På vej over imod skoven, fulgte Laura pidgeyen med øjnene. "En fugl, det kunne nok være nyttigt på et tidspunkt," tænkte Laura og smilte af sig selv. Det var mærkeligt for hende at høre, at hun tænkte på at anskaffe sig flere pokemoner. "Selvom jeg selvfølgelig altid har kunnet se ideen med en flyvende pokemon, der kan spejde og levere beskeder hurtigt," forklarede hun overfor sig selv, mens pidgeyen og dens træner forsvandt ud af syne. "Jeg vil bare hellere have en speciel fugl og ikke en pidgey som alle har. Eller en spearow!" Laura gøs ved det sidste og satte farten en tand op, hvilket kun var et problem for Kaimana, som fik lidt svært ved at følge med.

Laura tøvede så snart hun rundede hushjørnet, da hun næsten var gået ind i et træ, og hun kiggede usikkert på den tætte skov. Asher og Ece listede frem og trippede rundt lige i udkanten af buskene, og smuttede ind og ud mens de undersøgte dem sammen. Asher så en del gladere ud nu.
Kaimana fulgte Lauras blik og kiggede ud over den tomme græsplæne. "Den bruger de nok til boldspil og pokemon træningskampe," tænkte Laura og rystede smilende på hovedet af sig selv igen. Normalt tænkte hun ikke på et steds mulighed for pokemon kampe, "sikke man bliver ændre af at gå rundt med dem hele tiden," tænkte hun. Hun var egentlig glad for ændringen, selvom det ikke var noget hun ville fortælle hendes forældre.
"Tilbage til opgaven," mindede hun sig selv om. "Der er ikke mange muligheder for at gemme noget i det flade græs, ergo må vi ind i skoven," tænkte hun ærgerligt mens hun sparkede lidt til græsset.

Laura kiggede nærmere på de 3 stier, som førte ind i skovens mørke, og afskrev med det samme den med forhindringsbanen. Det gad hun godt nok ikke. Så var der 2 andre muligheder.
"Ece, Asher, kom lige herover et øjeblik," bad Laura, og growlithen kom springende med logrende hale. Han havde glemt alt om at kampe åbenbart ikke var sjove alligevel... for nu. Ece kom elegant gående bagefter, og stillede sig et par meter væk fra Laura og kiggede afventende på hende.
Laura satte sig ned på hug og aede Asher mens hun forklarede sig. "Vi skal finde den der medaljon, og jeg tænkte om du ikke kunne snuse dig frem til den Asher? Med Eces hjælp," spurgte Laura med et smil, hvilket fik Asher til at tilte hovedet spørgende. Så vendte han hovedet og kiggede på Ece, der himlede med øjnene. Troede mennesket de bare kunne snuse sig frem til, hvad som helst uden noget at gå efter? "Gowf?" 'Hvordan gør jeg?' spurgte Asher hende, og Ece havde ikke lyst til, at han skulle miste modet igen, så hun smilede beroligende til ham.
"Meowth," 'Sæt snuden i jorden, og den vise dig vejen,' sagde hun med et opfodrende smil. Det ville være godt for ham, at opdage de evner han efter sigende skulle have med næsen, og de glæder der skulle følge med det.
Asher kiggede skeptisk på Ece, men forsøgte alligevel at begrave snuded ned i jorden, hvilket var svært og gav ham jord i næsen! Han fnyste for at få det ud igen, og kiggede spørgende på meowthen, som blot smilede stort, da han havde set ret sjov ud.
Asher stak snuden mod jorden igen, men tøvede et par sekunder da et ukendt og, for ham, liflig duft nåede hans næsebor. Uden at tænke videre over det, traskede han efter lugten med næsen ved jorden, og gik med ad en af stierne.
Til Lauras lettelse, ikke ned ad den med forhindrings banen. Ece fulgte roligt efter ham.
"Så vi skal den vej?" spurgte Laura med et smil, da hun var glad for, at Asher kunne lugte sig frem til medaljonen. Det gjorde det hele en hel del nemmere.
Hun kastede et blik på skiltet der stod ved den sti hun skulle ind ad, der var et billede af noget der godt kunne ligne en hestesko på hovedet. "Gad vide, hvad det betuder?" tænkte hun, inden hun fulgte sine pokemoner ind i skovens dyb.

Så snart træerne lukkede sig over hovedet på dem, dulmedes lyden af ekko, og der var kun en fjern mumlen tilbage.

De første ti meter af stien stod træerne, bøg og elm iblandet en mørk gran her og der, ekstremt højt og tæt. De nærmest maste sig ind over stien, der forsøgte at sno sig igennem som en slange. Laura måtte hele tiden bukke sig under grene eller kante sig tæt på en stamme, for at kunne følge med sine pokemoner, der var små nok til ikke at blive bremset af tætheden.

