”Hov!” Lukas kiggede op, hvor kvistene kom fra, og smilede så. ”Nå, okay.” Han bøjede sig ned og begyndte at samle dem sammen i favnen.

Chary kiggede efter Sephyr og lagde hovedet undrende på skrå, da han gik løs på en gren, der tydeligvis sad fast i en trækrone. ”Cha cha,” udbrød hun til Lukas og pegede i Sephyrs retning.

Lukas kiggede op med rynkede bryn. ”Hvad er der?”
Han fulgte Charys pegende klo med øjnene, og rejste sig nysgerrigt med favnen fuld. Han gik frem mod træet.
”Hey?” kaldte han op til Sephyr. Han kastede et enkelt blik på grenene i sin favn, bemærkede for en sikkerheds skyld, at de vitterligt var så friske, som han først havde set dem, og kiggede så op igen.
”Du ødelægger ikke træerne, vel?” kaldte han så. ”Vi må kun tage døde grene.” prøvede han at forklare.

Speeeeaarow! kom svaret oppe fra trækronen.Og med en regn af blade, lykkedes det ham at få hevet en tyk kort gren fri. Den var uden et enesteblad, og så ret gammel ud.
Sephyr var tæt på at tabe den, men fik taget bedre fat i den, og med et fast greb i den, et fast blik til Lukas og Chary, og et Spearow indikerede han, at de skulle vende tilbage til Delora.
Han fløj op over trækronerne, og så sig ikke tilbage efter, om de 2 fulgte med ham eller ej.

Vel tilbage kaldte Sephyr og lod grenen falde mod Delora, som lige akkurat nåede at se den komme, og gribe den, inden hun fik den i hovedet.
Med tindrende øjne, landede Sephyr foran hende og kiggede forventningsfuldt på hende.
Den ser god ud, tak Sephyr sagde Delora, mens hun vendte og drejede grenen i hånden.
Så kiggede hun op Men hvor er Lukas og Chary? spurgte hun undrende og hun kiggede ind mellem træerne, i et forsøg på at se dem.

Lukas trak på skuldrene og begyndte at gå tilbage i samme retning, men han tog sig god tid til at kigge sig omkring nu. Der lå trods alt lidt grene hist og pist, som sikkert kunne bruges, og han fik hurtigt armene mere end fulde.
Han manøvrerede lidt med dem for at holde dem bedst muligt og fik så øje på et hul mellem nogle trærødder.

Han standsede op. Hvilken pokemon mon boede i huler under træerne, overvejede Lukas nysgerrigt. Han lagde grenene fra sig i en bunke og satte sig ned på hug foran hullet, for bedre at kunne kigge ind.

Chary trippede mellem at følge med Lukas hen til hullet og komme videre, så hun endte med bare at holde øje med ham fra deres oprindelige sti.

Delora sad stadig og kiggede ind mellem træerne, da et højt råb gav genlyd mellem træerne, efterfulgt af en Charmanders forskrækkede skrig.

Delora vendte sig brat i den retning, som skriget kom fra. Hvad sker der? tænkte hun.
Ask, bliv her og hold øje med de andre. Kom Sephyr, lad os se, hvad der sker. råbte Delora og lod grenen falde, som Sephyr var kommet med, falde.
Spearow! udbrød han irriteret, og hoppede hen og satte kløerne i den, inden han lettede og fulgte efter Delora. Ikke at han bare ville lade den ligge, efter alt hans hårde arbejde.
Da Delora var kommet ind imellem et par træet, stoppede hun hvor er de? tænkte hun.
Spehyr indhentede hende Hvor så du dem sidst? kan du vise mig det? spurgte hun.
Spearow og lod grenen droppe ned i Deloras hænder. Hun kigged overrasket på den. Men hun nåede ikke at tænke mere over det, da Sephyr allerede var fløjet et godt stykke og hun måtte løbe for at indhente ham.
Så så hun Chary på stien Hvad sker der? råbte hun og løb imod hende.

