk. Hans ansigt blev mørkt af vrede.
"What are he doing here?!" Udbrød han vredt og trådte et skridt væk fra den. Valerian stillede sig underdanigt afventende.
"I thought I had made it clear you should disappear," hvæste Maleko arrigt og trådte truende hen imod jangmo-oen.

Laura havde siddet måbende, men rejste sig nu og holdt en arm ind imellem dem.
"Wait a minute? What has it done?" Spurgte hun mens han gloede frastødt på Valerian.
"It failed at its job and has been banned from the grounds, I'm tired of it always sneaking around. Stand back, I need to chase it away," knurrede Maleko, og fandt en pokeball frem fra lommen.
Laura skævende undrende til jangmo-oen, der så dybt såret ud og som havde fået selskab af Hideki, der stirrede trodsigt på Maleko.
"Aw, but he's so cute, and he defended Hideki from a bird just a minute ago, can't he stay with us?" tiggede Laura og blinkede bedende til Maleko gennem hendes lange øjenvipper. Han kunne ikke lade være med at smile flirtende til hende, omend en smule modvilligt og vreden lettede en smule. Han skævede til Valerian og fik et hårdt drag om munden igen, og brugte lang tid på at tænke. Laura lagde en hånd på hans brystkasse og kiggede spørgende på ham.
"Alright, you can have fun with it for a bit, but you need to keep it here and in check. It is not allowed inside the hotel," sagde han strengt og Laura nikkede med påtaget alvorlighed.

"Overreacting much!" sagde Bodil lavmælt til Laura, mens de kiggede efter Maleko, som pludselig ikke var så interesseret i at flirte en masse med dem længere.
"It's weird, I wonder what have happened for him to dislike it so much," svarede Laura med en hovedrysten.
"Why did you want it to stay?" Spurgte Bodil og lavede en håndbevægelse imod Valerian.
"I didn't like the way he was treated and it was the easiest way to stop it, besides he has just helped us out and Hideki likes him. It wouldn't be fair after what he has done," svarede Laura og smilte til Valerian, som sendte hende et hurtigt blik, inden han kiggede efter Maleko.
Laura gik hen og satte sig på liggestolen igen og trak ægget hen til sig. Bodil fulgte hendes eksempel og lagde sig til rette på den anden stol.
"You're still up for visiting the city today?" Spurgte Bodil og lukkede øjnene.
"Of course, that was the plan. I just need to figure out what I do with this egg," svarede Laura og fortsatte da Bodil rynkede panden undrende.
"I'd prefer not to leave it in my room, but it's not very practical to carry in this basket."
"Perfect for when you are sunbathing all day, probably what the giftgiver was thinking," svarede Bodil med et tilfreds smil.
"No way! That is too boring," protesterede Laura, "I could use a bag, but I fear it may become to hot for it under this sun," fortsatte hun hendes fundering, og de to veninder diskuterede, hvordan de bedst kunne løse dét problem.

"Er du okay?" Spurgte Orion omsorgsfuldt og Valerian sendte ham et svagt smil.
"Så fortæl mig, er det rigtigt det han sagde?" Spurgte Hideki ligefrem.
"Hideki! Det kan du da ikke spørge om!" Udbrød Orion, mens Valerian så lidt betuttet ud.
"Og hvorfor så ikke? Jeg skal da vide, hvem jeg omgiver mig med?" Forsvarede Hideki sig stolt, og Orion begyndte at protestere.
"Det er okay, det er nok hans ret," afbrød Valerian og Orion kiggede forvirret på ham, hvis ret?
"Mit arbejde har været at beskytte ham, og jeg har gjort det ligesiden han var helt lille. Dengang gik det fint, men jeg må have gjort et eller andet forkert, for han vil ikke se mig længere og siger, at jeg har fejlet. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne, men det har åbenbart ikke været godt nok," forklarede Valerian trist, og Orion kiggede medlidende på ham.
"Så hvad er det, du har gjort forkert?" Borede Hideki videre, og Valerian trak opgivende på skuldrene.
"Det ved jeg ikke, det har de ikke fortalt mig," indrømmede han.
"Og du har af gode grunde ikke kunnet spørge dem om det," sagde Orion og fik endnu et lille smil fra Valerian.
"Det er der jo ikke noget at gøre ved, men du gjorde i hvert fald et strålende stykke arbejde med umælende bæst som angreb mig. Så det skal du ikke lade den nar tage fra dig," erklærede Hideki ædelt, og Valerian så først glad ud over rosen.
"Vær sød ikke at omtale ham sådan, Sire," bad jangmo-oen derefter utilpas, meget til Hidekis overraskelse.

"Then that's what we're going to do," besluttede Laura og rejste sig op.
"Then I just hope we can find a basket that can be used to carry this," fortsatte hun og samlede æggekurven op.
"We're going to explore the city as I talked about earlier, do you want to come?" Spurgte Laura jangmo-oen, som kiggede imod hotellet og derefter rystede på hovedet.
"En skam, jeg ville føle mig mere tryg med dig omkring," kommenterede Hideki.
"Det er en stor ære, at De viser mig sådan en tillid, men min plads er her," svarede Valerian beæret og bøjede endnu engang hovedet respektfuldt for budewen. Han nikkede høfligt til de andre, inden han trissede over græsset og ind i den nærmeste busk, med retning imod hotellet.
"Han har vidst svært ved at give slip," kommenterede Orion og Hideki nikkede højtidligt.
"Shall we go?" Spurgte Laura dem alle, og Bodil tog føringen og ledte dem ud i Heahea City.

Laura og Bodil havde en herlig dag med at udforske og shoppe, og det lykkedes dem at finde en brugbar flettet skuldertaske, som fint kunne holde ægget, og som også var flot designet.
Orion tiltrak sig en del opmærksomhed, men for det meste nød Laura det bare, hvorimod Hideki var fortørnet over at blive overset langt det meste af tiden.
Det eneste minus var, når andre trænere forsøgte at udfordre Laura til kampe, men det lykkedes hende at snige sig uden om og forklare, at hun var på ferie, og det altså også gjaldt hendes pokemoner.

Wordcount: 1589

Næste morgen var Laura endnu engang tidligt oppe, og hun funderede med et smil, om hun ville få lov til at sove længe, mens hun var på ferie. I dag gjorde det hende ikke spor, for hun glædede sig. Hun skulle nemlig på guided tur til noget, som blev kald Paniola Ranch og ud og se øen lidt.

Hun fulgtes med hendes forældre ned til buffeten, hvor der også var en afdeling for pokemoner. Laura holdt dog Ari inde for nu, og planlagde at fodre ham senere når Hideki og de andre var færdige.
Der var rigeligt af mad at vælge imellem, men når det var så varmt, foretrak Laura en let morgenmad og holdt sig mest til frugt. Inga foretrak sig til nogenlunde det samme, mens Pablo derimod dyngede godt op med æg og bacon, masser af brød med pålæg og pandekager.
"Hvad? Det er ikke hverdag, at man har så mange valgmuligheder, og desuden er det gratis," grinte Pablo da han så Lauras blik.
"Fandt I nogle gode blomster i går?" Spurgte Laura og tog en bid af en vandmelon. Hun fortrød med det samme, da Pablo gik igang med begejstret at fortælle om de forskellige muligheder, som de havde fundet, med Inga nikkende og kommenterende til.
"Det tager jeg som et ja," afbrød Laura tørt efter en ti minutters fortællen, og Inga kiggede lettere irriteret på hende.
"Det er kun høfligt at vise interesse for andres interesser Laura, og det er trods alt, hvad der har skaffet os mad på bordet de sidste mange år," irettesatte Inga, men det var nu hendes lettere skuffet udtryk, som gav Laura dårlig samvittighed, og hun sukkede.
"Undskyld, jeg har nok bare hørt lidt for meget om planter i min barndom. Jeg kunne godt have sagt det pænere," beklagede Laura og Inga smilede og klappede hende på armen.
"Jeg kan også nemt blive for grebet af emnet, men vi er på ferie, så lad os slå en streg over det," svarede Pablo muntert og kastede sig over sine pandekager.
"Jeg håber, at du kan overleve at skulle tækkes med dine forældre hele dagen," drillede Inga og smurte marmelade på hendes lyse brød.
"Hey, jeg er ikke nogen teenager mere, jeg kan godt finde ud af at hygge mig med mine forældre," protesterede Laura leende, men tænkte, at hun nok ville komme til at bruge en del tid med Bodil også.
Snakken gik videre omkring dagen og Alola mere generelt.

Det var snart tid at samle sig til turen, og Laura og hendes forældre vendte kortvarigt tilbage til deres værelser, inden de gik ned til receptionen. Laura ville gerne have ladet ægget blive tilbage, men hun havde ingen til at kigge efter det mens hun var væk, og hun ville ikke have, at det skulle klække helt mutters alene på hendes værelse. Både fordi, at den kunne have brug for hjælp, men også fordi, at hun kunne risikere, at den smadrede det hele, inden hun kom tilbage. Det lå trygt i stoftasken ved hendes hofte, men hun håbede ikke, at det ville begrænse hende alt for meget.
Laura sørgede for at Ari fik mad, mens Hideki var ude af syne, og som alle de andre, måtte han finde sig i at blive i pokebolden bagefter.
Laura hilste glad på Bodil med et knus, og hendes forældre og Bodils søster, Randi hilste på hinanden for første gang. De fordrev ventetiden med lidt overfladisk og høflig snakken indtil deres guide kom, som viste sig at være Maleko. Han fangede Randi's blik og blinkede indforstået og Randi rødmede. Bodil gjorde store øje og sendte Laura et så forarget blik, at hun slog hånden for munden for ikke at grine højt.
"Alright, everyone for the Paniola Ranch trip, gather around!" Kaldte Maleko ud og ventede selvsikkert mens folk samlede sig omkring ham. De var omkring 20 i alt.
Maleko lavede et navneopråb og sikrede, at alle var ankommet, inden han fortalte dem lidt om, hvad dagens tur bestod af: Paniola Ranch opdrættede en del pokemon, de ville kunne få lov at ride på nogle af dem også, hvor de ville se lidt af området omkring ranchen, og så var der selvfølgelig en planlagt frokost med områdets specialiteter.

Maleko viste vej ud til den ventende bus og hjalp gæsterne ind og sikrede sig, at folk sad godt. Laura og Bodil stod sammen lidt uden for flokken, da de alligevel skulle sidde sammen, og ikke havde nogen præfarenser for siddepladser. Randi havde spurgt for at få bekræftet, at Bodil og Laura gerne ville sidde sammen, og holdt sig derefter håbefuldt i nærheden af Maleko. Bodil havde mumlet, at hun ikke forstod, hvad hendes søster så i ham.
En raslen i en busk nærved fangede Lauras opmærksomhed, og hun smilede da hun så, at det var jangmo-oen. Den så dog noget fortabt ud, som den stod der og kiggede efter Maleko, tydeligvis klar over, at den ikke kunne følge med, hvor han end kørte hen idag. Bodil klappede Laura på skulderen da de lige så godt kunne gå ind nu, og Laura kastede et blik imod Maleko, og tog en beslutning da hun så, at han var distraheret.
"Pst! Jangmo-o!" Hviskede Laura højt og kastede et blik over skulderen, Maleko have ikke opdaget noget, men Valerian kiggede imod hende.
Hun grinte hemmelighedsfuldt og vinkede febrilsk af dragen, som tøvede et kort øjeblik, inden han med et hurtigt blik på Maleko sneg sig over til hende.
Valerian havde knap nok nået at slutte sig til hende med et spørgende udtryk, inden hun gjorde tegn til, at han skulle være stille og så forsøgte at trække ham med op i bussen ad bagindgangen. Han strittede imod, og hans knap 30 kg var ikke nogen, som Laura bare kunne løfte rundt på.
"Hvis du vil med og holde øje med Maleko, så skal du ind nu!" hvæste Laura og lagde en hånd på ægget, for at sikre det ikke rutsjede rundt og kom til skade. Jangmo-o kastede endnu et blik imod Maleko, inden han hoppede ind i bussen med Laura efter sig.
Hun gennede den urolige jangmo-o ind under sædet ved vinduet og satte sig med jakken over knæene så hun skjulte ham. Ægget i tasken lagde hun i hendes skød. Bodil satte sig på sædet ved siden af og stirrede vildt på hende.
"What are you doing?!" Næsten hvæste hun og Laura tyssede desperat på hende.
Døren bag dem lukkede med et smæld og Laura kunne mærke jangmo-oen blive spændt som en fjeder mod hendes ben.
"Are you two doing fine here?" Spurgte Maleko og både Bodil og Laura svarede overmåde begejstret, og grinte fjollet af hans flirtende blinken. De pustede begge højlydt ud, da han gik frem i bussen igen, og Laura mærkede dragen under hende også slappede mere af.
Bodil forlangte et svar, og de stak hovederne sammen så Laura hviskende kunne forklare, at det var dragens eneste mulighed for at være tæt på Maleko idag.
"I know that, but why are you helping?" Afbrød Bodil og Laura trak på skuldrene.
"Probably because I don't like the way he treated it," svarede hun, og Bodil gloede på hende.
"You are crazy," sagde hun, halvt imponeret og Laura grinte skælmsk tilbage.
"I know!"

Køreturen var ikke så lang, og Laura fulgte halvt med i den præsentation Maleko leverede på vejen. Nogle af hans informationer fandt hun spændende, såsom de steder, der var værd at besøge. Der var blandt andet nogle ruiner og flere bakker, samt en strand, der lød til at være interessante. Hun fandt det ærgerligt, at han hele tiden afbrød det, for at fortælle om de pokemoner de passerede, men hun måtte smile da hun så Bodils interesse i den del af præsentationen.