Og så holdt det op. Lige pludselig bredte afstanden sig mellem træerne, og samtidig splittede stien sig op i mange og løb ud i mindst ti forskellige retninger. Den duft, som Asher havde fuldt blandede sig med to andre, men hvis han blev ved med at snuse lidt frem og tilbage mellem de mange stier, ville han opdage, at de splittede sig igen mellem hver sin sti.

Den liflige duft fortsatte ned af en sti mod højre, som gik lige forbi nogle store rafter, der lænede sig op af de nederste grene på et meget stort og gammelt træ. Træet var mindst 30 meter i diameter og kendere ville genkende det som en vingevalnød. Lidt oppe i grenene på kæmpen så det ud som om nogen havde hamret nogle træplanker fast.

Den anden duft, en smule sur, men overdøvet af noget skarpt, der næsten bedøvede ens lugtesans, løb til venstre af en sti, der ret åbenlyst gik mod mørkere og tættere skov. Rundt om den sti og flere af dens naboer var mindst hver tredje træ sat til i rådne og rådnende grene ved fødderne, så en hel koloni af træhuler stod frem.

Og omtrent i midten skippede den tredje duft, ret neutral med et strejf af blomster, ned imellem en klynge af hyld og forsvandt under stammen på en halvvejs væltet fyr.

Asher gik fuldstændig optaget af duften der kildede i hans næsebor, og han havde glemt alt andet. Kaimana og Ece gik bag ham og kiggede sig nysgerrigt omkring, og nød at være ude i noget nyt og anderledes. Laura ville have nydt til også, hvis hun ikke hele tiden skulle kravle og dukke sig. Til hendes store irritation blev hun også hele tiden fanget af små kviste der satte sig i hendes hår.
En stor tør kvist drillede hende noget, og hun kom bagud og måtte skynde sig, men tabte dem alligevel af syne, på den snoede sti.
Da hun endelig indhentede dem, stod hun i noget der mindede om en lysning, og hun kiggede sig overrasket omkring. Ece og Kaiman havde sat sig og nød alle de mange dufte, og skovens stilhed. Asher fór frem og tilbage, mens han hele tiden forfulgte nye dufte, de få meter det tog inden han blev distraheret af en anden, og løb efter den istedet. Sådan som han rendte rundt, skulle man tro han var en zigzagoon.

"Han bliver vidst ikke til megen mere hjælp," tænkte Laura og smilede kærligt af hendes overgearede hund. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun de 2 andre, og fik et par skuldertræk tilbage. "Okay, jeg prøver på en anden måde: hvor synes I, at vi skal gå hen?" Spurgte Laura med et smil, hvilket fik Kaimana til at rejse sig og går rundt og kigge på stierne. Ece kiggede bare overrasket på hende over, at Laura faktisk havde spurgt, hvad hun havde lyst til.

"Squirtle!" råbte Kaimana og pegede ned ad en sti der gik igennem nogle lyng og et næstent væltet træ. Selv han kunne lugte blomsterne. Kaimana ventede på at Ece fik fanget Asher og sendt ham ned ad den rigtige vej, og på at Laura kom hen til dem også, før han begav sig afsted. Laura stoppede kort ved træet, og lagde en hånd på stammen. "Det er da vidst en fyr," tænkte hun og kiggede nærmere på hyldetræerne, "Og hyld! bærrerne ser desværre ikke ud til at være modne."

Stien under den hældende fyr faldt brat ned til en skjult lavning. Lige før den stejle skrænt ned var en lille platform af bar jord, og kiggede man blot en anelse til højre, kunne man se et hul under et par af fyrens synlige rødder. Rødderne var halvt så tykke som stammen, og Laura ville ikke være i stand til at få armene hele vejen rundt om dén. Hullet så ud som, et stort barn snildt kunne kravle igennem, men jorden på platformen var så hård, at ingen aftryk eller mærker var at se.

Nede i lavningen voksede græs og skud af nød, eg og bøg sammen med de par blomster, der kunne klare skyggen og rivaliseringen med de andre planter. Græsset bar aftryk af noget, der havde rendt igennem, og til venstre i lavningen var en vild stedmor blevet trådt ned lige ved siden af et halvt meter højt skud ahorn, som bar skrabemærker på sin nye bark. Herfra gik terrænet opad igen, dog var hældningen en hel del blødere.
Hele vejen rundt om lavningen stod træer igen højt, men lod stadig solen skimte ned og lave lysspil i skovbunden. Et svagt ekko af stemmer hørtes mellem stammerne, men det var svært at sige, om det var pludrende pokemoner eller mennesker.

Laura gik hen til hullet og kiggede ind. "Det er et ret oplagt sted at gemme en medaljon, er det ikke?" tænkte hun. Hun forsøgte ikke at stikke hånden ind, da der både så snavset ud og hun ikke vidste, hvad der ellers kunne være derinde.
"Er der én der vil tjekke om, der er gemt én derinde?" Spurgte hun sine pokemoner, og Ece og Kaimana kom hen og kiggede ind. Asher havde for travlt med at fare rundt efter hans nyopdagede yndlingsleg: følge duftspor.
Kaimana trak sig væk fra hullet af samme årsag som Laura, men Ece havde ikke noget problem med det, da hun kunne få hovedet ind. Og kunne hun det, kunne naturligvis få resten af kroppen med, det var hun ikke i tvivl om. Ece møvede sig ind i hullet for at undersøge det.