Chary kiggede brat op på Delora ved spørgsmålet, revet ud af sin stivnede forskrækkelse. ”Cha!” skreg hun og gav et kast med hovedet ind mod hullet og Lukas, før hun sprang derind.
”Cha!” skreg hun igen, denne gang til Lukas, der var blevet stille efter sit første udbrød.

Jorden under ham var brudt sammen under hans vægt, og hans ene fod var faldet igennem. Han asede for at trække den op, men havde ikke særligt held med det.
Det hjalp ikke på sagen, at noget havde fået fat i hans hånd, da han nysgerrigt havde stukket den ind i det første hul.
I det hele taget var han i noget af en knibe, og det var helt hans egen fortjeneste.
Han bandede sagte en strøm af ord, som han havde hørt i flæng fra mænd og arbejdere rundt om i Violet.
Chary kom frem til ham og prøvede at trække ham fri ved at gribe i hans endnu frie arm.

Delora nærmede sig langsomt. Hun rynkede brynene, hvad var det der foregik.
Hvad sker her? spurgte hun forsigtigt, og prøvede at få hoved og hale i, hvad Lukas dog havde gang i.
Det så ud som om, at jorden under Lukas var sunket sammen. er det overhovedet muligt? så meget kan han da umuligt veje? tænkte hun forvirret.
Han så ud til, at han forsøgte at trække noget ud af et hul, og Chary virkede som om, at hun var gået i panik. Sådan som hun forsøgte at trække i hans anden arm.
Spehyr landede på en gren over dem, det var spændende det her.
Delora gik hen ved siden af Lukas Har du brug for hjælp?

Lukas tog sig tid til at tage en beroligende indånding, da han hørte Delora. Han havde trods alt fået indprentet, at det ikke var pænt at bande og slet ikke i selskab med piger(og i særdeleshed hans søster).
Han vrikkede lidt i sin akavede position og sukkede så. Chary gjorde det ikke lettere for ham.
”Chary, stop lidt,” bad han som det første.
Så drejede han sig besværligt for at kigge på Delora. Han skar en grimasse, da foden under ham ikke kunne følge bevægelsen i sin fastlåste position.
”Jeg tror…” sagde han og trak prøvende med benet i den nye stilling. ”At jeg godt kan selv.” Det kom til at lyde lidt skarpt i hans anstrengelse og han bed sig angerfuldt i læben. Det skulle ikke have lydt sådan.
”Cha…” Chary stod og så bekymret på ham.
Han prøvede at trække sin hånd til sig i stedet, men hvad end, der havde fat i den, holdt godt ved. Han stirrede indædt på hullet, trak igen, vred sig og stirrede igen. Han var ved at miste tålmodigheden.
”Så giv da SLIP for PO…” brølede han i pludselig arrigskab.
Chary gav et forskrækket hop. Hans hånd sprang fri så pludseligt, den svirpede tilbage og ramte ham i hovedet. Han stirrede forbløffet på den, rettede sig forsigtigt ordentlig op at sidde og skar ansigt igen, da foden stadig ikke flyttede sig.
Han så skyldbevidst op på Delora.
”Øhm, måske kan jeg godt bruge en smule hjælp…”

Delora trak sig tilbage, ved Lukas skarpe tone. Jeg beklager meget da tænkte hun lettere fornærmet. og overvejede om hun skulle gå, og lade ham klare det selv.
Hun kunne dog ikke helt få sig selv til det, han så ud til at sidde ret godt fast. Og sikkert også jord i hovedet tænkte hun sarkastisk.
Delora satte armene og kors, og ventede på, hvad Lukas ville gøre. Hun havde lidt ondt af Chary, som helt klart ikke var glad ved situationen.

Sephyr fløj ned til Lukas, og hoppede hen til hullet han havde haft hånden i før, og kiggede nysgerrigt ind.
Pas på Sephyr, vi ved ikke, hvad der er derinde sagde Delora alvorligt.