Snart drejede de fra vejen og kørte ind i en mindre by, hvor de gjorde holdt, og Maleko bekendtgjorde, at de var ankommet til Paniola Town.

Wordcount: 1414

Laura gik ud som den sidste, og sørgede for at jangmo-oen kom uset ud og gemte sig under mini-bussen til en start.
"Jeg regner ikke med, at jeg behøver at bede dig om at holde dig nærved, hvis du vil med hjem igen," hviskede Laura grinende til Valerian, hvis reaktion hun ikke kunne se.
"Vi ses senere. Jeg kalder Hideki og de andre ud når vi er ved farmen, så du er meget velkommen til at holde dem med selskab igen, og jeg skal nok sørge for, at du kommer med hjem igen," lovede Laura inden hun sluttede sig til de andre.
Maleko gav dem en mindre rundvisning af byen, som dog ikke tog lang tid, da den var lille. De satte snart kursen imod ranchen og dagens aktiviteter dér.

Selvom Laura var meget spændt på dagens oplevelser, kunne hun ikke helt nyde det, da hun bekymrede sig om ægget, hun havde med. Det kunne sagtens komme i vejen, men hun håbede på at finde en løsning.
Hun kunne dog ikke lade være med at grine af spænding til Bodil da de nåede frem, og de så alle de sadlede pokemoner.
"And we're here! Welcome to Paniola Ranch!" Bekendtgjorde Maleko mens han vendte sig imod flokken af gæster.
"This is where the breeders and trainers of farm pokemon gathers. This is where the ride pokemon are trained and the daycare raises young pokemon. We will start learn to ride some of the easier ones and after lunch, with a lot of delicatessens made from the areas wonderful moomoo milk, there will be time to see and pet newly hatched pokemon," fortsatte Maleko begejstret og kastede sig ud i en længere forklaring på, hvordan samarbejdet virkede på ranchen og hvilke kendte mærker der blev produceret her, som der selvfølgelig var mulighed for at købe nogle af også.
Laura listede over til Pablo.
"Ride pokemon?" Spurgte hun ham hviskende.
"De gør meget i at ride på pokemoner her i Alola," svarede han venligt, men Laura rynkede blot på panden.
"Men det lyder som om, at det er på en anden måde end hjemme. Jeg ved godt, at trænere flyver imellem byerne, men hvorfor træner de dem her? Bruger de ikke de der TM's?" Fortsatte Laura.
"Ah, nej det gør de ikke. Men de rider også meget mere på pokemoner her, og jeg mener, at der ligefrem er en service, hvor du kan kalde på en pokemon at ride på, selv hvis du ikke er en træner og har en pokemon selv. Jeg tror det er fordi, at Alola er så varieret og består af en masse bjerge og øer og andet ufremkommeligt tærren. Der er nogle ting, som kræver træning eller specielle pokemoner for at klare, men hvis du bare skal fra a til b, kan du bruge næsten hvad som helst," forklarede Pablo da han forstod Lauras spørgsmål, og han blinkede til hende. Laura så ud som om, at en hel ny verden havde åbnet sig for hende.
Hun tænkte på hendes egne pokemoner, og som det var nu, var de i hvert fald alle sammen alt for små til at bære hende, måske lige med bortset fra Orion, men hun havde nu ikke lige planlagt at skulle ud og svømme lige med det første.
Laura kiggede på de ride pokemoner, som var samlet og som Maleko var igang med at introducere til gæsterne. Hun havde ikke noget, som mindede om mudbray eller tauros, men stoutland kunne godt minde lidt om Asher, bare meget større. Laura vidste at growlithen kunne udvikle sig, men han var stadig meget ung, så det ville nok ikke lige blive lige med det samme, og om han blev stor nok til at bære hende vidste hun ikke.
Laura lo for sig selv ved tanken om, at skulle ride på en overdiemisionret Asher, så legesyg som han var, ville det da aldrig gå godt. Nej, så var det nok bedre at forsøge at finde en pokemon som dem der muligheder nu, for det var en ting Laura kunne se store fordele i. Det ville ikke bare gøre rejsen så meget nemmere og mere behageligt, hun ville også kunne rejse meget længere og hurtigere, og have et større telt med igen.

En puslen i græsset nær ved fangede Lauras opmærksomhed, og til hendes lettelse var det jangmo-oen og ikke en eller anden vild pokemon. Hun sendte ham et smil og overvejede et kort øjeblik om han ville kunne kigge efter ægget for hende, men det turde hun alligevel ikke.
Hun kaldte Hideki ud, og han skyndte sig værdigt over til Valerian, der hilste lettere ærbødigt.
Laura besluttede at Hokus burde kunne finde ud af, at passe på ægget, især hvis han havde Hidekis hjælp. Så måtte hun se, hvad hun gjorde når de skulle ud i området, og om det var smartest at lade dem vente her, eller om hun måtte tage ægget med sig.
Valerian blev anspændt da Hokus blev lukket ud af hans pokebold, men kadabraen gabte blot og satte sig vel til rette op ad den hegnsstolpe de stod ved. Det fik Valerian til langsomt at slappe af igen.
"Her, det er for farligt for mig at have med, kan du ikke passe på det?" Spurgte Laura og rakte Hokus tasken, som indeholdt ægget. Han tog imod det uden nogen tegn på overraskelse, og tog stroppen over skulderen og selve ægget placeret imellem hans ben.
"Tak," sagde Laura og Hokus sukkede veltilfreds og lukkede øjnene.
"Gider I hjælpe med at holde øje med ægget?" Spurgte Laura Hideki og Jangmo-oen, som begge nikkede langsomt.
Laura tøvede et øjeblik, men trak så på skulderne og sluttede sig til de andre.

Maleko så alt andet end glad ud da hun nærmede sig de andre.
"What is he doing here?! I said yesterday that he wasn't welcome and that he wasn't allowed to be around," spurgte han anklagende og Laura kiggede tørt på ham.
"You said that he wasn't allowed in the hotel, and I see no hotel here," svarede Laura igen og Maleko skulede.
"I can understand you don't like he is near you, but you can't demand he shall avoid you at all costs. This is an island, where else should he go? He is used to live in this area, right? Then of course he will stay around instead of wandering out into the unknown, just because you tell him to," fortsatte Laura, uden at Maleko så ud til at være spor enig med hende.
"You should stay away from him, you don't know what you are going into," advarede Maleko.
"Of course I don't, no-one ever tells me anything," udbrød Laura og fortsatte derefter mere forsonende, "but I can take care of myself. I know you just want to protect me as I'm your guest and all, but I can handle it. He has become quite good friends with my pokemon and helps them protect the egg I got, he knows the area and how to handle wild pokemon so it will make it easier for my two. I promise he won't be in the way and that he will stay away from you," argumenterede Laura intrængende, og Maleko sukkede opgivende efter en længere tænkepause. Han kiggede på Laura med en hovedrysten, men et lille smil spillede i mundvigen, og Laura var sikker på, at det betød hun havde vundet omgangen. Hun besluttede sig for at skifte emne.

"By the way, about the egg, anything new about these strange gifts we have received?" Spurgte Laura nysgerrigt.
"My mom is working hard to get to the bottom of it, but she doesn't have any answers yet. I wouldn't worry, she is very professional and will solve it," forsikrede Maleko hende og virkede en lille smule træt af det hele. Laura gættede, at han nok var blevet spurgt om det ofte.
"What do you think about it all?" Spurgte hun og Maleko gav tegn til, at hun skulle følge med ham over til ride pokemonerne og de andre.
"To be honest, I think some are making a too big deal out of it. There hasn't been taken anything, only been giving things, and though I understand that they don't like strangers had been on their room, the cleaning ladies is in and out at least once a day, so it's not like it is unusual," erklærede han og sendte Laura et drillende smil.
"If you want to get a pick, then you better hurry," sagde han og nikkede over imod ride pokemonerne, hvor mange allerede havde fået en partner, og trænerne som havde gjort dem klar, var ved at hjælpe nogle af gæsterne med at sidde op.

Laura sluttede sig leende til de andre og Inga stak hovedet hen til Laura.
"Hvad skete der? Hvorfor var han så sur?" Hviskede hun og afholdt sig klogeligt fra at skæve imod Maleko.
"Han var bare ikke særlig glad for at den pokemon, som er henne hos Baldrian og Hokus kom med," forklarede Laura med et skuldertræk, og klappede taurosen foran sig lidt på mulen. Den fnøs irriteret og slog med hovedet.
"Underligt," kommenterede Inga og viste Laura, hvordan hun skulle klappe taurosen på halsen istedet for i hovedet.
"Er det denne du har valgt?" Spurgte Laura og Inga rystede på hovedet.
"Nej, jeg tænker jeg foretrækker noget, som er lidt mindre tilbøjelig til at bisse og slå sten i stykker, men jeg tænker han var lige noget for dig," drillede Inga og Laura himlede med øjnene.

Laura endte med at gå med taurosen, for hun syntes det lød til, at det passede lige til hende, nu hun bare skulle hygge sig idag. Hun havde meget sjov med at storme rundt på den, efter at have lært at sidde nogenlunde fast. Hun bed dog i græsset flere gange, dog uden at få mere end et par knubs, og tauros var flink til at vende tilbage til hende hver gang, nysgerrig efter, hvad hun dog rodede rundt dernede efter.
Laura fik også prøvet nogle af de andre, da hun fik lov til at prøve den mudbray Inga havde valgt, og den stoutland Bodil red rundt på. Hun var sikker på, at de begge ville være bedre til længere rolige rejser, istedet for at ræse rundt på en tauros som hun gjorde her. Desuden fik hun at vide, at tauroser på Alola ofte var fredeligere og nemmere at håndtere end deres modstykke i andre regioner.

---

Det tog noget tid for Valerian at slappe af omkring den nye store pokemon, han ikke kendte. Det gik dog bedre efterhånden, da Hokus tydeligvis bare sov og ikke så ud til at ville gøre noget uventet. Han ikke ud som om, at han ville gøre noget overhovedet.
"Dette er Hokus, han er en del af holdet," introducerede Hideki Valerian, dog uden at lave præsentationen den anden vej rundt. Det så han ingen grund til da Hokus jo alligevel sov og ikke så eller hørte noget.
"Jeg har ikke snakket så meget med ham, for han sover det meste af tiden. Jeg har faktisk kun set ham aktiv en enkelt gang, hvor han noget uhøfligt stillede sig lige ind foran mig for at kæmpe imod nogle giftige pokemoner," forklarede Hideki tørt, og Valerian kiggede nok fortørnet på den sovende kadabra til, at det stillede budewen tilfreds.
"Men nok om ham, fortæl mig lidt om dig selv," opfordrede Hideki og Valerian satte sig en smule tøvende, men sådan at han kunne holde øje med de ridende og Maleko.
"Hvad vil de gerne høre?" Spurgte han lidt usikkert.
"Lad os nu bare være Dus, du reddede mig trods alt igår, hvor alle de andre fejlede," sagde budewen frejdigt og Valerian så noget benovet ud. "Hvordan kom du i menneskets varetægt? Og hvordan har du passet på ham?" fortsatte Hideki opfordrende og jangmo'oen flyttede lidt uroligt på sig.
"Som De.. du ønsker," rettede Valerian sig selv ubehageligt til mode og fortsatte tøvende, "jeg voksede op på en af den andre øer, og blev ret hurtigt fanget og trænet til at agere som beskytter, og givet til Maleko og hans familie. Jeg er ret sikker på, at de bestilte en pokemon til opgaven. De virkede tilfredse med mig, og jeg fik hurtigt lov til selv at stå for at holde øje med Maleko."
Valerian begyndte at få talt sig varm, og han fik et blødere udtryk mens han mindedes tiden med den unge Maleko.
"Ikke, at der var meget at beskytte ham fra det meste af tiden, han var jo på hotellet, så jeg var oftere legepartner end egentlig bodyguard," lo Valerian kærligt. "Det var mest at afholde ham fra at falde i poolen eller jage en vild pokemon væk. Og da han blev ældre og ville være pokemon træner, passede jeg på ham, når han og hans egne pokemoner forsøgte at bide over noget, som var for stor en mundfuld."
"Men var du ikke hans pokemon?" Spurgte Hideki undrende og Valerian trak på skuldrerne.
"Joh, men også hans forældres. Jeg tror ikke, at han så mig som en del af hans team, selvom jeg altid var med ham rundt. Selv ikke da han deltog i øernes Trial, brugte han mig en eneste gang, og jeg var i hvert fald i den periode ikke hans stærkeste beskytter. Efter det virkede han mere og mere irriteret når han så mig, og for et års tid siden brokkede han sig over, at jeg havde fejlet og krævede, at jeg ikke længere skulle passe på ham," sluttede Valerian ulykkeligt og Hideki klappede ham trøstende med knoppen.
"Jeg skal ikke kunne sige, hvad han blev irriteret over, men jeg er en kender når det kommer til andre, og jeg kan sige, at han er helt galt på den, når det gælder dig. Du er både modig og snarrådig, det kunne jeg se da du reddede mig fra bastarden den anden dag. Når det kommer til at agere bodyguard så er du den bedste, og tro mig, jeg ved en ting eller to om den slags," forsikrede Hideki ham.
"Tak, jeg gør mit bedste. Men, hvorfra kender du til den slags? Du lyder som om, du kommer fra de rigere lag, så har din træner også et hotel eller noget?" Spurgte Valerian, og Budewen pustede sig stolt op.
"Nej, Laura har ikke så meget af hvad jeg ved af, men det er nu heller ikke derfra, at har lært om verdenen," Hideki skævede rundt for så at hviske hemmelighedsfuldt: "jeg er af royal herkomst, selvom jeg dog er så langt nede i arvefølgen, at jeg ikke kommer i nærheden af nogen magt dén vej igennem."
Hokus lavede en lyd, som godt kunne minde om en latter, men ingen af de to andre lagde mærke til det.
"Det giver mig selvfølgelig nogle evner inden for lederskab og at se evnerne i andre, og du er slet og ret en ædel pokemon. Hvis du nogen sinde overvejer at forlade dit menneske og øerne her, ville jeg byde dig velkommen som min bodyguard med åbne arme," erklærede Hideki, og Valerian, som havde lappet det hele i sig, så straks en smule tøvende ud.
"Det er en stor ære De giver mig, men Maleko er hele mit liv, og jeg kan ikke forstå, at han virkelig smider det hele ud. Jeg må kunne gøre skaden god igen, så snart jeg altså finder ud af, hvad den er," undskyldte Valerian sig, og Hideki nikkede forstående og fortalte, at det forstod han udmærket godt.