Imens forsøgte Laura at få Asher til at faldetil ro, da hun var nervøs for, at han skulle rende væk, glemt fra verdenen som han var.
Kaimana opdagede den nedtrådte blomst, og gik over og samlede den forsigtigt op, og strøg den forsigtigt over kronbladene. Han kiggede den vej, hvor der så ud til, at der var nogen der var gået, og han kaldte på Laura: "Squirtle!"

Da hun kom hen til ham med et fast tag i Asher, pegede han på jorden. Hun kiggede forvirret på ham og rynkede panden.
Kaimana gik ud i noget af det uberørte græs og trampede noget ned, og pegede så på det, inden han pegede på sporerne fra før. Laura klarede op, da hun forstod ham. "Du siger, der er nogle der har gået her?" spurgte hun og Kaimana nikkede tilfreds. Det gik nemmere og nemmere med at få hende til at forstå ham nu.

Laura satte sig ned, mens hun ventede på, at Ece skulle komme over til dem. Imens gik Kaimana igang med at forsøge at få Asher til at forstå, hvorfor man skulle lægge mærke til nedtrådt græs når man søgte nogen. Asher kunne ikke helt forstå ideen, og blev ret forvirret.

Strimler fra rodnettet over den lille hule strejfede Ece' ører og dryssede jord ned om hende, mens hun pressede sig ind. Jorden var blødere herinde og bar vitterligt mærker af andre: et halvt aftryk fra en menneskehånd en halv meter nær væggen til højre, en smule kradsede rifter i mulden både på gulvet og væggene, og sært nok et par v-mærker fra en Pidgey. Fugle var ikke ligefrem kendt for at gå under jorden. Der var ingen medaljon, men noget rundt havde lavet en fladtrykt cirkel en meter inde.
Hvis Ece interesserede sig for at kigge meget længere, endte minigangen i et lidt større hulrum, hvor nogen havde gravet små hylder i væggen og pyntet dem med småsten, grene og visne blade. Fra en af hylderne var nogle af stenene faldet ned og lå på gulvet.

Mens flokken udenfor ventede på Ece, ændrede lydene i det fjerne sig gradvist. Der var stadig den baggrundspludren, men det var som om noget var begyndt at gentage sig lidt tydeligere i mængden af lyd. Hvis man lyttede rigtig efter, kunne man godt antage, at det kom fra samme retning, som linjen af nedtrådt græs førte.
Pludselig lød der et knagende brag og forskrækket udbrød, der næsten kunne tages som et skrig, hvis ikke det var stoppet så brat som knækket havde lydt. For en gangs skyld kunne den gentagende lyd skelnes fra de omgivende, da skovens lyde tog et fælles åndedrag ovenpå forskrækkelsen. 'Hjæælp!' lød det.

Ece lagde ørene helt bagud, for at undgå, at der kom for meget jord i dem. Hun ledte med snude og øjne efter alle små tegn, der kunne vise, at der havde været noget spændende herinde. Og hun fandt dem, masser af dem. Hun knurrede irriteret, da det blev klart, at hun kom for sent, selvom det vidst ikke var meget. Hun kunne tydeligt fornemme kropslugten og varmen fra, hvad der en havde været herinde, hvilket vil sige, at det ikke var længe siden. Hun havde dog ikke Ashers fremragende næse, og kunne derfor ikke bestemme, hvad det var, der havde været herinde.
Hun møvede sig længere frem, både for at undersøge, hvad der var længere inde, men også for at finde et bedre sted at vende.
Hun spærrede øjnene op, da hun nåede ind i hulen og kiggede sig betaget omkring. Havde hun kendt dette sted da hun stadig levede på gaden, havde hun prompte samlet sig en gruppe til at erobre det! Det var sikkert.
Nu kunne hun desværre ikke kræve stedet som hendes, men hun valgte at efterlade et mærke om, at hun havde været der. Hun fandt en levende trærod i væggen og hvæssede sine kløer godt og grundigt, så der kom nogle gode tydelige mærker.
Så vendte hun ryggen til hulen og mavede sig ud igen. Hun tøvede et kort øjeblik, da hun hørte et svagt brag (jorden omkring hende dæmpede lyden), og skyndte sig så frem så hurtigt hun kunne.