Hun løftede et øjnebryn, da Lukas bad hende om hjælp. Er du sikker? spurgte hun sarkastisk, men gik hen og han ham om håndledet. Hvad vej skal jeg trække? spurgte hun med en irriteret kant i tonefaldet.
Sephyr kastede et blik på Delora, men kun for at sikre, at hun ikke havde smidt grenene fra sig. Den havde hun stadig i den anden hånd. Han begyndte at skrabe med kløerne i hullet, for at gøre det større.

”Øhm, jeg er ikke sikker.” sagde Lukas med bøjet hoved og krattede lidt i jorden omkring hullet med sin anden hånd, inden han forsøgte at skubbe sig selv op med Deloras støtte. ”Auv,” mumlede han. ”Foden må sidde fast i en trærod eller noget. Den vil ikke med.”
Chary kiggede forbi Lukas på Sephyrs arbejde og krøb så halvvejs omkring ham for at deltage også. Sammen fik de to hurtigt gjort indhug i jorden.

Sephyr kiggede overrasket på Chary, ville hun også se, hvad det var for en pokemon der gemte sig?
Han begyndte at skrabe mere ihærdigt, og hjalp Chary med at grave et godt stykke ud.
Delora forsøgte at se, hvilken vej Lukas sad fast i, men måtte opgive.
Hun kiggede hvast på ham Du har fået sat dig godt og grundigt fast, hvad lavede du dog også? Spurgte hun.

Hun forsøgte at undersøge, hvor løs jorden var, men måtte også opgive det, da hun intet vidste om jordbundsforhold.
Hun sukkede Der er vidst andet for,end at begynde at grave. Hun sendte Lukas et irriteret blik sikke god han er til at rode sig ud i problemer og begyndte at grave ved hjælp af grenen Spehyr havde fundet tidligere.

”Jeg sku’ bare lige se, hvem der boede under træerne.” forklarede Lukas mut under Deloras blik.
Et øjeblik var han mindet om sin mor, når hun skældte ham ud for en af hans sædvanlige dumheder. Han rystede på hovedet og spændte i kæben. Han var alene nu og skulle forestille at kunne klare sig selv. Ikke at han ikke værdsatte hjælp. Han så stjålent på Delora og gav sig til at hjælpe med udgravningen med sine bare hænder.

Chary møvrede sig rundt ved hullet og fandt noget af en gang, der gik i den rigtige retning. ”Cha,” sagde hun til Sephyr og nikkede mod Lukas med hovedet. ”Cha cha” prøvede hun at forklare. ’Vi skal have Lukas fri.’
Hun krattede videre med større vigør, arbejdede den nyfundne gang større og kom derved tættere på Lukas’ ben.

Sephyr kiggede undrende på Chary, 'Lukas fri? Hvad taler du om?' syntes hans udtryk at sige.
Han kastede et blik på Charys træner og sendte ham et hånligt smil over, at han havde været så tåbelig at få sig selv i sådan et problem. Sephyr havde ikke tænkt sig at hjælpe, han ville se, hvad der var i hullet.
Han gravede kraftigt igen, og "kom til" at sende en del af jorden i hovedet på Lukas. Snart havde han gravet sig så langt ned, at han kunne kaste et blik længere ned i hullet, og han stak hovedet hel derned.

Sephyr! udbrød Delora irriteret og børstede jord af ansigtet.
Så så hun hullet Sephur havde gravet sig ned til. Det ville gøre det en hel del nemmere at grave sig ned til Lukas ben, hvis hun startede derfra. Hun kravlede hen til hullet, og forsøgte at få Sephyr til at flytte sig, dog uden held.

Lukas kiggede efter Delora og så Sephyrs graveprojekt ved det første hul. Han strakte hals for at prøve at se, hvad der skete.
”Oh, kan Sephyr se, hvilken pokemon det er?” spurgte han interesseret. ”Jeg skræmte den ikke helt væk?” fortsatte han forhåbningsfuldt og glemte for et øjeblik sit nuværende problem. Han prøvede at strække sig hen mod dem.

