De foerste strabadser (F)
Sept 11, 2012 20:40:27 GMT 1
Post by Lukas Friedrichson on Sept 11, 2012 20:40:27 GMT 1
Lukas er begejstret.
For det første har der ikke været nogen til at holde ham i ørerne, siden han tog fra Violet City, og han har fået udforsket lidt af vejen til New Bark Town. Hvad så om det er tidlig morgen, og han er forsinket med en halv dag?
For det andet står han overfor at skulle have sin helt egen pokemon. Hans brystkasse er ved at sprænges af bare spænding.
Professoren snakker, men Lukas hører ikke et ord. Hvordan kan han, når den uskyldige lille pokeball ligger lige inden for rækkevidde? Lukas rækker ud.
Han når dog ikke hverken at røre kugle eller knap, før kapslen springer op, og en form af rødt bryder fri på bordet. Figuren ryster sig og udbryder et svagt hvæsende ”Char”.
Lukas griner og bøjer sig frem for at tage pokemon’en i bedre øjesyn. Han fanger et glimt af ild i øjnene, før det orange-røde firben har vendt sig og er flygtet ned på den anden side af bordet. Lukas bøjer sig endnu længere frem og ligger nærmest hen over bordpladen, før han igen kan se den.
Pokemon’en forsøger at skjule sin snude under sine forben samtidig med, at den trykker sig så tæt på bordsiden som muligt og kigger årvågent opad mod bordkanten og ham.
Lukas griner igen. ”Dig kan jeg li’.” fortæller han den glædesstrålende.
Den standser tøvende sine bevægelser, og snuden går en smule fri af forbenene, som den studerer det grinende fjæs lidt nærmere.
Lukas strækker roligt en hånd frem. ”Jeg hedder Lukas. Hvad med dig?”
Et strejf af kløer mod fingerspidser og et nyt ”Charr” med rullende r er svaret, og Lukas grunder lidt. ”Du var en pige, var du ikke?” tænker han højt og fanger synet af et fnysende nik. Øjnene stirrer ufravendt på ham og hans mindste bevægelse. ”Hvad siger du til Chary?”
De stirrer på hinanden. Til sidst kommer det lille røde væsen med et umærkeligt nik og skuldertræk. Lukas griner igen. ”Du kan li’ det, kan du ikke?”
Lukas retter sig fri af bordpladen, stadig med et tilfreds grin i ansigtet, samler Charys tomme pokeball op og stopper den i lommen. Han retter på rygsækken, der er kommet til at sidde lidt sideværts i hans afstikker hen over bordet, og vifter så en arm mod døren. ”Kom, lad os komme ud herfra! Der er en hel verden, der venter på os!” udbryder han til Chary.
Hun har i mellemtiden fundet fri af bordet og står ved hans fødder og stirrer op på ham. Ved hans udbryd kigger hun fra ham til døren til professoren og tilbage igen.
”Bliver det ikke spændende?” spørger han i mangel på respons. Denne gang får han kun et svagt skuldertræk til svar, og en lille rynke tegner sig på den orange snude.
”Jo, det gør så!” svarer han forsvarsberedt og griber fat om hendes nærmeste klo og begynder at trække af med hende. ”Af sted! Vi ses, professor, og tak!” råber han tilbage, inden døren smækker i efter ham.
Chary råber ”Char, char” i hans greb og forsøger at sætte sig imod. Hale og resterende frie ben griber efter alt inden for rækkevidde, men der er snart kun jord, græs og sten under deres fødder.
Lukas standser lige uden for bygrænsen og ånder lettet op. ”Se, det var da ikke så slemt.” siger han og kigger ned på en forurettet og tilstøvet Chary. ”Ups,” han bøjer sig ned og prøver at børste det værste støv af. ”Undskyld, men herude er altså meget bedre. Se dig omkring. Hvilken vej synes du, vi skal gå til Cherrygrove?”
For det første har der ikke været nogen til at holde ham i ørerne, siden han tog fra Violet City, og han har fået udforsket lidt af vejen til New Bark Town. Hvad så om det er tidlig morgen, og han er forsinket med en halv dag?
For det andet står han overfor at skulle have sin helt egen pokemon. Hans brystkasse er ved at sprænges af bare spænding.
Professoren snakker, men Lukas hører ikke et ord. Hvordan kan han, når den uskyldige lille pokeball ligger lige inden for rækkevidde? Lukas rækker ud.
Han når dog ikke hverken at røre kugle eller knap, før kapslen springer op, og en form af rødt bryder fri på bordet. Figuren ryster sig og udbryder et svagt hvæsende ”Char”.
Lukas griner og bøjer sig frem for at tage pokemon’en i bedre øjesyn. Han fanger et glimt af ild i øjnene, før det orange-røde firben har vendt sig og er flygtet ned på den anden side af bordet. Lukas bøjer sig endnu længere frem og ligger nærmest hen over bordpladen, før han igen kan se den.
Pokemon’en forsøger at skjule sin snude under sine forben samtidig med, at den trykker sig så tæt på bordsiden som muligt og kigger årvågent opad mod bordkanten og ham.
Lukas griner igen. ”Dig kan jeg li’.” fortæller han den glædesstrålende.
Den standser tøvende sine bevægelser, og snuden går en smule fri af forbenene, som den studerer det grinende fjæs lidt nærmere.
Lukas strækker roligt en hånd frem. ”Jeg hedder Lukas. Hvad med dig?”
Et strejf af kløer mod fingerspidser og et nyt ”Charr” med rullende r er svaret, og Lukas grunder lidt. ”Du var en pige, var du ikke?” tænker han højt og fanger synet af et fnysende nik. Øjnene stirrer ufravendt på ham og hans mindste bevægelse. ”Hvad siger du til Chary?”
De stirrer på hinanden. Til sidst kommer det lille røde væsen med et umærkeligt nik og skuldertræk. Lukas griner igen. ”Du kan li’ det, kan du ikke?”
Lukas retter sig fri af bordpladen, stadig med et tilfreds grin i ansigtet, samler Charys tomme pokeball op og stopper den i lommen. Han retter på rygsækken, der er kommet til at sidde lidt sideværts i hans afstikker hen over bordet, og vifter så en arm mod døren. ”Kom, lad os komme ud herfra! Der er en hel verden, der venter på os!” udbryder han til Chary.
Hun har i mellemtiden fundet fri af bordet og står ved hans fødder og stirrer op på ham. Ved hans udbryd kigger hun fra ham til døren til professoren og tilbage igen.
”Bliver det ikke spændende?” spørger han i mangel på respons. Denne gang får han kun et svagt skuldertræk til svar, og en lille rynke tegner sig på den orange snude.
”Jo, det gør så!” svarer han forsvarsberedt og griber fat om hendes nærmeste klo og begynder at trække af med hende. ”Af sted! Vi ses, professor, og tak!” råber han tilbage, inden døren smækker i efter ham.
Chary råber ”Char, char” i hans greb og forsøger at sætte sig imod. Hale og resterende frie ben griber efter alt inden for rækkevidde, men der er snart kun jord, græs og sten under deres fødder.
Lukas standser lige uden for bygrænsen og ånder lettet op. ”Se, det var da ikke så slemt.” siger han og kigger ned på en forurettet og tilstøvet Chary. ”Ups,” han bøjer sig ned og prøver at børste det værste støv af. ”Undskyld, men herude er altså meget bedre. Se dig omkring. Hvilken vej synes du, vi skal gå til Cherrygrove?”