Da hun kom ud, så hun Laura, der stadig holdt fast Asher, og Kaimana stå med ryggen til hende og stirre intenst ind imellem træerne. Hun kravlede nervøst ud, for hele skoven var dødstille. Så lød der et svagt råb om hjælp, hvilket fik Laura til at reagere. "Ece! Kom ud nu..." begyndte hun at råbe, da hun opdagede at meowthen allerede var ude. "Vi må hen og hjælpe," kom det forskrækket fra Laura mens hun slap Asher og satte i løb imod lyden. Ece satte i fulde firspring for at indhente dem.
Det var dog hurtigt Kaimana som sagtede agterud da han havde kortere ben, mens Asher og Ece ingen problemer havde med at holde trit med Laura. Ece sørgede for at Asher ikke løb for langt forud, da man aldrig vidste, hvad der var længere fremme.

Med den fart de skød, blev råbet på hjælp hurtigt klart og tydeligt. Det kom med et par minutters mellemrum og lød ikke ligefrem panisk, men nærmere en smule træt. Ved det tredje kald, var Laura og hendes pokemoner tæt nok på til at kunne høre den lidt lavere tilføjelse af "Er her nogen?" Og skulle Laura finde på at prøve at kalde tilbage, ville den nu tydelige pigestemme svare igen med et "Hjælp, jeg er herhenne!"

Træerne forblev de samme, en blanding af løv og enkle gran langt nok fra hinanden til, at det ikke var et problem at løbe. Der var en spærrende gren for Laura her og der, som hun enten kunne vælge at bukke under eller løbe udenom. For hendes lavere pokemoner stillede nye skud af træ sig eventuelt i vejen i det halvhøje græs.

Det første, der var at se, da de nåede frem til stemmens udgangspunkt, var en lille lyserød pokemon, Happiny. Pokemonen rendte rundt og rundt om sig selv i en cirkel ved en tyk stamme. Den havde trampet græsset i sin lille cirkel fuldstændig fladt, og den gestikulerede, råbte uden at ordene gav mening, og græd. En halv meter ved siden af den lå en stor gren, tydeligvis frisk knækket.
Det tyssede oppe fra træet og så "Heroppe," lød stemmen fra før.

Oppe i træet klamrede en pige sig til en gren fire meter over jorden. Hun lå ovenpå grenen med både arme og ben i en skruestik omkring grenens omkreds. Træet havde ingen grene under hendes, bortset fra resterne af den brækkede gren på jorden. En flosset stump cirka en meter lavere end, hvor pigen nu klamrede sig fast. Inde ved stammen, bag pigen, trykkede sig en lille grøn pokemon, Budew, og ringlende omkring pigens hoved og grenen svævede en gul klokke pokemon, Chingling. "Hjælp?" spurgte pigen og smilede nervøst til Laura.

Ikke så langt fra pigens hoved, i grenens første krog, glimtede en medaljon i solen bundet fast med noget snor.

"Jeg kommer, hold ud!" gispede Lauar og håbede på, at det ikke var nogle af skolens unger, der ville lave sjov. Alle nedhængende grene, løb Laura uden om. Hun havde fået rigeligt uglet hår, og skulle ikke nyde mere. Asher tumlede fremad og var flere gange ved at falde over kviste og små træer som han ikke havde set i det høje græs. Ece lavede elegante spring op eller til siden, for at undgå de selvsamme ting.
Asher kiggede overrasket da han så den lille lyserøde pokemon, og kastede sig legesygt over den, da han troede den vilde lege. Han daskede til den og rullede selv rundt og hoppede gøende rundt om den lille ting. Ece hvæste og forsøgte at få Asher til at stoppe hans leg. Men selvom hun sprang ind i ham, og forsøgte at komme til at stirre ham direkte i øjnene, lagde han ikke mærke til hende. Han var alt for optaget af hans lille bold, som han forsøgte at få til at rulle.

Laura stod med hånderne hvilene på hendes knæ, mens hun gispede efter vejret. Hun skævede op og så en ung pige sidde op i et træ. "Halvt sekundt," gispede Laura og vinkede beroligende med hånden. "Hvor jeg dog hader at løbe!" Tænkte hun for sig selv.
Efter endnu et par øjeblikke kunne Laura rette sig op, og hun fandt frem endnu en pokeball. "Bare rolig, jeg får dig ned på et øjeblik," sagde Laura beroligene og smilede. Her var noget, hvor Hokus kunne være til nytte, og hun kaldte den gule sovende pokemon frem. "Okay Hokus. Jeg vil gerne have, at du bruger teleport og.. får pigen ned.. fra.. træet," sagde Laura og hendes stemme blev langsomt lavere, da Hokus begyndte på noget mærkeligt noget. Han lyste!