Flokken af pokemon ryttere gjorde sig klar til at ride på en lille rundtur i området, og Valerian kom på benene for at holde øje med Maleko. Hokus åbnede kortvarigt øjnene for at kigge efter Laura og trak noget af det høje græs henover tasken med ægget for at give det lidt skygge, inden han tilsyneladende faldt i søvn igen.
"Vent Valerian, du må ikke forlade mig herude helt alene," udbrød Hideki da jangmo-oen var på vej til at følge efter Maleko.
"Har han ikke nogle af hans egne pokemoner med? Og se, hvor mange der er med ham, som kan beskytte ham. Kan du ikke lade ham ude af syne et øjeblik og blive hos mig istedet? Jeg er den som har mest brug for dine evner, kun med en snorkende pøbel til at hjælpe med at holde øje med ægget," appellerede Hideki til Valerian, som tøvede.
"Joh, det er jo en kort tur, og som du siger, har han flere andre til at kigge efter sig," gentog dragen tøvende, inden han modvilligt sluttede sig til en meget tilfreds budew.
De hyggesnakkede indtil de skulle hjem igen, selvom Valerian dog først slappede rigtigt af, da Maleko var tilbage igen i god behold.

---

Efter at have prøvet alskens lækkerier og dagen begyndte at gå på hel, var det tid at komme hjem. Laura kom over for at hente ægget.
"I er da vidst blevet gode venner, hvad?" Spurgte Laura jangmo-oen og budewen, og de to sendte hinanden et hurtigt smil.
"Er alt ellers gået fint her?" Spurgte hun igen og tjekkede ægget, som så ud til at have det fint. Ud fra det hun havde fået at vide af avlerne i Daycaren, så gjorde hun det rigtigt nok, men hun havde jo også klaret at klække hele 3 æg inden, med sunde pokemoner som resultat.
"Vil du med hjem i bussen?" Spurgte Laura jangmo-oen, som nikkede glad, "så kom med, jeg skal nok tage diskussionen med Maleko, hvis han brokker sig. Du skal nok bare lade som om, at du ignorerer ham eller noget," forklarede Laura og Valerian tiltede med hovedet i undren.

Maleko så ikke helt glad ud, da han opdagede Valerian, men da var de allerede startet på hjemturen, så han sagde ikke noget. Laura fik hjælp af Bodil til at gøre som da de skulle ud, og sørgede for at distrahere Maleko så jangmo-oen kunne komme uset ind i bussen, men derefter lod Laura ham komme op og stå, så han kunne se ud af vinduet sammen med Hideki, som stod på Lauras skød.
Bodil var flink at holde ægget i mellemtiden, og Laura støttede begge pokemoner på den bumpende tur tilbage til hotellet. Valerian hyggede sig med at fortælle Hideki om de ting de kørte forbi.
Da de stod ud af bussen, kom Inga og Pablo over for at hilse på Valerian.
"Så du er Lauras nye ven? Rart at møde dig," sagde Pablo og holdt hånden frem som hilsen. Valerian bukkede som svar.
"Den er da vidst ikke helt vild, så velopdragen den er. Hvad hedder den?" Spurgte Inga, og Laura forklarede, at det vidste hun ikke.
"Måske er den tilknyttet til hotellet og det var derfor at Maleko helst ikke ville have den med?" Foreslog Inga og Laura rystede på hovedet.
"Jeg fortæller det senere," sagde hun kort og skævede over imod Maleko, som holdt godt øje med dem nu. Hun satte sig på hug foran Valerian og strøg hans gule hovedskal, hvilket fik ham til at bukke med hovedet igen.
"Tak for hjælpen, det har været hyggeligt at have dig med. Men du er nok nødt til at smutte nu, for han ser ikke ud til at have meget tålmodighed tilbage," sagde Laura og jangmo-oen kiggede over imod Maleko.
"Måske kan vi lave noget sammen igen imorgen? Ville det ikke være dejligt Hideki?" Spurgte hun budewen, som erklærede, at det ville gøre hans dag meget lysere.
Valerian så lidt forlegent på ham, inden han ønskede Hideki godnat, og luntede ind i haven, som lå rundt om hotellet og forsvandt ind i buskene.

Wordcount: 3428

Det var endnu en herlig solskinsdag, men det var som man kunne forvente, da det sjældent regnede i dette område. Laura havde også mistanke om, at hotellet fik yderligere hjælp med at holde skyerne væk ved hjælp af pokemoner.
Det passede nu Laura fint, for hun foretrak at dase ved poolen frem for at sidde og kukkelure indendøre, når hun nu var på ferie. Også idag startede hun dagen dér, liggende i en af de behagelige liggestole og nød solen inden den blev alt for kraftig. Ægget stod sikkert i sin taske under stolen, mens Hideki, Orion og Hokus slængede sig ved siden af.
Det varede ikke særlig længe før Bodil sluttede sig til dem. Hun gabte inderligt og brokkede sig over at Randi altid var så tidligt oppe, og forstyrrede, så hun ikke kunne sove så længe, som hun gerne ville.
"You sound like you are like night and day," kommenterede Laura med et smil og Bodil bekræftede, at det i hvert fald var tæt på.
"Are you even doing anything together while on vacation?" Spurgte Laura og fortsatte da Bodil kiggede skyldigt på hende, "why are you even on vacation then?"
"Hey, you are not spending much time with your parents either, why are you on vacation with them then?" Forsvarede Bodil sig en smule forurettet og Laura smilede gavtyvagtigt.
"Ah, but there you are wrong. This is the first real vacation I'm on, since my parents didn't want to leave their shop, and I do a lot with them. Eating dinner with them, visited the Paniola Ranch yesterday and we're going to visit a big volcano on one of the other islands some other day. We have enjoying being together, while still doing things alone when we don't have the same interests. It doesn't look like it's the same with you and Randi," pointerede Laura og Bodil sukkede.
"The idea was originally our parents, as they wanted us to get closer to each other," indrømmede Bodil og sukkede. "To be honest I think the only thing we have in common is the vacation. I like the vacations but it hasn't really brought us any closer."
"You did a thing together yesterday, although both your attention was on everything else than each other," opmuntrede Laura.
"It should be possible for you to find something to do together, that is something in between of your interests, just like yesterday," foreslog Laura og Bodil funderede for en tid.
"You are probably right, I should go talk with her," sukkede Bodil og lød ikke særlig positiv.
"You better go find her before she runs off to some exercise thing somewhere, if you want to talk with her today. I'm not going anywhere, so you know where you can find me, if you need to," svarede Laura og strakte sig veltilpas på liggestolen. Bodil fnyste et grin og traskede ud for at finde hendes søster.

Det varede ikke længe før Bodil vente tilbage og Laura kiggede nysgerrigt på hendes underlige udtryk. Hun så både lettet og træt ud.
"Ugh that wasn't easy!" Brokkede Bodil sig, og smed sig i liggestolen hun lige havde forladt.
"She asked if I had talked with our parents and if it was their idea, but she accepted and agreed when I told her we had talked about it. And then she promptly suggested I joined her on a run around the town," sukkede hun opgivende, men grinte så til Laura.
"But we found a solution, so we're going to the Photo Club in Konikoni city later today," fortalte Bodil og så ud til at hun glædede sig.

De to hyggede nogle timer ved poolen, og nød solen og de kolde drinks som de blev tilbudt løbende. De diskuterede hotelejerens undvigende svar samme morgen, hvor Bodil havde spurgt til, om der var noget nyt omkring de opdukkende gaver. Malia havde forsikret om, at der ikke var noget at bekymre sig om, og at hun stadig arbejdede på sagen, men hun havde forsøgt at neddysse det og det gjorde dem mistroiske. De var enige om, at hun måtte vide mere, end hun sagde.
"No matter the reason, if she doesn't want to reveal it then how will I ever know?" Spurgte Bodil langsomt og stak hånden i lommen. Laura skævede ned til den pokeball formede bule, som lå der og studerede så hendes nye venindes triste ansigt.
"Let's investigate and find the answer ourselves!" Foreslog Laura og rejste sig, mens Bodil kiggede lidt forvirret på hende.
"When did you become a detective?" Spurgte Bodil tørt and Laura sendte hende et skævt smil.
"We can ask around and see what we can learn, I'd like to hear how this one got to my room as well," forklarede Laura og pegede ned imod ægget. Hun krydsede armene og kiggede tænktsomt på stolen hun lige havde siddet på.
"The question is what and whom to ask," fortsatte Laura og Bodil sagde, at det da var den nemme del.
"We can start ask the guests and some of the staff, of what they know," forklarede hun.
"Oh, perhaps the staff know something about the procedures, and perhaps we can find some similarities by asking the other guests," udbrød Laura glad. Bodil så også glad ud først, men så så skuffet ud.
"But I can't, I have a to go with my sister remember?" påmindede Bodil Laura, da denne spurgte, hvad der nu var galt. Laura tænkte sig om et øjeblik, inden hun smilede skælmsk.
"Well, Maleko certainly knows how things work around here, and Randi surely knows Maleko, so perhaps she can tell you a thing or two?" Drillede Laura, og Bodil protesterede grinende.

Da det var ved at være tid for Bodil og Randi for deres tur, pakkede pigerne sammen, Hokus blev tilbagekaldt til hans pokeball og de satte kursen tilbage imod hottelet.

Wordcount: 1011

Omtrendt halvvejs spottede de en knotten udseendet Maleko, og de besluttede hurtigt at dreje af for at undgå at støde ind i ham. De nåede dog ikke langt, før de hørte hans vrede råben, og Laura stoppede op da hun genkendte nogle af de skældsord ham brugte. Hun og Bodil behøvede kun at udveksle et enkelt blik, inden de vendte om og satte kursen imod lyden.

Ganske som de havde forventet, stod Maleko og råbte af Valerian, der som så ofte før, blot stod med dukket hoved og tog imod. Laura snerrede lydløst og rakte tasken med ægget til den noget overraskede Bodil.
"..Useless and always in the way! Why can't you get it into your thick head that you are supposed to leave?! Stupid weakling! You are worth nothing but a toy and if you don't..!" Svinede Maleko jangmo-oen til indtil Laura afbrød ham. Hun ignorede den alolan ninetales, som stod kampberedt med front imod den underkuede drage, selv så den ud til at kede sig en smule.
"Stop that! That is no way to talk to anyone, don't you have any decency at all?" Udbrød Laura rasende og Maleko kiggede forbløffet på hende, inden hans ansigt formørkedes igen.
Efter en kort tøven trådte hun halvt ind imellem de to pokemoner. Det var dog Hideki, som vakte den største forbløffelse, da han uden tøven stillede sig foran Valerian med front imod den hvide ninetales, og kiggede udfordrende på hende.
"You have no idea what you are talking about, what he has done..." Maleko kæmpede med vreden og så ud til at komme lidt under kontrol igen.
"He needs to leave, and I'm trying to get that through his thick skull!" snerrede Maleko og sendte Valerian et olmt blik.
"And you don't think there is better ways to do it, than to shout and denigrate him?" Spurgte Laura sarkastisk.
"Dont you think I have tried?!" Hvæste Maleko, "I have ordered him away and threatened, but he's too stupid to understand it!"
"Hey! Don't continue to belittle him!" Afbrød Laura.
"We're not getting anywhere with this," kommenterede Bodil og sukkede.
"Have you tried talking to him? Explaining why and what you want him to do?" Spurgte Bodil, og måtte vente lidt på svar da Maleko tog adskillelige dybe indåndinger.
"Didn't you just hear what I said? I ordered him to go, and you can see how well that worked," svarede Maleko surt.
"If you can't handle it yourself, then get help. What you are doing is just childish!" Udbrød Laura og Maleko blev straks mere ophidset igen.
"Childish! I have taken all the Grand Trials all by myself, I know how to handle stuff, but he just means problems. I have been patient with him, I even let him follow me to the other islands for those trials, or accepted that he sneaks after me. He is the one that is childish! He believes it is all still a game and that he should protect me, but he can't! He continues to be in the way and brings us all in danger, so it's for everyone's safety that I'm attempting to get him to understand, that he needs to leave," argumenterede Maleko arrigt.
"That is still no excuse of your way of treating him," svarede Laura giftigt.
"Believe me, I have tried everything else and it doesn't work. If this doesn't work, I'm going to recapture him and send him somewhere far away, preferable somewhere very cold," svarede Maleko ligeså giftigt.
Begge piger protesterede højlydt og Valerian dukkede hovedet endnu længere ned imellem skuldrene.
"You can't do that!" Udbrød Laura forfærdet.
"You really like to do that, don't you? Take advantage of your guest status to tell me what I can and can't do, and you know what? I won't, IF! and only if you make sure to remove this pest from my sight and that he, that it never bothers me again," snerrede Maleko og stirrede koldt imellem pigerne.
"When you fail, I will solve the problem my way. It has had a whole year of chances, and I won't give it any more," og med det spankulerede han væk.