Chary kiggede op fra sin egen del af graveriet.
”Cha!” sagde hun irriteret og svingede sin hale frem. Hun ramte Lukas’ arm irettesættende.
Så vendte hun tilbage til sit hul med et suk. Gangen, hun havde fundet, var begyndt at dreje i en forkert retning. Hun kiggede tilbage til Sephyrs del, så Deloras nysgerrighed omkring samme og blev en anelse mere irriteret. Var der da ingen, der var interesseret i at få Lukas fri?
Hun trampede frem med et fnys, skubbede sig forbi Delora og åbnede munden fuld af sydende gløder. Nu havde den frække Spearow bare at flytte sig.

Delora kiggede irriteret på Sephyr. Hun kunne vælge at forsøge at flytte ham med magt, men så ville han højst sandsnyligt bare hakke hende. Og hun havde ikke lyst til, at han blev sur på hende, hvem vidste, hvor længe det ville vare? så længe havde hun heller ikke haft ham.
Så kiggede snu på Sephyr måske kan jeg få ham til at hjælpe mig frivilligt? tænkte hun og overvejede, hvordan hun skulle gribe det an.
Hey Sephyr, skal jeg ikke hjælpe dig med det der? spurgte hun ham og lød helt venlig.
Sephyr kiggede overrasket på hende, var hun ikke sur?
Delora fortsatte Hvis du flytter dig lidt, kan jeg gøre hullet større, så kan vi bedre komme til at grave Lukas fri
Sephyr fnøs og vendte tilbage til sit hul.
Delora rynkede brynene, og kiggede længe på ham. Da han endnu en gang stak hovedet i hullet, forstod hun Han prøver ikke at hjælpe, han vil bare se, hvad der er dernede. hmm, men kunne jeg ikke få ham til at hjælpe alligevel? tænkte hun og strøg noget hår væk fra ansigtet igen.
Jeg forstår, men skal vi ikke slå 2 fluer med et smæk? spurgte hun ham, Sephyr kastede hende et kort blik over skulderen og fortsatte med at grave.
Delora tøvede et øjeblik, men valgte at fortsætte Hvis du lader mig komme til, kan jeg som sagt gøre det større, så kan jeg nemmere komme til at grave ham fri sagde hun og nikkede imod Lukas. Sephyr smilede smørret og så afventene på Delora, som fortsatte Hvis hullet er større, kan du se meget længere ind, og hvis jeg graver noget af hullet, er der mindre afbejde for dig
Sephyr så ud til at overveje det, så baskede han sig op af hullet, og lod Delora komme til. Han lagde sig demonstrativt ned og ventede på at hun gik igang.
Sikke en attitude tænkte Delora inden hun gik igang med at gøre hullet større, så hun kunne bruge det til at komme ned til Lukas ben.

“Chary, nej!” udbrød Lukas, samtidig med at Chary opdagede, hvad Deloras egentlige plan var.
Hun lukkede munden og var lige ved at kløjes i gløderne. Hun sank den varme mundfuld og fnyste en gang røg ud af næsen i stedet, der langsomt sivede til vejrs.
Så vraltede hun ind foran Delora, bøjede ganske let forover og hvilede forbenene lige ved kanten af udgravningen i en spørgende gestus.
Delora flyttede sig den lille smule det var nødvendigt, og Chary opfattede det som tilladelse.
Straks gav hun sig i kast med jorden og begyndte på det nærmeste at grave om kap med Delora. Hun var allerede snavset brun af jord på maven og langt op af benene. Hendes hale svingede let bag hende lige foran den egentlige åbning ned i jorden.

Lukas kiggede nysgerrigt mellem Delora og Chary, da udsynet til hullet var bedst der. Han blinkede et par gange med øjnene. Han syntes, han havde set Charys flamme give genskær i noget dybere inde i det sorte hul. Hvor ville han dog gerne kunne flytte sig.
Han gravede lidt rastløst ved sin egen fod, men der var nu altså et eller andet ved det hul.
”Øh,” begyndte han tøvende, så så han Sephyr, der stadig bare lå pladask på jorden.
”Hey, Sephyr. Kan du ikke holde øje med hullet for dem, så det dernede ikke kommer til at forstyrre?”