Kaimana kom gispene vaklende ud af skoven. Endelig havde han indhentet de andre. Han stoppede overrasket op, da han så Hokus blive opslugt i et hvidt lys, og han stirrede betaget mens abraens hvide silhuet blev større, at han voksede en hale og fik en mustage. Da lyset falmede stod han som en vågen kadabra og morede sig over Lauras målløse udtryk. "Kada!" sagde han og slog ud med en hånd i en præsenterende bevægelse. Så forsvandt han i et glimt og dukkede op på grenen lige ved siden af pigen i træet. Og i endnu et glimt befandt han sig med pigen, og både den grønne og den gule pokemon foran Ece, som smilede stolt til ham. Så gabte Hokus og i endnu et glimt, teleporterede han sig hen til foden af træet, og lagde sig veltilfreds op ad det.
Ece, som sad ned rystede smilende på hovedet. Hokus var og blev Hokus, også selvom Laura ikke havde vist sig helt ubrugelig, da Hokus faktisk havde udviklet sig af hendes træning. Asher kom forsigtigt listende hende og spurgte nervøst, hvem det var der havde byttet plads med Hokus. Ece sendte ham hen for at spørge kadabraen selv, og Asher krøb usikkert frem imod den gule pokemon, med store øjne.

"Hvad, hvad skete der lige?" spurgte Laura forbløffet, og spurgte så fraværende pigen: "Er du okay?"
Ece spandt beroligende til pokemonerne omkring hende, og spurgte til, hvordan de havde det. Kaimana komme traskende hen til dem, og lod sig udmattet falde ned på bagen ved siden af Laura.

"Hey!" protesterede pigen svagt fra træet, da Asher slog efter Happiny. Happiny væltede i sit lille cirkelløb og forstummede kortvarigt, så poppede den op på benene igen og stirrede forbløffet på den ivrige hvalp, der dansede omkring den. For et øjeblik havde Happiny glemt sin træners problem. Den tog sig ikke af, at Asher prøvede at vælte den igen. Den stod fast på jorden og gjorde sig alt for tung at flytte for Asher. Pigen gav et minimalt træk på skuldrene og fokuserede på Laura igen, som så ud til at have fået vejret.

Små sekunder senere glippede pigen med øjnene og løsnede sit desperate greb om nu tom luft. Hun rettede sig op og smilede lettet. "Wauv, tak for det." var det første hun fik sagt, og til Lauras spørgsmål nikkede hun, nu fuldstændig rolig. Hun samlede Budew op og beroligede den lille, skræmte størrelse med tysselyde, mens Chinglingen svævede hen og gav sig til at ringle taknemmeligt over Hokus. "Vi har det glimrende nu. Jeg vidste bare ikke, hvordan vi skulle komme ned, og jeg kunne ikke få Chingling eller Happiny til at finde hjælp." Mens hun forklarede dette, gik hun hen til Happiny og satte et ben imellem Asher og hans nye legetøj, inden hun bøjede sig let og klappede Happiny på hovedet. "Se," sagde hun. "Den rare træner fik mig ned." Happiny gav et glad "Happi" fra sig og krammede lykkeligt pigens ben.

Pigen rettede sig op igen og vendte sin opmærksomhed tilbage til Laura. "Jeg hedder forresten Karla, og det var en helt fantastisk udvikling. Jeg har aldrig set en udvikling før, men vores lærere har fortalt om det. Pokemonerne lyser op og vokser eller noget. De fleste gør det, når de er blevet stærke nok, men nogle udvikler sig også, hvis de er specielt glade for deres træner. Budew og Chingling her skulle gøre det, mens Happiny kun vil udvikle sig, mens den har en bestemt sten hos sig, men ikke på samme måde som Eevee og dens tre udviklinger med typesten," pludrede Karla løs med strålende øjne. Det var et rent vandfald af ord. Hun kiggede op i træet. "Hør, leder du ikke efter en medaljon til den anden prøve?" Hun pegede derop, hvor medaljonen stadig sad bundet i træets første krog, og hun ploppede ned i græsset ved siden af Hokus. "Jeg venter her," erklærede hun "Så kan vi følges tilbage, når du har fået den ned. Jeg kan ikke vente med at fortælle mine venner, hvordan du reddede mig." Hun nussede med Budew og Happiny, og hvis Asher vovede at nærme sig, kunne han nok også tiltuske sig lidt kløning bag øret, mens hun så spændt på, hvad Laura ville gøre.

Asher rendte hovedkuls direkte ind i benet på Karla, da hun satte foden ned imellem ham og Happiny. Han rystede på hovedet og luskede hen til Ece, hvor han opdagede den store ukendte gule pokemon.

Laura smilede høfligt til Karlas snakken, dog med et lettere fraværende udtryk, da hendes snak omkring hendes pokemoner ikke interesserede hende synderligt. De var da meget kære, men Laura regnede ikke med, at hun skulle bruge tid med nogle af dem, eller kæmpe imod dem, så hvorfor skulle hun bruge tid på at lære noget omkring dem? Nuttede pokemoner var udbredte, men blev sjældent brugt til kamp efter, hvad Laura vidste. Dem som "Kliken" havde haft, havde i hvert fald ikke været brugt til andet end at blive vist frem og krammet.
Det lykkedes Laura at præsentere sig, inden hun lod Karla ævle videre.