--

Ninetails'en kiggede efter Maleko inde hun vendte opmærksomheden imod Valerian.
"Du forstår det stadig ikke?" Spurgte hun og lød en smule hoven. Hideki trådte pustede sig en smule op og kiggede advarende på hende, men hun ignorerede ham fuldstændigt.
Valerian løftede hovedet og kiggede usikkert på hende.
"Han har aldrig set dig som hans pokemon, det var jo også Fruen som købte dig til ham, ikke? Du legede med ham og beskyttede ham, men du er jo aldrig kommet videre," forklarede hun med en lille hovedrysten.
"Se på mig, se hvor langt jeg er kommet siden han købte mig, men du er stadig samme sted. Du har aldrig trænet eller forsøgt at blive en af hans kamp pokemoner, så du holder ham tilbage. De pokemoner vi var oppe imod i Trialserne, dem ville du ikke have haft en chance imod," pointerede hun, og Valerian kiggede tænktsomt ned i jorden.
"Han har ikke brug for din beskyttelse længere, og ved at blive hængende og forsøge at give ham den, får du ham til at føle sig som et barn igen," hun holdt en kort pause og kastede et blik i den retning Maleko var forsvundet i.
"Hver sød at komme videre Valerian, jeg har ikke lyst til at skulle angribe dig," sluttede hun og lød næsten venlig. Så sprang hun elegant efter Maleko og forsvandt.
Valerian sukkede ulykkeligt og kiggede kort efter hende, og undgik ellers de andres blik.

Hideki fnyste fornærmet.
"Er de alle sammen så snobbede?" Spurgte han og kiggede på Valerian, "det er godt at du ikke er."
Jangmo-oen smilede trist tilbage.
"Hun har i hvert fald gjort det klart, at hun samarbejder med Herren fordi, at det giver hende fordele og hun lever godt på hotellet," svarede Valerian.
"Jeg tror ikke, at der er nogen af dem på holdet, som virkelig holder af ham og vil beskytte ham," sagde han stille.
"Det lød nu til, at hun holdt af dig på sin egen måde," brød Orion ind. Han havde holdt sig i baggrunden, men bevægede sig nu tættere til de andre.
Valerian kiggede kort på ham, og så så tænktsomt i den retning ninetails'en og Maleko var forsvundet i.

--

"Maybe I should stay instead," sagde Bodil og afbrød Lauras klagen over Malekos opførsel.
"What? You don't have to do that, now you two have finally found something to do together, you can't cancel that already. You are looking forward to actually spend some time with Randi, I know that," udbrød Laura og lagde en hånd på Bodils arm.
"I'll be fine, We'll be fine," forsikrede Laura og Bodil så en smule skeptisk ud.
"It's probably going to be limited what I can figure out about the mystery presents anyway," fortsatte Laura og tilføjede efter en kort pause, "so you are probably the one who can get most information by asking your sister."
Bodil lavede en grimasse.
"I will never understand what she sees in him," sagde hun sarkastisk og de to grinte lidt sammen.
"Speaking of Maleko, it was a very weird reaktion he had there, wasn't it? Completely unprovoked," sagde Laura og var på vej til at starte hendes tirade endnu engang.
"Well, how old is he? 17? It's probably a teenage rebellion, his mother seems rather strict He probably didn't dare to face his her so he is taking it out on the jangmo-o," skyndte Bodil sig at sige og Laura kiggede overrasket på hende.
"How do you know that? Who has you been talking to?" Spurgte Laura overrasket og Bodil trak på skuldrerne.
"I don't, I'm just guessing as it reminds me on my rebellious friend, her parents were also really strict," forklarede Bodil.
"It is good I have such clever friend," drillede Laura imponeret.
"I have no clue of why he is targeting the jangmo-o though," pointerede Bodil og rakte ægget tilbage til Laura, inden de skiltes og Bodil skyndte sig ud for at finde Randi.

Wordcount: 1400

Laura var tænktsom lidt, mens hun overvejede, hvad hun skulle gøre nu. Sikke dog en ferie, det var ikke lige det, hun havde forventet da hun tog afsted.
"Come along, we need to find a place, where you can stay for a bit," sagde Laura og vinkede dem med sig, inden hun tog ægge-tasken over skulderen. Hun vidste ikke helt, hvor de skulle gå hen, men hun ville sikre, at jangmo-o var ude af syne og i relativ sikkerhed mens hun forsøgte at finde en løsning på problemet. Nu var han jo blevet hendes ansvar.
Jangmo-oen fulgte fint med, og skævede ofte til hende og til Hideki. Hans gang ændrede sig langsomt fra underkuet, til en mere afslappet og selvsikker positur, hvilket ikke gik helt upåagtet hen, af andre end af Laura.
"This looks useful," sagde Laura da de var i udkanten af hotellets park, og ikke kunne ses fra bygningen af.
"Now stay here, while I figure out what to do," beordrede Laura, og satte kursen tilbage imod hotellet.
Hideki kiggede indgående på Valerian.
"Så du kan rette ryggen, løft lige hovedet lidt mere ligesom da du forsvarede mig sidst. Se det var meget bedre, jeg vil anbefale dig at holde den holdning, det ser meget bedre ud," kommenterede budewen tilfreds og Valerian smilede lidt forlegent.

---

Tilbage i lobbyen stod Laura tænktsomt i et stykke tid, for hvordan skulle hun bedst gribe dette an? Hun måtte lære noget om jangmo-o'ens baggrund, men Maleko var tydeligvis ikke den bedste at gå til, og hvem ville ellers vide noget? Eller ville være villig til at komme med oplysninger, hvis dragen virkelig var så problematisk som Maleko påstod.

"Excuse me miss, do you need any help?" Spurgte en høflig stemme og Laura kiggede overrasket over på vedkommende, som stod bag disken og stod på spring til at hjælpe hende.
Laura smilede, længe leve hjælpsomt personale.
"Perhaps. I was just wondering, I have seen a pokemon running around, but it doesn't seem like it is a part of the establishment, do you know anything about it?" Spurgte Laura og skulle til at beskrive den, da manden begyndte at tale.
"A four legged grey pokemon with a yellow heartshaped scale in the forehead?" Spurgte den ansatte vidende og Laura nikkede ivrigt.
"That's Valerian. Are you a trainer?" Fortsatte han med et lettere trist udtryk, og Laura vred sig lidt ubehageligt.
"Technically yes, but I'm here on vacation, not to train or capture anything," indrømmede Laura modvilligt og receptionisten kastede et blik rundt i rummet. Laura kunne ikke se, om det var for at se, om han kiggede efter gæster, der havde brug for hjælp, eller om han ville sikre sig at de var alene.
"Perhaps it would be best if someone did," mumlede receptionisten og Laura kunne næsten ikke holde spændingen ud.
"Valerian has been Master Maleko's bodyguard and playmate since the master was a young child. Last year though, Master Maleko decided he didn't needed the protection anymore and released Valerian, so the jangmo-o could do what he wanted. Much to the master's dismay Valerian has disagreed on that decision as has chosen to stay. Master Maleko still tries to convince Valerian it is better to move on," forklarede receptionisten og Laura kiggede på ham med løftede øjenbryn.
"That was a diplomatic way to put it," svarede hun tørt og manden smilede høfligt.
"So you know a lot about Valerian? Have you been her in many years?" spurgte Laura nysgerrig to han sendte hende et undrende blik, som ikke engang hans høflige attitude kunne skjule.
"That would be Kapena, he has worked here the longest, I have only worked here a couple of years," svarede receptionisten en smule tøvende.
"I can call him if you'd like, but may I ask you why?" Spurgte han og Laura sendte ham et smil, mens hun kørte en hånd igennem håret.
"Of course you can. You see, Valerian has become friends with my budew and I have seen the, 'disagreements', as you call it, between him and the master. Unfortunately I think Maleko has lost his patience and it has become up to me to try solve it, before Maleko does something drastically," forklarede Laura lidt opgivende og receptionisten så tydeligt bekymret ud.
"He threatened to send him somewhere really cold," forklarede Laura lavmælt som svar på receptionistens uudtalte spørgsmål. Han så ret forskrækket ud, og efter at have kigget lettere mistroisk på Laura, skyndte han sig at bede om hjælp over samtaleanlægget.

Snart efter kom en ældre, venligt udseendet herre gående, og Laura var ikke et sekund i tvivl om, at dette måtte være Kapena, da han havde en aura af autoritet omkring sig, og var meget formelt klædt på. Det sidste en smule underligt i dette vejr, men han var vel vant til det.
Receptionisten satte ham hurtigt ind i sagerne og han vendte sig bekymret imod Laura.
"It is sad news you bring us, what is your plan?" Spurgte han og Laura vred sig ubehageligt til mode under hans blik, og pillede ved ægge-tasken.
"Well, I hoped some solution would appear when I learned about him and the whole situation," forklarede Laura forlegent og Kapena nikkede.
"That is a good start, you need the foundation or else it may all end in ruins. Do you have what you need of informations or do you have an idea for a solution?" Fortsatte Kapena og Laura slappede lidt af, da han ikke virkede til at dømme hende. Hun tænkte lidt inden hun svarede.
"Valerian clearly wants to stay with Maleko, while the master, seems..." Laura gik i stå og skævede til Kapena for at se hans reaktion på hendes ikke så venlige udtale af master, men han fortrak ikke en mine.
"Well, Maleko clearly wants to be free from him. My friend, Bodil, suggested that it maybe is a rebellion against his mother and his life, that he channels on Valerian, but I don't know. It isn't because we have chatted friendly lately," forklarede Laura og kiggede spørgende på de to ansatte.
Receptionisten undertrykte et smil, mens Kapena var lige så udtryksløs som altid.
"You know them both better than anyone, I can understand, what would you suggest?" Spurgte Laura håbefuldt den ældre mand.
"If there is a friendship between your pokemon and Valerian, I will suggest you use that to convince Valerian to join you and get a better life than Maleko will allow him to have here. You seem like you actually care about him, Or else you would just attempt to capture him since he is a semi-rare dragon type. Others have tried and failed, or Valerian has abandoned them and returned to the hotel. If you don't want him, I will ask you to try find him another kind trainer, he can be happy with," svarede Kapena kontant og både Laura og receptionisten kiggede overrasket på ham.
Kapenas kæbe var anspændt da han fortsatte, men ellers viste han ingen følelser.
"Of course we will all miss him, but I am certain that Maleko wont change his mind. This will be the better solution. Was that all?" spurgte han, og da Laura forundret bekræftede, undskyldte han sig og gik værdigt igen.

"I'm pretty sure that Kapena has tried to convince them that Valerian could stay as the hotel's maskot, but The Master can be very stubborn," tilføjede receptionisten stille og kiggede efter Kapena.
"He has been here longer than Valerian, so it is a hard time for him especially. But it is a good place to work, and no-one wants to risk losing it," tilføjede han og så ud som om, at han havde talt over sig. Han rømmede sig forlegent.
"The dream scenario would be if you could get Maleko and Valerian to become friends again, even though I don't dare to believe it is possible. If you can just make sure that Valerian will be relatively safe, either as a wild pokemon, or with a good trainer, everyone will be relieved," sluttede han og Laura takkede ham, inden hun satte kursen tilbage til, hvor hun efterlod pokemonerne.

Wordcount: 1401

Laura havde tænkt over sagerne på gåturen, og var ret sikker på, at Valerian ikke ville acceptere at opgive Maleko sådan uden videre. Hun havde også tænkt over, hvordan hun skulle forklare ham det, og besluttede sig for at bruge den eneste metode, som hun kendte.

"Hallo, er I her stadig?" Kaldte Laura da hun nåede stedet, og Valerian og Hideki kiggede ud af en busk tæt ved. Laura smilede over, at de havde valgt at gemme sig så godt.
Hun satte sig på græsset og tog skuldertasken af for at placere ægget imellem hendes ben.
"Valerian, jeg har fået lidt at vide om din baggrund," begyndte Laura da pokemonerne var samlet hos hende, uden at tænke over om jangmo-oen forstod andre menneskesprog.
"Jeg forstår dog ikke, hvad I siger, men derhjemme klarer vi det med ja-nej spørgsmål. Så gider du nikke for ja, og ryste på hovedet for nej?" Spurgte Laura og Valerian nikkede igen.
"Godt så," sagde Laura tilfreds og holdt en kort pause for at samle tankerne.
"Du har været Malekos bodyguard siden han var helt lille, og levet på hotellet og passet på ham, været sammen med ham nat og dag. Lige indtil sidste år, hvor Maleko vendte på en tallerken og besluttede at smide dig ud, korrekt?" Opremsede Laura og Valerian nikkede bekræftende.
"En forklaring kan måske være, at Maleko er igang med et oprør, og han føler sig omklamret. Om det er af dig eller hans mor er ikke til at sige, men han bliver rasende, hver gang han ser dig, så det er dig han fokuserer på," fortsatte Laura og Valerian kiggede afventende på hende.
"Jeg har snakket med Kapena, ham kender du godt, ikke?" Spurgte Laura og Valerian bekræftede.
"Han foreslog, at jeg skulle finde dig en anden god træner, så du kunne komme videre, da ingen af os ønsker, at der skal ske dig noget," forklarede Laura og Valerian rystede kraftigt på hovedet.
"Du vil blive hos Maleko," mere konstaterede end spurgte Laura, og janmgo-oen nikkede beslutsomt.
"Det har nok lidt dystre udsigter at få ham til at tage dig tilbage, for han virker ikke særlig villig til at tage snakken, og give dig en chance," advarede Laura og Valerian så omend endnu mere beslutsom ud.
"Jeg vil godt forsøge at hjælpe dig, men på en betingelse, og det er, at hvis det ikke lykkes, så skal du love at finde en anden løsning. Du kan ikke blive her Valerian, det ender galt," advarede Laura og de to gloede stædigt på hinanden.
"Du kan vente indtil du har hørt mit forslag med at tage en beslutning, men det er min betingelse for at hjælpe dig," erklærede Laura.

"Jeg kan ikke lide hendes krav. Maleko har måske forandret sig, men han er stadig den samme indeni, og han kunne aldrig finde på virkelig at skade mig. Han skal bare huske på, alt det vi har sammen, så skal det hele nok gå," protesterede Valerian til Hideki, som sukkede.
"Du er den som kender ham bedst," medgav budewen modvilligt, "selvom han ikke ligefrem har givet noget godt indtryk på det punkt."
Orion sænkede hovedet ned til jangmo-oen.
"Hun sagde blot at du skulle finde en anden løsning, og vi er alligevel langt væk når vores ferie er ovre, så der er ingen, der kan holde dig op på noget," pointerede milotic'en uskyldigt, og Hideki stirrede bestyrtet på ham.
"Beder du ham om at afgive et falsk løfte?!" Udbrød han forarget, og Valerian så heller ikke helt glad ud ved tanken.
"Slet ikke. Jeg pointerer bare, at Laura ikke har sagt noget om, hvad løsningen så istedet skal være, eller at du ikke kan holde øje med Maleko. Der er mange muligheder," forklarede Orion og smilede uskyldigt.
Både Hideki og Valerian kiggede forundret på ham, og så lo jangmo-oen, inden han nikkede til Laura.
"Så du accepterer?" Spurgte Laura lettere overrasket og smilede selvtilfreds da Valerian bekræftede med et nik.

"Så må vi se, hvad du synes om min ide," startede Laura og pillede lidt ved ægget, inden hun fortsatte.
"Mit forslag går ud på, at jeg fanger dig, for så kan du komme ind på hotellet og tættere på Maleko," begyndte Laura at forklare og fejlede i at lyde selvsikker.
Valerian stirrede chokeret på hende og trådte adskillelige skridt baglæns, hvordan skulle det hjælpe?
"Lad mig tale ud! Gæsters pokemoner har lov at være på hotellet, og så kan Maleko ikke gøre dig noget. Hvis han gør oprør og synes du har overvåget ham, håber jeg på, at hvis han oplever dig som en pokemon, der ikke hænger over ham hele tiden, at han vil give dig en chance. Som det er nu, er det umuligt for mig, at komme igennem til ham, og hvis I har hygget jer sammen som børn, er der en chance for, at han vil huske det igen, når han kan se forbi hans vrede," forklarede Laura og Valerian kiggede mistroisk på hende.
"Jeg slipper dig selvfølgelig fri igen," forsikrede Laura, og fandt en tom pokeball, som hun havde liggende nede i æggets taske, til hvis den klækkede på et tidspunkt, hvor hun ikke havde sine ting på sig. F.eks. når hun som nu var på ferie.

Valerian kiggede skeptisk på bolden, og kiggede på Hideki for vejledning.
"Du kender hendes bedst, kan jeg stole på, at hun vil slippe mig løs igen? Ellers vil det hele jo være ligegyldigt," spurgte han mistroisk.
"Ork ja! Hun er et godt menneske, ikke så gode manerer endnu måske, men hun er til at stole på," erklærede Hideki stolt. Orion pustede ud, lettet over at budewen ikke havde sagt noget dumt, selvom han ikke vidste, hvad han havde hans overbevisning i.
"Hun er i hvert fald ikke en træner, som er synderligt interesseret i at skaffe sig flere pokemoner, end dem hun allerede har. Jeg er hendes nyeste pokemon, og det var en kamp at få hende til at acceptere handlen," fortale Orion til den forundrende Valerian. Hideki nikkede højtidligt, men Valerian tøvede stadig.
"Du siger god for hende?" Spurgte Valerian Hideki, som bekræftede og jangmo-oen tog en dyb indånding, "Så vil jeg stole på din dømmekraft."
Valerian nikkede til Laura, og Hideki var ved at revne af stolthed over at nogen stolede så meget på ham.

Laura rakte pokebolden ud imod Valerian, men han bakkede væk og stillede sig et stykke væk, og kiggede afventende på hende. Laura rynkede panden i forvirring.
"Ville du ikke godtage mit forslag?" Spurgte Laura og Valerian nikkede.
Da han skrabede i jorden og vippede udfordrende med hans hovedskæl gik årsagen op for Laura.
"Du vil kæmpe først," stønnede hun, og Valerian nikkede endnu engang. Laura gnubbede hendes pande inden hun sukkede opgivende og rejste sig.
"Okay okay, pas lige på ægget Hideki. Kom her Orion, lad os se om vi kan stille Valerian tilfreds," sagde Laura og lød træt mens hun stillede ægget ved budewen, som gjorde et stort nummer ud af at stå vagt ved det.
Valerian var lettet over, ikke at være nødt til at kæmpe imod Hideki. Det ville han ikke have brudt sig om.

Kampen imellem Orion og Valerian var hurtigt overstået. Valerian stoppede Orions Water Pulse med en protect og et par hurtige tacklinger, fik hurtigt Laura til at stoppe kampen. Milotic'en kunne tydeligvis ikke følge med her.
Valerian stod med stolt løftet hoved, mens Laura tjekkede om Orion var ok og fik ham til at slutte sig til Hideki. Budewen roste højlydt Valerians hurtige reflekser, hvilket blot gjorde ham endnu mere stolt.
Laura bed sig lidt i læben inden hun fandt endnu en pokeball frem, og Valerian stillede sig kampberedt op.
Hokus dukkede frem og Valerian løftede overrasket hovedet. Skulle han virkelig kæmpe imod den sovetryne? Det ville da blive en barnleg. Hokus åbnede øjnene en smule og gabte inderligt.
Valerian sprang frem og sænkede hovedet for at tackle det store gule snorketræ, det skulle nok vække ham. Laura måtte springe til side, for ikke at blive ramt af jangmo-oen, som var fortsat efter at Hokus havde teleporteret sig væk.
Valerian bremsede skridende og kiggede sig uforstående omkring efter kadabraen. Han nåede lige at opdage Hokus, som stirrede direkte og meget vågen på ham, og han smed instinktivt en Protect op, som stoppede den Confusion, der blev sendt imod ham.
Hokus smilede skævt og brugte Disable, inden han undveg endnu en tackle ved at teleportere sig væk.
Valerian ville igen beskytte sig imod det angreb, som helt sikkert måtte komme, men til hans forfærdelse kunne han ikke huske, hvordan han gjorde, og han blev ramt frontalt af den psykiske bølger, som hans panser gjorde meget lidt for at stoppe.
Han lå gispende i græsset da en skygge faldt over ham, han kiggede op på Hokus, som lagde hovedet på skrå.
"Pas på med at undervurdere din modstander," rådede kadabraen ham, og gabte derefter inderligt, inden han traskede hen imod det nærmeste træ, for at sætte sig der.

Det øjeblik jangmo-oen lå ned, var Laura klar til at kaste pokebolden efter ham, men noget stoppede hende. Hun protesterede med sig selv, Valerian havde jo accepteret og ville bare have en kamp inden. Nu havde hun vundet, og så var hun da i sin gode ret til at bruge pokebolden! Følelsen af, at det var forkert blev dog stærkere, og med et suk overgav hun sig til den.
Derfor gik hun hen og satte sig på hug ved Valerian, og rakte pokebolden frem imod ham.
"Det er stadig dit valg," fortalte hun ham og ventede mens han langsomt kom på benene igen, en smule svimmel over det angreb hans hoved havde været udsat for.
Han kiggede Laura dybt i øjnene, men da han ingen skumle bagtanker fandt, klappede hans hovedskæl i pokebolden og forsvandt ind i den med et rødt glimt. Pokebolden lå længe og rokkede i Lauras hånd, inden den med den karakteristiske lyd lå stille.
Laura fejrede på ingen måde fangsten, men lukkede istedet Valerian ud med det samme, og gik over for at hente ægget igen.
Hideki skyndte sig over til Valerian og stirrede beundrende på ham.
"Hvilken måde du dog fører dig frem på, og din taktik med at skifte mellem beskyttelse og angreb, fænomenal!" Roste budewen begejstret, og Valerian rødmede en smule.

"Hey Valerian, Hideki, kommer i?" Kaldte Laura og rettede på tasken med ægget. Mens hun ventede på, at de sluttede sig til hende, kaldte hun Hokus ind i hans pokebold igen. Han ville alligevel ikke være til at rokke ud af pletten, når han først havde sat sig.
"Valerian, jeg er nok nødt til at bede dig om at holde dig hos mig her i starten, ellers tror Maleko bare, at du render rundt selv. Hvis du kan forsøge at opføre dig som om, du ikke er helt besat af ham, så vil det også være en fordel," bad Laura med et smil, og satte så kursen tilbage imod hotellet.

Valerian kiggede overrasket på hende.
"Har jeg virkelig opført mig som besat," Spurgte han Hideki lidt forlegent.
"Ork ja! En hel masse, du går virkelig op det du vil beskytte," svarede budewen beredvilligt, og Valerian så ud til at føle sig lidt ilde til mode.
Oron, som fulgte langsomt efter, rystede på hovedet over Hidekis fortsatte misforståelser.

Wordcount: 2000?

Det var hen på eftermiddagen, da Bodil kom tilbage. Laura sad under en parasol med en kold drink og et alolan mode magasin, med hendes pokemoner rundt om sig. Ægget lå stadig i sin taske, og hang over Lauras stoleryg, mens Ari sad på bordet og forsøgte at samle vindruer op med kløerne.
"I was right!" Erklærede hun stolt og smed sig i en stol ved siden af Laura i skyggen, og strakte benene med et støn.
"What? That Randi has fallen for Maleko and that they are secretly engaged?" Drillede Laura og Bodil satte sig ret op, inden hun fangede joken.
"Ha ha, no. I was right that Maleko's life is controlled almost until the smallest detail. He has to be safe and ready to take over the family business, and everything is about that. He may have flirted with Randi, but it was very clear from the start, that it wouldn't be more than that. She wasn't even allowed into the private areas, which she was quite disappointed about," fortalte Bodil og grinte.
"He is trying to break free, but Randi says it is very difficult since his mother is so strict about it. She wants him to be the perfect son and heir, and she has all the employees keeping an eye on him as well. She once watched as he got scolded by his mother for spending too much time with my sister, right in front of her!" Hviskede Bodil efter at have lænet sig frem for at dele den saftige sladder med Laura. Bodil fik dog ikke helt den ønskede reaktion fra Laura, da hun virkede interesseret, men ikke var helt så overrasket og nysgerrig efter hendes store afsløringer.
Bodil lænede sig hemmlighedsfuldt tilbage, hun havde endnu et par nyheder, som måske kunne fange Lauras opmærksomhed.
"I also learned something about the jangmo-o, did you know it was Maleko's bodyguard from he was small?" Spurgte Bodil forventningsfuldt, men det var hende, som måbede da Laura nikkede.
"Yeah, I talked with some of the employees who could tell me a bit about Valerian's backstory. It's his name," forklarede Laura da hun så Bodils spørgende udtryk.
"He is a bit stubborn about getting back to Maleko, so I have made a deal with him, to solve the problem, since I think your theory about Maleko is correct and that he is making a rebellion. When he can't target his mother, he is targeting Valerian instead," fortalte Laura og Bodil prustede lidt skuffet.

"Was it a good trip otherwise?" Spurgte Laura konverserende og Bodil lyste lidt op igen.
"Oh yes, it was really fun. It was also nice to be doing something with Randi that doesn't involve a lot of sports," sagde Bodil inden hun kom i tanke om endnu en nyhed hun havde.
"Oh! I almost forgot, du you remember the really angry guest from the morning after we got the presumed presents? He was there as well and I talked with him since I recognized him. He has found another hotel as he doesn't think this one is safe enough, he think it is a scandal. He is going to keep the pokemon he got though, and is prepared to fight to keep it as it supposedly are a rare one," forklarede Bodil og Laura kiggeede tænktsomt på hende.
"That is a good question, and a thing we still haven't got any answer on, how did they get in? I'm sure if we figure that out, we will be able to pint point who was able to do this," sagde Laura og lænede sig ind over bordet imod Bodil og fortsatte lavmælt. "Either there is something wrong with the security or it is someone working on the hotel."
"The last doesn't sound so bad, but why haven't they just told it then?" spurgte Bodil retorisk.