"Øh, joh det kan jeg vel godt, hvis du ikke selv vil have den?" spurgte Laura lidt overrasket og kiggede op i træet for at se, hvad pigen pegede på, og rynkede bekymret brynene. Den medaljon var ret højt oppe, og hun kunne i hvert fald ikke få fat i den selv. Laura kiggede vurderende på hendes pokemoner én efter én, og forsøgte at finde en løsning på problemet.
Lauras tanker blev afbrudt da Ece puffede til hendes ben og mjavede selvsikkert. "Hvad er der Ece?" Spurgte Laura og satte sig på hug. Ece satte poterne på hende og skubbede hende ned og sidde, og vente sig med et slag med halen og spankulerede hen til Hokus. Da Laura forvirret ville til at rejse sig igen, lagde Kaimana en hånd på hende og rystede smilende på hovedet, så Laura satte sig tøvende igen.

'Tillykke Hokus, det klæder dig,' sagde Ece til hendes nyudviklede flok medlem. Hokus flyttede blikket fra den overraskede Asher til meowthen og blinkede til hende. Ece spandt indbydende og nød at have både Ashers og Hokus fulde opmærksomhed, 'med dine nye evner, må du da kunne hjælpe mig. Kan du få mig op på grenen?' Spurgte hun sødt. Hokus morede sig tydeligt, og nikkede. 'Det kunne jeg ja, men nej, met vil jeg ikke.'
Ece stivnede og stirrede målløs på ham, han havde lige afslået hendes anmodning. Det havde han aldrig gjort før!
Asher sad og kiggede forvirret imellem Ece og Hokus der havde started en diskussion. Hokus morede sig strålende over Eces forsøg på at overtale ham til at hjælpe hende, men gad ikke flytte sig fra hans behagelige plet neden under træet. "Hvorfor vil du pludselig ikke hjælpe mig mere?" udbrød Ece frustreret. Hokus kiggede alvorligt på hende mens han svarede: 'Jeg hjælper stadig, hvis det er nødvendigt, hvilket jeg ikke mener det er her. Desuden har jeg ikke længere brug for træningen, jeg har udviklet mig.' forklarede han, og fik et fnys som svar.
Ece vendte ryggen til Hokus, tog tilløb til at klatre op ad stammen. Uden større problemer kom hun op til grenen Karla havde siddet på, men der var langt ud, og medaljonen var længst ude på de tynde grenene. Ece tøvede og forsøgte at teste grenenes spændstighed og holdbarhed inden hun for alvor bevægede sig ud på dem.

Hokus holdt godt øje med hende, og kiggede usikkert på de grene hun skulle ud på. Det kunne være, at hun faktisk behøvede hans hjælp, hvilket han ikke var glad for at indrømme. Hokus fangede Kaimanas blik og bad ham om at få Sayen ud og hjælpe Ece. 'Hvorfor gør du det ikke selv?' spurgte Kaimana undrende, til hvilket Hokus svarede: 'Sayen har mere brug for træningen.'
Kaimana kunne se ideen i det, og trykkede på Sayens pokeball og satte den sky ralts in i sagerne.
Snart stod Sayen afslappet under Eces gren. Hun havde ikke kunnet mærke nogen store negative føleleser, så hun kunne koncentrere sig omkring meowthen på grenen. Hokus holdt også hans fokus på Ece, selvom han svarede fraværende på den endeløse strøm af spørgsmål, der kom fra Asher nu.

Laura havde fulgt nysgerrigt med i, hvad hendes pokemoner havde gang i. Da Sayen stillede sig klar nedenunder Ece, regnede hun med, at de havde styr på det og valgte at blande sig uden om.
"Kommer du fra skolen af?" spurgte hun Karla og kastede et kort blik på hende, inden hun kiggede tilbage på Ece, der var begyndt at balancere sig ud på grenen.
Kaimana valgte at gøre som Laura og spurgte den nærmeste af Karlas pokemoner: 'Hvordan kom i egentlig op i træet? Flere af jer, ser ud til at være lige så dårlige til at klatre som jeg er.'

"Nej, nej. Jeg har jo lige fået den derop. Gå du bare i gang." svarede Karla muntert og klappede så i, mens hun med nysgerrige øjne studerede forløbet.

Hendes tavshed varede dog kun omtrent så længe som det tog Ece at finde ud, at Hokus ikke havde i sinde at hjælpe hende. Hun fulgte Ece' færd op i træet med øjnene, alt imens hun gav sig til at snakke til Laura igen. "Det er godt nok nogle selvstændige pokemoner, du har dig. Hvordan får du dem til det? Jeg har endnu ikke fået mine til at forlade min side, siden jeg fik dem. Det kan selvfølgelig have noget at gøre med, at de stadig er unger, men de skulle virkelig til at lære at være lidt mere udfarende. Især under en kamp ville det ikke gøre noget, hvis de begyndte at stole lidt mere på sig selv..."