"I'm sorry, but can I get you something to drink?" Spurgte en høflig stemme og pigerne afbrød deres konspirations teorier for at kigge på den kvindelige tjener, som stod ved bordet.
"I'd love to get one of your Pinap juice, that would be just what I need after a day outside," erklærede Bodil og Laura bad om endnu Lemonade.
Tjenerinden tog deres bestilling men virkede distraheret og blev ved med at kigge ned imod Lauras stol.
"I'm sorry, is that Valerian?" Spurgte tjenerinden endelig og Laura bekræftede, og tjenerinden kastede et blik omkring.
"I am very sorry, but he is not allowed inside the areas of the hotel," næsten hviskede tjenerinden og Valerian, som lå under Lauras stol med Hideki ved siden af sig, stivnede og stirrede på tjenerinden.
Laura lænede sig blot tilbage.
"I thought a trainer's pokemon were welcome here at the hotel? That was why my parents chose this specific one," svarede Laura roligt, men for sammen da fadet tjeneren havde holdt, larmende faldt til jorden.
Valerian var på benene og stod klar til at forsvare en eller anden, mens Ari skræppede op.
"Have you caught him?!" Spurgte tjenerinden målløs og Laura bekræftede lidt forfjamsket.
"Really?" Spurgte tjenerinden Valerian direkte, og jangmo-oen nikkede lidt tøvende.
Tjenerinden satte sig langsomt og samlede lidt distraheret bakken op igen.
"What a relief, I'm so happy on your behalf," sagde hun lettet og smilede rørt til Valerian, som skævede utilpas op til Laura.
"It is only temporary, Valerian prefers to get back to Maleko, so I'm trying to help with that," forklarede Laura venligt og jangmo-oen slappede lidt af igen.
"Oh, I see," svarede tjenerinden og hun så både bekymret og småskuffet ud. Hun tøvede lidt inden hun kiggede direkte på Valerian, "good luck then."
De kiggede alle efter hende da hun gik for at hente deres drinks, og Bodil kiggede indgående på Laura.
"So that's your deal?" Spurgte hun og Laura nikkede, og vendte opmærksomheden imod Ari, og forsøgte at få ham til at slappe lidt af igen.
Bodil kiggede på rufflet'en med smalle øjne, og lænede sig ud og kiggede under under Lauras stol, hvor Valerian havde sluttede sig til Hideki igen.
"When did those two become friends? Ari and Hideki I mean?" Spurgte Bodil langsomt og kiggede på Laura med smalle øjne.
"They haven't, but you remember how Valerian handled Ari first time we met him? Ari apparently do as well and Valerian only had to threaten him with a few nods before Ari decided it was best to leave Hideki alone. It's so wonderful not having them fighting each other," svarede Laura med et stort smil og viftede med en vindrue foran næbbet på Ari, som forsøgte at fange det.
"Sounds nice, but will it last when you go home?" Undrede Bodil sig og Laura så en smule afvisende ud.
"Probably not, but for now I will just enjoy it, I am on vacation. Then I'll worry later," erklærede Laura og Bodil lod sagen ligge.

Tjenerinden kom snart tilbage med deres drikkevarer.
"I have a little question," begyndte Laura og tjenerinden ventede høfligt.
"Is it possible for anyone to enter the hotel without a key?" Spurgte Laura og tjenerinden så noget forskrækket ud.
"Oh no no no, the Hotel is secure, you have nothing to fear," forsikrede hun helhjertet.
"It's just because I met one who claimed he didn't think that and I wondered why that could be," tilføjede Bodil og tjenerinden kiggede mellem de to.
"If it is about the strange gifts that had been left, I must apologize deeply, but I don't know anything new about it. I assure you, there will be made an announcement as soon as there is something new and that they are working hard to solve this mystery. There is security cameras on several places and only people with the cardkeys can get in and out," forsikrede tjenerinden og pigerne udvekslede hemmelighedsfulde blikke.
De takkede for hendes hjælp og fortalte hende, at hun havde beroliget dem, så hun gik tilfreds sin vej.
Bodil ventede indtil hun var ude for hørevidde, "looks like it is an insider job, but then why keep it a secret?"

Det var sent da Laura vendte tilbage til værelset den aften. Hun og Bodil havde snakket dagen væk som de plejede, men var ikke kommet nærmere end løsning. Adskillelige hotelansatte havde lagt deres vej forbi med en slet hentydning til at hilse på Valerian. Rygterne løb stærkt.
Efter at have sat ægget i en rede lave af et tæppe, begyndte Laura tilbagekalde hendes pokemoner, men Valerian rystede kraftigt på hovedet og bakkede væk, da turen kom til ham.
"Du vil blive ude?" Spurgte Laura og han nikkede. Hun kiggede på i stilhed, da han gik hen og satte sig ved døren, så trak hun på skuldrene og lukkede Hokus ud også, inden hun gik ud for at børste tænder og gøre sig klar til at sove.
Hokus kiggede sig lidt forundret rundt, men gik så hen og satte sig godt til rette i en blød stol. Valerian lagde sig ned, så døren ikke kunne åbnes uden at det ville vække ham.
Han sukkede og kiggede rundt i rummet. Selvom det var meget anderledes end Malekos værelse, så vækkede det mange minder. Hans øjne faldt på sengen og han smilede trist ved mindet om, hvordan han plejede at sove i Malekos fodende, da Maleko var lille. Det var meningen, at han altid skulle blive ved døren, så han var altid vågnet tidligt for at liste tilbage inden nogen kom for at vække drengen. Maleko havde tit puttet ham, ved at lægge dynen om ham og ønske ham godnat, inden han selv lagde sig til at sove. Det havde været hyggeligt indtil Maleko var blevet teenager og ville være voksen, så nu var det ved at være længe siden, at han havde ligget i sengen.
Valerian gabte. Men det var nu rart at være indenfor igen, istedet for at ligge på den kolde jord og hele tiden være på vagt for om noget skulle overfalde én, mens man sov. De kraftige regnskyld slap han også for, for det og for at passe på Maleko, var han helt tilfreds med et stykke gulv ved døren.

Hån åbnede øjnene da han mærkede fodskridt nærme sig.
"Du behøver ikke ligge der," sagde Laura og han løftede hovedet for at kigge på hende. Hun stod med favnen fuld af stof, ud fra hvad han kunne se. Han flyttede sig dog ikke, og Laura rystedet lidt på hovedet.
"Du er godt nok stædig. Her, så kan du ligge lidt mere behageligt," sagde Laura blidt og lod tæppet og puderne falde ned på gulvet ved siden af Valerian, som kiggede overrasket på hende.
"Sov godt," ønskede hun ham, inden hun krøb op i hendes seng. Valerian svarede hende med en blød lyd, og skrabede så tæppet og puderne sammen til en blød rede, som han med et veltilpas suk synkede ned i. Det havde Maleko godt nok aldrig gjort for ham.
Fra sin stol smilede Hokus tilfreds inden han gabte og faldt i søvn

Wordcount: 1901(?)

Laura var oppe og var hurtigt igennem hendes morgenrutiner, et hurtigt bad og udvælgelse af dagens tøj, inden hun tjekkede ægget, som så lige så hård og stille ud, som da hun havde modtaget det. Derefter fandt hun en tom pokebold fra hendes oppakning, som hun lagde ned i den flettede taske, hvor ægget også kom ned et øjeblik efter.
Nu var hun klar til en ny dag. Det har hendes pokemoner ikke, både Hokus og Valerian lå stadig og snorkboblede.
Laura gik hen og satte sig på hug ved jangmo-oen.
"Valerian? Val? Vågn op, det er en ny dag," kaldte Laura drillende og Valerian løftede groggy hovedet, og gabte inderligt.
"Sovet godt? Det er tid til morgenmad, og jeg kan ikke komme ud af døren, før du flytter dig. Du kan altid sove videre, når jeg er kommet ud, hvis det er det, du vil," sagde Laura og Valerian rystede voldsomt på hovedet for at vågne, det var lang tid siden, at han havde sovet så godt.
Han kom på benene og Laura skubbede tæppet til siden og åbnede døren.
"Uh! Du må ikke forskrække mig sådan Hokus!" Udbrød Pablo og jangmo-oen kiggede overrasket bagud og ud i den lille stue, som hørte til værelset. Hokus sad ikke længere i stolen på soveværelset, men i sofaen ved siden af Laura's far. Han skældte kadabraen ud mens han holdt godt fast om det æg, som han havde fået af den ukendte gave-giver. Hokus så dog ikke ud til at bekymre sig spor, men var dog klog nok til at vente til Pablo blev færdig med sin svada, inden han gabte og satte sig til at sove igen.
"Undskyld, jeg ved aldrig helt hvad han kan finde på. Bedst som jeg tror, han sover, så har han teleporteret sig et andet sted hen," undskyldte Laura og pillede ved ægge-tasken. Pablo smilede venligt til hende.
"Det er iorden, jeg var bare bange for at tabe ægget," svarede han og sendte Hokus et irettesættende blik.
"Næh, hvad har vi her? Jeg synes du sagde, at du ikke ville være træner og fange pokemoner mens du var på ferie?" Drillede Inga da hun opdagede Valerian. Comfey'en, som havde været hendes gave, kom svævende over og Valerian stillede sig forsvarsberedt, da han havde stødt på arten før, og vidste hvad de kunne. Comfey virkede fuldstændig upåvirket og hilste glad på ham, inden den tog turen omkring Laura.
"Hawaii, kom her. Det er ikke alle, der er så glade for, at du er nærgående," kaldte Inga, og comfey'en svævede tilbage til hende.

"Kan I huske den pokemon jeg fortalte om? Den som jeg tog med til ranchen og som Maleko var sur på?" Spurgte Laura og hendes forældre nikkede.
"Tjah, det er så Valerian her," forklarede Laura og vendte sig imod Valerian, "Val, må jeg kalde dig Val? Nåh, men det her er mine forældre, Inga og Pablo," præsenterede Laura og så spørgende på Valerian, som virkede en smule forvirret over, både at blive præsenteret for mennesker han allerede havde mødt, og tage stilling til Lauras spørgsmål. Han endte med at lave en blanding af et nik og en trækken på skuldrene til Laura, inden an bukkede høfligt for hendes forældre.
"Oh, og man kan se, at han har manerer," sagde Inga og skyndte sig at rejse sig, for at gengælde gestussen. Pablo himlede med øjnene over hans kones reaktion og smilede istedet venligt til Valerian og ønskede ham velkommen til familien.
"Egentlig er det mest i et forsøg på at få Maleko til at indse, at Valerian kan være rar at være omkring, i håb om, at han vil tage ham tilbage," forklarede Laura og forældrene ønskede glad held og lykke.

---

"Forstår Valerian, hvad vi siger når vi snakker dansk?" Spurgte Pablo på vej ned til morgenmaden og Laura bekræftede undrende.
"Imponerende, han må være godt uddannet. Tænk, at han kan forstå flere sprog, men måske kommer det af, at han bor på et hotel," funderede Pablo og Laura skævede ned til Valerian, som traskede i hælende på hende. Det havde hun ikke tænkt over, men det havde da gjort det meget lettere.

Bodil ventede på dem ved indgangen til restauranten, Randi havde som sædvanligt allerede været tidligt oppe og var forlængst ude af huset. Bodil vidste ikke, hvad hendes søster havde af planer for idag, men havde dog nået at aftale, at de skulle spise aftensmad sammen.
Hotellet havde en basis pokemonfoder blanding, med blandede bær som gæsternes pokemoner blev tilbudt, og som Lauras pokemoner var glade for, da det var mere spændende end det, de plejede at få derhjemme.
Da tjenerne genkendte Valerian dog, kom de med en special portion til ham, som var det som han normalt havde fået, da han havde været hos Maleko, og han nød hver en bid.
Bodil hjalp med at holde øje med Ari, så han holdt sig til sin egen mad og lod de andre pokemoner i restauranten være, indtil han var færdig med at spise og Laura kunne kalde ham tilbage i pokebolden igen. Hun så dog ud til at kæmpe med længslen efter selv at få sig en pokemon og at tjekke, hvad der opholdt sig i den pokebold, hun havde fået.
Laura vidste, at Bodil ikke ville turde at tjekke før de vidste, hvorfor de havde fået pokemonerne, så hun ledte samtalen hen på det, i håb om, at hendes forældre havde noget at byde ind med.
De lyttede alvorligt til, hvad Laura og Bodil kunne berette, at de var kommet frem til.
"It is some serious accusations you are airing," sagde Pablo til sidst, "and probably not something the hotel is interested in becoming public knowledge."
"Of course it is something that needs to be proven, at least that there are a problem. You can always ask about the security like you have done, and figure out if it is as safe as they say. Either way, I'd go to the top manegement with your concerns and take it privately with them. That way they can solve the problem without risking their reputation and will be more willing to listen to you" bød Inga ind, og de holdt en kort pause da en tjener kom over, for at høre om de manglede noget.
Bodil så noget usikker ud, og fortsatte da tjeneren igen var uden for hørevidde.
"But what if they are already solving it, or perhaps can't find the problem, and just tries to cover it. If we come and talk with them, then what will they do?" Spurgte hun nervøst.
"I doubt they will be unpleasant as that will really hurt their reputation. But you can always come to us, if you find it necessary, we are behind you 100%. If not we don't like their attitude, we can just do like the former guest you met, and find another hotel," forsikrede han.

Laura og Bodil gik imod lobbyen efter morgenmaden, og gik med Valerian og Hideki i hælene.
På vejen snakkede de om, hvordan de skulle gribe sagerne an. De besluttede hurtigt, at de måtte have fat i en, som nok vidste lidt mere om sagerne end den unge tjenerinde de først havde snakket med, bare for at være sikker på, at oplysningerne var rigtige.
"I guess I can read something about the systems as well, when we know how it works, if needed," foreslog Bodil og Laura erklærede sig enig.
"Only problem I see, is if we can get it confirmed in any other way than by the owner herself, I doubt one of her employees are willing to risk their job by stating something against her will," fortsatte Bodil og Laura nikkede og flyttede lidt på tasken. Ægget var tungt at bære rundt på i længden.
"She seems rather strict and wants them to be loyal to the hotel, so it is probably best to go directly to her. What?" stoppede Laura hendes tale, da Bodil stoppede op. De havde nået lobbyen og Bodil nikkede mod en af de andre gange, som også var forbundet til lobbyen. Maleko kom gående imod dem i et raskt tempo, og han så ikke glad ud, så Laura stillede sig forrest og stålsatte sig imod konfrontationen. Instinktivt skubbede hun tasken om på ryggen, så hun var imellem ægget og "truslen".

"Wild pokemon are not allowed inside the hotel, and that one isn't even allowed on the grounds. Get it out!" Beordrede Maleko bryskt og Laura løftede hagen stædigt og kiggede tørt på teenageren.
"I thought this was a trainer friendly hotel, where you could bring your pokemon?" Spurgte hun næsvist og Maleko fnyste.
"Yes trainer pokemon, but not wild ones, and.." begyndte han at protestere, men Laura afbrød ham.
"But he is a trainer's pokemon, mine!"
Maleko gloede sarkastisk, "really? You want me to believe that?"
"Oh yes! Valerian?" Svarede Laura ham med et skadefro grin, og jangmo-oen, som havde stillet sig foran Hideki, kiggede på hende, og accepterede så at blive kaldt ind i den pokeball hun havde fanget ham med.
Maleko var tydeligvis chokeret, og så et øjeblik ud som om, at han havde mistet noget, der var ham kært. Han virkede dog overraskende hurtigt som sig selv igen, og kiggede indgående på Laura.
"What are you up to?" Spurgte han og blev ikke mere rolig over det uskyldige udtryk som Laura mødte ham med.
"What do you mean? I should try solve the problem and I am working on that. Either I find him a good home, or else you are going to treat him horrible, and it is a bit difficult to help him if I can't have him around. This was the easiest solution," forsvarede Laura sig og kaldte Valerian ud igen.
Maleko kiggede plaget på ham, og Valerian sendte ham et kort blik, men gjorde så som Laura havde anbefalet ham og traskede ligegyldigt hen Hideki. Det overraskede og påvirkede tydeligvis Maleko.
Teenageren tog en dyb indånden og gjorde sig hård, inden han kiggede på Laura igen.
"You are correct in that you can have your own pokemon inside the hotel, I apologize. I have to say though, that I don't believe you, and I will still have a solution of my own, when you show your true color," erklærede Maleko højtideligt, inden han vendte forlod dem.

"Han så ikke glad ud, da Laura viste, at hun havde fanget dig. Det var han vidst helst fri for," informerede Hideki Valerian trist, og jangmo-oen kiggede håbefuldt på ham.
"Gjorde han virkelig? Måske virker hendes plan alligevel," udbrød han og Hideki nikkede ærgreligt.

"Pyh, that was the difficult thing I think, but I may have pushed him away, I'm sorry Val. I'm not sure how good start that was, but I hope he will cool down," sagde Laura lettere beklagende og trak tasken frem på hoften igen. Valerian svarede glad, nu Hideki havde pustet til hans håb igen.
"You did great. Come on, let's go ask the receptionist and see what we can learn," opfordrede Bodil og tog føringen hen til disken, hvor de straks blev høfligt modtaget.
Bodil forklarede hurtigt deres spørgsmål og receptionisten nikkede forstående.
"I can understand that you are worried and that you'd like to get answers, unfortunately I am not allowed to explain our whole security system to you, or anybody else for that matter. If ill-willed people got the information on where all our security cameras are or the details of the key system, they could use it to break in. It is too big of a risk, I am sorry," svarede receptionisten.
"How can you assure us it is safe?" Spurgte Laura og satte tasken på disken, nu de stod stille, og receptionisten sukkede lydløst, selvom han holdt den høflige maske.
"We have the most modern system you can get for money, and there are cameras on all critical points. The key system is secure, as you can only get into the room that is assigned to the key. There are a few keys who can open more doors for a emergency, but they are locked in and I can assure you they are all still there, and has not been stolen. Only a selected few have access to them, and the keys cannot be copied either. Even the cleaning service gets their keys from time to time, and they are reset every night, so even if one of those are not returned, they cannot be used again later on," forklarede receptionisten tålmodigt.
"Wow, you really have everything under control," sagde Laura imponeret.
"Thank you, it is the least we can do for the guests who trusts us and chooses our hotel," svarede receptionisten and Laura himmlede med øjnene over standard svaret.
"Everyone were delivered something, right? Nothing got taken?" Spurgte Bodil og receptionisten bekræftede.
De takkede ham og trak sig væk.

"That means it has to be someone inside," hviskede Bodil til Laura.
"It would be hard otherwise yes, and it makes sense when they give what seems like presents, while not taking anything," svarede Laura enigt, og flyttede tasken til hendes anden skulder.
Bodil tog en dyb indåndind og pustede langsomt ud for at dæmpe hendes begyndende nervøsitet.
"Which means we have to try talk with the owner."

Wordcount: 2327

Det vidste sig dog at være lettere sagt end gjort, at komme i kontakt med ejeren, da hun altid havde travlt. De ansatte undskyldte konstant og brugte tit, at hun var travlt optaget af at løse mysteriet som forklaring, hvilket var lettere frustrerende for pigerne.
De ansatte kaldte andre højere oppe i systemet, men fik altid negative svar tilbage, og til sidst fik de ansatte besked om, at de skulle afvise pigerne når de kom og spurgte med jævne mellemrum.
Det eneste plus i løbet af dagenene var at Maleko efterhånden slappede af, når han så Valerian rundt omkring på hotellet, og jangmo-oen ikke hang ham om benene. Og så at Valerian begyndte at slappe af, når Maleko ikke lige var i nærheden. Det var en stor prøvelse for ham, at komme med på turen til vulkanen med Laura og hendes forældre, for det var længe at være væk fra hotellet længe, men det gik og han klarede endda at hygge sig lidt også.

Det var først på aftenen et par dage efter, da Laura og Bodil valgte at give op for nu, og bruge tiden efter aftensmaden på at slappe af, og lave noget andet. De slog sig ned i en af haverne, men havde dog svært ved at slappe af og snakke, da de konstant vente tilbage til problemet med at komme i kontakt med bossen. De endte med at sidde i tavshed og læse ugeblade.
Hideki på den anden side, var fuld af energi og kunne ikke lade være med at provokere Ari, som ikke turde gøre gengæld så længe Valerian var der. Jangmo-oen så ikke ud til, at han syntes det var særlig pænt gjort.
"Undskyld jeg siger det Sire, men er det ikke lidt under deres værdighed at tale til fuglen? Den har jo ikke behandlet dem særlig godt, men måske ville den blot have deres opmærksomhed, og så belønner de den jo rent faktisk," foreslog Valerian ærbødigt og Hideki kiggede tænktsomt på ham.
"Tror du virkelig? Du har ret i, at det fortjener den ikke," svarede Hideki værdigt og stod lidt ubeslutsomt inden han besluttede sig for at gå over og kigge på et hold oricorios, som dansede rundt som underholdning for gæsterne.
"Godt klaret," kommenterede Orion, der som Valerian var blevet liggende, hvor de var. Jangmo-oen smilede blot.
"Jeg har dog undret mig lidt over, hvorfor du går med på Hidekis historier, hvis jeg må have lov at spørge. De fleste derhjemme ser det som en indbildning, og håber på, at det går over," forklarede Orion og Valerian kiggede en smule forsvarsberedt på milotic'en.
"Hvem siger, at det ikke er? Det er rigtigt, at jeg kun har hans ord for det, og jeg kan godt se, at de fleste ikke tror ham. Men jeg har mødt mange gennem mit liv, og den måde han fører sig på tyder på, at han ikke bare er en vild desillusioneret pokemon, han har fået en eller anden fin uddannelse," forsvarede Valerian en smule afvisende og Orion nikkede sammentyggende.
"Men er det kun derfor, at du holder dig til ham og gør som han siger?" Spurgte Orion nysgerrigt og Valerian sukkede træt.
"Jeg kan lide ham, han har måske nogle knap så gode sider, men det har vi alle sammen. Han troede på mig, da jeg var længst nede, så jeg vil gerne nyde hans selskab så længe det er muligt," forklarede Valerian og løftede brat hovedet.
"Du må have mig undskyldt," sagde han og satte derefter i et raskt trav hen imod Hideki, og Ari, som havde benyttet sig af at de to var lidt adskilt, til at afprøve, om han kunne komme til at udfordre budwen.
Valerian lavede et par hop, så hans skæl klappede mod hinanden i en høj advarende lyd. Hideki vendte sig bekymret og Ari drejede fra og lod som om, at han var på vej et helt andet sted hen.
"Så han fik et formål da han trængte til at blive stivet af, og er nu ikke interesseret i at få knust ideen om, at Hideki ikke skulle være adelig da det ville gøre meget af hans ros til en løgn," mumlede Orion lavmælt hans dom over Valerians gøren og laden.
"Interessant, men du synes vel, at det er ligegyldigt?" henvendte Orion sig til Hokus, som sad nær ved. Milotic'en klukkede da han fik et gab som svar.

Dagen efter, da Bodil, Laura, hideki og Valerian forlod morgenmaden, kom de forbi en familie, som sad og snakkede i lobbyen, og stoppede op.
"I'm sorry to interrupt, but I couldn't help but hear that you were talking about the presents left in the room the other day. You said you were worried?" Spurgte Bodil familien, som vendte sig imod hende.
"Oh, yes. You see, it's cute pokemon and all, but we don't have the time for them when we get home, so we'd rather be without," forklarede faren efter den første overraskelse, og kiggede beklagende på de 4 pokemoner ved deres fødder.
"We cannot give them what they need, but we know someone who is a trainer and who would love to take care of them," forsikrede moren, og fortsatte, "but neither of us like that we don't know who has delivered them or why? We're lucky they seem nice and friendly, but we don't know anything about their background, if they are aggressive, or has been stolen."
"I'm scared there have been someone in my room while I slept," tilføjede den 10 årige søn, og kammeraten nikkede ivrigt.
"Yeah, it is weird, although I mostly wonder why they can't figure out what have happened. We asked the receptionist about the security and it sounded really safe," sagde Laura.
"That is strange yes, I have tried to talk with the son a few times, since he should know what is going on, but he continued to say there was nothing to worry about and even got angry that I kept asking, said something about that I should just be happy that I had got a present," sagde moren fornærmet og faren nikkede alvorligt. Bodil og Laura udvekslede blikke.
En anden gæst overhørte dem, og kom over for at deltage, og kom med flere af de samme eksempler og bekymringer. En tjener opdagede uroen og skyndte sig afsted med en bekymret mine.

"I'm sorry to interrupt, but is there any problems I can help you with?" Spurgte en høflig stemme, og Kapena genkendte tydeligvis Laura, selvom han bibeholdt hans høflige udtryk.
"We'd still like to get some sort of explanation on the pokemon every has got, and why someone unknown has been able to enter our rooms, and why it is impossible to figure out who and to solve it," svarede faren og Kapena nikkede alvorligt.
"Before you give us the standard answer, can you please go tell the owner, that we still want to talk with her about it?" afbrød Laura Kapena og han kiggede udtryksløst på hende.
"Oh, you have wanted to talk with the owner about this? Good idea! Go and be our spokesperson, sounds like you two knows the most about what is going on," opfordrede moren, og de andre gæster var hurtige til at erklære sig enige.
Kapena kiggede rundt på den forsamlede flok og gav dem et lille buk.
"I shall see what I can do," svarede han og gik sin vej.
Gæsterne snakkede videre og sammenlignede den lille viden de havde, og jokede med at strejke og nægte at gå i poolen og betale for drinks om aftenen.
Kapena kom snart tilbage og en spændt stilhed bredte sig blandt de tilstædeværende gæster.
"If you will come with me, Miss Malia awaits you," sagde Kapena høfligt til Laura og Bodil, og gjorde tegn til, at de skulle følge efter ham.
"Good luck!" var der en af gæsterne som ønskede dem, og Laura og Bodil fulgte nervøse med Kapena.