De tre pokemoner omkring Karla reagerede alle på hendes ord. Chinglingen hang lidt med sine stribede bånd og sank lidt i sin position. Budew kiggede op på Karlas ansigt fra hendes arme med en spørgende lyd. Og Happiny pressede sig yderligere mod hendes ben med en form for trodsighed.

Karla lod dog ikke til at bemærke dette, da hun i sin pause for at få luft så ud til at have fået et indfald og nu studerede Laura med et vurderende og eftertænksomt blik. Hun nåede dog ikke at give luft for sin ide.

Grenen under Ece havde kun bøjet en smule under hendes test. Godt nok var den tyndere end det var komfortabelt på stykket ud til forgreningen, men Karla havde kunnet række armene ud til den og binde medaljen fast, og hvis Ece sørgede for at krybe dét stykke med kløerne godt i barken, kunne hun også få en klo ud og bruge lidt velrettet kradseri til at skære et par tråde af snoren over.

Her var det, der opstod et mindre problem. Medaljen gik godt nok mestendels fri. Kun lå to snore på tværs af dens fald til jorden og dette kunne løses ved at ryste grenen. Hvis da ikke enten Sayen eller Hokus fik lyst til at hjælpe den resten af vejen fri. Den var ikke længere bundet fast.
Til gengæld opdagede Ece, at hun ikke kunne vende sig rundt. Hun havde valgmuligheden mellem at prøve og risikere at miste fodfæste, eller gøre et forsøg på at bakke sig tilbage. Ingen af delene synderlig tiltalende. En ufrivillig lyd af enten frustration eller skræk undslap hende.

"Ja, jeg er elev her." Nåede Karla lige at svare på Lauras spørgsmål, da lyden brød ud oppe fra træet og hun kiggede op igen.

Det var Happiny, der svarede Kaimana i ren misundelse af sine venner. 'Karla bar Budew med, fordi Budew er lille nok til det, og Chingling kan svæve hvor den vil.' Happiny måtte slippe sit tag i Karlas ben for at gestikulere til sin forklaring. 'Men jeg var for stor og tung.' sluttede Happiny mut.

Laura kiggede overrasket på Karla et øjeblik, før hun rystede på hovedet af sig selv. "Selvfølgelig, hun har jo lige alderen til at gå i de første klasser," tænkte hun og mindede sig selv om, at alle de trænere hun havde set deltage, alle havde været mindst teenagere. Hun lod Karla snakkede videre uden helt at høre efter, mens hun kiggede nærmere på Budew. Hun undrede sig over, at den mindede så meget om en blomsterløg. Laura lagde ikke mærke til, at Karla spurgte om hendes pokemoner, og derfor svarede hun ikke med andet en "Hmm? Jah," og nikkede en gang imellem, som om hun lyttede til samtalen.

Eces hvæsen fangede Lauras opmærksomhed og hun undskyldte sig for Karla da hun rejste sig for at gå over og se, hvad der var galt.
"Hvad er der Ece? Kan du ikke få den ned?" spurgte Laura, og fik en irriteret hvæsen til svar. Laura rynkede brynene og kastede et blik imod Kaimana, som stadig sad ned og kiggede bekymret på Ece.
Ece forsøgte at bakke, men kunne ikke rigtig komme til, og da hun ville løfte hovedet for at kigge bagud gled hendes kløer, og hun var tæt på at miste grebet om grenen. "Mreeeow!" snerrede hun frustreret begyndte at hvæse af Hokus og skælde ham ud for ikke at have hjulpet hende før, så hun havde kunnet undgå at blive fanget i træet.

Da Ece forsøgte at bakke, forstod Laura, at katten forsøgte at komme ned igen, og havde besvær med det. "Hun må have opgivet," tænkte hun og fandt Eces pokeball frem, for at klde meowthen tilbage. Da det var gjort, meget til alle de tilstedeværendes overraskelse vendte Laura sig imod Sayen. Raltens dukkede sig nervøst, da hun ikke var sikker på, hvad hun skulle udelade af denne mærkelig spændte stemning, der var opstået.
"Sayen, kan du få medaljonen ned med confusion?" Spurgte Laura hende venligt og efter lidt tøven, forsøgte hun at fange den gyldne skive med hendes psykiske kræfter og trække den ned.
Hvis det ikke virkede, ville Laura kalde på Kaimana og bede ham om at bruge watergun på den for at slå den ned. Kaimana ville affyre en med så meget kraft som han mønstrede, da han regnede med, at den ville sidde godt fast.

Mens pigerne snakkede og senere mens Laura forsøgte at få medaljonen ned, snakkede Kaimana med de 3 baby pokemoner.

Den eneste grund til, at medaljen ikke røg ned med det samme, var fordi Sayen i første omgang prøvede at trække den gennem de par tråde, der forhindrede den i at falde. Men Confusion var ikke noget forfinet angreb og ustabiliteten i det gjorde, at det endelige puf af hendes mentale kræfter fik medaljen til at vippe og simpelthen glide ud af trådenes prekære greb. Tyngdekraften klarede resten, og medaljen dumpede til jorden med kurs mod hvad end, der befandt sig lige under.