Wordcount 1393

"So it is you two, who has been making troubles and harassing my employees," sagde Malia som hilsen, da Bodil og Laura var blevet vist ind på hendes kontor.
Der havde ikke været langt fra lobbyen, og til Lauras ærgrelse, fik de ikke lov at se nogle af de private gemakker. Maleko var der også, og sad afslappet i en stol i et hjørne, og gjorde sit bedste for at se ud som om, at han kedede sig.
"We're not harassing anyone, nor are we making trouble," protesterede Laura, "we're just trying to solve this mystery when you.. Ouch!"
Bodil afbrød Laura med en albue i siden, og hun sendte hendes ømmende veninde et advarende blik.
"I'm sorry we have tried so hard to get a meeting with you, but we were just worried about your wonderful hotel's reputation," sagde Bodil og Malia løftede hånden.
"Enough of your platitudes, come to the point. I know from my employees that you claim to have informations about the mystery, as you call it, so what is it?" Spurgte ejeren ligeud og kiggede utålmodigt på de to unge kvinder.
Bodil kiggede på Laura, som tog en dyb indånding og knugede hanken til ægge-tasken. Valerian satte sig ned ved siden af hende, med Hideki foran sig, og gjorde sit bedste for at ignorere Maleko.
"I have talked with some of your employees to hear about the security system, and the little I could be told due to safety reasons, was that is should be more or less impossible for an outsider to break in. So either you have a system breach that can be taken care of by criminals, or you have someone inside who takes advantages of having access to open more doors than the regular user, and we don't know what is worse," forklarede Laura og tøvede da Malia kiggede på hende med et løftet øjenbryn.
"Please, if this is a joke or a happening, then tell us. People are getting worried and comes up with different theories for what can have happened, and the more time there goes, the more nervous people become. I have met one who has already found another hotel, and others could might as well follow suit," forklarede Bodil indtrængende og Malia hvilede hovedet i hænderne, mens hun lyttede opmærksomt. Maleko pillede ved en knappe i skjorten.
"There is also the uncertainties about where the pokemon comes from, and their background. Especially the families with smaller kids are nervous about if the pokemon can be of any danger to their kids, and some doesn't have space for them at home, and doesn't know what to do with them they have got," tilføjede Laura, men Malia var fortsat tavs og kiggede afventende på dem.
Bodil og Laura stod og flyttede sig lidt uroligt, mens Malia fortsat var tavs. Laura pillede fraværenende ved tasken.
"So," startede Bodil langsomt, "do you have any answers on what have happened, or the reason you might don't?" Spurgte hun bedende.
Malia så ud til at veje for og imod, og drejede derefter stolen rundt og kiggede på Maleko. Bodil, Laura og hendes to pokemoner, fulgte hendes eksempel og kiggede også på teenageren. Der gik lidt tid, inden at han lagde mærke til, at han var i centrum for opmærksomheden.
"What?" Spurgte han nervøst, og det gippede i Valerian, og Laura satte en fod hen til ham, for at minde ham om at blive siddende.
"You better explain yourself for our guests, they are always right you know," sagde Malia roligt og lettere irettesættende, og Maleko protesterede.
"I know you had something going on the day you had your friends visiting, and I can see in the system, that it was your key that was used. I hoped you would come and tell me yourself," svarede Malia lettere koldt og Maleko så virkelig utilpas ud, og begyndte at svede.
"I just wanted to make a happening since you have talked so much about the competition and that you needed to find a way to make the guests happy, so they wanted to come here instead," indrømmede Maleko ulykkeligt, og Laura fik lidt ondt af ham.
"The pokemon I have bought with my own money, from a lot of different trainers, but I have checked every single one to make sure they were calm and not dangerous," forsvarede han sig selv, og Malia sukkede.
"I was planning to make an announcement the morning after, but then everybody was so angry," mumlede Maleko og begyndte at pille ved hans knapper igen.
"As usual you haven't thought about the consequences, you really have to learn to think," sagde hun irriteret og han svarede med et "yes, mother."
"Alright, you have your answers, I will ask you to keep quiet and I will make sure Maleko corrects his mistakes. If you do, I will give you both a free trip to the hotel's spa," sagde Malia og ventede på, at de ville gå.

Laura tøvede, nu var vidst den bedste chance. Hun skævede ned til Valerian, som kiggede bedende op på hende, og hun håbede, at han nok tænkte det samme.
"Another little thing. Valerian here has lived with me a few days, but he would prefer to go back to you," skyndte Laura at starte, og Bodil stivnede ved siden af hende. Maleko kiggede fortsat på sine knapper og Malia så en anelse træt ud. Valerian holdt vejret.
"I have learned that he has lived here all this life, and he really cares about you Maleko. He knows that he has been in the way and he will not do that anymore, he just wish to return to his family and help out in whatever way you think is best," bad Laura og Valerian dirrede af nervøsitet. Hideki kiggede bekymret på ham.
Der var stille adskillelige hjerteslag.
"No," svarede Maleko endelig, uden at kigge ikke op. Han lød ked af det, og Valerian stirrede bedende på ham.
"I don't need a bodyguard anymore to keep me from leaving the grounds or protect me from falling into the pool," svarede Maleko og lød mere bestemt.
"Didn't you hear what I said?" protesterede Laura, og teenageren løftede hovedet for at kigge på hende.
"I did and my answer is no," han sendte Valerian et lynhurtigt blik, inden han kiggede afvisende på Laura, "I knew you were up to something."

"You really stick your nose in where it doesn't belong, if you aren't careful, you will lose it some day," advarede Malia tørt Laura, og lænede sig tilbage i stolen.
"I'm disappointed too, I thought that now you have captured him, you'd take him away and free us from the hassle of finding him another solution. As you can hear he has outlived his time with us, and he is holding Maleko back. He needs to learn to stand on his own feet," forklarede Malia.
"If it is still here when you have traveled home, I have found a new home for it on Mount Lanakila," fortalte Maleko og fortsatte lidt højere da Valerian klagede sig, "I have a friend whose family helps with the building of the new pokemon League. That should take a couple of years, and after that they will find another solution."
Malia bekræftede, og Laura rystede uforstående på hovedet.
"Where is that? And why?" Spurgte hun ulykkeligt, og Malia tog over.
"Because this is business and Valerian was here as an employee not a part of the family. His job made him close with Maleko, too close it seems as he has misunderstood his place at the hotel. But Maleko has decided he doesn't need him anymore, so we have released him and expected him to find another task, or trainer somewhere else. If he cannot find something else to do himself, we're friendly enough to help him with it."
"That's no way of treating one who has lived with you for so long," protesterede Laura, og Malias ansigt blev mørkt og fik samme udtryk som de så ofte havde set hos Maleko.
"You may be a guest, but you have no right to tell me how to run my business. Your time is over, Kapena show them the way out!" Kaldte Malia mod døren, og overtjeneren trådte ind med det samme.
Laura, Bodil og pokemonerne var effektivt ledt ud af døren, inden de kunne nå at protestere. Kapena fulgte dem også et stykke for at være sikker på, at de forlod området og ikke ville vende tilbage og forstyrre Malia.
Inden han forlod dem, knælede han dog og lagde en hånd på Valerians hovedskæl, mens han kiggede trist på jangmo-oen. Valerian sænkede hovedet og Kapena rejste sig og gik.

"Phew! That was tough! But we made it through!" Sagde Bodil og viste Laura hendes rystende hænder. Laura smilede usikkert tilbage og slap ægge-tasken for at række hendes rystende hænder frem.
"But spa sounds really good," sagde Bodil drømmende og Laura kiggede forventningsfuldt på hende.
"Well? Don't you want to know what's in your gifted pokeball? That was the whole reason we did this, to learn where it came from," påmindede Laura og Bodil slog hænderne op for munden. Det havde hun glemt alt om!
Et øjeblik efter hoppede, hvad der lignede et bær rundt foran på dem.
"Aw it is cute! What is it?" Spurgte Bodil helt ekstatisk og rakte hænderne ud for at give pokemonen et knus. Den holdt sig lidt på afstand af hende.
"It's called a bounsweet," læste Laura op fra hendes pokedex, som hun også havde stoppet i tasken med ægget denne dag. Et skub til hendes ben stoppede hendes oplæsning og hun kiggede ned på Hideki, der gloede fornærmet tilbage. Budewen lavede et kast over imod Valerian, som stadig stod sammensunket og med sænket hoved.
Det ramte Laura og hun følte for ham, og skammede sig over, at hun ikke havde taget sig af ham med det samme.
"I'm sorry, I need to take Val somewhere and see if I can help him. I'll meet you later, okay?" Undskyldte Laura og Bodil kiggede op fra, hvor hun sad på hug.
"Of course! That poor thing, I really hope you can help him," svarede Bodil skyndsomt og Laura satte sig også på hug for at lægge en hånd på Valerian.
"Come on Val, lad os komme ud herfra," sagde hun blidt, og han sukkede dybt, men løftede hovedet nok til at han kunne følge efter hende. Hun vendte tilbage til den plet i haven, hvor hun havde snakket og kæmpet med ham sidst.

Laura satte sig i græsset med ægge-tasken mellem benene, og Valerian satte sig lidt derfra. Hideki placerede sig ved siden af Valerian, og lænede sig trøstende op ad jangmo-oen.
Laura sad og kiggede på de to, og kaldte så også Orion og Hokus ud. De kiggede lidt forvirret omkring, og for en gangs skyld lagde Hokus sig ikke til at sove, men satte sig ved siden af Laura.
"Jeg er ked af det Val, jeg svigtede dig. Jeg håbede, at det ville være nok for Maleko, at opleve dig anderledes og som en, der ikke fokusere på ham, men det var det desværre ikke. Havde jeg vidst, at Malia kun så dig som en ansat, så tror jeg vi skulle have fundet en måde at vise, hvor brugbar du kunne være for dem. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke lige har nogen ideer til, hvordan det kunne gøres, og jeg er bange for, at det er for sent," undskyldte Laura, og fik ikke rigtig nogen reaktion fra Valerian.
"Har i forsøgt at snakke med knægten?" Spurgte Orion og Hideki nikkede trist.
"De har ingen forstand på kvalitet, det er helt sikkert," erklærede budewen og Valerian lænede sig en smule imod hans nye ven, glad for hans støtte.

"Så hvad nu? Det bjerg Malia snakkede om, lød forbandet stort," sagde Laura og Valerian fik kuldegysninger blot ved tanken.
"Jeg havde ikke tænkt, at jeg ville have flere pokemoner, men det ser ud til, at din bedste mulighed vil være at blive på holdet. Så har du Hideki at passe på, og kan hjælpe med at holde styr på Ari. Vi skal nok sørge for, at du har det godt," forsikrede Laura og tænkte egentlig det som værende det.
Hokus kiggede på hende, og Laura rynkede panden da hun kom i tanke om, at hun havde lovet Valerian at slippe ham løs og selv vælge. Men hun havde jo fanget ham, og det har var da klart det nemmeste og sikreste for ham, hvad var der af alternativer?
Hun flyttede lidt rundt på ægget, mens følelsen af, at det var forkert voksede og Laura skammede sig snart over, at hun kunne finde på at løbe fra hendes løfte, også selvom det var langt det smarteste.
Hun hvilede kinden i hånden mens hun betragtede Valerian, og legede med Valerians pokebold, inden hun lagde den foran Hokus.
"Ødelæg den," beordrede hun og hans øjne glødede svagt og pokebolden krøllede sammen om sig selv, indtil den brast, og Valerian løftede hovedet med et ryk.
"Jeg lovede dig, at jeg ville slippe dig løs, hvis jeg fejlede," mindede Laura ham tørt om. På denne måde var hun i hvert fald sikker på, ikke at blive fristet.
Valerian kiggede målløs på hende, og flyttede sig lidt uroligt. Det føltes underligt ikke at have en pokeball igen, det mindede ham lidt for meget om det sidste år, hvor han skulle sove ude og ofte måtte spise rester, hvis ikke det lykkedes tjenerne at smugle noget ud til ham.
"Som mulighederne er, så kan du tage det job som de tilbyder dig, forlade stedet her og forsøge at leve et andet sted, eller du kan tage med mig hjem til Johto," opremsede Laura og talte på fingrene.
"Teknisk set kan du også blive i området og forsøge fortsat at holde øje med Maleko, og håbe at han kommer til at savne dig, men det bliver nok hverken behageligt eller ufarligt, efter det som de sagde idag. Måske vil en af tjenerne fange dig og have dig som sin pokemon, selvom det betyder de skulle turde at sætte sig op imod deres bosser, og du nok må følge med, hvis de skifter job," advarede Laura og smilede til Valerian, som kiggede tænktsomt tilbage.

"Valerian, du må ikke forlade os. Du må ikke forlade mig!" Bad Hideki lettere desperat, og Valerian kiggede overrasket på hans nye ven.
"Jeg har stadig brug for din beskyttelse, og dine evner er uundværlige. Hvad skulle du dog gøre her sammen med de ansatte? Gøre rent? Du er langt bedre end det! Kom med os, du vil opleve en masse spændende ting, for hun rejser rundt i hele området. Du får også en masse venner ud over mig, for de fleste af undersåtterne er også søde. Hver nu rar, jeg kan ikke holde ud at gå og savne dig," kom det grådkvalt fra Hideki og han begravede ansigtet ind imod den noget overraskede jangmo-o.
Valerian smilede trist til Hideki og bukkede så hovedet ned og nussede ham.
"Jeg ville også savne dig, men jeg har brug for at tænke lidt," forklarede han og kiggede indtrængende på Laura, som kiggede rådvild tilbage.
"Du skal være meget velkommen, hvis det er det, som passer dig," svarede Orion varmt og gled hen til den grædende Hideki.
"Kom deres højhed, du må lade din ven tænkte i fred," fortsatte milotic'en faderligt, men Hideki vrælede og nægtede.
"Jeg beklager," sagde Orion stille og lagde halen om Hideki og løftede den protesterende Hideki, og nikkede høfligt til Valerian.
Da Orion passerede Laura, gav han hende et blit skub og bevægede sig imod hotellet. Hokus rejste sig og fulgte efter, men de stoppede for at kigge afventende på Laura, som stadig sad og så smask forvirret ud.
"Har du besluttet dig?" Spurgte hun Valerian, og han rystede på hovedet, og Laura tog ægge-tasken i armene inden hun rejste sig uforstående.
"Vil du tænke over det?" Spurgte hun så, da hun fik en fornemmelse for, hvad det måske kunne være, og Valerian nikkede langsomt.
"Udemærket. Du ved, hvor du kan finde os Val. Der er to dage til vi skal hjem, så du har indtil der, til at beslutte dig, hvis du vil med. Hvis ikke, så pas godt på dig selv Val," sagde Laura blidt og fulgte efter hendes pokemoner tilbage til hotellet.

Valerian kiggede på bygningen, som havde været hans hjem så længe, men ikke var det længere. Hvad nu?

Wordcount: 2879?

(ooc: Jeg bruger en af Lauras Great Ball på forsøget)