Karla fulgte interesseret alt dette, men hendes pokemoner var langt mere interesseret i mere jordnære forhold og den opmærksomhed som Kaimana gav dem. Happiny snakkede ivrigt, sin muthed glemt, mens Chingling vekslede sin opmærksomhed mellem Kaimana og Hokus. Den nys udviklede psyke-pokemon interesserede Chingling meget, men han virkede en smule utilnærmelig og derfor vaklede Chingling i sine tilnærmelser. Budew fjernede sig aldrig fra Karlas arme, men fulgte med åbenlys interesse samtalen og klingede sine egne spørgsmål, når nogetvar uforståeligt.
Pludselig blev deres snak afbrudt, da Karla kom på benene. Medaljen var i Lauras besiddelse, og det var tid at finde tilbage til skolegården. Klokken måtte også snart ringe.

"Jeg tænkte på," begyndte Karla, da de var kommet i bevægelse. Hun var startet ud med at føre an, da hun kendte den korteste vej tilbage. "Kunne en af mine pokemoner ikke komme med dig?" Hun gav ikke Laura tid til at protestere, men fortsatte ufortrødent. "De kunne virkelig have godt af det. Jeg holder dem kun tilbage her. Hvis bare en af dem kom lidt ud i verden og lærte selvstændighed og gode kampfærdigheder fra en rigtig træner, ville det være fantastisk. - Og det ville måske også give mig lidt bedre tid til at tage mig af de to, der bliver tilbage. Vil du ikke nok sige ja?" tiggede hun.

Da medaljen faldt ned ad, nærmest skreg Sayen og styrtede væk fra, hvor hun stod. Laura kiggede undrende efter hende, da hun ikke engang havde været tæt på at blive ramt, selvom hun da havde stået lidt under den. Hokus gabte veltilfreds over at kunne slappe af, og lukkede smilende øjnene, mens Asher, der havde sluttet sig til Laura igen, forsigtigt nærmede sig medaljonen for at undersøge, hvad det var for noget.
Han blev dog afbrudt af, at Laura gik hen og samlede den op og stak den i lommen. Hvis pigen alligevel havde været ved at sætte den op, var der jo ingen konkurrence om den. Hun var bare glad for, at hun snart kunne komme videre, da hun stadig manglede en hel del at se af området, samt desværre træne Asher så han kunne klare sig i de kampe han uden tvivl ville kaste sig ind i.

Laura kaldte Hokus ind også, inden hun lavede en bevægelse til Asher der nysgerrigt fulgte efter hende hen til Karla.
Kaimana var igang med at berolige den nervøse Ralts, der havde gmet sig bag ham, og Laura satte sig på hug ved dem. "Det klarede du flot Sayen, der skete ikke noget," sagde hun med et smil og vendte hovedet imod Karla. "Skal vi gå?" spurgte hun venligt, nu hun var glad og tilfreds med, at hun var færdig med opgaven, og endda med en medaljon.

Da de begyndte at gå tilbage af, bad Karla pludselig Laura om at tage en af hendes pokemoner med sig. Da det ikke var noget der var faldet hende ind som værende en mulighed overhovedet, blev hun fuldstændig målløs og stoppede bare for at stirre forbløffet på Karla. "Du vil give mig en af dine pokemoner? Bare sådan?" spurgte hun da hun ikke troede sine egne ører.
hun satte sig tænktsomt i bevægelse igen, mens hun kastede mange blikke på Karla og hendes pokemoner. Hun havde absolut ikke tænkt sig at skulle have flere pokemoner, men var det ikke dumt, nu hun kunne få én helt gratis?
Hun fandt hendes pokedex frem og begyndte at scanne pokemonerne for at finde ud af, hvad det egentlig var for nogen.
Da hun kom til Budew, blev hun pludselig interesseret og hun læste den igennem flere gange. "En pokemon, der er en knop, som skulle få blomster senere hen. Det kan være, at det er den Far snakkede om?" tænkte hun nysgerrigt og var glad for, at hun nu havde et nemt valg. "Jeg kan altid sende den til butikken, eller aflevere den her igen, hvis det er helt galt," tænkte hun inden hun endelig svarede Karla: "Hvis du er helt sikker, så kan jeg godt tage mig af din Budew. Jeg har faktisk ikke nogen græstyper, og jeg synes den virker lovende nu den er en blomster knop."
Kaimana gik og hyggede med Karlas pokemoner og var bindeled imellem dem og Sayen, selvom raltsen følte sig afslappet pga. de fredelige og glade følelser omkring hende. Asher fór frem og tilbage efter forskellige lugte, som var hans nye yndlings leg. Laura tænkte kortvarigt på, om hun skulle skaffe en snor eller noget, så han ikke en dag løb så langt, at han fór vild.